Nogle lande har langt mere vidtgående lovgivning, end ACTA lægger op til, andre er endnu ikke kommet igang. Her er nogle eksempler:

USA: Nye lovforslag giver op til fem års fængsel for streaming af ophavsretligt beskyttet indhold uden tilladelse ti eller flere gange inden for seks måneder. Regeringen og indehaverne af ophavsret kan bede om retskendelser imod ethvert websted anklaget for “at muliggøre eller befordre” piratkopiering.

USA-baserede internet-udbydere, betalingstjenester og annoncører vil få forbud mod at gøre forretninger med påståede lovovertræderne af ophavsret. Lovforslagene vil også forbyde websteder at informere om, hvordan man få adgang til blokerede websteder.

UK: The Digital Economy Act 2010 blev hastet gennem parlamentet i slutningen af Labours regeringsperiode.

Loven er siden blevet ændret flere gange, men den vigtigste bestemmelse er fortsat et brevkampagne rettet mod mennesker, der er identificeret som ulovlige downloadere. Brevene, som bliver indført i 2013, vil give råd om, hvordan man kan stoppe ulovlig aktivitet, men vil ikke stille krav om penge eller true med afbrydelse af internetforbindelsen.

Loven er blevet anfægtet ved domstolene af internetudbydere, som hævder, at det uretfærdigt gør dem til politi overfor deres brugere.

Frankrig: I Frankrig får ulovlige downloadere sendt en advarsel med e-mail, derefter et brev, hvis de fortsætter, og tredje gang bliver de stillet for en dommer. Dommeren kan pålægge en bøde eller suspendere deres adgang til internet.

Regningen har oprettet et nyt statslig anti-piratenhed, Hadopi, som overvåger peer-to-peer-netværk. Loven, der kaldes Hadopi-loven, blev vedtaget i 2010 og støttet af præsident Nicolas Sarkozy og underholdningsindustrien.

Italien: Italienske politikere foreslår to nye love, der ville ændre landets lovgivning om ophavsret.

Internet-udbydere skal afbryde abonnenters adgang til internet efter en enkelt henvendelse, i modsætning til de tre i Frankrig. Andre “interesserede parter” kan indgive klager, og internetudbydere skal have en liste over alle lovovertrædere for at sikre, at de ikke gentager lovovertrædelsen.

Den foreslåede lovgivning ville også kræve, at internet-udbydere ændrer indhold, som anses for at bryde loven om ophavsret.

Spanien: Ifølge landets nye lov Sinde kan rettighedshavere rapportere hjemmesider med ulovligt indhold til en nyoprettet regeringskommission.

Kommissionen kan beslutte, om den vil gribe ind over for et websted, der bryder loven, eller den internetudbyder, der er vært for webstedet, og sagen vil derefter blive videresendt til en dommer, som tager stilling til, hvorvidt webstedet skal lukkes. Målet er at gennemføre processen inden for 10 dage.

Modstanden har været stærk i Spanien, hvor bloggere, journalister og tech-fagfolk har iværksat en række protester, herunder et anti-Sinde manifest.

Holland: vil vedtage en lov, der går efter internetudbydere, som tillader adgang til fildelingstjenester som Pirate Bay. Loven vil ikke kriminalisere download. En talsmand for det hollandske justitsministerium siger til Reuters: “Vi vil finde en balance mellem beskyttelse af ophavsretten og vigtigheden af et frit og åbent internet”.

Tyskland: I Tyskland har forfatningsdomstolen netop fastslået, at det er lovligt at linke til artikler, der linker til ulovlige downloads.

Norge: I Norge, som ikke er medlem af EU, har ingen politikere talt for, at landet skal tilslutte sig ACTA, men den norske lovgivning lever i store træk allerede op til aftalen. Der er lidt andre kriterier for, hvad en krænkelse af ophavsretten er, og der benyttes en anden beregningsmodel ved udmåling af erstatninger.

New Zealand: New Zealand har et lignende system som Frankrig med to advarsler og straf ved tredje overtrædelse. Loven blev vedtaget i september 2011.

Hvis man tages i at dele ophavsretligt beskyttet materiale på nettet, modtager man en advarsel via internetudbyderen. Efter tredje varsel kan rettighedshaverne fremstille lovovertrædere for landets ophavsretsdomstol, som kan give bøder på op til 15.000 NZD (70.000 kroner) og afbryde internetforbindelsen.

Anti-Counterfeiting Trade Agreement (ACTA): 22 EU-medlemsstater, herunder Danmark, underskrev ACTA i januar, og aftalen skal ratificeres af Europa-parlamentet senere i år. Kun Tyskland, Holland, Estland, Cypern og Slovakiet har ikke tilsluttet sig. Polens statsminister har efter voldsomme protester i landet meddelt, at den polske regering ikke vil ratificere aftalen.

USA, Australien, Canada, Japan, Marokko, New Zealand, Singapore og Sydkorea er også en del af ACTA.

Aftalen foreslår forbedringer af “håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder” i de deltagende lande. Aftalen vil fastsætte internationale standarder for, hvordan ophavsretskrænkelser behandles med forebyggende foranstaltninger, herunder eventuelt fængsel og bøder.

Der har været protester mod aftalen i hele verden, med de mest højlydte i Polen. I København er der demonstration på Israels Plads lørdag den 25. februar: Demonstration: Stop ACTA – For et frit internet!

IT-advokat Martin von Haller Grønbæk formulerer problemet med aftalen således:

“ACTA vil ikke føre til et overvågningssamfund som i Kina. Aftalen siger for eksempel klart og tydeligt, at al gældende lovgivning om persondata skal respekteres. Men det betyder ikke, at ACTA er en god aftale, for den gør private aktører til politimænd på nettet, og den tjener udelukkende en snæver gruppe af rettighedshavere frem for hele samfundet”.

Derfor er ACTA et problem.

Kilder:

• Anti-piracy download laws around the world explained;
• Dutch to go after ISPs that allow file sharing;
• Verfassungsgericht weist Beschwerde der Musikindustrie ab;
• ACTA – en foreløpig analyse;
• Polnische Regierung stoppt Acta-Ratifizierung.

Foto fra demonstration i Lyon 28. januar: lbillon.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Der skal slås ned på piratkopiering, og løsningen er ifølge Fridthjof at gøre ejeren af et netværk ansvarlig. Får han sin vilje, er det slut med internet i busser og tog, på caféer og biblioteker. Og slut med alle drømme om trådløst internet i centrum af storbyerne. Ingen vil eje et netværk.

Også ejerne af trådløse net i private hjem løber en alvorlig risiko. Sagen er, at de trådløse netværk, mange os benytter, ikke er sikre. Så sent om 27. december 2011 advarede United States Computer Emergency Rediness Team om en hidtil uopdaget svaghed: WiFi Protected Setup (WPS) PIN brute force vulnerability, som betyder, at man kan benytte naboens net, selvom det er beskyttet med adgangskode. Det er meget svært at beskytte sig mod den slags.

Ronnie Fridthjofs forslag skaber flere problemer, end det løser, og spørgsmålet er, hvor stort problemet med piratkopiering er. For et års tid siden mente han her på dSeneste, at det halverede indtægten på en DVD: Så hjælp mig. Hvad er løsningen på de titusindevis af ulovlige downloads der indtil nu har halveret indtægten af min DVD?. I dagens kronik antyder han endnu større tab:

Forestil dig, at ud af de 100.000 kunder, der går ind i Bilka hver dag, stjal de 80.000 varer i stedet for at betale for dem.

Det kan jeg godt forestille mig, og konsekvensen vil være, at Bilka må lukke. Men sammenligningen med butikstyveri holder ikke – så ville filmbranchen være lukket for længst.

Ud af 10 downloads af filmen “Alle for én” er de 8 ulovlige, skriver Ronnie Fridthjof, men det er ikke 8 tabte salg af biografbilletter, DVDer eller lovlige downloads. Det er et sted mellem 0 og 8 potentielle salg.

En digital kopi er – modsat et fysisk produkt – stort set gratis at producere, opbevare og distribuere, og den ulovlige kopiering er ikke i sig selv et tab for producenten – det er kun et tab, hvis kopieringen er det samme som et mistet salg, og det er det bestemt ikke, selvom branchens interesseorganisationer har en tendens til at mene det.

Det gør selvfølgelig ikke kopieringen lovlig eller acceptabel, men det giver det indtryk, at piraterne ville købe produkterne, hvis de gratis kopier ikke var til rådighed. Ingen aner, hvor meget branchen mister på piratkopiering, men Ronnie Fridthjofs regnestykke er med sikkerhed forkert, og det fremmer næppe forståelse for og sympati med branchen at bringe den slags fantasital til torvs.

Branchen har tilsyneladende gjort, hvad den kan for at etablere lovlige alternativer:

Situationen i dag er faktisk, at der er mange lovlige downloadmuligheder. Branchen vil gerne gøre de digitale produkter så tilgængelige som muligt – hvor som helst – når som helst.

Nej, ikke når som helst. Som filminstruktøren Annette K. Olesen skrev i en kronik den 23. november, også i Politiken: Dansk film er spærret inde i biografen, så er der …

… i Danmark en aftale mellem producenter, distributører og Biografejernes Forbund, der giver biografejerne et såkaldt holdback på filmene i fire måneder. I disse fire måneder kan filmen ikke købes andre steder end ved billetlugen og altså heller ikke på internettet eller som dvd.

Annette K. Olesen foreslog i kroniken at ændre denne ordning, hvad der skabte en del debat og selv sagt modstand fra biografejerne. Ronnie Fridthjof deltog så vidt jeg ved ikke i debatten men mener i dagens kronik, at “Branchen må naturligvis selv bestemme, hvor og hvordan de sælger deres produkter”, og det må den da gerne, men det kan den ikke – det kan ingen brancher. Denne holdning er problemets kerne, ikke bare for filmbranchen. De gamle dage kommer ikke igen – piratkopiering eller ej.

Løsningen på problemet er ifølge Ronnie Fridthjof ikke at tilpasse sig men:

Vi skal indføre en “p-afgifts-model”. Et venligt rap over fingrene, der minder os om, at vi har gjort noget, vi ikke burde. Den første “p-afgift” kan evt. bare være en advarsel, således at folk bliver opmærksomme på problemet.

[...]

For at muliggøre en “p-afgifts-model” skal loven ændres, så ansvaret for, hvad ens internetforbindelse bruges til, er hos ejeren. Således er det altså ejeren af internetforbindelsen, der vil blive opkrævet en afgift, hvis der foregår en ulovlighed på forbindelsen. På den måde skal politiet ikke brase ind og beslaglægge computere.

Med denne løsning vil samtlige offentligt tilgængelige netværk lukke uden mindste sikkerhed for, at det løser noget problem.

Ronnie Fridthjof er i det hele taget glad for lukninger: “Det er lykkedes at lukke for bl.a. Pirate Bay”, men det er ikke rigtigt. Pirate Bay kører i bedste velgående. Der er ganske rigtigt lukket for adgang via danske internetudbyderes Domain Name Servers (DNS), men den restriktion er ganske nem at omgå, for eksempel ved at benytte Google Public DNS i stedet for udbyderens. Den operation tager under 5 minutter og skal kun foretages en gang.

I stedet for at lukke alt muligt, kunne man åbne noget. Hvad med en abonnementsordning, så jeg betaler et fast månedligt beløb for adgang til danskproducerede film?

Se også nedenstående indlæg, hvor både Ronnie Fridthjof og Annette K. Olesen deltager i debatten:

• Så hjælp mig. Hvad er løsningen på de titusindevis af ulovlige downloads der indtil nu har halveret indtægten af min DVD?;
• Filmbranchen skal bekæmpe pirateri med innovation, ikke advokater.

Foto: Olivier Bruchez.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

I foråret luftede SF tanken om at kompensere for piratkopiering over medielicensen: SF: Medielicens skal betale for piraters download.

Uanset hvilken løsning man vælger er der tale om kollektiv straf. Vi skal alle betale for enkeltindividers ulovligheder, og der er aldrig fremlagt troværdige tal for, hvad piratkopiering koster. Producenterne og deres organisationer har opereret med, at hver kopieret musikfil eller film er et mistet salg, hvilket bestemt ikke er troværdigt. På den anden side viser undersøgelser, at pirater køber mere end gennemsnitsforbrugeren: Another Day, Another Study That Says ‘Pirates’ Are The Best Customers. Og at faldet i salget af indspillede CD’er og DVD’er skyldes mange ting – ikke bare ulovlig kopiering.

Desuden har det vist sig, at det er muligt at konkurrere med piraternes gratisprodukt. Apple viste vejen med iTunes, Amazon har vist ingen problemer, og streamingtjenesten Netflix går sin sejrsgang.

Vi kan også forvente, at forlagsbranchen vil melde sig og forlange kompensation. Formanden for Dansk Forlæggerforening blander sig allerede i debatten, selvom der stort set ikke er e-bøger på det danske marked: Tag kopitruslen seriøst. De vil uden tvivl stille sig op i køen til udbetalingskassen, så snart forlagene begynder at producere og sælge e-bøger i et større omfang med deraf følgende piratkopiering.

Efter forlagene kommer TV-producenterne. Vi vil se TV, når vi ønsker det, ikke efter en sendeplan, så programmerne kan i stadig større omfang downloades.

Vi skal altså finansiere dansk musik, film, litteratur og TV gennem afgift eller licens. Det er ikke holdbart, og det er en sovepude for producenterne.

Det anslås, at den nye afgift i Sverige vil fordoble indtægterne for Copyswede – det svenske CopyDan. Det er et skøn fra den svenske brancheorganisation for elektronikbranchen, som er part i sagen men burde vide, hvor mange harddiske og USB-drev der sælges. Politikerne kan skrue op og ned for afgiften og i takt med den øgede digitalisering bestemme en stadig større del af alle disse branchers omsætning.

Er det holdbart? Hvad hvis en kommende regering ikke mener at dansk kultur skal finansieres via afgifter og licens og fjerner støtteordningerne? Vil brancherne virkelig gøre sig afhængige af statsstøtte? Se på mediebranchen, der ryster i bukserne over udsigterne til en ny mediestøtteordning. Ønsker andre brancher at gå samme vej?

Disse brancher bliver nødt til at finde tidssvarende forretningsmodeller. Statsstøtte kan umuligt være vejen frem, for vi har langt fra set toppen af digitaliseringen.

Se også:

• Afgift på telefoner og bredbånd skal kompensere for piratkopiering;
• Nyt initiativ mod piratkopiering: Produktudvikling;
• Falder himlen ned over musikbranchen medier film tv radio forlag;
• Så hjælp mig. Hvad er løsningen på de titusindevis af ulovlige downloads der indtil nu har halveret indtægten af min DVD?

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Der må gøres noget, men hvad? Bøder, trusselsbreve, fratagelse af internetforbindelsen, DRM, udvidelse af blankbåndsafgiften?

Nej, produktudviklingsdirektør hos YouSee, Anders Blauenfeldt, har en helt ny ide:

De nye tal viser, at der er et stort behov for, at vi i branchen må forsøge at udvikle løsninger, som afspejler adfærd og ønsker hos den moderne forbruger.

Manden er jo splittergal. Alle ved, at piratkopiering skal bekæmpes med bøder, trusselsbreve, fratagelse af internetforbindelsen, DRM, udvidelse af blankbåndsafgiften.

Enten er udtalelsen taget ud af en sammenhæng eller Anders Blauenfeldt er fejlciteret.

• Kulturindustrien truer mangfoldigheden;
• Falder himlen ned over musikbranchen medier film tv radio forlag;
• Så hjælp mig. Hvad er løsningen på de titusindevis af ulovlige downloads der indtil nu har halveret indtægten af min DVD?

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Det er en påstand, som aldrig underbygges med data og ofte følges op med tal, der modsiger påstanden. Tine Smedegaard Andersen skriver, at omsætningen i musikbranchen er faldet med 30 procent og at vi ikke betaler for 75 procent af den musik, vi henter på nettet.

Ifølge logikken skulle det betyde, at musikproduktionen falder betydeligt. Gør den det?

Intet tyder på, at kunstnere holder op med at producere kunst, fordi kulturindustriens gamle forretningsmodeller undermineres. Intet tyder på mindre mangfoldighed.

Tine Smedegaard Andersen vil have folkeskolen til at undervise børn i ophavsret. Et af de børn, der bryder ophavsretten, er Maria Aragon på 10 år:

YouTube: LADY GAGA – Born This Way (Cover).

Hun har genindspillet Lady Gagas seneste single, og videoen er på et par dage set 7,842,407 gange. Lady Gaga får ikke en krone, og hun græder på Twitter: Can’t stop crying watching this. This is why I make music. She is the future. Lady Gaga græder ikke over de manglende royalties, hun græder af glæde over mangfoldigheden.

Mangfoldigheden er ikke truet – den har aldrig haft bedre vilkår. Den eneste trussel mod mangfoldigheden er Tine Smedegaard Andersens forslag om at skræmme Maria Aragon og andre børn fra at udfolde sig. Dog er det næppe en alvorlig trussel.

Se også:

• Så hjælp mig. Hvad er løsningen på de titusindevis af ulovlige downloads der indtil nu har halveret indtægten af min DVD?;
• Ophavsret er ikke godt for nogen.

Foto: eks.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Det spørgsmål vil jeg forsøge at besvare og håber, at andre vil byde ind. Vi kan nok blive enige om, at piratkopiering ikke er godt for filmbranchen, og vi kan sikkert også blive enige om, at vi ønsker gode, danske film. Selv piraterne ønsker gode film – det er vel derfor, de up- og downloader dem.

I ovennævnte indlæg kom jeg med en del bud på løsninger, som kort kan sammenfattes med, at branchen skal etablere et alternativ og skabe værdier omkring produktet, som giver noget, piratkopier ikke kan. Her vil jeg blive mere konkret.

Men, Ronnie, først et par kommentarer til din kommentar. Citat:

Jeg er filmproducent og ikke eventmager. Jeg lever af at lave film og folk betaler for at se dem. Så jeg vil nødig skulle til at lave alle mulige work-arounds fordi nogle har en moral der siger de gerne må se min film gratis uden at betale.

Du er ikke eventmager, men du er heller ikke skuespiller, instruktør, tonemester, filmfotograf. Du sørger for at hyre de rette folk, og måske skulle du også hyre en eventmager. Måske er events en del af filmens fremtid. Du opfatter det som “en work-around”, men du kunne opfatte det som en del af produktet – nøjagtig som markedsføring, plakaten, pressevisninger og merchandise.

Du skriver også:

Det giver på alle mulige måder god mening at biograferne har et eksklusivt vindue til at vise nogle film. Det giver dem stjernestøv og markedsføring. Kan godt forstå det ville være rart for forbrugerne at de selv kunne vælge… men det er nu engang et valg vi har taget og tror er det rigtige i forhold til at kunne få økonomien til at løbe rundt.

En film har – som alle andre produkter – mest opmærksomhed i begyndelsen. Jeg kan umuligt forestille mig, at det er godt for filmens økonomi at begrænse adgangen. Du “tror det er det rigtige”, men hvad med at få vished? Ingen ved, om det svækker biografernes omsætning, hvis filmen kommer i alle formater samtidig, og branchen har før troet noget og taget frygteligt fejl. De troede, at tonefilmen var ødelæggende. De troede, TV var ødelæggende. De troede, video og DVD var ødelæggende og var meget tæt på at få videoen forbudt i USA. Jeg holder meget af dette citat af Jack Valenti fra Motion Picture Association of America: “Jeg siger jer, at videomaskinen er for amerikanske filmproducenter og den amerikanske offentlighed, hvad Boston-kvæleren er for kvinden, der er alene hjemme”.

Han fik ikke ret, og måske har du (og biografejerne) heller ikke ret i, at det er en dårlig ide at stille film til rådighed som DVD og download fra præmieredagen. Lad os prøve i stedet for at gætte.

Mine forslag “vil desværre ikke stoppe den ulovlige aktivitet” skriver du. Hvor ved du det fra? Du mener, at de er gode – og tak for det – men afviser, at de har nogen effekt på piratkopiering. Måske har du ret, men hverken du eller jeg ved det, for ingen har prøvet. Prøv.

Jeg forstår udmærket, at du er utilfreds med tingenes tilstand, men jeg har meget svært ved at forstå branchens tilgang.

Intet tyder på, at det er muligt at stoppe piratkopiering. Måske bliver det muligt, men lad os for diskussionens skyld antage, at det ikke gør. Hvad så?

Som sagt ser jeg to muligheder, at:

1. skabe et alternativ;
2. udvikle produktet.

Alternativet er en tjeneste med samtlige danske film, i stil med IMDb men med mulighed for at se filmene. Der er gratis adgang, man skal ikke registrere sig, og nogle af filmene kan man tilmed se og downloade gratis, andre kan man købe som Pay per View. Prisen afhænger af filmens aktualitet. Man kan også købe DVDer og biografbilletter.

Filmene streames i to kvaliteter – en til mobil og en til computer/tv. Kvaliteten er ikke på niveau med DVD, som fylder omkring 4 gb., men bedre end piratkopierne. Man kan også downloade filmene og tage dem med sig, så man kan se dem i flyet, børnene kan se dem på bagsædet i bilen, og man kan have dem med i sommerhuset, hvor der måske ikke er internetforbindelse. Filmene har et logo i hjørnet – som tv.

Det gratis tilbud suppleres med tre abonnementsformer, lad os kalde dem guld, sølv og bronce. Den sidste er også gratis og kræver blot, at man registrerer sig. Den giver lidt flere muligheder, fx. kan man anmelde film og deltage i debatfora. Desuden bliver det lidt billigere at se Pay per View, og man får særlige tilbud.

Sølv- og guldabonnementet koster penge, og begge giver mulighed for at se film uden at betale hver gang. Desuden får man en masse uimodståelige tilbud, som beskrevet i indlægget Filmbranchen skal bekæmpe pirateri med innovation, ikke advokater.

Ambitionen er at have ligeså mange medlemmer, som der er licensbetalere. Altså alle. Og tjenesten omfatter alle danske film, også kortfilm, afgangsfilm fra filmskolen osv. Måske er der ligefrem mulighed for at uploade egne film i stil med YouTube.

I bedste fald er dette et alternativ til TV. Man besøger tjenesten, når man vil underholdes, og vælger en film ud fra anbefalinger fra andre brugere, film man har set tidligere, de interesser, man selv har angivet og anmeldelser.

Det bliver så godt, at filmfolk fra hele verden valfarter til Danmark for at købe konceptet, og der vil stort set ikke være piratkopiering, fordi dette er meget nemmere og prisen lav nok til, at man ikke gider besværet.

Det kunne jeg godt tænke mig. Er der andre bud?

Se også: Falder himlen ned over musikbranchen, medier, film, tv, radio, forlag?.

Foto: Fridthjof Film.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment | View 42 more comment(s).

Piratkopiering er ikke et problem men et symptom. Problemet er, at branchen ikke har udnyttet de teknologiske muligheder og, som mange andre brancher, forsøgt at forhindre udvikling. Det er ikke nyt, se denne gennemgang af de seneste 100 års udvikling: Falder himlen ned over musikbranchen, medier, film, tv, radio, forlag?

Kan vi ikke – belært af erfaringen – springe over de destruktive mellemled med jammer, advokater og forsøg på forbud? Kan vi ikke for en gang skyld gå lige til løsningen? Her er mine forslag.

Der skal være et alternativ til piratkopiering, og det er der ikke i dag. Jeg kan ikke tænde min computer og downloade eller streame en film på lovlig vis. Den omfattende piratkopiering viser, at vi ønsker denne distributionsform, og den eneste mulighed er piratkopiering. Det er bydende nødvendigt, at branchen har et alternativ.

Når filmen Armadillo blev downloaded 10.000 gange, inden den var til salg som DVD, er en del af forklaringen, at den ikke er til salg. Vi vil have filmen nu, men det tilbyder branchen ikke. Nogle få – der bor i nærheden af en biograf, hvor den vises – kan se den. Alle andre må vente seks måneder – eller piratkopiere.

Hvis der var en lovlig og nem måde at få filmen, ville flere nok benytte den, selvom de skulle betale. Piratkopiering er ikke kun et spørgsmål om penge, som branchen gerne vil give indtryk af. Det er dog ikke så enkelt for branchen, for den er i konflikt med sig selv. Biografejerne synes ikke, det er en god ide at udgive filmene på DVD eller download med det samme: Dansk slagsmål om filmens digitale fremtid. Biograferne vil have filmene for sig selv i en periode.

Branchen har altså en intern konflikt, som først og fremmest må løses. Det kan de, hvis de forstår, at deres produkt har ændret sig. Deres produkt er ikke bare en film.

Filmbranchen opfatter filmen som produktet, men de har langt mere at byde på. De kan tilbyde oplevelser og tjenester omkring filmene, som piratkopiering ikke kan. Biograferne opfatter også filmen som produktet og fokuserer ikke på oplevelsen.

Det er en udbredt myte, at man ikke kan konkurrere med gratis, men den bliver afkræftet igen og igen. Man kan godt konkurrere med gratis, hvis man har noget, det gratis produkt ikke har. Så længe filmbranchen insisterer på, at filmen – og kun filmen – er deres produkt, er det svært at konkurrere med piratkopier, men hvis branchen skaber værdi omkring filmen, kan de konkurrere.

Og filmbranchen har meget at byde på. Her er et par bud:

• Bekvemmelighed. Opret en brugervenlig tjeneste, hvor man kan downloade og streame film, og lad os få alle danske film på tjenesten. Altså alle.
• Nemme og fleksible betalingsformer: Gør det nemt at betale og tilbyd forskellige betalingsformer: abonnement som Netflix og Pay per View som Amazon Video on Demand. Prøv begge – og andre. Spørg, hvad folk vil have og se, hvad der virker.
• Giv medlemmerne af tjenesten mere end filmen. Der er værdi omkring filmen – før, under og efter produktionen – og den skal I give medlemmerne, men hidtil har I foræret det væk til medierne eller ikke udnyttet det. Her er nogle muligheder:
• Giv information undervejs i produktionen. Fortæl om filmen, mens produktionen pågår. Vis billeder, klip fra dagens optagelser, interviews;
• Bed om vores hjælp. Vi kan måske finde den rigtige location eller en Volvo Amazon i den rigtige farve. Hvis nettet har lært os noget, så er det, at folk er meget hjælpsomme og engagerede;
• Tilbyd en dag på settet. Tænk, hvis man kan overvære en filmoptagelse. Det er stort;
• Lad os medfinansiere filmen. Filmbranchen klynker altid over problemer med at finansiere filmene. Giv os mulighed for at støtte og lær metoderne af Kickstarter. Begynd med at høre Harddiskens præsentation: Spark dig selv i gang. Og nej, man kan næppe finansiere mange film ad den vej i et lille land, men det handler mere om at inddrage fans. Støtten skal selvfølgelig belønnes, fx. kan et bidrag på 200 kroner udløse en biografbillet;
• Inviter os med til festen. Der er altid en fest efter sidste dag på optagelse. Inviter et par medlemmer, som har været særlig engagerede – og måske hjulpet;
• Lad os møde skuespillerne og instruktøren (og for filmnørderne; fotografen, lys- og tonemesteren, klipperen, producenten);
• Tilbyd statistroller. Der er selvfølgelig bureauer, som sørger for statister, men tilbyd en enkelt rolle eller to til medlemmerne (som selvfølgelig skal godkendes efter sædvanlig procedure);
• Giv biografbilletter til screenings, forpræmierer eller ligefrem præmieren;
• Særforestillinger. Arranger særforestillinger – især i provinsbiografer, hvor der sjældent er præmierefilm. Og gør det på tidspunkter, hvor biografen ikke bliver brugt, fx lørdag eftermiddag.
• Filmskole. Der sidder et utal af instruktører, filmfotografer, skuespillere in spe, som gerne vil lære af de professionelle. Giv dem gode råd, måske som korte film;
• Foredrag. Tilbyd at komme ud til skoler, husmoderforeninger, Rotary og fortælle om en kommende film. Vis klip og fortæl anekdoter.

Der er uden tvivl andre muligheder, og det er næppe alle ovenstående, der fungerer. Men det er alt sammen noget, piratkopiering ikke kan tilbyde. Det handler om at udvikle produktet.

Måske er nogle af ovenstående forslag dårlige, men de er alle bedre end retssager, forbud og bøder.

Foto: Paul Sapiano.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment | View 4 more comment(s).

Her er en historisk gennemgang af disse påstået ødelæggende teknologier og de evige kampe mod ny teknologi. Vær klar til at blive underholdt og klogere. Og der afsluttes med et par bud på løsninger af tidens presserende problemer.

Dette er et gæsteindlæg af Mark A. Lemley, Director, Stanford Program in Law, Science & Technology. Indlægget er min oversættelse af Is the Sky Falling on the Content Industries? fra Journal of Telecommunications and High Technology Law og gengivet her med forfatterens tilladelse.

Er musikbranchen, film, tv, radio og forlagene dømt til undergang? Det lader bestemt til, at de tror det. Musikbranchen fortæller os – mens deres indtægter falder som følge af fildeling – at “vi kan ikke konkurrere med gratis”, og så er vi historie. Ingen vil skabe ny musik. Videobranchen synes at gå i samme retning. De er mødt op bag lukkede døre i Washington D.C. for at klage over udsigten til en national bredbåndsplan, fordi bredbånd simpelthen vil gøre det lettere for folk at piratkopiere video over internet. “Vi må gøre noget ved det,” fortæller de os, “ellers vil ingen producere film længere”.

Og nu, som Mark Cooper har skrevet, er aviser med på samme argumentation, mens indtægterne falder (1). Print-journalistik er døende, folk forlader branchen i hobevis fordi “vi kan ikke konkurrere med gratis.” Omend det i dette tilfælde, sjovt nok, er deres eget gratis. Aviserne klager over, at de ikke kan konkurrere med sig selv ved at forære deres eget materiale væk på internettet.

Det lyder som en temmelig foruroligende historie. Men det er ikke første gang, disse brancher har fortalt os, at de står over for en katastrofe. Jeg har ind imellem mistanke om, at der var en sammenslutning af munke, som protesterede mod trykpressen ud fra teorien om, at den ville ødelægge de smukke håndskrevne manuskripter. Hvilket naturligvis skete. Men det ødelagde ikke bogbranchen. Faktisk udviklede det branchen.

Fotografiet udrydder malerkunsten

Billedkunstnere i det 19. århundrede klagede over fotografier, for hvem ville betale for portrætmalerier? Hvem ville ønske fotorealistiske kunstneriske skildringer af landskaber, hvis en maskine kan gøre det samme? Kunstnere, fik vi at vide, ville blive drevet ud af erhvervet i hobevis, og kunsten ville visne og dø (2). Fotografiet ændrede naturligvis kunstverdenen. Men velsagtens til det bedre. Og under alle omstændigheder opvejede fordelene ved at føje kameraet til kunstens repertoire uden tvivl omkostningerne.

Musikere udkonkurreres af det mekaniske klaver og grammofonen

I det 20. århundrede kom påstandene om teknologien som en trussel hurtigt og intensivt. Truslerne i de første årtier af det 20. århundrede var det mekaniske klaver og grammofonen. John Philip Sousa skrev en artikel, The Menace of Mechanical Music (3), hvor han hævdede, at disse infernalske maskiner var “en trussel mod hans levebrød og selve den ‘musikalske smag’ … Det mekaniske klaver og grammofonen suger livet ud af rigtige, menneskelige, sjælfulde liveoptrædender” (4). Og han formulerede et argument, der vil lyde bekendt for enhver, der har beskæftiget sig med ophavsret:

Kan de ikke indse, at hvis de akkrediterede komponister, som har succes, fordi de har fortjent det og arbejdet hårdt, bliver frataget en belønning for deres indsats, vil der med sikkerhed opstå en situation, hvor alt incitament til yderligere kreativt arbejde forsvinder, og kompositioner vil ikke længere flyde fra deres penne…? Hvad sker der så med de spillende og talende maskiner? (5)

Med andre ord, uden en eller anden indtægt, som de hidtil har fået ved at sælge noder, vil ingen skabe musikken.

De professionelle ødelægger det for amatørerne

Sousa bekymrede sig interessant nok ikke for de professionelle. På trods af den foregående passage var hans reelle bekymring, at amatørmusikere blev truet af en voksende professionel musikalsk klasse, som kunne føre til en ødelæggelse af landet. Han skrev:

Under disse betingelser kan strømmen af amatørisme ikke andet end mindskes, indtil der kun vil være den mekaniske gengivelse og den professionelle musiker. At synge vil ikke længere være en nobel realisering; vokaløvelser, så vigtig en faktor i den kulturelle lærdom, vil forsvinde! Så hvad med den nationale stemme? Vil den ikke svækkes? Hvad med den nationale sang? Vil den ikke krympe?” (6)

Bekymringen gik på, at amatørmusikere ville forsvinde, fortrængt af fagfolk, der havde råd til at producere musik med den nye teknologi.

Har vi ødelagt musikbranchen ved at indføre grammofonen? Ikke rigtig.

Vi kan ikke konkurrere med gratis

Faktisk kom den næste overhængende trussel mod branchen fra radioen 20 år senere. Mærkeligt nok var truslen fra radioen, at den ville stjæle de indtægter, grammofonenindustrien i de foregående 20 år havde genereret til musikerne. Ikke desto mindre begyndte vi at høre argumentet om, at man ikke kan konkurrere med gratis, da radio er gratis for alle og ingen betaler for det. Hvis radio er tilladt, lød argumentet, ville piratradio ødelægge musikbranchen, for hvem ville købe musik, når de bare kunne høre det gratis i radioen?

Det viste sig også at være usandt. Det lader til, at man måske kan konkurrere med gratis (7). I begyndelsen af 1920erne var forbrugerne bestemt villige til at købe musik trods meget gratis musik i radioen.

Vi kan ikke konkurrere med betalt

Fra radio til video. I slutningen af 1950erne og i 1960erne var tv-branchen truet af et andet skræmmebillede, der ville ødelægge tv. Den daværende forretningsmodel gav gratis tv, truslen var kabel-tv. Bemærk ironien her. Argumentet var ikke, at betalt indhold kan ikke konkurrere med gratis, argumentet var, at gratis indhold ikke kunne konkurrere med betalt. Hvis vi ikke lukker kabel-tv, vil ingen producere nye tv-shows, og der vil ikke være noget at sende på kabel-tv. Dette argument gik hele vejen til USAs højesteret i The Fortnightly Case (8) og førte til en beslutning, som var to stemmer fra at lukke kabel-tv, der ikke havde tilladelse fra tv-selskaberne (9).

Ironisk nok lukkede tv-stationerne ikke som et resultat af kabel-tv, faktisk er det nu tv-stationerne, der kæmper for at komme på kabelnettet, og igen går de rettens vej og kræver, at de skal inkluderes på kabelnettet, fordi det vil udvide deres marked (10).

Med fotokopier vil ingen købe bøger

I 1970erne var det store nummer fotokopimaskinen. Den tillod, som trykpressen, kameraet, grammofonen, radio og kabel-tv, folk at kopiere ting, de ellers skulle betale for, nemlig bøger. Ingen ringere end autoriteten Melville Nimmer, den førende stemme inden for ophavsret, skrev, “den dag kan ikke være langt væk, hvor man ikke behøver at købe bøger” (11). Det var i 1972. Så ophavsretshavere forsøgte at forhindre fotokopimaskiner og forsøgte i The Williams & Wilkins Case at forebygge statslige institutioners udbredte kopiering af bøger og tidsskriftartikler. (12) Igen bragte branchen sagen for højesteret, og den blev knap afværget, her ved en ligelig fordeling af dommerstemmer (13). Fotokopiering af tidsskriftartikler blev (næsten) tilladt.

Bøger og tidsskrifter forsvandt ikke i begyndelsen af 1970erne. I stedet syntes de at trives på trods af en teknologi, der tillod folk at kopiere gratis.

Vi forbløder, hvis vi ikke beskyttes mod videoen

I slutningen af 1970erne kom det måske mest velkendte eksempel: Videomaskinen (VCR). Gratis fjernsyn og kabel-tv havde eksisteret i nogen tid. Nu kom en teknologi, der tillod folk at kopiere disse gratis tv-programmer og gøre med dem, hvad de ville. Branchen advarede om, at VCR måtte stoppes. Her Jack Valenti fra MPAA, Motion Picture Association of America, i en tale til kongressen:

VCR gør rent bord og fjerner vores overskudspotentiale, markedet bliver ødelagt…. Vi vil bløde og bløde og forbløde, medmindre kongressen beskytter en branche, der er i stand til at hente et overskud, og hvis fremtid afhænger af beskyttelse mod denne maskines ødelæggelser (14).

Som om det ikke var nok, fortsatte han med ordene, “Jeg siger jer, at videomaskinen er for amerikanske filmproducenter og den amerikanske offentlighed, hvad Boston-kvæleren er for kvinden, der er alene hjemme” (15). Branchens holdning var, at hvis kongressen ikke forbød den helvedesmaskine, videobåndoptageren var, hvis de ikke forhindrede folk i at kopiere, ville ingen lave film.

Dette argument vandt i appelretten, som gjorde VCR ulovlig (16). Derefter gik sagen til højesteret, hvor sagen blev hørt to gange. Domstolen var først tilbøjelig til at vedtage appelrettens dom og forbyde videobåndoptageren, men i sidste ende besluttede højesteret, igen med fem stemmer mod fire, at videobåndoptageren var ok (17).

Lider filmbranchen som følge heraf? Ikke just. Faktisk viste det sig, at det gennem 1980erne og 1990erne var videobåndoptageren og dens efterfølger, DVD-afspilleren – som ville ødelægge tv- og filmbranchen – der holdt dem i live og i 2002 genererede 30 milliarder dollar i omsætning (18).

Måske var grammofonen god for branchen – men kasettebåndet

Tilbage til lyden. På omtrent samme tid var musikbranchen bekymret for kassettebånd. Grammofonplader, som ikke ødelagde branchen og overlevede den hærgende radio, var nu truet af lydbånd, fordi folk kunne optage musik fra radioen. Mens gratis radio viste sig ikke at lukke musikbranchen, ville optagelser fra radioen og muligheden for at lytte til disse sange, når man ønskede det, helt sikkert gøre en ende på branchen.

Så branchen indledte en annoncekampagne for at få kassettebånd forbudt; med et dødningehoved udformet som et kassettebånd og korslagte knogler. Slaglinjen var “Hjemmeoptagelser dræber musik, og det er forbudt” (19). Men hjemmeoptagelser blev ikke forbudt, og det viste sig, at salget af musik fortsatte med at stige gennem 1980erne og 1990erne, trods truslen om private optagelser og muligheden for, at folk kunne få det gratis, som de ellers skulle betale for (20)

Vi forhindrede dog den næste generation af audio-teknologi i begyndelsen af 1990erne – det digitale lydbånd. Her var den formodede trussel den samme som med kassettebånd, men værre. Kassettebånd viste sig ikke at lukke branchen, det er korrekt. Men hvis man gav kunderne digitale kassettebånd – advarede branchen – hvis man tillod dem til at skabe en kopi i digital kvalitet, så havde de ikke nogen grund til at købe vores bedre kvalitet, og vi vil lukke. Dette argument vandt gehør i kongressen. Digitale lydbånd blev derefter genstand for en obligatorisk licensordning og forbrugerne hørte aldrig om dem igen (21). Teknologien floppede, så snart den blev underlagt kontrol af branchen.

MP3, nu falder himlen ned

I slutningen af 1990erne blev de samme argumenter fremsat mod den nyeste digitale svøbe, MP3-afspilleren. Vi er nødt til at forbyde MP3-afspillere, fik vi at vide, fordi Rio, Diamond Multimedia’s førstegenerations afspiller, havde til formål at underminere etableringen af en markedplads for lovlig digital distribution. MP3-afspilleren truede med at levere digitalt indhold, når forbrugerne ønskede det. Forbrugere, der kunne producere deres eget digitale indhold fra cd’er ville ikke købe digitalt indhold fra branchen – ikke at disse virksomheder faktisk tilbød digitalt indhold på det tidspunkt, men hvis de ønskede det en gang i fremtiden.

Så musikbranchen sagsøgte for at at holde MP3-afspilleren ude af markedet. Sagen RIAA v. Diamond Multimedia faldt i appelretten (22). MP3-afspillere fik succes, og folk begyndte at fylde dem med indhold. Og ja, det er sandt, at en masse af indholdet var ulovligt kopieret, men ejerne af MP3-afspillere brugte også mange penge på at købe cd’er i slutningen af 1990erne. Men så dukkede Napster op, som – fortalte RIAA, Recording Industry Association of America, os igen – ville lukke musikbranchen. Digital musik skulle stoppes. RIAA udkæmpede et årelangt slag, der forsinkende udbredelsen, men til slut tabte de. De vandt de individuelle sager, de lukkede Napster (23) og senere lukkede de Grokster (24) og Limewire. (25) Det har ikke forhindret distribution af digital musik. Når de, ti år senere, omsider gav sig og tilbød digital musik, viste det sig, at folk faktisk var villige til at købe. I april 2008 overgik Apple iTunes Wal-Mart som største forhandler af musik i USA (26). Digital musik i almindelighed var faktisk ikke den trussel, det så ud til at være.

Den digitale død er nært forestående

I mellemtiden, og tilbage til video, havde verden bevæget sig mod digitale videooptagere (DVR). De analoge videobåndoptagere var måske ikke så slemme – måske havde de faktisk hjulpet os – men digitale videooptagere, det er slemt. DVR var virkelig slemme, fik vi at vide, fordi folk ville springe reklamerne over. Den administrerende direktør for Turner Broadcasting, Jamie Kellner, sagde om DVR og de manglende reklamer, “Det er tyveri. Din kontrakt med netværket, når du får udsendelsen, er, at du vil se reklamerne. Ellers kunne du ikke få udsendelsen annoncefinansieret. Hver gang du springer en reklame over … stjæler du faktisk udsendelsen” (27).

Uanset det voksende tyveri og branchens succes med at lukke RePlayTV, den første operatør i dette marked (28), havde TiVo succes og, viste det sig, ødelagde ikke tv-branchen. I stedet genoplivede det branchen, fordi en masse mennesker som mig, der ikke ser tv, pludselig opdagede, at når man kan vælge hvor og hvornår man ønsker at se udsendelserne, er der faktisk gode ting at se. Og 2000-tallet blev gyldne år for tv.

Der er også eksempler nu. Digital radio er min personlige favorit, fordi de oprindelige pirater i branchen nu kæmper meget hårdt for at lukke konkurrencen fra digital radio og internet-radio – den næste generation af pirater. Digitalt tv er et andet eksempel; FCC Federal Communications Commission fortalte os på grundlag af en henvendelse fra TV-branchen, at i mangel af beskyttelse ville indhold af høj værdi blive tilbageholdt fra broadcast-tv og flytte til betalingstjenester. På trods af denne påstand fik vi omsider, efter en 22-årig odyssé, digitalt tv i 2009. Måske er tv og radio dødsdømt, men jeg vil ikke holde vejret. Pornografer klager over, at det en gang lukrative marked bliver oversvømmet af amatørporno; selv sex, ser det ud til, frygter, at det ikke kan konkurrere med gratis (29). Men jeg vil ikke regne “mangel på tilstrækkelig pornografi”, blandt vores større samfundsmæssige problemer.

Alle brancherne har, forekommer det, et Chicken Little problem.

Det kan faktisk være, at himlen falder ned. Men hvis du hævder, at himlen falder, hver gang en ny teknologi truer en eksisterende forretningsmodel, er resten af verden tilgivet for ikke at tro dig, når du påstår, at denne gang er det anderledes. Lad os nu være helt klare, hver af disse teknologier har ændret forretningsmodellen i en branche. De forårsager, at visse indtægter falder. Men de har også åbnet nye.

Nu ved vi, hvad der ikke fungerer

Så hvordan skal de berørte brancher overleve? Lad mig give et par forslag:

Vi begynder med, hvad der ikke fungerer.

Jeg tror, det er temmelig klart, at det ikke fungerer at stoppe teknologien. Når du har succes med at holde en teknologi væk, som folk ønsker, udvikler virksomheder en anden teknologi, der imødekommer dette marked.

At låse teknologien fungerer normalt heller ikke. Næsten hver gang vi indfører DRM Digital Rights Management, som vi gjorde med computer dongles eller digitale kasettebånd eller Sony minidisk eller DivX-alternativet til DVD-afspilleren, eller DRM på digital musik, vil enten teknologien eller forvaltningen af de digitale rettigheder fejle, fordi kontrol er besværligt og i vejen. I de sjældne tilfælde, hvor låsen lykkes (DVD er det bedste eksempel), er det, fordi teknologien er så meget bedre, at folk vil affinde sig med nogle gener. Og selv da er det værd at bemærke, at den teknologi, der vandt, var den mindst restriktive af de to mulige teknologier.

Intet af dette for at foreslå, at loven om ophavsret ikke har nogen rolle at spille. I mange af de eksempler, jeg har nævnt, er teknologien i sidste ende kommet ind under ophavsretten, ofte med en form for obligatorisk eller fælles licens, som tillader ophavsretsejere at få betaling uden at lukke teknologien eller anvende alle ophavsretslige midler. For eksempel endte kabel- og satellit-tv med en obligatorisk licens (30); radio fik et statsligt tilsyn, men privat organiseret fælles licensordning (31) samt en fritagelse fra at skulle betale ophavsretsejere (32). Men den generelle lære er, at “mor, må jeg?” regler, hvor ingen kan udvikle en ny teknologi med mindre de får kollektiv tilladelse fra alle ejerne af indholdet, som kan blive distribueret med denne teknologi, ikke vil fungere.

Jeg mener også, at reklamer har sine begrænsninger som en strategi for forretningsmodellen. Den nuværende tendens synes at være “ok, vil vi stille alt til rådighed gratis, da dette synes at være, hvad vi er nødt til, men vi vil tjene det tabte ind på reklamer”. Der er en betydelig mængde reklameindtægter på nettet – spørg Google – men der er også grænser for den forretningsmodel. Hvis de eneste annoncører er andre producenter, som regner med reklame for deres gratis produkter, skal indtægterne komme et sted fra.

Ikke desto mindre tror jeg, at der er en række forretningsmodeller, som er alvorlig efterforskning værd, i det mindste som delløsninger.

Nye muligheder

Den første er lavere produktionsomkostninger. Mark Cooper har udtrykt det godt (33). Jeg vil ikke gå yderligere i detaljer her, blot påpege, at den digitale revolution i det seneste årti har ført til den største stigning i mængden af indhold i verden nogensinde. Vi får langt mere video på grund af YouTube, end vi nogensinde har haft. Vi får langt mere tekst på grund af blogging, end vi nogensinde har haft. Vi får nyt indhold, fordi det er meget lettere og billigere at skabe og distribuere. Nu vil billigere produktion og distribution ikke nødvendigvis give os alle de former og den kvalitet, vi ønsker. Men de giver os en enorm vifte at vælge mellem, som ikke var til rådighed i en verden, hvor alt indhold skulle produceres professionelt, lægges på en disk og sendes rundt i verden i en lastbil.

For det andet kan teknologien ændre folks forhold til indhold på en måde, der kan skabe fortjeneste. Man kan også se de teknologiske fremskridt vende tilbage til gavn for de skabende brancher på forskellige måder. Hvis du ikke har set filmen Avatar, skal du gøre det. Og hvis du ser Avatar, bør du absolut se den i 3-D i en biograf, fordi den oplevelse, du får derhjemme, ikke vil være den samme. Ikke overraskende er Avatar den bedst indtjenende film nogensinde, (34) og hjalp til at gøre 2009 til det bedste regnskabsår nogensinde for filmbranchen (35).

Forretningsmodeller kan også bygge på det oplevelsesmæssige forhold, mennesker har til produktet. Folk ser ikke film – i det mindste gode film – for derefter ikke at tænke over dem. Folk ønsker at engagere sig. De ønsker at etablere forbindelser med musikere, de kan lide. De ønsker at gå til koncerter og opleve musik live. De ønsker at engagere sig i et varigt forhold, og der er indtægter at hente her ved at imødekomme denne efterspørgsel. Forudsat at erfaringer med samarbejdet kan blive indbringende. Du behøver ikke at bekymre dig nær så meget om piratkopiering, hvis du er en producent af et massivt flerbrugerrollespil på nettet, fordi meningen med spillet er oplevelsen af interaktion med alle de andre spillere. Hvis du spiller en piratkopieret version af World of Warcraft, får du ikke den samme oplevelse, fordi du ikke har interaktion med spillerne af den officielle version.

En af de ting, indholdsejere har tabt i den digitale verden, er first-mover fordelen. Fordelen ved at den første på markedet med et produkt er blevet meget mindre, da det nu er meget lettere at kopiere ting. Men first-mover eksisterer stadig, og virksomheder kan udnytte det gennem branding. Du kan opbygge en betydelig indtægtsmodel ved at have et godt navn og ry for kvalitet, selv om der er andre, der leverer konkurrerende indhold.

Virksomheder kan også tjene penge ved at yde brugerne hjælp. Det viser sig, at mange af de mennesker, der benytter de gratis tilbud, er folk med lav socioøkonomisk status, de er unge, de er studerende. Folk, der har betydelige midler betaler ofte – selv for ting, de kunne få gratis. Web-tegneserien XKCD, har skabt en levevej ved at sælge bøger og T-shirts af de tegneserier, de stiller gratis til rådighed på nettet (36). Hvorfor? For hvis du virkelig kan lide XKCD – og det bør du – er du villig til at betale for at have en fysisk bog i hånden eller bære en T-shirt.

Også for nyhedsmedierne tror jeg, der er indtægter at hente fra denne eksplosion af indhold. Fordi eksplosion har et stort spektrum af kvalitet fra meget god til meget dårlig, er der forretningsmodeller i at hjælpe folk med at finde ud af, hvad der er godt og hvad der ikke er, hvad der er troværdigt og hvad der ikke er. Mediernes rolle kan, delvist, blive kvalitetssikring – nogen der siger, at dette er oplysninger, du kan stole på, og dette er en video, du kan lide. Det er en ydelse, folk vil betale for, selv om det underliggende indhold er gratis.

Det kan tilmed være, at kopiering skaber kreativitet på usædvanlige måder. Kal Raustiala og Chris Sprigman har argumenteret for, at modebranchen vinder på mangel af ophavsretlig beskyttelse, fordi knock-off mode både tjener til at udbrede de originale mærker og til at drive efterspørgslen til dem (37). Begge dynamikker kan fungere i andre brancher. Nye musikere kan lide piratkopiering, hvis den opbygger kendskabet til dem, og det kan være, at det voksende udbud skaber en stigende efterspørgsel.

Dette er blot et par forslag: Mike Masnick og Chris Anderson har dokumenteret en række måder, mennesker allerede tjene penge på gratis indhold (38). Og det er værd at bemærke, at hvad vi ønsker af ophavsretten er et fortsat udbud af nyt indhold. Hvis dette indhold i stigende grad kommer fra amatører såvel som professionelle, er der ikke noget galt med det. Det kan endda gøre John Philip Sousa stolt.

Lad mig gøre det klart: Jeg ved ikke, hvordan fremtidens forretningsmodeller kommer til at se ud, men jeg kunne afslutte værre end ved at henvise til replikkerne fra Marc Norman og Tom Stoppard i den Oscar-vindende film Shakespeare In Love:

Henslowe: Mr. Fennyman, lad mig forklare teatervirksomhed. Den naturlige tilstand for teatervirksomhed er uoverstigelige forhindringer på vejen til truende katastrofe. Tro mig, at blive lukket af pesten er en bagatel i op-og-nedturene ved at eje et teater.

Fennyman: Så hvad gør vi?

Henslowe: Intet. Mærkeligt nok ender det hele godt.

Fennyman: Hvordan?

Henslowe: Jeg ved det ikke. Det er et mysterium (39).

Jeg ved ikke, hvordan det vil udvikle sig, hvordan fremtiden for disse brancher vil blive. Men jeg er helt sikker på, der vil være en.

Fodnoter:

• 1. Mark Cooper, cite, 8 J. Tele. & High Tech. L. __ (kommende 2010).
• 2. Maler Paul Delaroche erklærede efter sigende, efter første gang at se et daguerreotypi, “Fra i dag er maleri dødt.” Stephen Bann, Paul Delaroche: History Painted (1997).
• 3. John Philip Sousa, The Menace of Mekanical Music, January Appleton’s Magazine 1906 p. 278-281.
• 4. Nate Anderson, 100 Years of Big Content Fearing Technology – In Its Own Words, ARS TECHNICA, Oct. 11, 2009.
• 5. Sousa, supra note 2, p. 284.
• 6. Id p. 281.
• 7. Som Mike Masnick udtrykte det: hvis du siger, at du ikke kan konkurrere med gratis, siger du, at du ikke kan konkurrere. Punktum.
• 8. Se Fortnightly Corp. v. United Artists Television, 392 U.S. 390 (1968).
• 9. Byretten og appelretten holdt kabel-tv som krænkere af ophavsretten. Fem Højesteretsdommere stemte for at omgøre denne beslutning, men kun seks deltog i sagen.
• 10. Se Turner Bred. Sys., Inc. v. FCC, 520 US 180 (1997) (ved at opretholde forfatningsgyldighed for en lov, der krævede, at kabel-virksomhederne inkluderede lokale tv-stationer på deres netværk efter at konstatere, at uden loven ville mange af dem ikke have gjort det).
• 11. Kopiering vs Ophavsret, Time, 1. maj, 1972 (citerer Melville Nimmer).
• 12. Williams & Wilkins Co v. United States, 487 F.2d 1345 (Ct. Cl. 1973) (en banc), aff’d by equally divided Court, 420 U.S. 376 (1975).
• 13. Id.
• 14. Home Recording of Copyrighted Works, Hearing on H.R. 4783, H.R. 4808, H.R. 5250, H.R. 5488, and H.R. 5707 before the Subcomm. on Courts, Civil Liberties, and the Administration of Justice, Before H. Comm. on the Judiciary, 97th Cong. (1982) (statement of Jack Valenti, MPAA).
• 15. Id. p. 8.
• 16. Universal Studios v. Sony Corp af Am., 659 F.2d 963 (9:e Cir. 1982) (”Retten bestemte, at et forbud ikke vil være et passende middel. Retten bør genoverveje denne sag.” Id. Ved 976 (Intern henvisning udeladt)).
• 17. 464 US 417 (1984).
• 18. Digital Hollywood, keynote speaker bio , Warren Lieberfarb (2005).
• 19. For en samling af dette og mange andre fantastiske eksempler, se Nate Anderson, 100 Years of Big Content fearing technology – in its own words.
• 20. I 1980erne begyndte en dramatisk vækst i salget af musik, der fortsatte indtil slutningen af 1990erne, hvor antallet af solgte albums begyndte at falde, som forbrugere skiftede til digital musik. Bridge Ratings Industry Study : Music Consumption.
• 21. 17 USC §§ 1001 (1) – (13).
• 22. Recording Indus. Ass’n af Am. v. Diamond Multimedia Sys. Inc., 108 F.3d 1072 (9 th CIR. 1999). Ironisk nok slog retssagen fejl, fordi retten konkluderede, at MP3-afspillere var undtaget med en bestemmelse i Copyright Act, 17 USC § 1008, vedtaget i 1992 som en del af et forsøg på at regulere digitale kasettebånd, som etablerede en undtagelse for hjemmeoptagelser fra krænkelse af ophavsretten. Id. p. 1079.
• 23. A & M Records v. Napster, 239 F.3d 1004 (9:e Cir. 2001).
• 24. Metro-Goldwyn-Mayer Studios, Inc. v. Grokster Ltd, 545 US 913 (2005).
• 25. Arista Records LLC v. Lime Group LLC, 2010 WL 2.291.485 (SDNY 25 maj 2010).
• 26. Pressemeddelelse, Apple, iTunes Store Top Music Retailer in the US (3. april 2008).
• 27. Anderson, supra note 3 (citerer April 29, 2002 interview i Cableworld).
• 28. Se Newmark v. Turner Broadcasting Network, 226 F. Supp. 2d 1215 (ND Cal. 2002). Sagen mod SONICBlue, skaberen af ReplayTV, afsluttet uden afgørelse, da selskabet gik konkurs. Se Paramount Pictures Corp v. RePlayTV, Inc., 298 F. Supp. 2d 291 (CD Cal. 2006).
• 29. Kal Raustiala & Chris Sprigman, Copyrighting Porn: A Guest Post.
• 30. 17 USC § § 111, 119.
• 31. USA v. ASCAP, cite (1940).
• 32. 17 USC § § 101, 106 (4).
• 33. Cooper, supra note __ p. __.
• 34. Shadra Beesley, ‘Avatar’ sinks ‘Titanic’ best-selling record.
• 35. Pressemeddelelse, Motion Picture Association of America, Inc., Worldwide Box Office Continues to Soar; U.S. Admissions on the Rise: 3D Gives a Boost to Box Office Growth (PDF) (10. marts 2010).
• 36. XKCD Store (sidst besøgt 19 Juli 2010).
• 37. Kal Raustiala & Chris Sprigman, The Piracy Paradox: Innovation and Intellectual Property in Fashion Design, 92 Va. L. Rev. 1687 (2006).
• 38. Chris Anderson, Free (2008) Læs anmeldelse her; Mike Masnick, The Future of Music Business Models (And Those Who Are Already There), TechDirt, 25. januar 2010.
• 39. Marc Norman & Tom Stoppard, Shakespeare In Love (1998).

Illustrationer:

• Mark A. Lemley;
• Reflexive Daguerreotype;
• The inner workings of a 1916 electric player piano;
• tuned
• Photocopy;
• Sony Betamax 1978;
• Cassette Crisis II;
• Home Taping Is Killing Music;
• Diamond Rio PMP300;
• Installing new software from the TiVo Service;
• Chicken Little.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment | View 7 more comment(s).

Det svarer til at lede efter et dokument med et søgeresultat for at dokumentere, at søgeresultatet findes.

Når man søger på Google, viser Google ikke et “dokument”, og man taler ikke om, at søgeresultatet “ligger på nettet”.

Oversættelser fungerer på samme måde. Man sender en forespørgsel – altså originalteksten – og beder om et svar – oversættelsen. Google Translate producerer oversættelsen, men den ligger ikke noget sted på nettet.

Hvis en tekst findes på dansk, findes den på alle de sprog, Google Translate understøtter. Det kræver bare et klik. Kvaliteten er ofte tvivlsom, men det er en anden diskussion.

Det er meget muligt, at “Jæger – i krig med eliten” eller uddrag af den er oversat tusindvis af gange, uden der nogensinde er produceret et dokument med oversættelsen.

Sådan fungerer nettet i stadig større omfang. Det er ikke en samling dokumenter. Det er informationer, som bliver produceret til lejligheden ud fra kriterier i en forespørgsel. Disse informationer “findes” ikke – kun i det øjeblik, forespørgslen behandles.

Denne udvikling er tydeligst med informationer, der genereres af computere: søgeresultater, maskinoversættelser, beregninger og statistikker. Disse informationer ændrer sig hele tiden og “findes” ikke.

Udviklingen gælder dog også almindelige tekster, skrevet af mennesker. De er heller ikke statiske dokumenter. Et opslag på Wikipedia kan ændre sig fra time til time. Man kan nok sige, at opslaget “ligger på nettet”, og man kan linke til det, men det er ikke en statisk tekst, for der er hele tiden nogen, der ændrer den.

På nettet bliver begreber som artikler og bøger opløst og meningsløse. Der er ingen “dokumenter”.

Dette er tilsyneladende svært at forstå, hvis man er vant til en papirvirkelighed, hvor en tekst er en tekst, som ikke står til at ændre.

Men denne udvikling vil fortsætte, og vi vil i stadig stigende omfang få informationer, der er tilpasset tidspunktet, vores køn, alder, opholdssted, sprog og alt muligt andet. Den individuelle tilpasning sker allerede med søgninger, hvor søgeresultatet blandt andet er tilpasset efter, hvor i verden man befinder sig.

Når vi alle gradvist løsriver os fra papirvirkeligheden, vil vi i stigende omfang forvente disse tilpasninger.

Vi forventer, at et søgeresultat er aktuelt og relevant. Vi er ikke interesseret i sidste uges søgeresultat. Det samme gælder vejrudsigten, valutakurser og prisen på leverpostej, og sådan bliver det med flere typer information, for eksempel nyheder. Vi forventer ikke et “dokument”, vi forventer aktuel og relevant information, ofte sammensat fra mange kilder og tilpasset vores situation og behov.

En oversættelse vil vi end ikke klikke for at få. Vi vil forvente, at alt automatisk bliver oversat til vores foretrukne sprog. Derfor er det meningsløst at lede efter et “dokument” med en arabisk oversættelse af en bog. Hvis teksten findes på et sprog, findes den på alle.

Foto: armintalic.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Problemets alvor blev understreget i sidste uge, hvor selveste Anders And faldt for fristelsen. Han piratkopierede en CD, som er udgivet på onkel Joakims pladeselskab. Det slap han heldigvis ikke godt fra.

Den opbyggelige historie står at læse i den seneste udgave af Kalle Anka & Co.

Et referat:

Rip, Rap og Rup vil gerne have 100 kroner til Åke Skråls seneste CD med ørehængeren “Solar och månar, jag tror att jag dånar”, men Anders vil ikke give dem pengene. Nevøerne henter musikken på nettet og brænder en CD, som de kan lytte til, indtil de får råd til den ægte vare. Men Anders mener, at de bør beholde piratkopien. Det er nevøerne ikke enige i. Det er uærligt, siger de. Der er noget, der hedder ophavsret.

Anders får en god ide. En tom CD koster næsten ingenting, så han køber Åke Skråls nye CD og brænder 100 kopier med videresalg for øje. Men så kommer onkel Joakim – som ejer pladeselskabet – og Anders må ned på knæ og bede om nåde.

Rip, Rap og Rup får den rigtige CD, og det bliver de meget glade for. De vil nemlig gerne have teksthæfte, billeder og alt.

Historien rejser en del spørgsmål:

• Hvorfor brænder ungerne en CD – har de ikke MP3-afspillere i Sverige?
• Hvordan finder onkel Joakim ud af, at Anders piratkopierer – bliver han stukket af nevøerne?
• Ungerne vil gerne have den ægte CD med “teksthæfte, billeder og alt”. Hvad er “alt”?
• Hvorfor køber Anders Åke Skråls CD, når man tilsyneladende kan downloade den?

Kilde: Piratkopiering & Kalle Anka.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Pladeindustrien begik tre store fejl:

• De indgik ikke en aftale med Napster, den foretrukne fildelingstjeneste omkring 2000
• De anlagde sager mod flere hundrere pirater og skabte sig millioner af fjender og dårlig presse
• De ventede to år efter lukningen af Napster (nu genåbnet som Free Napster) – fra 2001 til 2003 – før de fik ordentlig digital distribution via iTunes

Roling Stone fortæller historien om pladebranchens fald, og Don Dodge fortæller om Napster indefra med en række gode tips til it-iværksættere.

Foto: Lili Vieira de Carvalho

Write a quick comment