Doris Lessing: Bøger er godt, internet er ondt

Doris Lessing, årets nobelpristager i litteratur, hylder i sin takketale bogen, mens hun ikke har meget tilovers for internet.

Hun taler om børnene i Afrika, som hungrer efter bøger, selvom de knap får mad hver dag. Som modsætning nævner hun priviligerede børn i engelske skoler, som ikke gider at røre bøgerne i de bugnende skolebiblioteker.

Lessing konstaterer, at vi lever i en fragmenteret kultur, hvor selv veluddannede mennesker intet ved om verden, ikke har læst noget, og kun har en specialiseret viden, for eksempel om computere – jo, hun nævner specifikt computere.

Og så siger hun:

Hvordan vil vores liv, vores måde at tænke på, blive ændret af internet, som har forført en hel generation med sine ligegyldigheder, så selv fornuftige mennesker erkender at, når først de er fanget, har de svært ved at slippe fri, og de finder, at en hel dag er gået med blogging osv?

Tydeligere kan det vel ikke siges: Internet er ligegyldigt tidsspilde – det er faktisk værre, det er en slags narkotikum, som man bliver fanget af og som ikke bringer noget godt med sig.

Doris Lessing skelner ikke mellem gode og dårlige bøger – bøger er per definition gode. Hun skelner ikke mellem godt og skidt på internet – det er alt sammen noget skidt.

Internet har overtaget tv’s rolle som det fordummende medie, og Doris Lessing ser, som så mange før hende, på form i stedet for indhold.

Ingen er i tvivl om, at der er meget skidt på internet – her løber hun åbne døre ind. Men at påstå, at indholdet i det ene medie er bedre end indholdet i det andet medie – på grund af mediets form – er temmelig ignorant. Især nu, hvor der dagligt lægges tusindvis af bøger på internet, blandt andet via Google Books.

Doris Lessing hjælper ikke børnene ved at insistere på, at vi skal fælde træer, trykke bøger og sende dem til Afrika.

Når vi selv i Danmark plages af forældede skolebøger, hvordan kan nogen så forestille sig, at det vil være muligt at holde alle Afrikas skolebørn med aktuelt undervisningsmateriale i bogform.

Internet er ikke bare en bedre løsning end bøger – det er den eneste. Projektet One Laptop Per Child (OLPC) forsøger netop det – at få undervisningsmateriale til afrikanske skolebørn. Masseproduktionen af computere er netop begyndt, og mon ikke OLPC skaffer mere undervisningsmateriale til Afrika end noget tidligere initiativ med skolebøger.

Desuden ignorerer Doris Lessing den anden side af internet – at man ikke bare kan læse men også ytre sig. Hun har aldrig haft svært ved at få sine ord ud til et større publikum, men hvor hun ser engelske skolebørn som priviligerede og forkældede, overser hun, at hun selv tilhører en meget priviligeret minoritet.

Det er forbeholdt de få at nå ud til et større publikum gennem bøger og massemedier – og det er bestemt også de færreste, der gør sig fortjent til et større publikum – men via internet er det for første gang muligt for alle (der har en computer og adgang til internet) at ytre sig, og for første gang er det læserne – ikke forlæggere og redaktører – der bestemmer, hvad der er værd at læse.

For første gang i verdenshistorien giver ordet ytringsfrihed mening. Det burde Doris Lessing hylde.

Læs hele Doris Lessings tale her: Guardian A hunger for books.