Det begynder at ligne en plan. Nu vil jeg gå ud og få en masse pletter på mit tøj, så jeg kan finde ud af, hvad Pletfjernermama kan, når bloggen åbner.

Og det gør den, så vidt jeg kan forstå, på pletfjerner.dk.

Min plet var opfundet. En løgn. Opfundet for at synliggøre min pointe – beklager.

Skulle du ikke se at skrive på din egen blog? Eller er du og Søren én person?

God weekend, pletfjernermama!

Og måske skal dit tøj renses, men meget ofte kommer tøjet hjem fra renseriet med alle pletterne. Og så er du lige vidt, hvis ikke du kan få oplyst, hvad der virker!
Så bliver du nødt til at spørge mig, hvad jeg vil anbefale,
der er to råd: brug mine vejledninger på video og i guiden -jeg kender ikke andre produkter, der dur,
eller tag en saks og klip dem væk.
Dette råd (saksen)brugte for mange år siden farmaceuten Svend Holm på tv (sort/hvid) så det har du nok ikke set.
Det råd vil jeg selvfølgelig ALDRIG give i det virkelige liv
Men det er jo først i morgen – tak for din sidste kommentar!

Jeg giver kun råd ud fra mine egne erfaringer og holdninger – din nedenstående kommentar siger mig at du kommer til at gøre det godt:

“…men også menneskelig og med til at fremme forståelsen for overgangen fra teknisk orientering til kundeorientering som blogger.”

Lige det jeg gerne ville have sagt. Nu sagde du det selv. Endnu bedre

Dine kunder har problemer. Vil du løse dem eller skrive hvad du selv har lyst til? Er det sidstnævnte synes jeg bare du skulle få en personlig blog. Er det førstnævnte ville jeg læse godt med på denne blog.

Som forbruger interesserer jeg mig ganske lidt for miljøcertificeringer, brands og molekylers struktur hvis jeg står med pletter jeg ikke kan få af.

Rettelse: Jeg er ligeglad i første fase.

Der handler det om at få løst mit problem. Når du har løst det vil jeg måske høre på hvad du ellers har at sige om miljøcertificeringer, brands og molekylers struktur. Men jeg garanterer det ikke. Du skal være interessant hvis jeg skal læse videre – for kun ét klik væk kan jeg spille backgammon gratis med en person fra Nordjylland. Det er betingelserne i 2010.

Jeg vil have min plet væk. Nu. Kan du hjælpe mig med det problem? Hvis ikke, hvorfor skulle jeg gide læse hvad du skriver? Jeg har masser andre ting at læse. Og tøj der skal renses.

Mit bedste råd er at disse, og andres, råd og bruger dem du kan bruge – dem du kan forstå, helt inde i hjertet. Det næste du skal gøre er at sætte dig i forbrugerens sted. Kombiner de to i alt hvad du skriver og jeg er sikker på du får succes.

Hvis du seriøst tror folk gider høre om dit brand/mærke – så blog om det. Hvis du mener at den danske forbruger vil have hjælp med et problem – så blog om det.

Du skal brænde for hvad du blogger om. Det er faktisk mit bedste råd. Men glem ordet “blog” – bare skriv. Men skriv for at hjælpe folk og svar hvis de spørger. Det er service. Ægte tilstedeværelse.

Personligt har jeg meget på hjerte men jeg hader at blogge. Så det gør jeg sjældent. Jeg ville dog gerne.

Held og lykke.

Mvh

Joackim

En blog er et personligt medie. Hvis det ikke var dét, så kunne der ikke foregå en dialog, og bloggen ville pr. definition ikke være en blog, men en reklamesøjle.

Pointen er, at du, Pletfjernermama, etablerer dig som ekspert i at fjerne pletter uanset midlet. Sørens ni punkter giver dig rent faktisk lov til at linke til besma.dk, så du fortrænger jo ikke fuldstændig dit pletfjernermiddel.

Med tiden vil du have etableret dig som en troværdig kilde, pletternes fjende nummer et. Den troværdighed, den etos, du oparbejder kommer direkte Besma til gode.

Derefter kan du, pletternes nemesis, sige overbevisende:

“Krisebehandling: Læg i blød i sulfo med det samme. Og så er det for resten en god idé med en bøtte Besma i kosteskabet for den er mere miljøvenlig end den grønneste flaske opvaskemiddel.”

Troværdigheden først, derefter den mere direkte henvisning. Går det for stærkt vil læserne bare opfatte din blog som ren reklame, og vi ved alle hvor “troværdige” rengøringsreklamer fremstår, og så har du devalueret værdien af din blog til et rundt nul.

Har du brug for nogle råd undervejs, er du velkommen til at kontakte mig. Ellers lader det til, at du bare kan debatere løs her, og så hjælper bloggerne dig godt på vej.

Ingen betvivler – jeg gør ihvertfald ikke – at dit produkt er framragende. Og det er virkelig en fornøjelse at se, hvor stolt du er over det. Gid alle var så stolte over det, de beskæftiger sig med.

Men det kan du altså ikke blogge om. Alt for mange virksomheder gør, og hidtil har ingen haft succes.

Du skal blogge om min silkeskjorte, for det er den, der er vigtig for mig. Du skal skrive et indlæg om rødvin på silkeskjorter med følgende scenarier:

1. Pletten er helt frisk;
2. Pletten er fra i går;
3. Pletten bliver først opdaget, når skjorten er vasket.

I tilfælde 1 kan jeg måske fjerne pletten med vand. Skal det være koldt eller lunkent? Skal jeg dubbe eller skrubbe?

I tilfælde 2 og 3 kan jeg ikke nøjes med vand. Dit svar er: “Køb Besmas universalmiddel”, men hvad hvis butikkerne er lukkede, og jeg skal bruge skjorten nu. Hvad har de på tankstationen eller 7 Eleven?

Min pointe er, at du ikke må tage udgangspunkt i dit produkt. Du skal tage udgangspunkt i mit behov, ellers giver det ingen mening at oprette en blog. Så er reklamer og pressemeddelelser meget bedre.

Og nej, du sælger ikke umiddelbart noget ved at anbefale mig at benytte vand eller et konkurrerende produkt, som forhandles hos 7 Eleven, men du kan etablere dig som Pletfjernermama, og du kan måske etablere dig så solidt, at du kan lancere et produkt med det navn.

Jeg forstår din pointe med pletguiden, men jeg er ret sikker på, at de fleste læsere på din blog vil komme fra Google, hvor de fx. søger “rødvinspletter på silkeskjorte”.

Du skal derfor have et indlæg på din blog med denne overskrift – så Google kan finde det – og du skal med tiden have 160.170 indlæg på bloggen, så den dækker alle kombinationer.

Det er ikke altid, folk kan vente med at fjerne pletten til de får købt dit uden tvivl fortrinlige universalrensemiddel. Måske skal rødvinspletten af silkeskjorten nu. Festen er lige begyndt, og jeg vil ikke rende rundt med den plet resten af aftenen (for jeg vil score hende blondinen, som hader mænd med pletter på skjorten). Jeg griber derfor min telefon og googler – og forventer en løsning her og nu.

Det er her, Pletfjernermama kommer mig til undsætning, og blondinen og jeg lever lykkeligt til vores dages ende.

Når vi ikke pryder vores kommentarer med “kære” og “kærlig hilsen”, er det, fordi vi opfatter det som en samtale – ikke en brevveksling. Jeg skriver kun “@Mercy”, fordi der er flere end os to i denne samtale. Hvis det kun var dig og mig, ville jeg end ikke skrive det.

Vi skriver i en slags talesprog, tager ikke retskrivningsreglerne så højtideligt og skærer ind til benet.

Nogle af os skriver rigtig mange kommentarer hver dag. Vi deltager her og der og allevejne, og ofte debatterer vi med de samme mennesker flere steder samtidig, så det bliver hurtigt lidt komisk med høflighedsfraser.

Desværre glemmer vi ofte, at det er en jargon, og mindre erfarne deltagere kan opfatte os som uhøflige. Det er bestemt ikke hensigten.

På Besmas kommende blog ville jeg dog nok holde lidt mere på formerne – som du også er inde på. Dog tror jeg ikke skellet går mellem mænd og kvinder men mellem generationer – ligesom de unge SMSer med to fingre og de gamle med en: Generationskløften sidder i tommelfingeren.

Og nu har du stort set beskrevet dig selv, som du bør lægge ud på din blog:

“Jeg har så meget på hjerte og har nu fået muligheden for at dele det med andre – hvis jeg er heldig – ildsjæle. Du drømmer ikke om hvilke pletter jeg har fjernet igennnem årene med ganske få virkemidler vores universalsæbe – vel at mærke uden at ødelægge tæppet, møblerne eller tekstilet (fint, gammelt, nyt eller yndlingstøjet) Jeg kan ikke tåle at se en plet (næsten autist) uden at prøve at rense den af. Så frem med sæben (ikke faremærket, men bionedbrydelig) vatpinde, svamp eller mikrofiberklud, lunkent vand og så igang.”

Og ja, jeg skyder nogle gange med skarpt mod mine journalistkollegaer, men jeg er heller ikke ansat på en nyhedsredaktion, så jeg kan bære det