Anmeldelse: Forfatter A/S – Sådan udgiver du en bog og opbygger en “business” omkring den, af Jan B. Felland

Yderst værdifuld brugsanvisning til forfatteren, der vil være sin egen forlægger

10.10.2011
Søren Storm Hansen

Forfatter a/s, Jan B. FellandDet er ikke nyt, at forfattere selv udgiver deres bøger. Søren Kierkegaard gjorde – og formøblede hele sin arvede formue. Det er dog blevet nemmere og billigere med e-bøger, og distributionen er klaret med internet. For de fleste forfattere er det også eneste mulighed, for forlagene afviser langt de fleste manuskripter – op imod 95 procent fortalte en forlagsredaktør mig for nogle år siden.

At manuskriptet bliver afvist af et forlag eller to betyder dog ikke, at bogen er usælgelig, bare spørg J. K. Rowling. På den anden side er det nok tvivlsomt, om Harry Potter var blevet samme succes, hvis Rowling ikke havde fundet et forlag og i stedet havde udgivet selv.

Uanset om man selv udgiver af lyst eller nød, er der en del overvejelser og praktiske ting, og her er bogen Forfatter A/S en stor hjælp. Bogen fortæller, hvordan man gør. Det gør den så konkret og detaljeret, at man roligt kan kalde den en brugsanvisning til selvudgivelse.

Den begynder dog et andet sted, nemlig med en gennemgang af verdens tilstand, hvordan forlagsverdenen fungerer og hele økosystemet omkring bogudgivelse. Det er lærerig og interessant læsning, uanset hvordan man udgiver. Det er rart at vide, hvad man sætter i gang, når man afleverer manuskriptet til forlaget og kontrakten er underskrevet.

Her slutter hjælpen dog til forfattere, der udgiver på den traditionelle måde. Der står ikke noget om, hvad det indebærer at underskrive en kontrakt med et forlag, og der er ingen gode råd til forfattere, som bliver uenige med forlaget undervejs.

Bogens fokus er selvudgivelse, og bogens anden del er helliget denne proces. Kort sagt skal man oprette sit eget forlag, helst momsregistreres, få et ISBN-nummer til sine udgivelse, få sin bog produceret, enten som e-bog eller p-bog eller begge dele. Endelig skal bogen distribueres. Det lyder besværligt, og det er da også langt mere besværligt end at underskrive en kontrakt og overlade det hele til et forlag. Det er dog ikke uoverkommeligt og altså nemmere og billigere end nogen sinde.

Tredje del af bogen handler om at gøre sin udgivelse til en forretning. Den skal markedsføres, og måske skal man opbygge en forretning omkring bogen, for eksempel foredragsvirksomhed.

Forfatter A/S henvender sig primært til fagbogsforfattere, og Jan Felland har selv udgivet flere fagbøger både gennem traditionelle forlag og, som denne, på eget forlag. Der er bestemt også nyttig viden til skønlitterære forfattere, men også mange ubesvarede spørgsmål. Det er fair nok, man skal ikke skrive om noget, man ikke har forstand på, og jeg skal ikke kritisere bogen for, hvad den ikke er.

Jan Felland argumenterer for selvudgivelse med, at man får en større del af kagen end de 15 procent, man normalt får ved traditionel udgivelse. Man skal dog være opmærksom på, at kagen sandsynligvis er mindre. Min første udgivelse var en roman. Den blev anmeldt i stort set alle aviser, og alene bibliotekerne købte 1000 eksemplarer. Sådan var det næppe gået, hvis jeg havde udgivet selv og ikke på landets største forlag. Desuden blev det en bedre bog, fordi jeg havde en kompetent forlagsredaktør. Selvudgivelse er ikke nødvendigvis den bedste løsning, og jeg savner lidt mere diskussion af fordele og ulemper.

Det ændrer dog ikke ved, at Forfatter A/S er nærmest uundværlig – ihvertfald en meget stor hjælp – for forfattere, der vil udgive selv. Jan Felland deler rundhåndet ud af egne erfaringer, og læseren er væsentlig bedre rustet til opgaven som forlægger.

Besøg bogens websted: forfatter-as.dk eller læs indledningen (PDF).

Køb Forfatter A/S hos:

Skriv en kommentar

Nyeste indlæg

Aarhus og Katrineholm viser, hvorfor nettet kræver nye journalistiske formater
Mediernes arvesynd og fremtidens levevej
Alt er remix. Ophavsret og patenter truer udvikling
Skolebørn skal lære, at censur er godt
Ministre misinformerer om ACTA
Jeg er nu fan af undervisningsministeriet
Der er bevægelse, men Politiken og Berlingske har stadig fokus på produktet – ikke kunden
Vi har brug for reformer af ophavsret, ikke ACTA
ACTA: Hvordan skal man lovgive mod piratkopiering? Her er eksempler fra andre lande
Aviser er for gamle stakler

Emner

Bøger
Blogs
Boganmeldelser
Domænenavne
E-bøger
E-handel
Fildeling
Find vej på nettet
Historie
Job
Medier
Mobil
Politik
PR og reklame
RSS
Søgemaskiner
Sociale medier
Sprogteknologi
Tal og statistik
TV og video
Værktøj
Wiki