Besma blogger. Her er opskriften på succes

Følg disse 9 regler, så er den hjemme, måske

04.01.2010
Søren Storm Hansen

maxi3Virksomheden Besma International Chem producerer rengørings- og rensevæsker. Det kan som bekendt være noget giftigt, modbydeligt miljøsvineri, men Besma vil producere “rengørings- og rensevæsker til industrielle og private brugere af de til enhver tid mindst skadelige råvarer for sundhed og miljø”.

Det er en smuk programerklæring, og det stopper ikke der, for Besma vil også “rådgive og vejlede om effektive opgaveløsninger, som bygger på renere teknologi”.

Det kan man da kun bifalde, og det forlyder fra en velunderrettet kilde, Besmas adm. direktør Mercy Skytteløv, at Besma vil oprette en blog her i begyndelsen af 2010.

Desværrre bliver bloggen nok en fiasko. At den bliver det, bygger jeg på en simpel analyse af forholdet mellem Besmas tre websteder:

  1. besma.dk – virksomheden;
  2. maxi3.dk – et af virksomhedens produkter;
  3. pletfjerner.dk – forbrugernes behov.

Websted 2 og 3 benyttes ikke rigtigt men henviser til websted 1. Dermed konkluderer jeg, at virksomhedens prioritering er følgende:

  1. Os selv;
  2. Vores produkter;
  3. Forbrugernes behov.

Denne prioritering er ikke usædvanlig. Den deles af de fleste virksomheder.

Den går dog ikke, når man skal blogge. Så skal prioriteringen være omvendt. Bloggen skal fokusere på forbrugernes behov, hvis man vil gøre sig håb om at få læsere. Besma skal altså tænke modsat af, hvad de plejer, hvis bloggen skal blive en succes.

Så her er en udfordring til Besma. Reglerne for den kommende blog skal være som følger:

  1. Bloggen skal ikke oprettes på besma.dk, som det vist er planen, men på pletfjerner.dk, hvor alt andet skal fjernes;
  2. Det skal fremgå, at bloggen drives og skrives af Besma, men der må ikke være billeder eller omtaler af Besmas produkter. Virksomheden skal præsenteres neutralt og så kortfattet som muligt med et enkelt link til besma.dk. Altså ikke den mindste antydning af reklame;
  3. Alle indlæg skal handle om pletter og pletfjerning;
  4. Der skal skrives mindst to indlæg om ugen;
  5. Ordet Besma må ikke skrives i indlæg, og der må ikke linkes til besma.dk fra indlæg;
  6. I de første tre måneder må Besmas produkter ikke nævnes på bloggen. Der kan benyttes vendinger som “køb produkter med den miljøvenlige komponent X og ikke den miljøskadelige komponent Y”. Konkurrerende produkter må gerne omtales men kun i positive vendinger;
  7. Efter tre måneder må Besmas produkter nævnes, men kun hvis der samtidig nævnes mindst et konkurrerende produkt i mindst ligeså positive vendinger;
  8. Besma og Besmas produkter må gerne nævnes som svar i kommentarer, hvis en læser spørger;
  9. Efter seks måneder er der frit spil, for nu er Besmas bloggende medarbejdere klar over, hvilket fantastisk redskab de har, og de vil gøre alt for at fastholde fokus på forbrugernes behov.

Dette er dog ikke – som lovet i overskriften – opskriften på succes. Det er forudsætningen for succes. Der er en nødvendig øvelse for at ændre fokus til forbrugeren. Det er de begrænsninger, der giver mulighed for udfoldelse.

Mere om: Blogs

26 kommentarer

dSeneste har taget rollen som blogvejleder for Besma og mig, der bliver den indledende blogger på den kommende blog på pletfjerner.dk. Det er sandelig ikke så tosset at få fødselshælp af erfarne fagfolk, selvom de 9 punkter får mig til at tænke på Gæt og Grimasser. Det er så et af vores yndlingsspil i familien, så jeg tænker fortrøstningsfuld på mine fremtidige dialoger med engagerede mennesker. Måske kan jeg hente hjælp i dialogen ved at spørge folk, om det de selv sætter mest pris på ved et rengøringsmiddel og i miljødebatten. Eller spille ‘pletfjernermama’ a la Kirsten Hüttemeyer ud fra mine mange års test og forsøg på laboratoriet. Der kan undgås mange ærgrelser og spares mange penge på rigtig pletfjerning. Lad os se, hvad folk siger til det, når vi kommer igang her i januar 2010.
webloghilsen Mercy D. Skytteløv

hvorfor vil besma blogge? hvad er de umiddelbare interne grunde / overvejelser? Det er da interessant om ovennævnte råd overhovedet hænger sammen med det virksomheden selv tænker…..

@Mercy,

Søren har ret, bare så du ved det. Og hvis det er svært at holde styr på de ni punkter, så husk at det mest fundamentale ved bloggen er dialog, samtale.

En god dialog foregår mellem to mennesker og ikke mellem et firma og et menneske. Derfor skal du nok prøve at gøre dig til pletfjernerens Hüttemeyer.

Tag fat i et konkret problem: Kaffeplet på sofaen. Fortæl hvad du vil gøre, ikke hvad Besma vil gøre.

Find samtidig huller i din idé. Hvad nu for eksempel, hvis kaffepletten er et halvt år gammel? “Mon der er nogen, som har noget erfaring med det?”

Samtale, du ved. Ligesom ved bordet. Én siger noget, en anden responderer. Det må ikke være for statisk og bedrevidende, for så dræber man hurtigt dialogen.

Bloggen er ikke til direct marketing eller til promotion.

Forestil dig, at du sidder i et rigtigt selskab, og du lige slynger noget ud, som andre skal reagere på.

Dialog, husk det. Selvom der kan være flere hundrede, måske endda tusinder af læsere, så forestil dig, at der kun er én foruden dig selv. Som læser skal jeg føle, at du taler (ikke skriver) til mig, ikke til en hel forsamling.

Brug “du” i stedet for “I”. Og svar også på kommentarer, ellers kan man jo dårligt kalde det for en dialog.

Aller-, allervigtigst: Følg med her på dSeneste, for ham Søren, han er altså en klog mand, når det handler om kommunikation på nettet.

@Mercy

Pletfjernermama – den kan jeg lide. Det skal være bloggens titel, og ved siden af titlen en tegning af en stålsat pletfjernermama i superheltekostume. Mission: udryd pletter, skån miljøet.

Og hvad med en tegneserie. Små striber med 3, 4 ruder, hvor pletfjernermama nådeløst og uden tøven gør kål på selv de mest genstridige pletter.

Snart vil vi have hende som pauseskærm og baggrundsbillede. Vi vil have hendes kendingsmelodi som ringetone på vores telefoner, og vi kan næsten ikke vente på videoerne på YouTube.

Jo, pletfjernermama er et sikkert hit.

@Chris

Tak for de pæne ord – og for at understrege vigtigheden af samtalen. Det glemte jeg vist lige i mine 9 regler, så nu er der 10.

Hej Rune Huvendick Jensen:
Den korte version er, at blogging er den korte, direkte vej til kommunikation med folk, der interesserer sig for noget -lader sig engagere af noget bl.a. miljøovervejelser og som gider sætte sig til tasterne for at selv at kommentere på eller komme ud med holdninger, oplevelser og lign.
Den lange version er baseret på besma’s miljøpolitik, som jeg skrev allerede i 1982. Den indeholder ligesom vores nuværende miljøpolitik en pasus om at påvirke brugere af vore rensevæsker og rengøringsmidler – læs pletfjernere – så der kommer mindst mulig belastning af miljøet og samtidig opnå en stor effekt med afrensningen. Sådan lidt omskrevet. Og når jeg påtænker hvor mange ord, vi har sendt ud i æteren på alle mulige måder , dog mest med vor tekniske rådgivning i industrien, neckhangere med vejledninger også til private, så kan jeg fortælle dig, at dette her for mig nyopdagede bredbånd er lykken. Jeg vil hver morgen glæde mig til at sætte mig til pc’eren og se, hvem der den dag har gidet interessere sig for miljørigtig og effektiv pletfjerning. I den elektroniske guide på vore web-sites findes – hold nu fast: 160.170 kombinationer mellem pletter, materialer og emner. Og du kan selvfølgelig udskrive vejledningerne. Jeg kan tilføje, at vi aldrig har haft en produktansvarsskade og at jeg står inde for samtlige vejledninger. Pralerunden – så ok da. Den slutter her. Fremover vil jeg koncentrere mig om dedikerede pletfjerneropgaver og miljøspørgsmål relateret til min verden…..Tak for dine spørgsmål!

@Chris
Søren har da ret – et langt stykke hen ad vejen. Som du kan se af min kommentar til Rune, er dette medie en gave til sådan en som mig. Jeg har så meget på hjerte og har nu fået muligheden for at dele det med andre – hvis jeg er heldig – ildsjæle. Du drømmer ikke om hvilke pletter jeg har fjernet igennnem årene med ganske få virkemidler vores universalsæbe – vel at mærke uden at ødelægge tæppet, møblerne eller tekstilet (fint, gammelt, nyt eller yndlingstøjet) Jeg kan ikke tåle at se en plet (næsten autist) uden at prøve at rense den af. Så frem med sæben (ikke faremærket, men bionedbrydelig) vatpinde, svamp eller mikrofiberklud, lunkent vand og så igang. Det har vi faktisk ladet filme af Deluca’s professionelle folk og filmene kan ses på vores websites. Jeg kommer til at tænke på den bragende skønne musical Mama Mia, hvor den unge smukke datter fortæller om moderens eskapader.. and dot,dot,dot. når jeg skal fortælle her. Folk i al almindelighed har da heldigvis en god fantasi, så mon ikke vi kan ’skære en hæl og klippe en tå’ når vi skal udleve Sørens regler.
Tak for dine kommentarer og gode råd. Jeg har besøgt din hjemmeside og har til min store lettelse ny-opdaget, at der også er en vis justits indenfor journalistikkens verden. Tak for det, for det er simpelthen ikke til at holde al den selvforherligelse og selvoptagethed i de kendte medier ud.
Jeg forstår derfor også godt jeres gode råd om ikke at lave direkte reklame, det forstyrrer mit egentlige budskab. Det er så irriterende at skulle ‘fjerne’ journalisten/nyhedsoplæseren/tv-værten mentalt, for at få meningen med udsendelsen frem. Oprigtige hilsener fra Pletfjernermama’en

@Pletfjernermama,

Og nu har du stort set beskrevet dig selv, som du bør lægge ud på din blog:

“Jeg har så meget på hjerte og har nu fået muligheden for at dele det med andre – hvis jeg er heldig – ildsjæle. Du drømmer ikke om hvilke pletter jeg har fjernet igennnem årene med ganske få virkemidler vores universalsæbe – vel at mærke uden at ødelægge tæppet, møblerne eller tekstilet (fint, gammelt, nyt eller yndlingstøjet) Jeg kan ikke tåle at se en plet (næsten autist) uden at prøve at rense den af. Så frem med sæben (ikke faremærket, men bionedbrydelig) vatpinde, svamp eller mikrofiberklud, lunkent vand og så igang.”

Og ja, jeg skyder nogle gange med skarpt mod mine journalistkollegaer, men jeg er heller ikke ansat på en nyhedsredaktion, så jeg kan bære det ;)

@Søren
Det kan godt være, at jeg ikke rigtig fatter jargonen i jer ‘drenges’ verden, men jeg vil have lov til at ‘hilse af’
Når min søn eller mit store barnebarn sms til mig, gør de ligesom jer: kun beskeden. Jeg har sagt til dem, at de i det mindste skal skrive kh og navn som afslutning. Men det kniber. Det er her ‘vi kommer til at skære en hæl og klippe en tå’ kommer ind. Og forskellen på mænd og kvinder.
Og jeg tror på, at mine budskaber mest vil henvende sig til kvinder – indtil videre. Det univers, du beskriver, er det, jeg gerne vil og som jo allerede er forberedt. Jeg vil så gerne at du eller andre ikke skal eksperimentere med kemikalier, men bruge min pletguide som en slags bibliotek,
parat til brug døgnet rundt og med enkle, fyldestgørende vejledninger. Cluet er, at du har ét sæbeprodukt til alle pletterne, på alle materialer, der tåler vand. Det er ikke faremærket og det overholder alle EU conventionens regler for nedbrydelighed. Så kan du ikke få det mere miljørigtigt.
Kom bare an med nogle præcise opgaver – f.eks. gamle pletter på gulvtæpper eller møbler. Den vejledning får du lige her: http://www.besma.dk/showpage.php?pageid=1562
Rigtig god fornøjelse. Hilsen Mercy

@Mercy

Når vi ikke pryder vores kommentarer med “kære” og “kærlig hilsen”, er det, fordi vi opfatter det som en samtale – ikke en brevveksling. Jeg skriver kun “@Mercy”, fordi der er flere end os to i denne samtale. Hvis det kun var dig og mig, ville jeg end ikke skrive det.

Vi skriver i en slags talesprog, tager ikke retskrivningsreglerne så højtideligt og skærer ind til benet.

Nogle af os skriver rigtig mange kommentarer hver dag. Vi deltager her og der og allevejne, og ofte debatterer vi med de samme mennesker flere steder samtidig, så det bliver hurtigt lidt komisk med høflighedsfraser.

Desværre glemmer vi ofte, at det er en jargon, og mindre erfarne deltagere kan opfatte os som uhøflige. Det er bestemt ikke hensigten.

På Besmas kommende blog ville jeg dog nok holde lidt mere på formerne – som du også er inde på. Dog tror jeg ikke skellet går mellem mænd og kvinder men mellem generationer – ligesom de unge SMSer med to fingre og de gamle med en: Generationskløften sidder i tommelfingeren.

@Mercy

Jeg forstår din pointe med pletguiden, men jeg er ret sikker på, at de fleste læsere på din blog vil komme fra Google, hvor de fx. søger “rødvinspletter på silkeskjorte”.

Du skal derfor have et indlæg på din blog med denne overskrift – så Google kan finde det – og du skal med tiden have 160.170 indlæg på bloggen, så den dækker alle kombinationer.

Det er ikke altid, folk kan vente med at fjerne pletten til de får købt dit uden tvivl fortrinlige universalrensemiddel. Måske skal rødvinspletten af silkeskjorten nu. Festen er lige begyndt, og jeg vil ikke rende rundt med den plet resten af aftenen (for jeg vil score hende blondinen, som hader mænd med pletter på skjorten). Jeg griber derfor min telefon og googler – og forventer en løsning her og nu.

Det er her, Pletfjernermama kommer mig til undsætning, og blondinen og jeg lever lykkeligt til vores dages ende.

@Søren
Gud ske lov er jeg da venstrehåndet – kan bruge begge hænder til det meste ;-) jeg er helt med! og her kan vi jo se, hvor kommentaren kommer fra, så ….

Pointen omkring pletter er, at de alle er uønskede. ALTID! Som regel er de grimme, men mange kan fjernes med vand her og nu. Problemet er altid, at i festens kamp og hede, er der ingen, der tænker pletfjerner – måske en enkelt pige. Lur mig om det ikke passer. Det er dagen derpå, hvor ærgrelsen over den dyre skjorte, dugen og gulvtæppet eller endnu værre sofaen er plettet, tørre pletter altså. Jeg nævner i flæng rødvin, brun sovs, blod opkast og meget mere. Og her hjælper vand alene ikke. Hvis ikke mit universalmiddel kunne noget helt specielt, så skulle jeg skamme mig over at have anvendt i tusindvis af timer på produktudvikling og test! Og på at have lavet en elektronisk pletfjerner guide til produktet. Helt ærlig!

@Mercy

Ingen betvivler – jeg gør ihvertfald ikke – at dit produkt er framragende. Og det er virkelig en fornøjelse at se, hvor stolt du er over det. Gid alle var så stolte over det, de beskæftiger sig med.

Men det kan du altså ikke blogge om. Alt for mange virksomheder gør, og hidtil har ingen haft succes.

Du skal blogge om min silkeskjorte, for det er den, der er vigtig for mig. Du skal skrive et indlæg om rødvin på silkeskjorter med følgende scenarier:

  1. Pletten er helt frisk;
  2. Pletten er fra i går;
  3. Pletten bliver først opdaget, når skjorten er vasket.

I tilfælde 1 kan jeg måske fjerne pletten med vand. Skal det være koldt eller lunkent? Skal jeg dubbe eller skrubbe?

I tilfælde 2 og 3 kan jeg ikke nøjes med vand. Dit svar er: “Køb Besmas universalmiddel”, men hvad hvis butikkerne er lukkede, og jeg skal bruge skjorten nu. Hvad har de på tankstationen eller 7 Eleven?

Min pointe er, at du ikke må tage udgangspunkt i dit produkt. Du skal tage udgangspunkt i mit behov, ellers giver det ingen mening at oprette en blog. Så er reklamer og pressemeddelelser meget bedre.

Og nej, du sælger ikke umiddelbart noget ved at anbefale mig at benytte vand eller et konkurrerende produkt, som forhandles hos 7 Eleven, men du kan etablere dig som Pletfjernermama, og du kan måske etablere dig så solidt, at du kan lancere et produkt med det navn.

@Mercy – i forlængelse af Sørens seneste indlæg.

En blog er et personligt medie. Hvis det ikke var dét, så kunne der ikke foregå en dialog, og bloggen ville pr. definition ikke være en blog, men en reklamesøjle.

Pointen er, at du, Pletfjernermama, etablerer dig som ekspert i at fjerne pletter uanset midlet. Sørens ni punkter giver dig rent faktisk lov til at linke til besma.dk, så du fortrænger jo ikke fuldstændig dit pletfjernermiddel.

Med tiden vil du have etableret dig som en troværdig kilde, pletternes fjende nummer et. Den troværdighed, den etos, du oparbejder kommer direkte Besma til gode.

Derefter kan du, pletternes nemesis, sige overbevisende:

“Krisebehandling: Læg i blød i sulfo med det samme. Og så er det for resten en god idé med en bøtte Besma i kosteskabet for den er mere miljøvenlig end den grønneste flaske opvaskemiddel.”

Troværdigheden først, derefter den mere direkte henvisning. Går det for stærkt vil læserne bare opfatte din blog som ren reklame, og vi ved alle hvor “troværdige” rengøringsreklamer fremstår, og så har du devalueret værdien af din blog til et rundt nul.

Har du brug for nogle råd undervejs, er du velkommen til at kontakte mig. Ellers lader det til, at du bare kan debatere løs her, og så hjælper bloggerne dig godt på vej.

OK da – det her er for viderekommende. Det er værre end Gæt og Grimasser, når jeg ikke engang må ende med at vise, hvordan:-))Det er også værre end den første miljøcertificering var: der skulle vi ikke blot vide, vi skulle/skal vi også dokumentere og efterfølgende måle på målene. Nå men dette her ER jo en udfordring.
Mon jeg har fattet det:
Fortælle om rensemetoderne på forskellige steps afhængig af plettens alder og omfang på materialer/emner?
Og nøjes med at fortælle om velegnede typer af sæbe/rensemiddel og måske oplyse, hvilke agressive råvarer,eks. salmiak, klor, renset benzin m.v. man kan og skal undgå.
Inde i mit hoved er det molekylernes strukturer og dans med hinanden, der gør forskellen. Comments, please!

Hej Mercy,

Dine kunder har problemer. Vil du løse dem eller skrive hvad du selv har lyst til? Er det sidstnævnte synes jeg bare du skulle få en personlig blog. Er det førstnævnte ville jeg læse godt med på denne blog.

Som forbruger interesserer jeg mig ganske lidt for miljøcertificeringer, brands og molekylers struktur hvis jeg står med pletter jeg ikke kan få af.

Rettelse: Jeg er ligeglad i første fase.

Der handler det om at få løst mit problem. Når du har løst det vil jeg måske høre på hvad du ellers har at sige om miljøcertificeringer, brands og molekylers struktur. Men jeg garanterer det ikke. Du skal være interessant hvis jeg skal læse videre – for kun ét klik væk kan jeg spille backgammon gratis med en person fra Nordjylland. Det er betingelserne i 2010.

Jeg vil have min plet væk. Nu. Kan du hjælpe mig med det problem? Hvis ikke, hvorfor skulle jeg gide læse hvad du skriver? Jeg har masser andre ting at læse. Og tøj der skal renses.

Mit bedste råd er at disse, og andres, råd og bruger dem du kan bruge – dem du kan forstå, helt inde i hjertet. Det næste du skal gøre er at sætte dig i forbrugerens sted. Kombiner de to i alt hvad du skriver og jeg er sikker på du får succes.

Hvis du seriøst tror folk gider høre om dit brand/mærke – så blog om det. Hvis du mener at den danske forbruger vil have hjælp med et problem – så blog om det.

Du skal brænde for hvad du blogger om. Det er faktisk mit bedste råd. Men glem ordet “blog” – bare skriv. Men skriv for at hjælpe folk og svar hvis de spørger. Det er service. Ægte tilstedeværelse.

Personligt har jeg meget på hjerte men jeg hader at blogge. Så det gør jeg sjældent. Jeg ville dog gerne.

Held og lykke.

Mvh

Joackim

Tak for dine kommentarer og råd, Joackim. Det jeg nu skriver er ingen undskyldning, men selve årsagen: Jeg blogger her fordi jeg vedkender, at jeg er ved at lære at blogge.
Og Søren, Chris og nu også du er så forrygende flinke, at I giver jer tid og bruger energi på at prøve at lede mig på rette spor. Jeg har gennem ovenstående skrevet mig ud af min
forvirring, du ved, når jeg nu lige har løsningen ved venstre hånd, hvorfor så løbe rundt om den varme grød i stedet for bare at tage af den? Mit skriveri i denne her blog kan på forbrugeren – eller de mennesker, jeg i virkeligheden gerne vil vejlede om pletfjerning m.v. fremover, virke noget egocentrisk. Men også menneskelig og med til at fremme forståelsen for overgangen fra teknisk orientering til kundeorientering som blogger. Mine hidtidige skriverier har ikke været henvendt til forbrugerne, men målrettet til Søren, Hune, Chris og nu dig. I er da også en slags forbrugere, meeen, som jeg skrev i en tidligere kommentar:
Jeg tror mest på pigerne, når det handler om interesse for rengøring og pletfjerning. Mange, mange tak for jeres bidrag hidtil – i morgen vil jeg skrive en kommentar, som er henvendt til ‘de rigtige forbrugere’
Bedste hilsner
Mercy – pletfjernermama

Selv tak.

Jeg giver kun råd ud fra mine egne erfaringer og holdninger – din nedenstående kommentar siger mig at du kommer til at gøre det godt:

“…men også menneskelig og med til at fremme forståelsen for overgangen fra teknisk orientering til kundeorientering som blogger.”

Lige det jeg gerne ville have sagt. Nu sagde du det selv. Endnu bedre :)

….. Joackim,
PS Hvad er det for en plet, du vil have væk ?
jeg må have lidt at vide om:
hvad det er for en plet, hvor sidder den – tekstil eller -på hvad?
Er den ny eller gammel, har den været vasket?

Og måske skal dit tøj renses, men meget ofte kommer tøjet hjem fra renseriet med alle pletterne. Og så er du lige vidt, hvis ikke du kan få oplyst, hvad der virker!
Så bliver du nødt til at spørge mig, hvad jeg vil anbefale,
der er to råd: brug mine vejledninger på video og i guiden -jeg kender ikke andre produkter, der dur,
eller tag en saks og klip dem væk.
Dette råd (saksen)brugte for mange år siden farmaceuten Svend Holm på tv (sort/hvid) så det har du nok ikke set.
Det råd vil jeg selvfølgelig ALDRIG give i det virkelige liv ;-)
Men det er jo først i morgen – tak for din sidste kommentar!

Har du en plet?
Det må være kodeordet til den dialog, jeg gerne vil have med dig som forbrugeren, hvis jeg skal gøre gavn i din verden. Min baggrund for at agere ‘pletfjernermama’ her på bloggen er mere end 25 års produktudvikling og test indenfor miljørigtige rengøringsmidler og pletfjernere.
Du har garanteret en plet, som irriterer dig – et eller andet sted, på en eller anden ting, som det slet ikke er sikkert, du kan vaske på. Men måske kan vi alligevel få pletten væk – ved fælles hjælp.
Jeg har fjernet pletter af mange typer f.eks. rødvin på kulørte damaskduge, ketchup på lysegule strikbluser, banan på hvidt bomuld, cacao og cola på uldne sofaer, hunde-hømser på gulvtæpper, sort olie på tøj, græs på kondisko, stearin på tekstil m.v., fedt og smuds i emhætter og på overskabe i køkkenet, grillolie på udendørsfliser eller træterrasser, smuds på persienner, tryksværte fra hvide, malede flader, fedtplet på silkeslips, læbestift på tøj, blod på skjorte, blæk på vinyl og tekstil, kaffestænk på tapet, sod på brændeovnslåger, chokolade på indtræk i bilen, fugleklatter på billak, sorte striber fra sko på trægulve. Jeg har talt op, at der i min database er 160.170 kombinationer af pletter, materialer og emner, som er gratis er til din rådighed. Din pletfjernermama er klar til at løse dit pletproblem.

Én af grundene til at jeg har interesseret mig så meget for pletter på tekstil er, at min anden passion i livet er MODE. Mine venner – særligt mændene, er bestyrtede over mine mange meter garderobeplads. Jeg kan ikke stå for smart, lækkert tekstil. Det gør mig tindrende glad og YES, så kan vi lidt igen. På samme måde har jeg det, når det er lykkedes at fjerne en umulig plet f.eks make-up på en sprit-ny bluse eller nogle sorte streger på en helt ny sko.
Mine bedste redskaber er afgjort bomuldsvatpinde, lidt sæbe og lunkent vand. Jeg blander sæben og vandet i kapslen til flasken, dypper vatpinden i blandingen og dupper nærmest smudset op i vatpinden. Prøv det næste gang du får en helt ny irriterende plet. hilsen pletfjernermama

Hej Mercy,

Min plet var opfundet. En løgn. Opfundet for at synliggøre min pointe – beklager.

Skulle du ikke se at skrive på din egen blog? Eller er du og Søren én person? ;)

God weekend, pletfjernermama!

Håbede, at du måske virkelig havde en plet;-)
Jeg har bestilt en tekniker (stort firma) til at få en eller anden ting til at pege i den rigtige retning (hu-ha)
jeg blogger på egen blog fra uge 3. Og bor lidt til leje her hos Søren et par dage. Eller surfer rundt på andre blogs og kommenterer lidt her og der, når der er noget, der tricker mig. Selv god week end ;-)

@ Mercy

Det begynder at ligne en plan. Nu vil jeg gå ud og få en masse pletter på mit tøj, så jeg kan finde ud af, hvad Pletfjernermama kan, når bloggen åbner.

Og det gør den, så vidt jeg kan forstå, på pletfjerner.dk.

Ja, planen er iværksat og der vil heldigvis være bloggere fra begyndelsen. Vi holder nogle ‘pige-café-aftener’ hos vore tekniske kunder, hvor der oftest kommer mænd. Her inviterer vi ‘konerne’ med veninder og fortæller lidt om Besma og miljøtanken, får lidt godt at spise, et glas vin m.m. og slutter aftenen med en konkurrence, hvor pigerne også skriver deres emailadresser for at få vore nyhedsbreve. Og her kommer bloggen så ind. Straks den er oprettet på pletfjerner.dk, sender jeg en email med opfordring til alle vore kunder/brugere om at deltage aktivt på bloggen med både deres gode råd, erfaring og spørgsmål. Dedikerer fra begyndelsen bloggen til brugerne som i forvejen er Maxi3 fans. Vi har nok 1000 adresser at starte med.. så jeg skal vist have omprioriteret mine arbejdsopgaver, indtil vi kan slå over på automatpilot til almindelige renseopgaver, der er i databasen. Spændende
udvikling – og også ønsketænkning idet min datter Jeanett, som også arbejder i Besma med marketingopgaver m.v. for ca. 10 år siden foreslog, at vi oprettede et Besma-univers, hvor alle mennesker kunne spørge os om alt omkring rengøring m.v. Selvfølgelig vil vi da gerne sælge, vi skal jo også have noget at leve af. Men et optimalt salg er, når folk bare vil have en eller vare, fordi den dur. Dejligt at have noget at glæde sig til – hilsen pletfjernermama

Der er lukket for kommentarer.

Nyeste indlæg

Stakkels Jakob Willer
Filmbranchen skal dokumentere, at telebranchen skylder dem 63 millioner
Medierne kan udvikle en fælles nyheds-app med hele 4,5 forretningsmodeller
Genopfind RSS og drop jagten på klik fra Facebook og Twitter
Danske medier kaprer medarbejdere hos Facebook og Google
Ingen vil være mister Pink
Anmeldelse: The Internet’s Own Boy: The Story of Aaron Swartz. Af Brian Knappenberger
Anmeldelse: Content Marketing Bogen. Af Joakim Ditlev og Signe Damgaard Jepsen
Endelig tager medierne kampen op mod Facebook
Journaliststuderende skal ikke have en praktikplads, de skal have et hovedfag

Emner

Bøger
Blogs
Boganmeldelser
Domænenavne
E-bøger
E-handel
Fildeling
Find vej på nettet
Historie
Job
Medier
Mobil
Politik
PR og reklame
RSS
Søgemaskiner
Sociale medier
Sprogteknologi
Tal og statistik
TV og video
Værktøj
Wiki