Men jeg er simpelt hen grundlæggende uenig i dit syn på at arbejde sammen med journalister.

Moderne virksomhedsledere – som Anders Chr. Andersen – må nødvendigvis ind imellem kommunikere med risiko for, at budskabet ikke kommer ud, som han eller hun har tænkt det. Det være sig til journalister, som vælger at vinkle en historie anderledes eller for den sags skyld medarbejdere, som misforstår det, der bliver sagt.

Men det er langt fra defensivt at forsøge at styre sin kommunikation så godt, man kan. Blandt andet ved at se de ting, en journalist vil skrive om én. I øvrigt køber jeg ikke din grundlæggende præmis om, at et journalistik interview er et magtforhold. I rigtigt mange situationer er forholdet mellem en kilde og en journalist i langt højere grad et samarbejde.

Og så lige den med at afbryde interviewet og sige, at journalisten ikke må bruge det. Jeg vil tro, at mange journalister i mange situationer vil respektere det. Men de er ikke forpligtet til ikke at bruge det, du allerede har sagt. Når det drejer sig om kritiske sager, er jeg ret sikker på, at du ikke kommer særligt langt med et krav om ikke at blive citeret. Og det er vel netop, når journalisten lige pludselig stiller kritiske spørgsmål, at man typisk vil miste tilliden til ham.

Men vi er i hvert fald enige om én ting: Alt for mange har alt for stor respekt for journalister! Og mange kunne med fordel en gang imellem sige: “Det har jeg ingen kommentarer til.”

At optage samtalen påvirker interviewet, fordi journalisten ved, at du har dokumentation for, hvad du har sagt. Derfor er journalisten mere omhyggelig med at citere korrekt. Det gælder dog kun, hvis du har dit eget medie, hvor du kan nå din målgruppe og korrigere. Hvis du skal gennem traditionelle medier for at få din korrektion ud, er du lige vidt. Derfor skal du først skabe dit eget medie – og det tager tid.

Du har ret i, at det ikke er en tillidserklæring at sige til journalisten, at du optager interviewet. Men det er ikke journalisten, der skal have tillid til dig – det er dig, der skal have tillid til journalisten. Hvis du ikke har tillid til journalisten, skal du ikke gennemføre interviewet. Og hvis du undervejs i interviewet bliver i tvivl, skal du afbryde og sige, at du ikke vil have, at journalisten benytter interviewet. Alt for mange har alt for stor respekt – og frygt – for journalister.

Du har også ret i, at man kan rette faktuelle fejl ved at få en artikel til gennemsyn, men du skal kun gøre det, hvis journalisten selv beder om det – og det gør de faktisk. Hvis du beder om det – eller forlanger det – udtrykker du mistillid, og hvis du har det, skal du slet ikke gennemføre interviewet. Når du forlanger et interview til gennemsyn, er du i defensiven.

Du skal aldrig være i defensiven. Det er derfor, du skal have dit eget medie. Og du skal ikke være så bange for det trykte. Det er ikke så vigtigt længere – blandt andet fordi man ikke kan rette fejl. Det er en af de gode ting ved dette medie: fejlene står der kun, indtil de bliver opdaget og rettet. I trykte medier er fejlene evige.

Jeg kan til gengæld ikke lige gennemskue, hvordan det påvirker interviewet, men det kan du måske fortælle lidt om. Det er jo mildt sagt ikke en tillidserklæring at sige, at “nu optager jeg samtalen og offentliggør den” Er det din erfaring, at interviews under de vilkår bliver anderledes? Og er der journalister, som så siger nej tak?

Jeg er ikke enig med dig i, at man ikke skal se sit interview igennem. Jeg har i mange år arbejdet med ejendomsmarkedet, og der er stoffet så kompliceret, at selv velmenende journalister simpelt hen laver fejl. Ikke af ond vilje, men fordi de misforstår en eller anden sammenhæng. Og så kan man jo ligeså godt rette det, før det kommer på tryk – synes jeg. Det har egentlig ikke så meget at gøre med, om man stoler på journalisten eller ej.

Tak for kommentaren. Du har ret i, at mit indlæg er den korte udgave af “vejledning i pressehåndtering” og, som du skriver på din egen blog, ikke kan stå alene.

Meningen med at optage og offentliggøre interviews er ikke, at mange skal høre optagelsen. Det er slet ikke nødvendigt, at nogen hører den. Men det, at man kan – og bør – gøre det, flytter magtbalancen mellem journalist og interviewoffer. Der er efterfølgende ingen diskussion om, hvad der blev sagt.

Det vigtige er, at man har et medie for interessenter, først og fremmest aktionærer og medarbejdere, hvor man kan korrigere fejl og rette misforståelser.

Jeg mener ikke, at man skal forlange interviews til gennemsyn, og journalister bør ikke efterkomme ønsket. Hvis man ikke har tillid til journalisten, skal man afslå interviewet, og det kan man såmænd også gøre, når interviewet er gennemført.

Men:

Der er med garanti flere, der læser JP (her er omtalen i øvrigt: http://jp.dk/arkiv/?id=1101378), end der er læsere til Ander Chr. Andersens blog.

Det samme ville gøre sig gældende, hvis han lagde interviewet på i fuld længde. Ikke ret mange ville lytte til det, ja formentlig endnu færre, end han har læsere.

Og så den med at indrømme sine fejl. Igen; rådet er udmærket, men man skal også passe på med som virksomhedsleder ikke bare at sætte sig i skriftestolen. Det er ofte sådan, at verden ikke er sort / hvid. Og hvis man ud over at indrømme de fejl, man selv synes, man begår, også skal indrømme dem andre mener man har begået, så ville man altså få travlt som virksomhedsleder.

Derfor er det helt rigtigt, når Anders Chr. Andersen beder om at få sine citater til gennemlæsning. Hans fejl består sådan set i, at han gør det to timer efter, interviewet er gennemført. Når man beder om citater til gennemsyn, så skal man gøre det med det samme.