Kan man det? Bloggere er ikke så nemme at holde styr på. Der åbner og lukker blogs dagligt, og de fleste drives af glade amatører som en fritidsinteresse. Kan man forestille sig en forening med formand, vedtægter og generalforsamlinger, og kan de overhovedet enes om noget?

Det satte jeg mig for at undersøge og opsøgte derfor danmarksmesteren på området, Kia Ellegaard Møller.

Kia på kontoret

Kia er modeblogger, og hendes blog Fierce og fattig er blandt de største i Danmark. Hun er også projektleder hos Bloggers Delight, et netværk med 64 bloggere og ambitioner om at runde 100 inden årsskiftet.

Jo, siger Kia, man kan godt organisere bloggere – de står faktisk i kø for at komme med i netværket – men det er et fuldtidsjob. Bloggers Delight fungerer som webhotel for de tilmeldte bloggere og varetager annoncering. Det tager andre sig af, mens Kia primært plejer kontakten med bloggerne, og der er nok at se til.

Netværket er kommercielt, og jeg er ikke sikker på, at jeg må slynge tal ud, men her er der ihvertfald ingen mediekrise. Det går godt, og de største bloggere har en hæderlig dagløn.

Hvis man kan organisere modebloggere, kan man nok også organisere musikbloggere.

Musikbloggerne har ikke vist den store interesse for annoncering, og hver for sig har de ikke besøgstal, der gør dem attraktive for annoncører. Men da de nødig vil betale for at bruge musik, som KODA insisterer på, har de brug for indtægter, måske i form af sponsorater.

Den slags håndteres, som annoncer, gennem mediebureauer, og de bruger ikke tid på bloggere med et par tusinde læsere. Der skal mere volumen til, og det skal være professionelt. En forening af glade amatører får ikke sponsorer til at gribe efter tegnebogen, og Kia tror ikke rigtig på et sådan projekt.

I modebloggings barndom – for et par år siden – var annoncering og kommercialisme et stort debatemne. Mange mente, at bloggerne skulle være uafhængige, ikke i lommen på branchen og et alternativ til de traditionelle medier. De tider er for længst forbi.

Der lyder nu samme toner fra musikbloggerne – det skal være uafhængigt og ikke-kommercielt, men sådan forbliver det næppe. De må finde deres plads i systemet eller dø.

Og hvorfor ikke. For tiden annoncerer pladeselskabet Universal for Florence + the Mashine på modeblogs, ikke på musikblogs.

YouTube: Florence + The Machine – Shake It Out.

Samme pladeselskab sendte en modeblogger til koncert i London i selskab med journalister fra Gaffa og Politiken – der var ingen musikblogger i sigte.

Anders Lassen har nok ret. Hvis musikbloggerne skal overleve, skal de finde deres plads i systemet og etablere en professionel organisation.

Når det er sagt, mener jeg stadig, at KODA skal støtte eksperimenter. Principrytteri gavner næppe dansk musik.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Her på dSeneste er der ikke mange frynsegoder. Vi får anmeldereksemplarer af relevante bøger – og tak for det. Bøgerne kommer dog sjældent af sig selv, vi skal som regel bede om dem, men vi får aldrig nej.

Men hvordan forholder det sig i andre egne af blogland? De tre største provinser er nok mode, mad og musik, og bloggerne bliver behandlet meget forskelligt af de brancher, der har interesse i omtale.

I løbet af sommeren har der været en del diskussion om komponisternes organisation, KODA, der vil have musikbloggerne til at betale for at bruge musik – fra 100 kroner om måneden afhængigt af bloggens størrelse. Det foreløbige højdepunkt er Anders Lassens debatindlæg i Politiken: Koda-direktør: Musikbloggerne er usolidariske, hvor direktøren skriver:

Musik har en værdi, og derfor har skaberne ret til et udbytte af denne værdi. Det gælder både, når musikken bliver spillet i DR, på en café eller på en blog. Det er solidaritet, og det er et princip, vi ikke vil vige fra.

Andre brancher fokuserer på, hvad der giver værdi for dem selv.

Jeg har spurgt tre af de største bloggere inden for mode, mad og musik, hvad de har modtaget af gaver, invitationer, pressemeddelelser og henvendelser i september måned. Det skal understreges, at der er tale om store blogs inden for de respektive felter. Der er tusindvis af bloggere, som lever i ubemærkethed og aldrig har hørt fra et pr-bureau eller en virksomhed.

Vinderen er modebloggen. Her er listen over gaver, invitationer og henvendelser i september måned:

• 39 tilbud om gaver (virksomhederne spørger, om bloggeren ønsker at modtage gaverne), invitationer til events, forpremierer, tilbud om samarbejder og forespørgsler om tal til fremtidige samarbejder;
• Omkring dobbelt så mange pressemeddelser.

På andenpladsen kommer madbloggeren. Der er ingen gaver i denne måned – det hænder dog – men et par gode middage er ikke at foragte:

• Vinsmagning, middag og koncert i Tivoli;
• Middag med vinmenu på bedre københavnsk restaurant;
• Pressemiddag i forbindelse med produktlancering;
• 34 pressemeddelelser hvoraf 6 er relevante, resten er spredhagl via automatiserede tjenester.

Sidst kommer musikbloggeren:

• 1 CD;
• Omkring 20 pressemeddelelser.

Hvem er klogest: modebranchen, der begaver bloggerne; musikbranchen, der sender regninger; fødevareindustrien og restaurationsbranchen, som inviterer på middag; eller skal man som forlagene sende en bog, hvis bloggeren beder om det.

Hvilken strategi er vinderstrategien?

Se også: KODA skal støtte eksperimenter. Principrytteri gavner næppe dansk musik.

Foto: Patrick Jonas.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment | View 3 more comment(s).

Et nyere eksempel er KODA skal støtte eksperimenter. Principrytteri gavner næppe dansk musik, som er skrevet 23. september i år og får temmelig mange besøg fra Google på søgninger om KODA.

KODA har givet en slags svar på Twitter – som ingen ser 2 timer efter – men ikke her. De ved, at indlægget findes, for jeg har sendt dem en email, og en anden har lagt et link til indlægget på KODAs side på Facebook. De har læst indlægget – ingen tvivl om det – men de reagerer ikke.

Det er helt almindeligt.

Jeg er temmelig sikker på, at JKS og KODA – og jeg kunne nævne andre – ville reagere, hvis jeg hed Berlingske eller Politiken eller noget tilsvarende. Hvorfor reagerer de ikke her?

De har bloggerangst. Dette er ikke en stor, veletableret organisation, som er det eneste, store, velorganiserede organisationer kan forholde sig til. De kan til nød kommunikere med mig på deres egen side på Facebook eller via deres egen konto på Twitter, men at komme her – på mit medie, underlagt mine vilkår – det kan de ikke.

De er måske ikke klar over, at kritikken af dem har daglige læsere i måneder eller år, men hvorfor lader de kritikken stå ubesvaret – og det er jo ikke bare mig, andre har stemt i, og hverken jeg eller de øvrige fremstår som rablende galninge.

Hvad skyldes denne bloggerangst? Det er næppe dårlige erfaringer, for jeg er temmelig sikker på, at de aldrig har prøvet.

Foto: h.koppdelaney.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

KODA er medlemsorganisation for danske komponister, og hvis man melder sig ind, overlader man varetagelsen af sine rettigheder til KODA, som sørger for, at alle, der benytter musikken i større eller mindre offentlige forsamliger, betaler. Musikere, der er medlemmer af KODA, kan altså ikke give bloggere eller andre lov til at benytte musikken gratis – det kan kun KODA.

Det gav lidt røre i andedammen, da KODA tidligere på året sendte en regning til en musikblog: KODA-krav kvæler dansk musik-site: Tilladelse fra kunstnerne er ikke nok.

KODA håndterede krisen ved at indkalde til dialogmøde, hvor de understregede princippet: musik koster penge. De fremlagde også en skitse til en ordning for bloggere, og den er nu en realitet men er ikke blevet begejstret modtaget: Musikbloggere frygter fremtiden.

De færreste bloggere tjener penge på deres blogs. Det er KODA klar over, så den nye ordning er temmelig billig. Det handler ikke om at tjene penge på bloggerne men om at håndhæve princippet: musik koster penge.

At det handler om princippet og ikke pengene bliver helt klart, når KODA med den nye ordning også tilbyder bloggerne legater. De giver med den ene hånd til udvalgte bloggere og tager med den anden. Musikken vil reelt være gratis for disse bloggere, men på papiret betaler de. Princippet er håndhævet, og KODA får den sidegevinst, at de har indflydelse på, hvilke musikblogs der skal leve og dø.

Denne insisteren på et princip fører til temmelig absurde ordninger. På dialogmødet fortalte KODA, at hvis man på sin blog indlejrer en YouTube-musikvideo fra et af KODAS medlemmer, skal man betale. Altså, jeg skal betale, hvis du afspiller nedenstående video:

KODA og kunstneren får dog ikke bare betaling fra mig, de får også betaling fra YouTube. KODA har en aftale med YouTube, så hver gang du spiller en YouTube-video fra et medlem af KODA, betaler YouTube. Der betales altså to gange for ovenstående video. Jeg betaler og YouTube betaler. Dette passer ikke, se kommentarer. KODA oplyste på dialogmødet, at de har en aftale med YouTube, hvad de ikke har. Formålet med at misinformere kan man kun gisne om.

Videoen bliver dog ikke bare vist her, for dette indlæg kan også læses andre steder, for eksempel på min profil på KForum, og så skal de betale. De fleste faste læsere bruger en feed-reader som Google Reader og kommer slet ikke her på bloggen. Hvem skal så betale? Ordningen vidner om, at KODA ikke ved meget om, hvordan nettet fungerer eller er ligeglade og bare vil insistere på princippet.

Hvis jeg ikke ønsker at betale, skal jeg indsætte et link i stedet for at indlejre videoen. Her er et link: MEDINA – “FOR ALTID” – OFFICIAL VIDEO. Det er gratis for mig.

På dialogmødet fortalte Jacob, som er jurist hos KODA, at det handler om værdi. Hvis jeg indlejrer videoen på min blog, giver videoen værdi for mig, og så skal jeg betale. Et link giver åbenbart ingen værdi, så det skal jeg ikke betale for.

Det virker altid grådigt, når nogen vil have penge for det samme to gange, og denne ordning er fuldstændig umulig at håndhæve. KODA vil næppe sende mig en regning, og de kan umuligt følge de mange tusinde blogs og websteder, der lejlighedsvis indlejrer en video. Det er heller ikke meningen, for det handler om princippet.

Legatordningen og Youtube-ordningen er eksempler på, at KODAs princip er absurd.

KODA sidestiller blogs med traditionelle medier, men blogs er for de flestes vedkommende er noget helt andet. Der åbner nye blogs dagligt, og de fleste har en levetid på under et år. Bloggerne er langt fra professionelle, og det virker ikke realistisk at indgå individuelle aftaler med dem. KODAs kommunikationschef, Nicolaj Hyltén-Cavallius sagde på dialogmødet, at bloggere må indstille sig på at have udgifter og at de allerede har udgifter til webhoteller, domænenavne og andet. Men det er kun et fåtal. De fleste har deres blogs hos Google eller Wordpress og betaler intet.

KODA har set på nogle få, dedikerede musikblogs, og dem kan de måske få en form for aftale med. Men langt de fleste blogs bruger musik lejlighedsvis, og de 10 største modeblogs har formodentlig flere visninger af musikvideoer end samtlige musikblogs tilsammen.

En musikvideo, som pludselig får viral udbredelse, vil blive vist på tusinder af blogs, som ikke har musik til dagligt og aldrig har overvejet at indgå en aftale med KODA. Mange af dem ved formodentlig ikke, hvad KODA er.

Konsekvensen af at indgå aftaler med nogle få musikblogs er, at disse skal betale, mens mange blogs med væsentlig flere besøgende og formodentlig mere musik, vil gå fri. Det er ikke praktisk muligt at gå efter dem, for der kommer nye til hver dag, og de lukker ofte meget hurtigt. KODA er – som stort set alle organisationer – ikke gearet til internettets anarki.

Nicolaj Hyltén-Cavallius gjorde det på dialogmødet meget klart, at KODA ikke er tilhænger af gratis som en del af forretningsmodellen. Man kan ikke tilbyde gratis for ikke-kommercielle medier, for man kan ikke trække grænsen. Er DR ikke-kommerciel?

Medlemmer af KODA kan dog tilbyde deres musik gratis til ikke-kommerciel brug, for KODA har en aftale med Creative Commons (CC). Det har ingen medlemmer dog benyttet sig af, sagde kommerciel direktør Trine Nielsen, og det kan man godt forstå, når man ser KODAS informationsside om Creative Commons. Den er udformet som en advarsel. Ikke et ord om de muligheder, der er med CC – kun om risikoen.

Mange kunstnere har opdaget, at gratis kan være en del af forretningsmodellen, men de kan næppe finde støtte hos KODA, og ud fra dialogmødet tyder det ikke på, at KODA vil være med til at eksperimentere. KODA opfordrer ikke deres medlemmer til at afsøge nye muligheder og støtter tilsyneladende ikke nye initiativer. De insisterer på et princip, der hører en anden tid til.

Det er samme holdning, som stort set alle andre organisationer og virksomheder fra den gamle verden. De har velfungerende forretningsmodeller, som passer til den gamle verden, og nu forsøger de at benytte samme modeller i den nye – hvor de ikke fungerer. I gamle dage var alle på musikmarkedet mere eller mindre professionelle og velorganiserede. I dag er det anarki. KODA er bange for at komprommitere de velfungerende systemer, hvilket gør dem ude af stand til at operere i det nye marked.

Det er sikkert heller ikke nemt. Medlemmerne har forskellige interesser – ukendte navne er måske mest interesserede i eksponering, mens etablerede navne er mest interesserede i penge.

Nicolaj Hyltén-Cavallius sagde gentagne gange, at gratis er en glidebane, men han har tydeligvis aldrig prøvet det, så han ved det ikke. Det er en stemme fra den gamle verden, og han taler skråsikkert om noget, han ikke har den mindste erfaring med. Han beskytter sin forretningsmodel og har bestemt ikke lyst til at udfordre den.

Vi ser det samme i alle brancher, hvis produkter digitaliseres.

Nicolaj Hyltén-Cavallius var meget åben for at indgå dialog – og det var uden tvivl oprigtigt ment – men han skal nok snarere have en dialog med medlemmerne end med bloggere. Der er brug for eksperimenter – jo vildere desto bedre. Begynd med Creative Commons.

Foto: Nicolaj Hyltén-Cavallius og Trine Nielsen ved dialogmøde hos KODA.

Se også: Falder himlen ned over musikbranchen, medier, film, tv, radio, forlag …

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment | View 13 more comment(s).

Natsumi Hayashi leviterer hver dag på bloggen Yowayowa camera woman diary. Hver dag samme motiv – hende selv frit svævende over Tokyos gader – og hun forstår at variere i det uendelige. Meget fascinerende. Undtagelsesvis viser hun billeder af en af sine to katte – som ikke leviterer.

Ryuichi Ikeda tager hver dag et billede af den samme læskedrikautomat, registrerer indhold, priser og hvad der er sket siden den foregående dag – som regel intet. Hans blog har titlen Jeg tager et billede af automaten (næsten) hver dag. Undskyld. Det har han gjort siden 2005. Er der en dybere mening, eller er det Otaku?

A propos besættelse: Joaillerie er meget begejstret for Louis Vuitton og viser stort set hver dag billeder af sig selv (med ansigtet dækket af en pink klat) iført LV fra top til tå. Hun ejer formodentlig alt, hvad mærket producerer, og er VIP-kunde i flere af Tokyos mange LV-butikker, som gerne inviterer hende på champagne.

Og lad os slutte med en tur på Japanese Streets, som viser gademode, der er lidt ud over det sædvanlige. Her kan man virkelig blive inspireret, hvis man ønsker at anlægge en personlig tøjstil.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Det foregik i en slags cafébåd, som lå og vuggede på Seinen lige overfor Notre Dame. Det regnede kraftigt på taget, og alle beholdt overtøjet på trods den udsøgte garderobeservice, for det er ikke lunt i Paris denne tirsdag aften.

Båden blev hurtigt fyldt med ivrigt snakkende bloggere, der sippede sponsoreret champagne (som vist var crémant) og holdt sig stort set fra de øvrige drikkevarer, som åbentbart ikke havde fundet en sponsor og derfor skulle afregnes. Alle var bevæbnet med nyere smartphones, der – når de andre snakkede – blev brugt til at twitte #bloggerparty.

Jeg fik flashed mit visitkort med 2D-stregkode og talte med Tiziano Fogloata, Pamela Poole og andre, hvis kort jeg ikke fik med. Ind indimellem talte vi om andet end Facebook og Twitter, men til min overraskelse ikke meget om WikiLeaks. Det bliver der måske på konferencen. Rygtet lyder, at stifteren, Julian Assange, vil deltage over Skype, men nu er han vist blevet anholdt i Storbritanien for at blive udleveret til Sverige, hvor han skal forhøres om to voldtægtssigtelser, hvis jeg har forstået det rigtigt.

Der er nok at holde styr på.

Se også:

• Mød 16 nye virksomheder, der alle mener, de har den helt rigtige ide;
• Live fra LeWeb.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Nogle af dem fører sig frem. De optræder på reality-tv, i talentshows eller skriver modeblogs. De skal kanøfles, for det hører jo ingen steder hjemme. Men der er vist ingen, der planlægger revolutionen, så der er ikke noget at være bange for, og deres menings- og formålsløse udskejelser får jo en ende – når de får børn, job og realkreditlån.

Samfundet skal nok ikke være så bekymret, men måske skal medierne, der gerne fører sig frem som den 4. statsmagt, men måske snarere er en afmagt.

Ovre i England har BBC spurgt How social networkers use news, og det gør de meget kritisk. Det er ganske vist en meget begrænset undersøgelse, men jeg tror, den er et godt eksempel på en tendens. De traditionelle medier er ikke længere omdejningspunktet for den offentlige debat og mening.

Når man ser nyhederne i tv, sker det ofte, at studieværten spørger korrespondenten: Hvad mener offentligheden? Som svar refererer korrespondenten, hvad der står på forsiden af aviserne.

Vi har nok altid vidst, at aviserne ikke reflekterer offentlighedens mening, og vi har for længst fået bedre indikatorer. I dag er det vist kun journalister, der bruger avisforsider til at afspejle den offentlige mening.

Vi andre – og i særlig grad de unge – har fundet ud af, hvor subjektivt den slags er. Det ved journalister selvfølgelig også, men de gør deres bedste for at skjule det.

De unge bliver klogere ad bagvejen. De tror måske på manden i tv-avisen, men de er skeptiske overfor deres jævnaldrende blogger. Et par eksempler (og især kommentarerne):

• Lidt debat;
• Gennemsigtighed i modebranchen?

De er skeptiske – er bloggeren betalt? Er pressen betalt? Og nogle af dem får lidt for ondt i røven, men denne skepsis tager de med, når manden toner frem i tv-avisen.

Det handler om troværdighed. En blogger kan have større troværdighed end manden i tv-avisen – og omvendt – men det gør ikke den store forskel, om man er det ene eller det andet. Man skal gøre sig fortjent til tillid, man får den ikke i kraft af en titel eller fordi man er på tv.

Det er nye tider. Internet opdrager de unge godt.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Bloggerne fyldte en del i den netop overståede modeuge i København, men det er en kortvarig dille ifølge Malene Malling:

Det kan være, det er smart lige nu. Men de bloggere, der gør det, bliver helt sikkert trætte af det om nogle år (…) og så er spørgsmålet om den nye generation, som kommer bagefter, også synes, det er sjovt, og det synes de sjældent, de vil som regel noget andet. Så jeg er ret sikker på, at det er noget, vi har nu, og det er totalt væk om ti år.

Malene Malling bliver ikke spurgt, hvad det er for noget “andet”, de kommende generationer vil gøre. Det spørgsmål stiller jeg altid, når jeg hører den slags udtalelser (dem har jeg hørt siden midten af 90erne), og – uden at lægge Malene Malling ord i munden – er svaret næsten altid, at alt vil vende tilbage til det gamle.

Det er ønsketænkning – for sådan går det aldrig. Det er meget muligt, at der ikke er modebloggere om ti år, men det betyder ikke, at de kommende generationer trækker sig tilbage til pigeværelserne og bekender sig til poesi- og dagbøger, som de gjorde før internet.

Det er tværtimod højst sandsynligt, at de bruger nettet endnu mere.

Malene Malling konstaterer, at bloggerne ikke leverer “dybde, reflektion og perspektiv”, og at de er “selvudleverende”. Det er sådan set i orden, mener hun, men – underforstået – det er ikke journalistik og har næppe fremtiden for sig.

Det er en meget almindelig kritik – ikke bare af modebloggere – men den rammer forbi målet og anskuer bloggerne fra en forkert vinkel.

At sammenligne bloggerne med professionel kommunikation er ikke bare almindeligt, det er også bekvemt. Bloggerne falder igennem og udstilles som de amatører, de er.

Men det er netop pointen – at de er amatører. Med denne sammenligning fokuserer man på, hvad bloggere ikke er, og overser, hvad de er – blandt andet i øjenhøjde med deres læsere.

At kalde dem selvudleverende er også at skyde forbi målet. De er personlige – hvad professionel kommunikation aldrig er. En blogger skriver “jeg”, hvor en journalist skriver “denne signatur”, “undertegnede” og når det skal være morsomt “Deres udsendte”. Ind imellem skriver de tilmed “vi”.

Jeg tror, der er mere fremtid i “jeg” end i “denne signatur”.

De er også netværkere – bloggerne – og det er en vigtig pointe, som alt for ofte bliver overset. Her overlader jeg ordet til Anna Ebbesen, som i indlægget Status på modeblogging efteråret 2010 skriver:

For selvom modebloggerne er nytilkommere i branchen – som journalister, modeskabere og trendspottere i et – så er de bedre positioneret end den gængse, ene journalist. De har et netværk og en fast læserskare, og dermed et levende CV som hele tiden er opdateret. Hele tiden frisk. Hvor mange klassiske journalister kan bryste sig af det? Hvor mange kommunikationsfolk i det hele taget?

Se også:

• Blanke modebloggere truer Uffe – og Lisbeth;
• Moden inspirerer på nettet. Andre brancher kan lære.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Det er selvfølgelig dumt, for en god journalist er ikke nødvendigvis en god blogger, men det er ikke det sjove.

Det sjove er historien bag. Den begynder med en forside på Forbes fra 2005. Der står: “Attack of the blogs. They destroy brands and wreck lives. Is there a way to fight back?”.

Artiklen Attack of the Blogs beskriver bloggere som hadefulde og dumme. De har mange læsere, som burde tilkomme rigtige medier med rigtige journalister.

Der er gået fem år siden den artikel, og bloggere har fået endnu flere læsere. Nu har Forbes tilsyneladende fundet en måde at “fight back” efter den velkendte opskrift “If you can’t beat them, join them”. Det er da sjovt.

Men det bliver endnu sjovere. Artiklen fra 2005 er skrevet af Daniel Lyons. Han oprettede i foråret 2006 bloggen The Secret Diary of Steve Jobs, som hurtigt blev en af de mest populære blogs overhovedet. Læs historien her: Den falske Steve Jobs lukker og slukker.

Altså: i 2005 var blogs ifølge Forbes onde. Året efter opretter den journalist, der skrev artiklen, en blog, som blev rasende populær og faktisk var temmelig ond. Her i 2010 går Forbes All In og beordrer alle journalister at blogge. Nu er blogs ikke længere onde men en journalistisk disciplin.

Det er da sjovt, men jeg tvivler på, at journalisterne på Forbes synes, det er en god ide.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Jeg får også inspiration fra alle mulige andre bloggere, men jeg er pludselig blevet klar over, at nogle af disse bloggere er førtidspensionister og dermed snyltere på samfundet, og jeg er blevet klar over, at disse bør have – og for nogles vedkommende har – dårlig samvittighed over, at de inspirerer mig; at de giver noget videre.

• Jubelpensionister/indlægget, jeg næsten ikke tør skrive…;
• Den afskyelige førtidspensionist;
• Førtidspensionist = samfundsfjende????

Det ryster mig lidt. Jeg er – måske naivt – overbevist om, at man som førtidspensionist, og især ung førtidspensionist, går rundt med evig dårlig samvittighed. Man bidrager ikke økonomisk til samfundet men hæver bare ved kasse 1. Det kan ikke være sjovt.

Hvis man kan blogge og har noget at give, kan man bidrage, fx. med inspirerende opskrifter, men det skal man altså også have dårlig samvittighed over.

Nej, det skal man ikke. Man skal være stolt af at bidrage. Man skal være glad for at yde noget, og vi lever i en fantastisk tid, hvor man med en computer og en internetforbindelse kan bidrage, selvom man er førtidspensionist og har så mange dårlige dage, at man ikke kan være en del af arbejdsmarkedet.

Ingen skal skamme sig over at give, og alle, der har ondt i røven, skal lytte til Clay Shirky:

Clay Shirky: How cognitive surplus will change the world.

Det er fantastisk at bidrage, inspirere, yde, give, glæde. Det er fantastisk at være en del af noget større.

Og jeg vil gerne give gratis bloggerkurser til alle førtidspensionister. I skal være stolte over at bruge jeres gode timer til at give noget videre.

Foto: Pink Sherbet Photography.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment | View 2 more comment(s).

Problemet er, at disse artikler som regel bliver liggende, når datoen skifter til den 2. april, og så er det ikke længere en aprilsnar men en artikel, der drager webstedets troværdighed alvorligt i tvivl. Og vi ser sjældent på datoen, når vi læser en artikel.

Så hvis du har planlagt en aprilsnar på dit websted – hvad du efter min mening ikke bør – så sørg i det mindste for at fjerne den igen dagen efter – så vidt det kan lade sig gøre, for det er ikke så nemt – eller skriv med store, fede typer, at det er en aprilsnar.

Foto: jonny2love.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Jeg har set det mange gange men sjældent så tydeligt som i tv-programmet Go morgen Danmark forleden: Guide til modeblogs.

Her er journalisten og modeeksperten Uffe Buchard indkaldt for at guide seerne gennem junglen af modeblogs. Han er tydeligvis ikke meget for fænomenet og har ikke megen indsigt. Det skinner klart igennem, at han – journalisten og eksperten – bør have en større stemme end disse blanke duller. Han føler sig ikke truet, siger han, men han ligner en, der føler sig truet. Hans argument for, at han bør have en større stemme, er, at han har sin modehistorie i orden modsat disse piger og især en dreng på 15, som er doven og ikke kan stave.

Minuttet efter roser han dog en pige på 13, som bestemt ikke er journalist og næppe har sin modehistorie i orden.

Indslaget er et temmelig godt eksempel på journalisters frustration og arrogance. Staklerne tror, at de har krav på autoritet, fordi de er journalister og ansat i etablerede medievirksomheder. Den går ikke, Uffe. Nu skal du levere, og hvis du bliver overhalet af nogle blanke duller og doven en dreng på 15, der ikke kan stave, kan du kun bebrejde dig selv.

Den samme frustration kan man se hos chefredaktøren for Berlingske Tidende, Lisbeth Knudsen, i denne uge: Økosystem i mediebranchen i uorden.

Hun konstaterer – igen – at den er helt gal, men denne gang tør hun ikke rigtig have en mening. Måske er hun blevet klogere siden Dagens Lisbeth Knudsen.

Journalister bliver nødt til at forholde sig til Aviser og at tænke det utænkelige.

Via A Pash for Fashion: Come on...

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment | View 6 more comment(s).

Men hvorfor ikke nedlægge begrebet? Hvad er det, der kommunikeres internt, som offentligheden ikke må høre?

Der er selvfølgelig produktudvikling, som konkurrenterne ikke må få færden af, og der er uden tvivl mange andre ting, men det er ikke det, vi forstår ved intern kommunikation. Vi mener som regel generel kommunikation oppefra og ned i en hierakisk organisation.

Men hvorfor skal en direktør have en intern blog på intranettet. Hvorfor er den ikke offentlig? Han vil alligevel ikke skrive noget kontroversielt (gid han gjorde), så lad dog alle få indblik i hans tanker om virksomheden, dens værdier og forhold til kunder og personale.

Og hvorfor skal man have et internt socialt netværk. Opret dog en gruppe på Facebook og lad alle se, hvad man taler om i virksomheden. Det kaldes åbenhed, og det er meget moderne.

Det kan godt være, at nogle medarbejdere brokker sig over et eller andet eller mener, at et af virksomhedens produkter måske ikke lever helt op til kvalitetskravene. Men måske er det godt at tage den debat i åbenhed.

Al ekstern kommunikation også er intern. Når virksomheden producerer en tv-reklame, kan den være sikker på, at virksomhedens egne medarbejdere er de mest opmærksomme seere. Det samme gælder annoncer i avisen eller interviews med direktøren. Medarbejderne er formodentlig mere opmærksomme på den eksterne kommunikation end den interne, så hvorfor ikke gøre det hele eksternt. Hvis direktøren blogger eksternt, vil han nok få flere læsere internt, end hvis han blogger internt.

Åbenhed er også rigtig godt til at tiltrække nye medarbejdere. Det er jo ikke bare virksomheder, der tjekker potentielle medarbejdere på nettet, det er også omvendt. Potentielle medarbejdere tjekker også virksomhederne, inden de søger et job. Jeg ville være mere tilbøjelig til at søge et job i en virksomhed med stor åbenhed. En gruppe på Facebook for personalet ville bestemt trække op.

Er jeg helt galt på den? Jeg skal tale på det seminar, jeg linkede til øverst i indlægget, og det er måske lidt provokerende at tale for at nedlægge intern kommunikation på et seminar om intern kommunikation. Men det er også lidt fristende.

Se også: Sådan taler man om noget, man ikke har forstand på

Foto: skatoolaki.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Det begyndte hos SidneyLise: Shopping til overpris, fortsatte her på dSeneste: Fashionministeriet er platugler, hvorefter det spredte sig til andre blogs og Twitter.

Der skal vist mere til at tvinge en sund, veldrevet virksomhed med en anstændig forretningsmoral i knæ.

Men det er da rigtigt, at bloggere kan holde virksomheder i ørerne. Det bedste eksempel er nok stadig historien om Dell Hell, hvor en blogger fik skabt så meget røre om pc-fabrikanten Dells kundeservice, at det vendte op og ned på virksomheden.

Altså, der er ingen grund til at være bange – hvis man ellers opfører sig ordentligt – men der er mange grunde til at holde øje med hvad bloggere, twittere og alle mulige andre siger om virksomheden. Her er et lynkursus: Sådan holder du øje med, hvad der bliver sagt om dig.

I øvrigt siger bloggere oftest pæne ting om virksomheder, hvad nogle virksomheder er meget skrappe til at benytte sig af. SidneyLise igen: Friis & Company tager os med (nitte)storm!

Se også Jacob Hages indlæg på Creunas blog: Metroxpress forholder sig ikke til de sociale medier.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Hvis du mener, at livet er for kort til fast food og færdigretter, bør du pege din rss-læser mod en håndfuld madbloggere, hvor du kan få inspiration til variation over det daglige energioptag.

Det undrer mig lidt, at madbloggerne ikke er blevet “opdaget”, som modebloggerne blev for et års tid siden, men måske kan TV2 bane vejen: ‘Hell’s Kitchen’ – nu i dansk udgave.

Hells Kitchen er et ulideligt tv-program, hvor kokken Gordon Ramsey som en parodi på en underofficer fra US Marines sviner håbefulde kokkeapiranter til og får alle sovse i miles omkreds til at skille. TV2 har tilsyneladende købt konceptet og hyret kokken Wassim Hallal til rollen som Gordon Ramsey.

Programmet skal bruge kokke, men der skal også være kompetente smagsdommere, og det er her, madbloggerne kommer ind i billedet: Søges: Madbloggere til at gæste det Danske Hells Kitchen.

De er uden tvivl kompetente – ihvertfald de madbloggere, jeg følger – men i dette program på TV2 vil de nok blive misbrugt. TV handler om dramaturgi, og der er ikke plads til nuancer.

Jeg vil dog tillade mig at spå, at 2010 bliver madbloggernes år. Det er i år, de bryder igennem. Programmet på TV2 er et tegn. Der har været andre tegn i de seneste måndeder, og nu sker det.

Her er mine favoritter:

• Bergholts blog;
• Familiemad;
• Foodfanatics weblog;
• God & Sund Mad – Kernesunde opskrifter;
• Grydeskeen;
• Hanne Ks verden;
• Jonas kogebog;
• Kokkekniven;
• Faster Philip;
• Milles mad;
• Newyorkerbyheart;
• Vibekes mad.

Der er uden tvivl flere gode madbloggere. Skriv en kommentar med et link til din yndlings.

Via Bergholts opskrifter: Madbloggere til Hell’s Kitchen.

Foto: TV2.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment | View 17 more comment(s).

Dette er et gæsteindlæg af journaliststuderende Malin Præstiin og oprindeligt skrevet som en del af en opgave på Journalisthøjskolen.

Dagens outfit, ugens musthave, to die for støvletter og sæsonens vigtigste it-items. De danske modebloggere skriver om deres liv og hverdag, viser billeder af dagens styling og fortæller om shoppeture og de nyeste trends. Grynede mobilbilleder taget af pigen selv i badeværelsesspejlet blandes på bloggen med kunstnerisk opstillede modelfotos med attitude og selvtillid. Det er personligt, det er uskyldigt, og det er uprofessionelt. Og det virker.

Bloggernes magt

I Danmark findes der omkring 300 bloggere, der kalder sig modebloggere. De har på ganske kort tid fået kæmpe succes. Med succesen følger opmærksomhed fra firmaer, der ønsker at bruge bloggernes popularitet til at tjene penge.

De forærer pigerne gratis produkter og sender dem invitationer til events – og håber at få omtale på bloggen.

De her piger har en stor indflydelse på deres læsere. “Hvis en pige anmelder en kjole på sin blog den ene dag, stiger salget af kjolen den næste”, siger medieanalytiker Søren Storm Hansen.

Han har i et års tid fulgt over 100 af modebloggernes daglige skriverier, og for ham er tendensen klar: “Pigerne har et produkt, som de kunne tjene styrtende med penge på. De ved bare ikke hvordan. Men det gør tøjfirmaerne”, siger han.

Champagnebrunch og gratis sko

Skoproducenten Bianco Footwear inviterede den 11.november til champagnebrunch i samarbejde med sportstøjsfirmaet Hummel. Her fik bloggerne et smugkig på firmaernes fælles kollektion. De fik champagne og snacks – og et par gratis sko. Mette Hofman, der var ansvarlig for eventen, håber på god omtale fra bloggerne.

“Naturligvis kan vi ikke kræve, at de skriver om det bagefter, men vi forventer det da”, siger hun. Hun mener, bloggerne er et vigtigt medie, og modebloggerne er da også en del af Biancos PR-strategi.

Anbefalinger er stærk reklame

Ifølge markedsføringsloven skal en reklame tydeligt være markeret som reklame, uanset hvilket medie den optræder i – ellers er det skjult reklame.

Pigerne skal altså oplyse, hvor de har produktet fra. Men loven forbyder dem ikke at udelade de negative erfaringer med produkter. Det er op til pigernes egen samvittighed.

Forbrugerordfører for Socialdemokraterne Benny Engelbrecht mener, at man vildleder læseren ved at udelade de negative historier. “Vi kan ikke tvinge dem til at komme med negative anmeldelser, men jeg ville ikke selv finde det troværdigt, hvis alt bare er positivt”. Han tror ikke på, at bloggerne ville miste læsere, hvis de åbent stod ved, at de modtog reklamegaver.

“Anbefalingen er den stærkeste reklame, men den mister sin objektivitet, hvis der spiller økonomiske hensyn ind”, siger han.

Forbruger-idyl

Anna Ebbesen er cand.mag. i film- og medievidenskab og rådgiver firmaer om brug af internettet. Hun mener, bloggerne mister fokus, hvis de begynder at koncentrere sig for meget om at få gratis produkter.

“Pigerne bruger rigtig mange timer på at lave deres blog, så måske er det fair nok, at de får gratis ting, men det skader læserne, hvis ikke der gøres opmærksom på, at det var gratis”, siger hun.

Hun har ligesom Søren Storm Hansen fulgt med i en del modeblogs det sidste år, og hun ser, at pigerne ofte kun omtaler produkter, de har haft positive oplevelser med – og udelader de negative oplevelser.

Flere bloggere udtaler da også, at de ikke ønsker en dårlig stemning på bloggen, og derfor kun anmelder, når der er noget godt at sige.

“Det er ren forbruger-idyl nogle gange, og det har læserne ikke brug for”, siger Anna Ebbesen, “det skal være okay at sige negative ting på bloggene”.

Fristende at være politisk ukorrekt

Vibeke Lenskjær har blogget på Discountliv & Luksusdrømme siden januar 2009. Hun tager selv afstand fra de overpositive produktanmeldelser, men kan godt sætte sig ind i hypen omkring at få gratis gaver.

“Jeg stræber efter at være uafhængig, men desværre bliver man lidt bidt af det. Man er jo kun et menneske, jeg kan ikke være politisk korrekt hele tiden”.

Til gengæld mener hun, at vejen frem er at være åben omkring produkterne over for læserne.

Lige netop åbenhed går Kia Ellegaard Møller meget op i. Hun har bloggen Fierce og Fattig på SU, hvor hun åbent skriver, hvis et produkt har været en gave. “Jeg ville aldrig tage imod et produkt, som jeg ikke kunne stå inde for, eller ikke ville købe selv alligevel”, siger hun, “og hvis jeg følte mig presset til at anbefale det, så lod jeg være”.

Mød din modeblogger

Tøjfirmaet Friis & Co. er en af dem, der giver bloggerne gaver og inviterer til events. Senest var det “Meet your fashionblogger”, hvor modebloggerne fik lov at være værter for sine læsere i Friis & Co.’s butikker.

“Vi giver læserne lov til at prøve noget, og samtidig får vi selv omtale”, siger projektansvarlig og PR-assistent Mia Larsen. Som et led i arrangementet fik bloggerne lov til at iklæde sig firmaets tøj fra top til tå – og til at tage tøjet med hjem bagefter.

“Tøjet er jo noget, de nok ville købe alligevel”, siger hun, “På denne måde får de en lille belønning for alt det arbejde de lægger i deres blog”.

Ligesom hos Bianco Footwear har der ikke været noget krav om omtale på bloggen, men det forventes alligevel.

“Vi mener ikke, det er skjult reklame. Vi har aldrig sagt, de skal rose noget, tværtimod ville vi også være glad for noget konstruktiv feedback”, siger Mia Larsen.

En demokratisering af moden

Internetrådgiveren Anna Ebbesen mener samarbejdet er en god løsning, men at man i længden skal passe på, at man ikke mister ægtheden i blogmediet ved for mange samarbejder.

“Det gode ved bloggere er jo deres umiddelbarhed, nærvær og personlighed”, siger hun, “de er en slags demokratisering af moden, der har udfyldt et tomrum i modeformidlingen”.

Derfor synes hun, det ville være synd, hvis pigerne begyndte at gå så meget op i reklamer og gratisprodukter, at de mistede deres naturlige fordel. Hun mener, de bør ændre deres forretningsmodel.

“Bloggerne burde skrive deres gavepolitik i bloggen, så den altid kunne findes. Så behøver de ikke at skrive, at det var en gave, hver gang de viser de samme støvler, men det vil stå fast et eller andet sted”, siger hun.

Kia Ellegaard Møller, som blogger på Fierce og Fattig på SU er også træt af, at modeblogs efterhånden drejer sig mere om gratis produkter end om moden.

“Der er så meget konkurrence mellem bloggerne”, siger hun, “Hvem har flest besøgende, flest samarbejder og får flest gaver? Det er meget egocentreret”. Hun tror, at mange piger bare tager ukritisk imod gaverne for at vise sig.

Lov eller kodeks?

I USA er tendensen med den skjulte og overrosende reklame blevet så udbredt, at der den 1.december trådte en ny lov i kraft. Nu kræves der en kvittering fra modebloggerne, hvis produkterne er købt selv, og hvis ikke skal det fremgå tydeligt, at det var gratis. Anna Ebbesen glæder sig til at se, om det får en reaktion herhjemme.

Forbrugerordfører for Socialdemokraterne Benny Engelbrecht mener, at en sådan lov ville være at gå for vidt.

“Det ville være ren symbollovgivning”, siger han og tilføjer, “alt for bureaukratisk og svært at administrere”. For ham er markedsføringsloven allerede helt klart formuleret. Og efter han rejste spørgsmålet om den skjulte reklame i Folketinget sidste år, mener han, man skal følge Forbrugerombudsmandens retningslinjer på området. “Forbrugerombudsmanden kom med et klart svar dengang. At de skjulte reklamer ikke accepteres”.

Til gengæld arbejder Benny Engelbrecht i øjeblikket på et “bloggerkodeks”, som skal forelægges Dansk Erhverv og Forbrugerrådet.

Kodekset vil være et sæt retningslinjer, som bloggeren forpligter sig til at følge – det vil dog være frivilligt at tilmelde sig. Det vil resultere i en meddelelse på bloggen, som gør bloggerens holdning til skjult reklame helt tydelig. Hvornår kodekset vil blive præsenteret for bloggerne er ikke lagt fast endnu.

Drømme om mode

Tilbage på bloggene har de fleste piger ikke tid til at bekymre sig om skjult reklame og Markedsføringslov. Der skal tages velovervejede billeder af dagens antræk, der skal photoshoppes collager med sæsonens musthaves og der skal formuleres nye stylingtips til læserne. Og så skal der læses og kommenteres på de andre pigers blogs. Pigerne gør bare det, de gør bedst – udlever deres modedrømme på internettet.

Se også:

• Moden inspirerer på nettet. Andre brancher kan lære;
• Hvem er bedst, modeblogger eller journalist?;
• Bare rolig: Bloggere er lige så ukritiske som journalister.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Det er en smuk programerklæring, og det stopper ikke der, for Besma vil også “rådgive og vejlede om effektive opgaveløsninger, som bygger på renere teknologi”.

Det kan man da kun bifalde, og det forlyder fra en velunderrettet kilde, Besmas adm. direktør Mercy Skytteløv, at Besma vil oprette en blog her i begyndelsen af 2010.

Desværrre bliver bloggen nok en fiasko. At den bliver det, bygger jeg på en simpel analyse af forholdet mellem Besmas tre websteder:

1. besma.dk – virksomheden;
2. maxi3.dk – et af virksomhedens produkter;
3. pletfjerner.dk – forbrugernes behov.

Websted 2 og 3 benyttes ikke rigtigt men henviser til websted 1. Dermed konkluderer jeg, at virksomhedens prioritering er følgende:

1. Os selv;
2. Vores produkter;
3. Forbrugernes behov.

Denne prioritering er ikke usædvanlig. Den deles af de fleste virksomheder.

Den går dog ikke, når man skal blogge. Så skal prioriteringen være omvendt. Bloggen skal fokusere på forbrugernes behov, hvis man vil gøre sig håb om at få læsere. Besma skal altså tænke modsat af, hvad de plejer, hvis bloggen skal blive en succes.

Så her er en udfordring til Besma. Reglerne for den kommende blog skal være som følger:

1. Bloggen skal ikke oprettes på besma.dk, som det vist er planen, men på pletfjerner.dk, hvor alt andet skal fjernes;
2. Det skal fremgå, at bloggen drives og skrives af Besma, men der må ikke være billeder eller omtaler af Besmas produkter. Virksomheden skal præsenteres neutralt og så kortfattet som muligt med et enkelt link til besma.dk. Altså ikke den mindste antydning af reklame;
3. Alle indlæg skal handle om pletter og pletfjerning;
4. Der skal skrives mindst to indlæg om ugen;
5. Ordet Besma må ikke skrives i indlæg, og der må ikke linkes til besma.dk fra indlæg;
6. I de første tre måneder må Besmas produkter ikke nævnes på bloggen. Der kan benyttes vendinger som “køb produkter med den miljøvenlige komponent X og ikke den miljøskadelige komponent Y”. Konkurrerende produkter må gerne omtales men kun i positive vendinger;
7. Efter tre måneder må Besmas produkter nævnes, men kun hvis der samtidig nævnes mindst et konkurrerende produkt i mindst ligeså positive vendinger;
8. Besma og Besmas produkter må gerne nævnes som svar i kommentarer, hvis en læser spørger;
9. Efter seks måneder er der frit spil, for nu er Besmas bloggende medarbejdere klar over, hvilket fantastisk redskab de har, og de vil gøre alt for at fastholde fokus på forbrugernes behov.

Dette er dog ikke – som lovet i overskriften – opskriften på succes. Det er forudsætningen for succes. Der er en nødvendig øvelse for at ændre fokus til forbrugeren. Det er de begrænsninger, der giver mulighed for udfoldelse.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment | View 21 more comment(s).

Der er meget inspiration for andre brancher, så det er en god ide at holde øje med, hvad der foregår. Her er nogle eksempler.

Facebook er det nye modemekka

Branchens tunge drenge er ved at tage sociale medier til sig, for det er ikke bare de fattige, der er på Facebook. Luxury Institute i New York fortæller, at 72 procent af de amerikanske forbrugere med en husstandsindkomst på 415.000 dollar eller mere er på sociale netværk, og hele 62 procent af de velhavende over 55 år er med: Luxury Brands Must Embrace Social Networks as Major Drivers of Customer Relationships.

Så nytter det ikke at have fine fornemmelser, og Chanel på Facebook har da også fået 500.000 fans forholdsvis hurtigt.

Knap så luksuriøse mærker har endnu flere:

• Victorias Secret Pink: 1.616.794 fans;
• H&M: 1.455.710 fans;
• Topshop: 342.919 fans.

Stort set alle mærker har mere eller mindre ambitiøse tiltag på Facebook, og man behøver faktisk ikke at gå andre steder hen, men er man mere til Twitter, kan man blandt andet følge Alexander McQueen, Karl Lagerfeld og mange andre.

Alle viser sig frem

Burberry forsøger noget, ingen ville have troet muligt for få år siden. På Art of the Trench kan man uploade billeder af sig selv i sin trenchcoat og se, hvordan andre styler den klassiske tern. Et temmelig utraditionelt skridt for et luksusmærke og en kopi af andre populære tjenester, hvor man kan vise sin stil:

• Streetstyle;
• Stylegallery;
• Minoutfit.

Og så er der tjenester, hvor man kan sammensætte tøj fra forskellige producenter og vise det frem eller købe det:

• Polyvore;
• Shopstyle.

Vero Moda opfordrer ikke bare kunderne til at sammensætte tøj på nye måder men vil også have dem til at designe det: yourmoda.

Second hand er det nye sort

I gamle dage købte man brugt tøj i knap så fashionable butikker drevet af Røde Kors eller Frelsens Hær. Det kan man stadig, men en af de helt store tendenser på nettet er markeder, hvor alle kan handle indbyrdes:

• Trendsales;
• Tradera;
• Seconds;
• bytplagg.

Ingen virksomhed uden tv-kanal

Modeshows er ikke længere en eksklusiv begivenhed for udvalgte inviterede. De bliver nu vist live på nettet, for eksempel Louis Vuitton Women Spring/Summer 2010 Live Fashion Show on Facebook og Sonia Rykiel for H&M.

Virksomhederne opretter også egne tv-kanaler, for eksempel Lindex Fashion Report TV og sørger for at sprede videoerne via tjenester som YouTube:

Modefilm er tilsyneladene en populær genre på nettet. Her er et bud på sæsonens bedste: Top 10 Fashion Films of the Season,

Bloggerne – de nye stilikoner

Ved de store modeshows er tilskuerpladserne ikke længere forbeholdt kendisser og redaktører fra de store modeblade. Ofte er bloggere inviteret – på første række – for eksempel den 13-årige Tavi Gevinson, som var den absolut hotteste modeblogger i 2009, omend der er et stykke vej til superbloggeren og fotografen Scott Schuman, The Sartorialist.

Det hollandske firma G-Star hyrer “rookie runway reporters” til at dække New York Fashion Week: nyfw.g-star.com. Man skal tilmelde sig via Facebook, Twitter, YouTube eller Flickr og dække modeugen på samme tjenester.

Bloggerne inddrages direkte i markedsføringen. YSL markedsfører den nye parfume Parisienne via Experience Parisienne, hvor de har sendt fem garvede bloggere ud i forskellige storbyer.

YSL er et eksempel på en stigende tendens til, at virksomhederne udvælger nogle få bloggere som en slags ambassadører i stedet for som tidligere at forsøge at få så mange bloggere som muligt til at skrive om deres produkter.

Shopping for de udvalgte

Luksusmærker som Prada, Louis Vuitton og hvad de ellers hedder har tøvet med e-handel og argumenteret med, at oplevelsen i de luksuriøse butikker ikke kan overføres til nettet. Det er ved at ændre sig. Deres officielle websteder er stadig tunge animationer, som man hurtigt får nok af, men der begynder at dukke links op med teksten “Shop online”.

Hvis det skal være eksklusivt, opretter man nichemedier, hvor der kun er adgang med invitation, for eksempel Campadre. På den måde kan man give de inviterede en følelse af eksklusivitet. Og hvorfor ikke gøre det på Facebook, hvor alle alligevel er:

• Rue La La;
• ideeli;
• Hautelook;
• Lord & Taylor;
• Hudson Jeans.

Selv prøverummet er socialt

Stort set alle e-shops i modebranchen har funktioner, der gør det nemt for kunderne at dele på Facebook eller blogge om produkterne. Hos Nelly kan man downloade billeder i flere størrelser og ligefrem indlejre catwalk-videoer på sin blog. Jeg har dog aldrig set nogen benytte den mulighed. Her er et eksempel:

Denne tendens til at dele er også nået ud i de fysiske butikker. Kfem Dressingroom er et kik ind i prøverummet i den svenske modebutik. Her er der opsat særlige computere med kamera, så man på et øjeblik kan tage et billede af sig selv og sende det til Kfem Dressingroom, til sin egen blog eller som e-mail.

E-shops eksperimenterer med virtuelle prøverum. Et af forsøgene er Fashionista – The New Webcam Social Shopper.

Med computerens indbyggede kamera kan man kombinere et billede af sig selv med et billede af en beklædningsgenstand og sende resultatet ud på nettet.

Pressens prøvelser

Modebladene har svært ved at finde deres plads i dette mylder af nye muligheder. De har hidtil fungeret som kontakt mellem virksomhederne og kunderne, men der er ikke brug for mellemmænd længere. De altid bibeltykke septembernumre af de store modeblade, som præsenterer vinterkollektionerne, var i 2009 skrumpet betydeligt: Thick Fashion Magazines Are So Last Year. Finanskrisen kan nok tilskrives en del af skylden, men de gode gamle dage vender næppe tilbage, når krisen er ovre.

Modebladenes primære funktion har altid været at inspirere. Kvinderne vil ikke have journalistik, essays og andet læsestof, som for eksempel Eurowoman forsøgte ved introduktionen – de vil ihvertfald ikke have det i dameblade. De vil vide, hvad der er smart, de vil inspireres, og det kan de nu blive hurtigere og bedre andre steder.

Nogle modeblade er begyndt at hyre bloggere. Det mest prominente eksempel er nok Harper’s Bazaar, der bad førnævnte 13-årige Tavi om at skrive en klumme om forårskollektionerne til januar-nummeret: Tavi Gevinson’s Take. Det brød andre moderedaktører sig ikke om: Editors Like Tavi But Don’t Take Her Fashion Advice Seriously. Redaktøren af Elle, Anne Slowey, insinuerer ligefrem, at Tavi har et team til at skrive for sig.

Det er selvfølgelig ikke rart for en højtprofileret moderedaktør at blive sat i skyggen af en lille pige, men er det virkelig utænkeligt, at en 13-årig har tjek på det? Som sladderbloggen Jezebel skriver, kan den estimerede redaktør af Elle have glemt, hvordan det er at være 13 og har formodentlig ikke nogen på den alder i sin omgangskreds: Elle Editor Leads Backlash Against 13-Year-Old Fashion Blogger.

Der er faktisk talent derude – i alle aldre – og vejen til stjernerne er en helt anden end i de traditionelle mediers dage. Det er ikke et gammeldags hieraki, og man kommer ikke frem i den nye verden, fordi man kender nogen, der kender nogen. Man kan være 13 og talentfuld og få succes.

Det er en enorm udfordring for medierne. At hyre bloggere er næppe vejen, for hvad er så forskellen? Hvorfor skal man betale?

Nogle medier forsøger at konkurrere på formen i stedet, for eksempel det danske Costume med web-magasinet Fashionista, men det peger ikke rigtig fremad.

Medierne har ingen venner i dette spil. Modebranchen har fundet ud af, at de ikke behøver at fedte for redaktørerne og betale for annoncer – de kan selv nå målgruppen, enten direkte eller via bloggere. Læserne spørger i stigende grad sig selv, hvad de skal med modeblade, når de kan få det samme – og meget mere – på nettet til ingen penge og meget hurtigere.

Hvis medierne bliver mere street, kolliderer de med bloggerne. Hvis de bliver mere high end, mister de kontakten til læserne, og de kan aldrig komme mere back stage end modebranchen selv kan.

Den eneste mulighed for medierne er vist at være bedre. Meget bedre. Det er svært, når selv The Online Home of Vogue: style.com ikke kan klare sig.

Kilder:

• Same Same But Different: Mode + nätet – vad händer 2010?;
• Business of Fashion: The Best of BoF | Top 10 Articles of 2009;
• Mashable: 5 Ways Social Media Changed Fashion in 2009 og 9 Fantastic Facebook Pages for Fashion.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment | View 4 more comment(s).

Bloggen forsvandt uden et ord i juledagene og vil næppe blive savnet. Den fik et kort liv og blev aldrig en succes. Hvad gik galt, hvorfor gik det galt og hvad skulle SuperBest have gjort?

Forkert udgangspunkt

SuperBest var midt i kødskandalen. En ny blog er ikke det rette redskab til akut krisestyring, men hvis man skal åbne en blog i den situation, skal man gøre det øjeblikkeligt. SuperBest ventede 3 uger. Kødskandalen begyndte i DRs program Kontant, den 29. september 2009: Kontant afslører fusk med datomærker. SuperBest nævnte bloggen i Børsen den 5 november, altså en uge efter, og bloggen åbnede med 3 indlæg den 18. november – 3 uger efter.

De ville tilsyneladende åbne bloggen samtidig med deres netbutik, som uden tvivl havde været planlagt længe. Men der var ingen grund til at koble de to ting sammen. De skulle enten have åbnet bloggen i det øjeblik, krisen opstod, eller ventet til de havde en klar plan.

SuperBest kunne formodentlig have benyttet bloggen under krisen, hvis de havde åbnet den et år før og allerede havde en frugtbar dialog.

De annoncerede åbningen af bloggen i flere aviser med overskriften “invitation til dialog” og opfordrede alle til at komme forbi med forslag og gode ideer. Ikke særlig konkret og et tegn på, at bloggen ikke var gennemtænkt.

Forkerte forfattere

Der blev skrevet 6 indlæg i bloggens korte levetid. Forfatterne var:

• Helle Andersen, kommunikationsansvarlig;
• Jens Visholm, markedsdirektør;
• Claus Stenholt, onlinedirektør;
• Dorte Plesner, konceptchef;
• Frank Sørensen, adm. direktør, der som den eneste skrev to indlæg.

Disse mennesker sidder i SuperBests hovedkontor og ser det hele lidt oppefra. Det skal de vel også, men de har forbløffende lidt fornemmelse for, hvad der er vigtigt for kunderne, hvad kommentarerne til indlæggene tydeligt vidner om.

Indlæggene er meget overordnede og temmelig defensive – på grund af krisen må man formode. De burde være konkrete, nærværende og handle om det, der virkelig interesserer os.

Forkert koncept

SuperBest skrev, at de inviterede os til at sige vores mening på bloggen, men de gjorde det samtidig klart, at vi ikke kunne tale om de enkelte butikker – det måtte vi ordne med den lokale butikbestyrer.

Den slags forsøg på at opsætte rammer for debatten går ikke. Vi taler om det, vi har lyst til, og som kommentarerne til indlæggene viser, har vi mest lyst til at tale om vores oplevelser i den lokale butik og de varer, vi køber.

Bloggen burde handle om os – kunderne. Den handlede om ledelsens syn på deres forretning, og det interesserer os ikke så meget.

Bloggen findes som sagt ikke mere, men Google har gemt alle indlæg og kommentarer. Det er vist klart, at bloggerne og kommentatorerne taler temmelig langt forbi hinanden:

• 17/11: Den vigtige følelse af tryghed;
• 17/11: SuperBest skal have landets bedste regler for fødevaresikkerhed – og de bedste varer på hylderne;
• 17/11: Hvad mener du?;
• 23/11: Landets bedste placering – uanset hvor du bor;
• 03/12: Slagterafdeling – hvorfor egentlig?;
• 14/12: God service er en selvfølge.

Der står intet interssant i disse indlæg. Alle ledelser i alle supermarkeder i hele verden kunne sætte deres navne under disse indlæg. Det er tom pr-snak, og kommentatorerne køber det da heller ikke.

Når SuperBest nu har lukket bloggen, er det vel i erkendelse af, at de ikke aner, hvordan de skal føre en samtale med deres kunder.

Dette er et generelt problem for virksomheder, men sjældent bliver det illustreret så tydeligt som her.

Hvad SuperBest skulle have gjort

Først og fremmet skulle bloggen have højere prioritet. 6 indlæg på en måned fra 5 forskellige forfattere er ikke godt nok. Hvis 5 mennesker ikke har mere at sige, er der ikke grundlag for en blog.

Desuden skulle bloggen have en klar fokus. SuperBest kunne for eksempel:

• Oprette en blog i det øjeblik, kødskandalen opstod og fokusere på den. Her kunne de have taget debatten med det samme, fremlagt alle oplysninger, linket til alle andre, der omtalte eller diskuterede historien, fortalt om deres planer for at rette op på forholdene. Og – måske det vigtigste – kommenteret alle steder, hvor kødskandalen blev omtalt med links tilbage til deres egen blog;
• Oprette en blog i forbindelse med netbutikken og kun fokusere på den – men så skulle de nok have ventet et par måneder;
• Oprette en blog med opskrifter, tips til opbevaring og behandling af fødevarer og andre emner, der er relevante for kunderne. De kunne have konkurrencer, særlige tilbud til bloggens læsere og præmier for de bedste opskrifter fra læserne.

Se også:

• Frank Sørensen, du skal fyre dig selv;
• 5 forbedringer af SuperBest blog;
• SuperBest. Først kødskandale. Nu blogskandale;
• Dagens vrøvl: tur til at tale;
• Ak. SuperBest vil blogge.

Via Mads Gorm Larsen: SuperBest fjerner sin blog helt.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment | View 6 more comment(s).

Kære Frank Sørensen. Det går ikke så godt med SuperBests blog, vel? Det må vi gøre noget ved. Du er ikke en god blogger. Du skal overlade det til andre – jo før, des bedre.

Overskriften på dit seneste indlæg er Slagterafdeling – hvorfor egentlig? Som udgangspunkt skal du ikke stille spørgsmål i overskriften – du skal give svaret. Hvis du stiller spørgsmål, skal det være reelt. Det er ikke tilfældet her. Det er tydeligt, at du allerede har svaret. Tør du overhovedet stille et reelt spørgsmål?

Den første sætning i indlægget er: “SuperBest har slagtere i sine butikker”. Du omtaler SuperBest i tredjeperson, og det er ikke godt. Du må ikke distancere dig. Du skal sige “jeg”, “vi” og “os”. SuperBest er dig. Du er for pokker adm. direktør.

Så forklarer du, hvorfor SuperBest har slagterafdelinger, og du er slet ikke i tvivl om, at det er en god ide. Du nulstiller det spørgsmål, du stillede i overskriften.

Som afslutning spørger du, hvad jeg mener. Men, helt ærligt, du er jo ikke interesseret i min mening. Din holdning til slagterafdelinger er klokkeklar. Indlægget er meningsløst, og du er tydeligvis ikke interesseret i en egentlig dialog. Du vil bare argumentere for slagerafdelinger.

Sådan fungerer det ikke, Frank Sørensen. Du skal stille spørgsmål, du virkelig vil have svar på. Du skal have en oprigtig interesse i min mening. Du skal være i tvivl. Du skal fortælle mig, at du har brug for mig. Du skal skabe en dialog. Du skal inddrage mig.

Og så skal du sende din kommunikationsafdeling på kursus. De mener, at de skal svare på kritik fra markedsforing.dk og journalisten.dk:

• FRA KØD-SKANDALE TIL BLOG-SKANDALE?
• SuperBest blogger sig ud af kødskandalen

Men de håndterer ikke kritikken særlig godt, og de burde have adresseret den, inden den bredte sig. Den begyndte jo her: SuperBest. Først kødskandale. Nu blogskandale, hvor de ikke svarede. Hvis de havde gjort det – og lidt mere dialogisk – kunne de formodentlig have fået en mere nuanceret dækning hos Markedføring og Journalisten – måske ligefrem positiv.

Det er fint, at I blogger, og jeg ønsker af hele mit hjerte, at det lykkes for jer at få en dialog med kunderne. Derfor gør det lidt ondt at se resultatet. I har tydeligvis ikke forstået, hvad det drejer sig om.

Du skal ikke skrive flere indlæg i den blog. Du skal finde nogle gode, erfarne bloggere blandt dit personale. I skal tale med os, ikke til os, og det har hverken du eller din kommunikationsafdeling forstået.

Se også:

• 5 forbedringer af SuperBest blog;
• SuperBest. Først kødskandale. Nu blogskandale;
• Dagens vrøvl: tur til at tale;
• Ak. SuperBest vil blogge.

Foto: Paul Keller.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment