Anmeldelse: Talent, af Claus Buhl

Det er muligt, at du kan bruge denne bog til at udfolde dit eget talent, men det er helt sikkert, at du kan bruge den til at udvikle andres

27.05.2010
Søren Storm Hansen

Talent, af Claus BuhlPeter Birch vil gerne være kendt, men da han med egne ord ikke har noget talent, må han blive kendt ved at deltage i tv-programmet Paradise Hotel. Det lykkedes over al forventning. Alle kender “ulven Peter”, og han har i den senere tid optrådt i diverse tv- og radioprogrammer. Han nåede finalen – og vandt.

Årets udgave af Paradise Hotel er netop slut, og selvom Peter vandt, sætter det formodentlig punktum for Peters flygtige berømmelse, selvom han har over 2.000 venner på Facebook. Hvis Peter også vil være kendt næste år, kommer han ikke udenom det, han i tv-programmet Presselogen sagde, at han ikke har: Talent.

Heldigvis for Peter tager han fejl. Han har talent, siger Claus Buhl i bogen “Talent – Spørgsmålet er ikke om du har talent men hvordan”.

Det er nok et tilfælde, at bogen udkommer netop i den uge, hvor Paradise Hotel slutter, men det er Peters held. Her kan han se, hvordan han udfolder det talent, han altså har, selvom han siger noget andet.

Jeg var ærlig talt temmelig skeptisk, da jeg åbnede bogen, og hvis jeg ikke havde modtaget et anmeldereksemplar, ville jeg aldrig have overvejet at læse den. Der udkommer stakkevis af bøger, som lover læseren rigdom, lykke, sex, stjerneliv, og når der til stadighed udkommer nye, er det nok, fordi de ikke holder, hvad de lover. Den første var Bibelen, og de følgende er vel bare variationer over den.

Men det er måske mig, der er fordomsfuld, eller også er denne bog ikke som de andre (som jeg altså ikke har læst).

Det er ikke en selvhjælpsbog, selvom undertitlen “Spørgsmålet er ikke om du har talent men hvordan”, lover det. Bogen undersøger, hvad talent er, og hvordan det lykkes nogle mennesker at udfolde deres. Det gør de kort sagt med hårdt arbejde, den rette tilgang og de rette betingelser.

Det er muligt, at bogen kan hjælpe mig til at udfolde mine talenter bedre – det vil vise sig – men jeg ser den mere som en hjælp til folk, der arbejder med talentudvikling, og dem, der skal skabe de rette betingelser for, at talent kan udfolde sig – i virksomheder, organisationer, folkeskoler og på Christiansborg.

Her på internettet er det nemt at udfolde sit større eller mindre talent – hvis det kan formidles digitalt. Man kan skrive, synge, spille, danse, fotografere, tegne og meget andet. Mange gør det, de fleste uden at afsløre synderligt talent, men det har aldrig været nemmere, og man kan gøre det uden de filtre af radaktører, producenter og andre, der ofte har deres egen dagsorden og bestemt ikke altid baner vejen for de største talenter.

Jeg følger med i skræmmende mange underlige ting her på nettet, og jeg synes, der er meget talent, men det er de færreste, der virkelig udfolder sig, og jeg tænker ofte på, hvordan man kan etablere talentudvikling og skabe miljøer, der støtter talenterne.

Det er noget med netværk, open source, crowdsourcing og alle de ting, internettet kan. Jeg holder fx. meget af projektet Playing for Change.

Don’t Worry.

Claus Buhls bog gør mig klogere på, hvad talent er, og jeg tror, at jeg nu har en bedre ide om, hvad der skal til. Jeg vil nok læse den igen.

Jeg synes, der er for mange anekdoter, og den kunne være redigeret strammere, men bogen har fået mig til at tænke, og det er godt, men jeg har langt fra tænkt færdig, så jeg kan ikke konkludere noget klogt.

Du bør læse denne bog, hvis du er i en position, hvor du kan udvikle talent, men det er ikke en selvhjælpsbog, og det er en skam, at forlaget forsøger at sælge den sådan.

Talent – spørgsmålet er ikke om du har talent men hvordan, af Claus Buhl. Gyldendal Business. 228 sider. 300 kroner.

Læs 4. kapitel.

Køb Talent:

2 kommentarer

Så kom der igen en kommentar fra dSeneste på min e-mail – for Søren, så jeg måtte op at stå og til tangenterne. Monstro man sådan går og gemmer et talent for sig selv? En rigtig god måde at opdage sit talent på kan være at fornemme, hvornår man er rigtig glad i forbindelse med at man gør et eller andet eller skal deltage i et eller andet. Selv om man elsker musik, er det dog langt fra sikkert, at man er musikalsk.
Selv om man bliver topglad af at betragte kunst – billedkunst og beundrer forskellige kunstformer, er det heller ikke sikkert, at ens talent ligger der. Det er i udførelsen af handlingen, man skal kunne fornemme glæden- og derfra udvikle videre på talentet. Og det er altså ikke alle forundt at have et talent, hvis der menes x-faktor. Så kan man udvikle herfra og til ….. Og efter min bedste overbevisning har man ikke nødvendigvis talent, fordi nogle medier har fået øje på én. Der er sååååå mange talentløse i mediernes kikkert – måske fordi de talentløse netop er nemme at manipulere?? Det er så min kommentar …

@ Mercy D. Skytteløv

Helt enig i, at der er meget talentløshed, også i mediernes talentprogrammer, men medierne har vel heller ikke interesse i at finde talent – de har interesse i høje seertal.

Hvis man for eksempel er virksomhedsleder, har man nok interesse i at finde og dyrke talenter hos sine medarbejdere. Hvis man har børn, ønsker man vel, at de skal finde deres talenter. Og så videre.

Til dem er der faktisk inspiration at hente i denne bog.

Skriv en kommentar

Nyeste indlæg

Der er bevægelse, men Politiken og Berlingske har stadig fokus på produktet – ikke kunden
Vi har brug for reformer af ophavsret, ikke ACTA
ACTA: Hvordan skal man lovgive mod piratkopiering? Her er eksempler fra andre lande
Aviser er for gamle stakler
Rigspolitiet på Facebook – og deres kolleger i Sverige, Norge, USA, Tyskland og Indien
Anmeldelse: Den perfekte storm – læg kursen for virksomhedens strategi i de sociale medier. Af Peter Svarre
De digitale indfødte og B-holdet
Gratis lydbøger om Apple, Google og Facebook
Efter en sløv start blev internet mobilt
Google tjener intet på journalisters arbejde

Emner

Bøger
Blogs
Boganmeldelser
Domænenavne
E-bøger
E-handel
Fildeling
Find vej på nettet
Historie
Job
Medier
Mobil
Politik
PR og reklame
RSS
Søgemaskiner
Sociale medier
Sprogteknologi
Tal og statistik
TV og video
Værktøj
Wiki