De mest initiativrige børn begyndte at benytte overfloden af tvivlsomme informationer på nettet, og det var ikke velset. Skolen baserer sin undervisning på autoriserede lærerbøger, og dem skulle ungerne holde sig til. Internet blev mødt med forbud, og man var ikke vant til at inddrage kildekritik i undervisningen, da kilderne var godkendt af undervisningsministeriet og ikke til diskussion.

Værre blev det, da eleverne løste oversættelsesopgaver med Google Translate. Det slap de ikke godt fra, og den første reaktion var igen forbud – ikke undervisning i, hvad en sådan tjeneste kan og ikke kan benyttes til.

De ditale indfødte omfattede dog ikke hele generationen, viste det sig. Der var et A-hold og et B-hold, og som internet fik bedre fat og nærmest blev en forudsætning for at klare sig, flyttede fokus til at løfte B-holdet.

Modstanden blev også mere udtalt. Modtageren af Nobelprisen i litteratur i 2007, Doris Lessing, benyttede sin takketale til at rase mod internet:

Hvordan vil vores liv, vores måde at tænke på, blive ændret af internet, som har forført en hel generation med sine ligegyldigheder, så selv fornuftige mennesker erkender at, når først de er fanget, har de svært ved at slippe fri, og de finder, at en hel dag er gået med blogging osv?

Hunger for books.

Den engelsk-amerikanske debattør Andrew Keen var på sammen linje i bogen “The Cult of the Amateur: How Today’s Internet Is Killing Our Culture”, også fra 2007, hvor han argumenterede for, at amatørismen på internet underminerede professionalisme, og med sin overflod af ligegyldigheder gjorde det svært at finde autoritativ information.

Der var også voksende kritik af de stadig mere populære blogs og sociale netværk, som blot var narcissisme og redskaber til selviscenesættelse.

Kritikken blev imødegået af blandt andre Clay Shirky i bogen The Cognitive Surplus (anmeldelse) og Morten Bay i Homo Conexus (anmeldelse). De mente, at de nye kommunikationsformer fremmede generøsitet og samarbejde, og at organisationer og virksomheder, der ikke tog dem til sig, ville skubbe de gode medarbejdere fra sig og tabe i konkurrencen.

En computer til hvert barn

I andre kredse var der mere fokus på at udbrede internet, computere, e-bøger og undervisningsmaterialer. Det mest ambitiøse projekt var One Laptop Per Child (OLPC), med Nicholas Negroponte, stifteren af Massachusetts Institute of Technologys Media Lab og forfatter til bogen Being Digital, der forudsage meget af den udvikling, vi nu gennemlever, som initiativtager.

OLPC skulle hjælpe det globale B-hold i Afrika, Asien og Sydamerika ved at producere meget billige computere, der kunne anvendes til undervisning i lande uden midler til de eksisterende computere.

Tre drenge i Kenya arbejder med deres XO-1 computere fra OLPC. Foto One Laptop Per Child.

Computeren skulle koste 100 dollar, have meget lavt energiforbrug og genopladning med solceller og håndsving. Den første model XO-1 kom på markedet i 2006 til en pris på lidt under 200 dollar. Ved udgangen af 2011 er der distribueret omkring 2,5 mio. computere, men prisen er stadig over 100 dollar. Det er nu målet, at en ny model i 2012 uden tastatur og med berøringsfølsom skærm, en tablet som iPad, vil nå prismålet på 100 dolllar.

Den kommende model XO-3 fra OLPC. På indersiden af låget er der monteret solceller til opladning. Foto: The Verge.

Dette er et afsnit i føljetonen Historien om internet. Gå til:

• Forrige afsnit: Efter en sløv start blev internet mobilt;
• Indholdsfortegnelse.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Dette ændrede sig med det mobile internet. Nu blev tid og sted væsentlige faktorer. Internet kom med på caféen, til sportskampe, på ferie, i krig – overalt. Internet blev en del af virkeligheden og kunne nu bruges på helt nye måder.

Denne udvikling tog fart med 3G-nettet, 3rd generation mobile telecommunication, som blev introduceret i Japan i 2001 og bredte sig langsomt. I 2007 kunne man benytte 3G i 40 lande. Tanken om mobil datakommunikation er dog væsentlig ældre. 2G-nettet tillod datakommunikation i begyndelsen af 1990erne og gav os SMS og Wireless Application Protocol (WAP) – en protokol til mobil internetadgang.

SMS var nærmest en gimmick, for ingen troede, at man kunne anvende en kommunikationsform med en begrænsning på 160 tegn til noget fornuftigt. Så var der større forhåbninger til WAP. Producenterne talte begejstret om de nye muligheder for at gå på nettet med telefonen, og de mest nørdede forbrugere med penge til overs sprang på den nye telefon.

Det blev ikke en succes, fordi båndbredden var alt for lille og prisen for datatransmission for høj, og der kom aldrig særlig mange websteder – eller WAP-steder – man kunne besøge. Der er stadig levn af WAP i MMS-billedbeskederne, men datakommunikation var for de fleste begrænset til SMS.

Verdens største producent af mobiltelefoner, Nokia, havde også store visioner om, hvad en telefon kunne bruges til, for eksempel i denne reklame, hvor en pige bliver revet med af en film, hun ser på sin telefon – længe før telefoner kunne vise film:

YouTube: Nokia – Bus scream

Reklamen, som også blev sendt i Danmark, viser ikke telefonen og er ikke en reklame for en bestemt model, for der var ikke nogen med denne mulighed.

Den første egentlige smartphone, Nokia Communicator, kom på markedet i 1996. Nokia havde, som ovenstående reklamefilm viser, set fremtiden, og de var klar til at indtage den.

Trods Nokias absolutte dominans og reklamer med visionære perspektiver blev de overhalet, og i dag er deres markedsandel for smartphones ganske få procent. De blev overhalet af først Apple, så de asiatiske producenter HTC og Samsung. Sidstnævnte er nu verdens største producent af smartphones.

I 2007 kom første udgave af Apple iPhone i lækkert design, berøringsfølsom skærm og hidtil uset brugervenlighed. Apple gjorde det samme med telefoner, som de få år tidligere havde gjort med deres MP3-afspiller, iPod. Apples telefon var ikke en ingeniørmæssig bedrift. Mange teknologier var kopieret fra Nokia, og Apple betalte en del i licens til Nokia, som bød Apple velkommen på markedet uden frygt i stemmen. Apple vidste om nogen, at hardware og software skal hænge sammen og udgøre en helhed og vandt på den gennemførte udførelse.

Og Apples direktør, Steve Jobs, vidste, hvordan man lancerer et produkt: “I dag vil Apple genopfinde telefonen. Her er den”:

YouTube: Introducing the new iPhone PART 1.

Microsoft var med Windows verdensmester i styresystemer til computere. De så også, hvilken vej det gik, og udviklede styresystemet Windows Mobile på baggrund af deres styresystem til lommecomputere eller Personal Digital Assistant (PDA), som er forgængeren til smartphones – bare uden telefon. Microsofts direktør, Steve Ballmer, havde kun hån til overs for Apples indtræden på markedet. En telefon til 500 dollar havde ikke en chance, bedyrede han med højrøstet latter kort efter præsentationen af iPhone i 2007. “Den appelerer ikke til forretningskunder, fordi den ikke har noget tastatur”:

YouTube: Ballmer Laughs at iPhone.

Siden har Microsoft skrottet Windows Mobile til fordel for et nyt styresystem – Windows Phone. De udviklede også deres egen serie telefoner, Microsoft Kin, som kom på markedet i maj 2010 og skrottet igen kun seks uger senere efter skuffende salg.

Google kom bedre ind i mobilalderen. De købte et styresystem til smartphones, Android, videreudviklede det og tilbød det gratis til producenter. I november 2007 – kort efter introduktionen af iPhone – stiftede de Open Handset Alliance med omkring 80 teleselskaber og producenter af hardware og software, deriblandt HTC og Samsung. Android er i dag det mest udbredte styreystem på smartphones.

Apple, HTC, Samsung og Google er – foreløbig – de store vindere. Palm blev købt af HP, Motorola af Google, Sony købte Ericsson ud af Sony Ericsson, og i efteråret 2010 annoncerede Nokia og Microsoft et tæt samarbejde. I slutningen af 2011 kom de første Nokia-modeller med Microsofts nye styresystem, Windows Phone, men de første salgstal er ikke imponerende, og der er tilbagevendende rygter om, at Microsoft vil købe Nokia, hvis aktiekurs er faldet støt.

Telefonen som sekundær funktion

Det mobile internet har langt fra udfoldet sin potentiale, men mulighederne begynder at vise sig. Når man altid har internet ved hånden, kan man altid få information om det, man ser. Hvis man står foran rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads, behøver man ikke at lade sig nøje med de sparsomme oplysninger på soklen. Peg telefonens kamera mod statuen og tag et billede med programmet Google Goggles, så vil programmet genkende statuen – dels via billedet, dels via telefonens GPS – og søge på nettet efter informationer.

Dette gælder også i butikker. Tag et billede af et produkt eller en stregkode og find ud af, hvad produktet koster i andre butikker eller på nettet. Amazon har udviklet Price Check til netop dette og tilbyder ind imellem rabat, hvis man køber et produkt via programmet efter at scanne stregkoden. Dette er ikke populært blandt konkurrenterne, og flere butikker fjerner stregkoder fra deres varer.

Informationsstrømmen går også den anden vej. Man kan ikke bare finde information, når man er på farten, men også give. Folk fortæller, hvor de er og hvad de foretager sig, hvad der næppe er interessant for den brede offentlighed, men hvis man tilfældigvis er i begivenhedernes centrum, kan man hurtigt dele med andre. Man kan også organisere sig, og det blev for alvor klart i 2011 under det arabiske forår, uroligheder i London og Grækenland og bevægelsen Occupy Wall Street, hvor tjenester som Twitter og Facebook blev benyttet flittigt med telefoner til at udbrede ord, billeder og video.

Selve telefonen blev en sekundær funktion, og mange kan sikkert undvære den uden de store afsagn. Samtidig er brugen af SMS – som er blevet en uventet stor succes – på retur i flere lande, hvor smartphones har størst udbredelse.

Snart kalder vi dem ikke længere smartphones, for der vil ikke være andet, og så holder vi helt op med at referere til dem som telefoner, for telefoni er bare en af mange funktioner, og formodentlig den vi benytter mindst.

Det nye buzzword: Apps

Telefonen er i teknisk forstand blevet en computer og dækker de fleste menneskers behov for informationssøgning, kommunikation, shopping og netbank. Det gør den så godt, at salget af computere falder i Japan – et af de lande med flest smartphones pr. indbygger.

På computere installerer man programmer, og det kan man også på telefonen. Her kaldes de apps, en forkortelse for application. Nokia introducerede ideen med at installere programmer på telefonen og opfordrede uafhængige udviklere til at skrive programmer, men igen havde Apple en bedre løsning.

Via iTunes havde Apple erfaringer med at sælge musik til iPod på nettet, og i 2008 kom der apps på iTunes til anden udgave af iPhone – den første havde ikke mulighed for at installere programmer. Tjenesten, som senere blev til App Store, var langt mere elegant end Nokias og blev hurtigt en succes, som siden er kopieret af stort set alle.

Forbrugerne tog godt imod – nogle af – de mange apps, som snart blev udbudt. I slutningen af 2011 benyttede 300 mio. af Facebooks 800 mio. brugere en app på en telefon til at besøge tjenesten, og herhjemme meddelte DR, at 20 procent af DRs nyhedshistorier online bliver læst med en app.

Apps blev et buzzword, og alle virksomheder skulle have en. Det mindede om den eksplosive udbredelse af ligegyldige, gratis CDer, virksomheder i alle brancher absolut måtte genere kunderne med, da det blev almindeligt med CD-drev i computere.

Til gengæld forsømmer de fleste stadig at tilpasse deres websted, så det også kan anvendes med telefonernes små, berøringsfølsomme skærme, som kræver enkle brugerflader og store knapper.

Dette er et afsnit i føljetonen Historien om internet. Gå til:

• Næste afsnit: De digitale indfødte og B-holdet;
• Forrige afsnit: Cyberkrig – den femte slagmark;
• Indholdsfortegnelse.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

USA har oprettet U.S. Cyber Command (som nok har et websted, men man kan ikke komme ind) og EU European Network and Information Security Agency. De skal sikre mod angreb fra Kina, Rusland, Nordkorea, Iran, terrorgrupper og enkeltindivider.

Ifølge rapporten Foreign Spies Stealing US Economic Secrets in Cyberspace (PDF) fra oktober 2011 har Kina indledt en cyberkrig mod USA for at stjæle militære og økonomiske hemmeligheder og sabotere infrastrukturen.

Over hele verden er der daglige førsøg på at trænge igennem sikkerhedsforanstaltninger, men det er ikke så nemt at afgøre, hvem der står bag. Målet er dels at få adgang til fortrolige oplysninger, dels at sabotere kommunikation eller forstyrre transport, vandforsyning, aktiemarkeder og andet.

I løbet af 1990erne voksede rygterne om overvågningssytemet Echelon, som USA og andre vestlige lande angiveligt stod bag. Echelon overvågede oprindeligt satellitkommunikation fra Sovjetunionen og den øvrige østblog men nu omfattede det også tele- og datakommunikation. EU nedsatte i 2000 en undersøgelseskommision, der skulle af- eller bekræfte rygterne, og den nåede frem til, at et sådan system sandsynligvis findes. USA var under mistanke for også at bruge Echelon til industrispionage.

I juni 2010 blev Irans atomprogram ramt af Stuxnet, en computerorm, der spredes fra den ene computer til den anden, og, hvis visse betingelser er opfyldt, forstyrrer systemet. Stuxnet var så avanceret og tydeligvis rettet mod Irans atomprogram, at mistanken hurtigt blev rettet mod Israel og USA, som er bekymrede for, at Iran vil udvikle atomvåben.

Internet betragtes nu som den femte krigsskueplads – de fire øvrige er landjorden, havet, luftrummet og rummet udenfor atmosfæren.

Dette er et afsnit i føljetonen Historien om internet. Gå til:

• Forrige afsnit: Amazon skrev opskriften på succes;
• Næste afsnit: Efter en sløv start blev internet mobilt;
• Indholdsfortegnelse.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Amazon er i dag verdens største e-handel og omsatte for 34 mia. dollar i 2010. Den ubetingede succes har mange årsager, men tre er værd at fremhæve:

For det første havde Amazon et overlegent anbefalingssystem. På baggrund af tidligere køb og andre kunders køb kunne Amazon med stor sikkerhed anbefale bøger, der ville interessere kunden. Amazon brugte data om, hvad andre kunder havde købt, og med en stor kundebase blev anbefalingerne meget nøjagtige. Amazon var de første, der forstod at bruge datamining, og de er stadig ledende på det område – mange konkurrenter er slet ikke begyndt.

For det andet satsede Amazon på “den lange hale”. De fleste bøger og andre kulturprodukter som musik og film sælger bedst i de første måneder. Allerede et år efter er salget faldet så meget, at det ikke kan betale sig at lagerføre produkterne. De kan stadig sælges, bare ikke i så store mængder, at det kan betale sig at lagerføre dem – og slet ikke i en fysisk boghandel på et strøg med høj husleje. Amazon minimerede lageromkostninger og lagerførte alt. De returnerer ikke bøgerne til forlagene, når salget falder, og en undersøgelse fra 2008 viste, at 36,7 procent af Amazons salg var nichebøger i den lange hale. Amazon tilbød noget, ingen anden boghandel kunne, og det gav glade kunder, som kom igen.

Begrebet “den lange hale” blev introduceret af Chris Anderson i 2004 en artikel i Wired: The Long Tale og senere i bogen The Long Tale: Why the Future of Business is Selling Less of More.

For det tredje udviklede Amazon et meget enkelt betalingssystem, 1-click-payment. Det viste sig, at mange kunder afbrød deres køb under betalingsprocessen, hvilket var temmelig frustrende. Med Amazons system kunne man som registreret kunde gennemføre købet med et enkelt klik, og det minimerede afbrudte køb. Amazon fik patent på systemet i 1999.

Med et overlegent anbefalingssystem, et bredere produktsortiment og et brugervenligt betalingssystem etablerede Amazon sig først som boghandel, siden med CDer og DVDer og nu med en lang række varegrupper, også dagligvarer.

I øvrigt er Amazons katalog en fortrinlig kilde til information om produkter, der for længst er udgået. Når en vare en gang er registreret hos Amazon, forsvinder den ikke igen. Man kan stadig finde den første bog, der blev solgt på Amazon.

Desuden er Amazons brugeranmeldelser ofte underholdende læsning. Min favorit er anmeldelserne til The Mountain Three Wolf Moon Short Sleeve Tee. Den første af de over 2000 anmeldelser begynder således:

This item has wolves on it which makes it intrinsically sweet and worth 5 stars by itself, but once I tried it on, that’s when the magic happened. After checking to ensure that the shirt would properly cover my girth, I walked from my trailer to Wal-mart with the shirt on and was immediately approached by women. The women knew from the wolves on my shirt that I, like a wolf, am a mysterious loner who knows how to ‘howl at the moon’ from time to time (if you catch my drift!).

Ironien er tyk, og der fulgte mange i samme stil, men Amazon slettede ikke de ironiske anmeldelser af frygt for, at de skadede salget. Det gjorde de heller ikke – salget steg 2300 procent.

Man kan også uploade videoanmeldelser, og hvis du stadig ikke er sikker på, om du har brug for en t-shirt med tre ulve, der hyler mod månen, så vil denne overbevise dig:

Dette er et afsnit i føljetonen Historien om internet. Gå til:

• Næste afsnit: Cyberkrig – den femte slagmark;
• Forrige afsnit: Så kom samtalen tilbage;
• Indholdsfortegnelse.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Vi var ikke længere publikum, vi blev med Jay Rosens ord The people formerly known as the audience. Først hjemmesider på GeoCities, så blogs og nu tilbage til ånden fra de oprindelige BBSer, som i den nye inkarnation fik fællesbetegnelsen sociale medier eller, måske mere korrekt, sociale netværk.

Den første store succes var Friendster fra 2002, som på få måneder fik flere millioner brugere. Der kom hurtigt andre netværk, og de fleste forsvandt ligeså hurtigt, men MySpace, som blev grundlagt året efter, fik fat, overtog førerrollen og havde i 2006 100 mio. brugere. Placeringen som nummer et holdt til 2008, hvor den blev overtaget af Facebook, grundlagt i 2004, som i dag har over 800 mio. brugere og er det førende sociale netværk.

De sociale netværks store popularitet blev af mange afskrevet som en dille, der hurtigt ville gå over, men sådan gik det ikke, og i 2006 kårede Time Magazine med en typisk medietilgang dig til “Person of The Year”. Det vidste du godt, for du er “person of every year” i dit liv.

Det blev klart, at der er mennesker bag betegnelser som kunder, forbrugere, læsere, vælgere og borgere. Det kom næppe bag på menneskene, men det kom bag på virksomheder, organisationer, myndigheder og medier, som var vant til at operere med segmenter, målgrupper og andre abstrakte størrelser. Mennesker havde de meget svært ved at forholde sig til – og har stadig.

I 2011 kårede Time Magazine “The protester” til person of the year. Året bød på folkelige opstande i Tunesien, Egypten, Libyen, Syrien, Yemen og Bahrain. Protester i Spanien og Grækenland, Rusland og Congo. Og i USA bevægelsen Occupy Wall Street.

Der var protester, opstande og revolutioner længe før internets sociale netværk, så de skal ikke have æren. Det arabiske forår er snarere inspireret af tv-stationen Al Jazeera, som stort set alle arabere ser, også i lande hvor det er forbudt. Men, som en egypter sagde i kampens hede: Vi organiserer med Facebook, rapporterer med Twitter og dokumenterer med YouTube.

Samtalen på internet gik i stå, da web kom i 1992. Den blev genoptaget i 2002 med de sociale netværk og er nu ved at finde sin plads. 2012 indleder en ny epoke.

Dette er et afsnit i føljetonen Historien om internet. Gå til:

• Næste afsnit: Amazon skrev opskriften på succes;
• Forrige afsnit: Lydsporet på nettet er et rekviem for pladebranchen;
• Indholdsfortegnelse.

Write a quick comment

YouTube: I Disappear var en del af lydsporet til filmen Mission: Impossible II.

Napster var et peer-to-peer netværk specialiseret i musik. Peer-to-peer betyder, at musikken ikke ligger hos Napster men på brugernes computere. Man kan stille sin musik til rådighed for andre ved at fortælle Napster hvor på computeren, musikken ligger. Andre kan så downloade musikken via et link på Napster. Napster ved også, om den samme musik ligger på andre brugeres computere, så hvis en computer med musikken er slukket, downloader man automatisk fra en anden. Man skal ikke bekymre sig om, hvor musikken er, man benytter bare et link på Napster, som så finder musikken hos en eller flere af de mange brugere, der har melodien.

Det meste musik på Napster var omfattet af ophavsret, så det var ulovligt at stille det gratis til rådighed uden aftaler med musikere og pladeselskaber. Napster forsvarede sig med, at de ikke opbevarede musikken på deres servere men blot linkede til den. Det affødte en debat om, hvorvidt det var lovligt at linke til ulovligt materiale – en debat, som stadig pågår.

Napster tabte og lukkede. RIAA fik også lukket Grokster og Limewire, men der åbnede nye tjenester – mange. Så gik RIAA efter den enkelte med krav om høje bøder og lange fængselsstraffe, hvad der gjorde hele branchen upopulær i brede kredse, og der kom stadig ikke et lovligt alternativ.

Samtidig kom mp3-afspilleren, som man kunne have i lommen og høre musik overalt. Musikbranchen tilbød ikke musik som MP3 men insisterede på CDer, og det var besværligt, for man skulle først kopiere CDen til computeren, derfter konvertere musikfilerne til MP3 og så kopiere dem til MP3-afspilleren. Det var meget nemmere at hente de færdige MP3-filer på nettet.

MP3-afspilleren Rio PMP300 fra Diamond Multimedia.

1980erne var gyldne år for musikbranchen. I 1982 kom CDen som afløste LPen, og branchen fik held med at prissætte en CD 50 procent højere end forgængeren, selvom en CD er billigere at producere. Desuden var en betalingsvillig middelklasse villig til at udskifte store dele af deres pladesamling med Abba, Beatles, Dylan og hvad de ellers havde, så branchen kunne både sætte prisen op og sælge den samme musik igen.

Det blev en rig og doven branche, som forsømte at produktudvikle. CDen har mange fejl og branchen fastholdt den oprindelige CD med ca. 60 minutters musik, selvom teknologien udviklede sig og gav plads til langt mere musik på en skive. En opera sælges stadig på tre CDer, selvom den nemt kan være på en. Og indpakningen er håbløs. En CD er indpakket i cellofan, som er meget svær at få af, og når man taber en CD-æske på gulvet, går den med garanti i stykker. Det kunne man gøre noget ved men gjorde ikke.

Branchen svigtede også de forbrugere, som havde taget den transportable kassetteafspiller, først og fremmest Sony Walkman, til sig. Der kom ganske vist en Discman, men den var for stor – fordi CDen er større end et kassettebånd – og lyden var ujævn, når man løb, hvad alle gjorde i joggernes årti. Der var ikke et produkt til dette – voksende – marked.

Du kan stadig købe både Walkman og Discman – som nu også hedder Walkman – hos Sony: Personlig WALKMAN® til CD, MD og bånd

Branchen var uforberedt, da MP3 og hurtigere internetforbindelser kom. De havde intet på hylderne, og de reagerede, som de altid har gjort på ny teknologi. RIAA sagsøgte den første producent af MP3-afspillere, Diamond Multimedia, for at få teknologien forbudt – og tabte. Det var de vant til, for de havde været turen igennem mange gange:

• Omkring år 1900 ville det mekaniske klaver gøre pianister arbejdsløse;
• Kort efter ville LP-pladen gøre alle musikere arbejdsløse;
• I 1920 ville radioen ødelægge pladesalget – som altså ikke gjorde musikerne arbejdsløse alligevel;
• I 1970erne ville kassettebåndet bestemt ødelægge det pladesalg, radioen havde styrket og ikke ødelagt.

Hver gang havde branchen forsøgt at få den nye teknologi forbudt. Hver gang var det mislykkedes. Læs hele historien her: Falder himlen ned over musikbranchen, medier, film, tv, radio, forlag?

Alle disse ødelæggende teknologier havde styrket branchen, de dystre forudsigelser var gjort til skamme, og branchen var hver gang blevet stærkere. De havde efter en periode med jammer og klage og forsøg på forbud taget de nye teknologier til sig.

Det skete ikke denne gang. Der var den samme jammer og klage og de samme forsøg på forbud – men til forskel fra tidligere tog de ikke den nye teknologi til sig, da det ikke lykkedes at stoppe den. De fastholdt den defensive strategi og insisterede på CDen, som ikke var et særlig godt produkt.

Løsningen kom fra Apple, som sendte MP3-afspilleren iPod på markedet i 2001 og kombinerede den elegante afspiller med computerprogrammet iTunes og en tjeneste på nettet, hvorfra man kunne købe musik for 1 dollar pr. nummer. iPod og den tilhørende tjeneste blev en stor succes, selvom man kunne downloade samme musik gratis andre steder. Det handlede altså ikke om penge men bekvemmelighed. Apples løsning var så elegant og brugervenlig, at man hellere betalte en dollar.

YouTube: Ipod Ad. Hvid iPod, hvide hovedtelefoner, hvid ledning. Apples kampagne solgte produktet.

Hvorfor kom løsningen fra Apple og ikke Sony? Sony havde domineret markedet for transportable musikafspillere siden 1970erne med Walkman, og de havde eget pladeselskab, så det var meget nemmere for dem at kombinere afspiller med en tjeneste på nettet, men Sonys forskellige afdelinger havde modstridende interesser og kunne ikke blive enige. Pladeselskaberne kunne heller ikke blive enige. Apples adm. direktør, Steve Jobs, som holdt meget af musik og var stor fan af Bob Dylan, overtalte den splittede branche.

iPod løste ikke musikbranchens problem med faldende salg men viste, at man godt kunne konkurrere med gratis piratkopier, omend prisen for musik på iTunes er væsentlig lavere end en CD, og Apple gik temmelig stille med, at iTunes ikke tjente penge: Apple: Billions of Songs, Billions of Apps, Not Much Profit. Det betød dog ikke så meget for Apple – de solgte iPods.

Musikbranchen brugte mange år på at bekæmpe en uafvendelig udvikling og er først i de seneste år begyndt at omstille sig til de nye vilkår. De medvirkede til at fremme piratkopiering ved ikke at tilbyde alternativer, og de gjorde sig upopulære hos musikkens mest inkarnerede fans ved at behandle dem som forbrydere.

I april 2008 overgik Apple iTunes Wal-Mart som største forhandler af musik i USA. Siden er Amazon og Google begyndt at forhandle MP3, og sidste skud på stammen er streaming-tjenester som Spotify, Rdio, MOG, Grooveshark, Wimp og – ny i Danmark – Rara.

Disse har ikke bragt branchens omsætning tilbage til niveauet i 1980erne og -90erne, men det er nok lidt urimeligt at sammenligne med en periode, hvor branchen dels hævede priserne med 50 procent, dels solgte de samme produkter for anden gang.

Mens den faldende omsætning er en hård kur for pladeselskaber, kan musikfans glæde sig over, at musikerne tjener mere, end de gjorde tidligere, hvis man skal tro undersøgelser fra:

• Canada: Restrictive copyright plays into music industry myths;
• England: UK music industry ‘bucked downward trend’;
• Norge: The Norwegian Music Industryin the Age of Digitalization.

Dette er et afsnit i føljetonen Historien om internet. Gå til:

• Næste afsnit: Så kom samtalen tilbage;
• Forrige afsnit: Det vrimler med svindlere og bedragere på nettet;
• Indholdsfortegnelse.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Frank Abagnale i dag. Han var 16, da han indledte sin karriere som svindler, og hans erindringer Catch Me If You Can udkom i 1980 og på dansk i 2003 i forbindelse med Steven Spielbergs film med samme titel. Foto: Abagnale & Associates

Frank Abagnales spådom om identitetstyveri som dette århundredes forbrydelse kan meget vel gå i opfyldelse. Vi holder os ikke tilbage med at dele ud af personlige oplysninger, og det er ikke så svært at overtage en andens identitet på nettet.

Nettet er dog også egnet til anden form for kriminalitet. Her er nogle af de mest udbredte.

Den sociale ingeniør

Kevin Mitnick blev anholdt af FBI den 15. februar 1995 anklaget for blandt andet at skaffe sig ulovlig adgang til computere. Han sad fem år i fængsel – heraf otte måneder i isolation, fordi – ifølge Kevin – anklagemyndigheden havde overbevist dommeren om, at Kevin kunne starte en atomkrig ved at fløjte i røret på en mønttelefon.

Kevin Mitnick er forfatter til flere bøger, senest erindringerne Ghost In The Wires. Foto: Mitnick Security

Det kunne han ikke, men på det tidspunkt foregik datakommunikation via modem, som hylede og skrattede, mens forbindelsen blev etableret. De lyde kunne Kevin angiveligt fløjte og dermed få adgang til alverdens computere. Historien er er en udmærket illustration af politiets uvidenhed om datakommunikation. De kunne ikke stille meget op mod computerkriminalitet, for det var nyt, og de havde ingen ekspertise.

Kevin skaffede sig adgang til computernetværk i virksomheder, men hans foretrukne metode var temmelig lavteknologisk. Han ringede til en medarbejder i den virksomhed eller organisation, han ønskede netværksadgang til, og udgav sig for eksempel for it-medarbejder. Han kunne så besnakke medarbejderen og efter nogle minutter lokke brugernavn og adgangskode ud.

Metoden hedder social ingineering og er meget nemmere end at hacke sig ind på netværket. De sociale færdigheder – ikke it-færdigheder – var Kevins stærkeste våben.

Kevin Mitnick var på flugt i to et halvt år og USAs mest eftersøgte it-forbryder, da han blev pågrebet. Han var mistænkt for at bryde ind på computernetværk hos store virksomheder som Motorola, NEC, Nokia og en række teleselskaber, hvor han havde kopieret software og læst fortrolige emails. Sagen skabte opmærksomhed, og Kevin fik en stor fanskare, hvoraf mange satte klistermærker med teksten “Free Kevin” på deres biler.

Kevin gjorde det for spændingens skyld. Han blev ikke rig men en helt i hackerkredse og et forbillede for mange, der holder en voksende sikkerhedsbranche beskæftiget. Den branche er Kevin i dag en del af med firmaet Mitnick Security.

Nigeriabreve

Frank og Kevin blev velintegrerede samfundsborgere og gjorde begge deres forbryderkarrierer til levevej i samfundets tjeneste. Sådan går det sjældent.

Nigeriabreve, 419 svindel eller advance fee fraud er tre betegnelser for det samme – at narre penge fra folk ved at give dem forventning om stor gevinst. Det er temmelig omfattende, og svindlerne bliver næsten aldrig fanget.

Den typiske metode er at sende en e-mail til tilfældige adresser, ofte flere tusinde, med et forretningstilbud. Afsenderen har, siger han, en masse penge, som regel millioner, men kan ikke få pengene ud af landet – som regel et u-land. Dertil kræves en udenlandsk bankkonto, og hvis modtageren vil stille sin konto til rådighed, vil afsenderen give modtageren fem eller ti procent af de mange millioner som tak for ulejligheden. Det er fristende, men når man indvilliger i at stille sin konto til rådighed, får man at vide, at der skal betales et mindre gebyr. Desværre har afsenderen ikke penge til gebyret og beder modtageren om at lægge ud. Det gør man, for det er kun et par tusinde, og der kommer jo millioner igen. Desværre er der endnu et gebyr, så endnu et, så bestikkelse af en bankdirektør og så videre. Det fortsætter, så længe offeret betaler.

Metoden er ældre end internet men fik en opblomstring i Nigeria i 1980erne, hvor olieindtægterne faldt og folk fattedes penge. Først benyttede svindlerne fax og telex og gik efter virksomheder, men da email blev udbredt, tog det fart, og nu var alle potentielle ofte. Betegnelsen 419 er en reference til den paragraf i Nigeriansk straffelov, forbrydelsen er omfattet af.

Ingen aner, hvor omfattende denne type svindel er. BBC citerede i 2006 en undersøgelse, der anslog at det årlige tab i Storbritannien var 150 mio. pund om året, og ofrene blev i gennemsnit lettet for 31.000 pund: Nigeria scams ‘cost UK billions’

Phishing og malware

Andre svindlere forsøger at lokke adgangskoder, bankoplysninger og andet ud af folk. Det foregår ved at sende en mail med en besked om, at man skal verificere sin konto eller man har modtaget penge eller noget andet. Offeret klikker på et link i mailen og kommer til et websted, der til forveksling ligner bankens, og indtaster de nødvendige oplysninger for at få adgang til kontoen. Nu har svindleren, hvad han skal bruge for at tømme kontoen. Metoden kaldes phishing, en variant af ordet fishing – at fiske.

Så er der malware, en forkortelse af malicious software, som offeret kommer til at installere på computeren – oftest ved at klikke på et link, som downloader programmet. Dette program kan for eksempel registrere alle tastetryk, og næste gang offeret logger på sin netbank, har forbryderen brugernavn og adgangskode og kan tømme kontoen.

Det mest effektive – og det sværeste – er at bryde ind i bankernes systemer og stjæle kreditkortoplysninger. Det gjorde Albert Gonzalez mellem 2005 og 2007, og han var så god til det, at han indehaver verdensrekorden i den slags. Han fik adgang 170 mio. kreditkort, inden han blev anholdt.

Ingen ved, hvor omfattende kriminaliteten er og hvor meget det koster. Meget af det bliver aldrig registeret, fordi ofrene skammer sig over, at de lod sig narre. Banker og virksomheder praler heller ikke med, at deres systemer er blevet hacket.

Dette er et afsnit i føljetonen Historien om internet. Gå til:

• Næste afsnit: Lydsporet på nettet er et rekviem for pladebranchen;
• Forrige afsnit: Digitaliseringen af alt;
• Indholdsfortegnelse.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Det første digitalkamera blev udviklet af Steven Sasson, ingeniør hos Eastman Kodak, verdens største producent af råfilm, som nu er i alvorlig krise netop på grund af digitalkameraet. Den nye teknologi var dog ikke særlig anvendelig. Kameraet var 23 sekunder om at gemme et billede – på et kasettebånd.

I begyndelsen af 1990erne var teknologien blevet så god, at pressefotografer tog den til sig. Billedkvaliteten var væsentlig ringere end traditionel film men god nok til aviser, og det var en stor fordel, at man kunne overføre billedet til redaktionen via telefonlinje eller satellit. Prisen for et kamera var i nærheden af 100.000 kroner, men det var alle pengene værd, når fotograferne under irakkrigen i 2001 kunne sende de dramatiske billeder hjem på få øjeblikke.

Der gik endnu ti år, før digitalkameraer nåede et prisniveau, hvor alle kunne være med. Indtil da skulle man scanne et papirbillede for at uploade det til nettet, og da scannere ikke var hvermandseje og vanskelige at betjene, var der ikke mange amatørbilleder på nettet. Det er der kommet. Ud over de 250 mio. daglige billeder til Facebook er der billeder på Twitter, Google+ og dedikerede fototjenester som Flickr og 500px, samt apps til telefoner, fx. Instagram, og de mange tusinde blogs.

Musik blev digitaliseret, da musikbranchen gik fra vinylplader til Compact Disc (CD) i 1982. Sony havde udviklet en digital afspiller i 1976, og i samarbejde med Philips udviklet den CD, vi stadig benytter. Digitaliseringen betød, at man kunne kopiere musik uden kvalitetstab, men det blev først almindeligt, da der kom CD-drev i computere – som erstatning for diskettedrev. Nu kunne alle kopiere musik fra CD til computer. Lydfilerne var dog temmelig store – en CD kan lagre over 600 megabyte – så det var for dyrt og tidskrævende at uploade til nettet gennem en almindelig internetforbindelse.

Filerne skulle komprimeres. Der var forskellige formater, og i 1993 kom MP3, en standardiseret metode til komprimering af musik uden væsentlige kvalitetstab. Nu kunne man for alvor udveksle musik. Til forskel fra billeder var det ikke egne produktioner, man udvekslede, men kommercielle produktioner.

CDen blev fulgt af DVDen i 1995. De to ligner hinanden til forveksling, men DVDen kan lagre langt mere data og erstattede videobånd som medium for film. Der blev også udviklet komprimeringsmetoder til levende billeder, og snart kunne man udveksle spillefilm på nettet.

Telefoni er også blevet digitaliseret, man skal blot have en hovedtelefon med mikrofon og programmet Skype, som tillader samtaler via internet. Kvaliteten er ikke som en rigtig telefon, men det finder man sig i, når det ikke koster noget – især hvis man ofte ringer til udlandet.

Selvom tekst blev digitaliseret først, var bøger sidst. Der har ganske vist været e-bøger siden 1970erne, hvor først og fremmet Michael Hart med Project Gutenberg satte sig for at digitalisere og udbrede verdenslittraturen, men bogforlag har ikke, som musik- og filmbranchen, stillet deres produkter til rådighed i digital form. Det skyldes blandt andet, at mange mennesker ikke bryder sig om at læse længere tekster på en skærm.

Med udviklingen af det elektroniske papir, som E Ink Corporation introducerede i 1997, var dette problem løst. Elekronisk papir er en særlig skærmtype, som ikke er oplyst og derfor ikke så anstrengende for øjnene. Opfindelsen er fra 1970erne men blev først udbredt med E Ink, som benyttes i e-læsere fra Sony, Amazon og andre.

I maj 2011 oplyste Amazon, verdens største online boghandel, at de nu sælger flere e-bøger end p-bøger, og de har kun haft e-bøger på hylderne i fire år. Det samlede salg af e-bøger er dog langt mindre – i Danmark er det omkring en procent af markedet.

Digitaliseringen stopper næppe her, og det varer måske ikke så længe, får du køber et par sko over nettet og udskriver dem med det samme på din 3D-printer.

• Næste afsnit: Det vrimler med svindlere og bedragere på nettet;
• Forrige afsnit: Den globale landsby og web 2,0;
• Indholdsfortegnelse.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Sådan er det ikke gået – ihvertfald ikke endnu. Vi er ganske vist ikke langt fra hinanden, og ifølge Facebook væsentligt kortere end de “six degrees of separation”, man hidtil uden overbevisende dokumentation har opereret med. Facebook offentliggjorde i november 2011 en undersøgelse af vennerelationer hos netværkets 721 mio. aktive brugere, som konstaterer, at der er 4,74 spring fra et vilkårligt medlem af Facebook til et andet.

Undersøgelsen viser dog også, at vi har flest venner i vores nærområde og på vores egen alder. Vores kontakter er langt fra globale.

Web ødelagde dialogen

Kommunikation på nettet skiftede karakter med World Wide Web. Fra dialog på debatfora, Usenet og Bulletin Board Systems blev det envejskommunikation. Man kunne læse en side på web men ikke skrive noget. Det var uden tvivl medvirkende til, at virksomheder, medier og myndigheder tog web til sig. Organisationer har aldrig brudt sig om åben kommunikation, og nettet blev først attraktivt, da de kunne bruge det til at publicere deres budskaber uden at indgå i den dialog, som før web var væsentligt på internet.

Og web 2,0 genskabte den

Dette ændrede sig med web 2,0, som bragte internet tilbage på sit oprindelige spor og gav traditionelle organisationer grå hår. Mange af dem har stadig svært ved at finde sig til rette.

Web 2,0 lyder som en teknisk betegnelse men refererer ikke til en bestemt teknologi. Udtrykket fik udbredelse i 2004 i forlæggeren Tim O’Reillys definition: What is Web 2.0.

Hjemmesider bliver til blogs med dialog. Et leksikon bliver skrevet af alle, der har lyst til at medvirke. Publicering bliver suppleret med deltagelse og researchet med crowdsourcing. Web bliver en platform, man bygger på i fællesskab, ikke en kanal, man udgiver på. Der er ikke længere afsendere og modtagere, vi er alle deltagere.

Wikipedia ved et tilfælde

Leksikonet Wikipedia er det mest markante eksempel. Et helt umuligt projekt, som ingen ville levne en chance, før det pludselig var der – og fungerede forbløffende godt.

Stifteren Jimmy Wales ville egentlig skabe et traditionelt leksikon skrevet af eksperter, og Wikipedia var et supplement, hvor alle kunne kommentere det rigtige leksikon. Det viste sig vanskeligt at få eksperterne til at skrive, mens supplementet blomsterede, så Jimmy Wales skiftede hest, droppede det traditionelle leksikon og satsede på Wikipedia, som alle kunne være med til at skrive.

Ingen troede på et sådan projekt; det ville sande til i kævl og skænderier, og artiklerne ville blive fulde af fejl. Sådan skulle det ikke gå. Der er ganske vist mange diskussioner og skænderier, og der er mange halvfærdige artikler, men kvaliteten er forbløffende høj.

Det videnskabelige tidsskrift Nature sammenlignede i 2005 Wikipedia med Encyclopædia Britannica. Deres konklusion var, at Wikipedia ikke havde flere fejl, hvad der skabte en del ballade: Special Report Internet encyclopaedias go head to head.

I 2007 foretog Stern en tilsvarende sammenligning med det tyske leksikon Brockhaus og nåede samme konklusion: Wissen für alle.

Wikipedia gjorde det klart, at crowdsourcing var mere end et fint ord – det kunne lade sig gøre. Vi ved alle sammen en lille smule, og mange af os vil gerne bidrage – en lille smule – men betingelserne skal være rigtige. Jimmy Wales opstillede rammerne og sørgede derefter for ikke at gå i vejen. Mange har forsøgt lignende projekter, og de fleste er slået fejl, fordi der er for meget kontrol og for mange regler. Deltagerne føler ikke ejerskab til projektet, og det minder for meget om arbejde. Wikipedia afspejler bidragydernes interesser, og det besvarer måske spørgsmålet Why are pornstars more notable than scientists on Wikipedia?

Dette er et afsnit i føljetonen Historien om internet. Gå til:

• Næste afsnit: Digitaliseringen af alt;
• Forrige afsnit: Pas på, bloggerne kommer;
• Indholdsfortegnelse.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Det var bloggere og et konservativt online-forum, der op til det amerikanske præsidentvalg i 2004 tvang tv-programmet 60 minutes til at undskylde en kritisk historie om den republikanske kandidat og siddende præsident, George W. Bush, fordi deres dokumentation ikke var i orden. Det var pinligt og førte til fyringer.

Bloggerne blev en ny faktor i den offentlige debat, og de fulgte ikke reglerne.

En blog er traditionelt en side med kortere eller længere indlæg i omvendt kronologsk rækkefølge. En slags dagbog eller log, som i skibslog. Her blev det til weblog, som bloggeren Peter Merholz omskrev til “We Blog”, og dermed fik begrebet sit navn.

I 1998 og -99 åbnede Open Diary, LiveJournal, Pitas.com, Diaryland og Blogger.com, hvor alle på få minutter kunne åbne deres egen blog. Man behøvede ikke at købe et domænenavn, betale for webhotel og installere software – det var bare at gå i gang, og det var meget nemmere end GeoCities og andre traditionelle hjemmesider – man skulle ikke sætte sig ind i HTML, og som noget nyt kunne læserne skrive kommentarer.

I begyndelsen var de fleste blogs hverdagsbetragtninger, som kun bloggerens nærmeste havde interesse i, men der kom snart bloggere med en dagsorden, først og fremmest politisk.

Traditionelle journalister havde ikke meget tilovers for bloggerne og kritiserede dem for ikke at leve op til journalistiske standarder. Tidsskriftet Forbes bragte i 2005 forsidehistorien Attack of The Blogs , som er et typisk eksempel på mediernes kritik af bloggerne. De blev kaldt en “online lynch mob spouting liberty but spewing lies, libel and invective”.

Artiklens forfatter, Daniel Lyons, oprettede året efter den anonyme blog The Secret Diary of Steve Jobs, som blev en af de mest besøgte og bestemt ikke efterlevede de journalistiske dyder. Læs historien her: Den falske Steve Jobs lukker og slukker.

På den anden side kritiserede bloggerne journalisterne for deres påståede objektivitet og indbildte uafhængighed. Ingen kunne være objektive, og det var hykleri at påstå det. Bloggerne stod ved deres holdninger, og det var mere ærligt. De kritiserede også journalisternes manglende åbenhed om deres politiske tilhørsforhold.

De journalistiske traditioner med at høre begge sider af en sag og så vidt muligt undgå anonyme kilder gav bloggerne heller ikke meget for. Hvis man vil høre den anden side af sagen, kan man altid finde den, og anonyme kilder er ofte meget bedre, for ingen siger noget, når de taler til referat – det er alt sammen spin og PR.

Der var fra begyndelsen modsætninger mellem bloggere og journalister, og konflikten blusser op med jævne mellemrum – også i Danmark.

De fleste blogs havde en beskeden læserskare, men der var undtagelser. I 2005 oprettede Arianna Huffington og et par partnere The Huffington Post som et liberalt modspil til den konservative Drudge Report. Den var, som Drudge Report, en blanding af originale indlæg og links og fik stor gennemslagskraft. I dag er der lokale versioner i en række amerikanske byer og over 9.000 bidragydere. I februar 2011 blev The Huffington Post solgt til AOL for 315 mio. dollar.

Langt fra alle blogs var politiske, og nogle udviklede sig til nyhedsmedier. En af de mest markante og måske den største succes var it-bloggen TechCrunch, som dækker vækstlaget i Silicon Valley. Den blev oprettet af advokaten Mike Arrington i 2005 og fik hurtigt stor indflydelse. Arrington knyttede flere skribenter til bloggen og oprettede efterhånden et netværk, The TechCrunch Network, med blogs i Europa og Asien. I 2010 blev TechCrunch, som The Huffington Post, solgt til AOL. Prisen var 25 mio. dollar.

De største netværk var Weblogs Inc. og Gawker Media, som dækkede IT, sladder, TV, sport, biler og meget andet. De var reelle konkurrenter til de traditionelle medier, og modsat disse formåede de at tjene penge.

Blogs var blevet en faktor, man måtte regne med. Der opstod en underskov af blogs om mode, rejser, mad, musik, film, gør-det-selv i hele den vestlige verden. I Sverige skabte det heftig debat i mediekredse, da Isabella Löwengrip med bloggen Blondinbella, som hun oprettede i 2005 i en alder af 14, fik læsertal på niveau med traditionelle medier og kunne leve af sine – efter manges mening umodne – skriverier om mode og nattelivet i Stockholm. Hun har siden skrevet bogen Egoboost, holder foredrag, optræder jævnligt på svensk tv, har sit eget tøjmærke, læser MBA i Zürich og udgiver tidsskriftet Egoboost Magazine til unge kvinder, der vil gøre karriere. Det er en driftig kvinde.

Virksomheder skulle også blogge. En af de store fortalere for corporate blogging var Robert Scoble, som var en yderst populær blogger for Microsoft. Han skrev bogen Naked Conversations, som argumenterede for mere åben og ærlig kommunikation fra erhvervslivet. Fænomenet slog aldrig rigtig an, men Robert Scoble gjorde og har i dag bloggen scobelizer og 80.000 kontakter på Facebook, 220.000 på Twitter og knap 200.000 på Google Plus.

Så var der mere gang i sladderblogs, hvor den mest radikale var Perez Hilton, hvis borgerlige navn er Mario Lavandeira. Han skrev temmelig bramfrit om Hollywoodstjerner og viste afslørende billeder, hvorpå han tegnede talebobler og peniser. Det var populært, og Forbes Magazine kårede ham tre år i træk som den største stjerne på web.

I dag fører han en mere urban tone. Ifølge et interview med Guardian fordi han blev udsat for hård kritik efter en række selvmord blandt unge homoseksuelle – han er selv homoseksuel. Hans udfarende stil mod kendisser fik måske folk til at tro, at det var i orden at opføre sig som han skrev, og det ønsker han ikke.

Blogs er blevet en del af mediebilledet, og intet tyder på, at de forsvinder lige med det første, som mange ellers spåede, da Facebook indtog verden. De to formater lever fint side om side.

Dette er et afsnit i føljetonen Historien om internet. Gå til:

• Næste afsnit: Den globale landsby og web 2,0;
• Forrige afsnit: Søgemaskinernes genkomst;
• Indholdsfortegnelse.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Problemet med søgemaskiner var, at de ikke kunne skelne kvalitet fra vås, som der var meget af, også i 1998. De kunne finde sider med de ord, man søgte, men de kunne ikke kvalificere søgeresultatet. Det problem løste Larry Page med et system, der bestemte en sides kvalitet efter hvor mange links, der var fra andre sider. Jo flere indgående links til en side, desto højere kvalitet. Teorien var, at et link var en stemme på siden, og mange stemmer var et tegn på høj kvalitet. Der kan være mange tusinde opskrifter på boller i karry, men nogle har mange indgående links, og det er nok de bedste, så de kommer øverst i Googles søgeresultatet.

Teorien virkede i praksis. Systemet hedder PageRank efter opfinderen og er stadig en væsentlig del af Googles algoritme.

Et enkelt link har i sig selv ikke den store værdi, men hvis man har millioner, er det en anden snak. Google forstod at indsamle og behandle data, som vi – brugerne – leverede. Det var os, der gjorde Google til en bedre søgemaskine end konkurrenterne. Google forstod at høste den værdi, der ligger i en stor mængde data, og siden er begreber som data mining og crowdsourcing blevet en selvfølgelig del af større internet-projekter.

Google.com i 1998. Skærmbillede: Wikipedia.

Google voksede hurtigt og havde brug for penge, men det var svært at rejse kapital, fordi troen på søgemaskiner var ringe. Larry Page og Sergei Brin mente også, at arbejdet tog for meget tid fra deres studier og forsøgte at sælge teknologien til Excite – en portal og søgemaskine – for 1 mio. dollar, men der var ingen interesse.

Som mange andre nystartede virksomheder i branchen tjente Google ingen penge. De forsøgte forskellige former for annoncer uden den store succes, men da de kombinerede auktionsprincip, relevans og betaling pr. klik ramte de en guldåre.

Annoncører kunne købe annoncer knyttet til et søgeord. Altså når man søger “billige flyrejser”, “vinterdæk” eller navnet på et firma, viser Google annoncer fra annoncører, der har valgt at få deres annoncer vist ved netop disse ord. Dermed var annoncerne relevante, hvad der øgede sandsynligheden for klik.

Som annoncør kan man selv bestemme, hvor meget man vil betale for et klik, men hvis andre annoncører byder mere, bliver deres annoncer vist øverst. Denne ide kopierede Google fra konkurrenten Overture, men Google forfinede den ved også at lade relevansen være afgørende for placeringen. Et rejsebureau får en bedre placering ved søgningen “billige flyrejser” end en annoncør, der ikke har noget med rejser at gøre – selvom rejsebureauet betaler væsentligt mindre for et klik på annoncen. Dermed sikrer Google, at annoncerne altid er relevante.

Annoncerne på søgemaskinen blev suppleret med et annoncenetværk, som alle websteder kan tilmelde sig. Gør man det, placerer Google annoncer på webstedet, som er tilpasset indholdet og derfor mere effektive.

Google beskæftiger sig i dag med meget andet end søgning og har blandt andet overtaget YouTube og udviklet styresystemet Android til mobiltelefoner. Annoncering står dog for 97 procent af omsætningen, som var 33,3 mia. dollar i året fra 3. kvartal 2010 til 2. kvartal 2011. I Danmark er omsætningen formodentlig omkring 1 mia. kroner – Google offentliggør ikke tal for de enkelte lande – og dermed på størrelse med TV 2, der regnes for Danmarks største reklamefinansierede medie.

Ligesom Google bruger links til at skabe bedre søgeresultater, bruger de vores søgninger til at samle informationer om os. Et eksempel er Google Influenzatrends, som kan registrere influenza langt hurtigere end nationale varslingssystemer ved at analysere søgedata. Det er et ædelt motiv, men Google er løbende under mistanke for at indsamle lidt for mange data og bruge dem til at målrette annoncer.

Google stiller også søgedata – ihvertfald nogle – til rådighed for alle:

Ved hjælp af Google søgeindsigt kan man konstatere, at danskere er vældig interesserede i kartoffelsalat om sommeren, mens rødkål kun har interesse op til jul. Man kan sammenligne op til fem søgeord og begrænse til udvalgte geografiske områder.

Der er løbende forsøg på at udfordre Googles søgemaskine, som har en markedsandel på over 65 procent i USA og over 90 procent i Danmark og en række andre lande. I 2009 åbnede Microsoft søgemaskinen Bing, som har formået at tage 30 procent af markedet i USA.

Navnet Google er i øvrigt en omskrivning af googol, som er betegnelsen for et tal fulgt af 100 nuller – virksomheden var fra begyndelsen optaget af data i store mængder, og den tilgang afspejles i navnet.

Dette er et afsnit i føljetonen Historien om internet. Gå til:

• Næste afsnit: Pas på, bloggerne kommer;
• Forrige afsnit: Dot-Com-boblen;
• Indholdsfortegnelse.

Læs også anmeldelsen af bogen I’m Feeling Lucky – The Confessions of Google Employee Number 59 om at være medarbejder hos Google i de første år.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

YouTube: Pets.com: Christmas Commercial. Med en sok som gennemgående figur reklamerede pets.com intensivt men satte penge til på stort set alle salg, fordi logistikken var for dyr.

Kozmo.com, Flooz.com, eToys.com, Go.com, Kibu.com og mange andre med sjove navne efterfulgt af dot com åbnede i slutningen af 90erne for at lukke i 2000 og 2001 med store tab for investorer og aktionærer og gevinster for nogle få spekulanter.

Det etablerede erhvervsliv holdt sig tilbage, da dot-com-feberen rasede, og det gav plads til unge entreprenører, som så uanede muligheder i at sælge hvadsomhelst på det hastigt voksende internet. Det gik stærkt, og de havde ikke problemer med at rejse kapital.

Nogle investorer så stort potentiale i dette nye marked, og selv virksomheder uden forretningsmodel kunne rejse penge. Målet var at få mange brugere og opnå hurtig dominans for derefter at finde en måde at tjene penge. Det gik godt for nogle få, og modellen benyttes stadig. Facebook er et nyere eksempel, Twitter er et andet, som dog stadig ikke har en forretningsmodel.

Nogle af de nye virksomheder nåede at blive børsnoterede, men ingen vidste, hvad virksomhederne var værd, for de havde ikke overskud og flere havde slet ingen omsætning. Markedet investerede i forventning om, at virksomhedernes værdi ville stige. Under normale omstændigheder invester man i aktier, som man mener er undervurderet, men da ingen kendte den reelle værdi, investerede man i forventning om, at værdien ville stige yderligere. Det blev spekulation, og de heldige – eller dygtige – nåede at sælge inden boblen brast.

Det skete 10. marts 2000. Det amerikanske aktieindex for it-virksomheder, NASDAQ, havde fordoblet sin værdi på et år, men nu vendte det – først langsomt, men i 2001 var markedet i frit fald, og virksomhederne kunne ikke længere rejse kapital.

Blandt overleverne var Amazon og eBay, som begge blev etableret i 1995 – før de lette penge strømmede til i alt for store mængder.

Amazon begyndte som online boghandel i USA men supplerede hurtigt sortimentet med DVDer, CDer, software og elektronik og kunne i fjerde kvartal 2001 notere sit første overskud. Det var helt efter planen at vokse langsomt, og aktionærerne var lidt utilfredste i begyndelsen, men de har næppe fortrudt. I dag er Amazon multinational og verdens største online detailhandel med en omsætning ii 2010 på over 34 mia. dollar.

eBay er et auktionshus, hvor alle kan sætte deres ejendele til salg. I 1996 var der 250.000 auktioner og året efter 2 mio. I 2010 omsatte eBay for over 9 mia. dollar.

Yahoo! led hårdt, da boblen brast, men klarede sig, fordi virksomheden havde flere strenge at spille på. Virksomheden har dog aldrig genvundet den tidligere styrke, og der har flere gange været rygter om, at Microsoft ville overtage virksomheden.

Og så kom Google.

Dette er et afsnit i følgetonen Historien om internet. Gå til:

• Næste afsnit: Søgemaskinernes genkomst;
• Forrige afsnit: Den store rejsning;
• Indholdsfortegnelse.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Danni’s Hard Drive 1999, Skærmbillede: The Wayback Machine.

Danni holdt sig fra den hårde porno – og gør stadig – men resten af branchen fulgte hurtigt Danni ud på nettet, som var det bedste, der var sket siden hjemmevideoen i 1980erne – troede de.

Efterhånden har internet udkonkurreret andre distributionskanaler. I USA er salget af erotiske DVDer halveret i de seneste år, og omsætningen på kabel- og sattelit-tv, som tilbyder porno som pay-per-viev og video on demand, falder støt: TV Porn Doesn’t Sell Like It Used To.

Her i landet kunne man 1980erne og -90erne købe porno på tankstationer og i kiosker. Det kan man stort set ikke længere. Internet er uden tvivl den største distributionskanal for porno og formodentlig snart den eneste, så grab your dick and double click:

YouTube: The internet is for porn.

Porno var en del af nettet fra begyndelsen. Den amerikanske onlinetjeneste Compuserve havde “voksenkanaler”, hvor man kunne surfe for 12 dollar i timen, og der var hundredevis af erotiske Bulletin Board Systems, først med billeder, og da båndbredden tillod det, korte filmklip. Da web kom, var pornoproducenterne de første til at oprette betalingssider og der kom erotiske blogs som Gawker Medias Fleshbot.

Facebook overgår porno

I september 2008 kunne nyhedsbureauet Reuters fortælle, at sociale netværk – først og fremmest Facebook – nu overgik porno på internet: Porn passed over as Web users become social.

De citerede Bill Tancer, medarbejder hot Hitwise, som måler trafik og søgedata på nettet. Han mente, at søgninger efter porno var faldet fra 20 procent til 10 procent af den samlede søgetrafik gennem de seneste ti år.

Det betyder dog ikke, at interessen for porno er halveret i perioden – slet ikke. Ifølge Google søgeindsigt er intereressen steget støt:

Sammenligner man med ordet facebook, kommer forklaringen:

I 2008 gik historien om sociale netværks detronisering af porno som det mest efterspurgte på nettet verden rundt. Indtil da havde porno indtaget en suveræn førsteplads i alle undersøgelser – bortset fra telefoninterviews og spørgeskemaer, hvor folk sjældent svarer ærligt på den slags.

Piratporno

På den ene side var internet en gave til branchen. Porno er et produkt, de fleste foretrækker at købe og opbevare diskret, derfor er køb over nettet og download til computeren den perfekte løsning – endnu bedre end hjemmevideoen, som gav branchen stor fremgang i 1980erne. På den anden side viste det sig hurtigt, at køberne ikke bare downloadede og opbevarede produkterne, de uploadede dem også til fri afbenyttelse for andre og underminerede dermed producenternes indtægtsgrundlag. Piratkopiering ramte pornobranchen hårdt.

Der var ikke bare piratporno men også pornopirater. Historiens efter sigende dyreste pornoproduktion var filmen Pirates fra 2005 med en produktionspris på 1 mio. dollar, og skal man dømme efter traileren (som er næsten pornofri), er der kælet for detaljen.

Piratkopieringen blev fremmet af, at porno er forbudt mange steder i verden, og på disse markeder var der ikke lovlige alternativer.

Producenterne opdagede hurtigt fordele og ulemper. De tog udfordringen op og etablerede e-handel, download og streaming længe før alle andre, og de fandt på kreative tiltag med abonnementer og særlige fordele for betalende medlemmer. De gik ikke til myndighederne med krav om lovgivning og sanktioner mod piratkopiering, for de vidste, at politikere ikke vinder stemmer ved at støtte pornobranchen.

Pornobranchen lærte hurtigt mange af de lektier, andre brancher først er ved at lære. Selvom det var klart, at manglende lovlig adgang til porno fremmede piratkopiering, har andre brancher fastholdt begrænset adgang til deres produkter – for eksempel frigiver filmbranchen ofte film på nogle markeder før andre, og på samme måde er tv-serier ofte en eller to sæsoner forsinkede på oversøiske markeder. Det betyder, at forbrugeren enten må vente eller finde en ulovlig kopi. Mange vælger det sidste, hvilket man kunne forudsige, hvis man så lidt mere porno.

Amatører og dogmefilm

Branchens etablerede navne som Playboy, Hustler og Vivid blev hurtigt udfordret af nye producenter med lavere produktionsomkostninger. En ny stil, Gonzo, med håndholdt kamera, ingen lyslægning, ingen underlægningsmusik, ingen klipning vandt frem (det var ikke Lars von Trier, der opfandt dogmestilen – det var pornobranchen).

Porno blev gratis, dels gennem piratkopiering, dels amatører, som uden betaling boltrer sig på pornhub, redtube, YouPorn og pornotube. Det er populært – publikum vil gerne se “rigtige” mennesker, og mange fornøjer sig med at dele deres sexlege med resten af verden.

Branchen udfordres nu af krav om, at deres websteder skal benytte en nye domænekategori, xxx (i stedet for com, som det øvrige erhvervsliv benytter). Det er de ikke meget for, fordi det bliver nemmere for myndigheder og internetudbydere at begrænse adgangen.

Dele af branchen håber, at det mobile internet vil byde på nye indtægtsmuligheder. Det vil vise sig.

Dette er et afsnit i følgetonen Historien om internet. Gå til:

• Næste afsnit: Dot-Com-boblen;
• Forrige afsnit: Portalernes tid;
• Indholdsfortegnelse.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Det største katalog var Yahoo!, som så dagens lys i 1994. Stifterne David Filo og Jerry Yang studerede på Stanford University og var glade brugere af det nye World Wide Web. Men som mange andre fandt de det stadig sværere at finde det, de søgte, for der var ikke en ordentlig oversigt. De begyndte at indeksere forskningsdokumenter men inddrog hurtigt andre kategorier.

I Danmark åbnede jubii.dk i 1995 som en kopi af Yahoo. Skærmbillede fra The Wayback Machine.

De kaldte kataloget Jerry’s Guide to the World Wide Web og gik i luften i januar 1994. Kataloget skiftede navn til det mere mundrette Yahoo!, som skulle være et akronym for Yet Another Hierarchical Officious Oracle, men det skal man nok ikke tage så alvorligt.

Der var brug for Yahoo!, og de fik mange besøg, så de flyttede snart ud af universitetet, ansatte folk, skrev en forretningplan og begyndte at rejse penge til ekspansion. Det var ikke svært, og de kommende år var gyldne. Yahoo! tjente godt på bannerannoncer og udvidede med nyhedstjenester, e-mail, chat, shopping og auktioner. I år 2000 var der 3.000 ansatte som omsatte for knap 600 millioner dollar.

Yahoo! udviklede sig fra et katalog til en portal. I stedet for at sende brugerne videre til andre websteder, ville de være målet. Denne strategi bredte sig. AOL og MSN blev også portaler. Disney lancerede go.com, IBM havde Prodigy, og der var Excite, Lycos og mange andre.

Her i Danmark fik vi Jubii efter samme model, og landets største internetudbyder, Tele Danmark, satsede stort med portalen Opasia, som ikke bare var ikke et websted men en 3D-verden, som man fik adgang til fra en cd-rom. I den medfølgende brochure præsenterede de Opasia således:

Opasia er ikke bare genvejen til internet. Opasia er også danskernes foretrukne mødested på internet.

Opasia består af Hovedtorvet, Kulturtorvet, Butikstorvet og Legeland. Du har med andre ord information, shopping, nyheder og underholdning til din rådighed 24 timer i døgnet. Og her kan du glemme alt om lange, komplicerede internet-adresser. Med få museklik kan du besøge de ca. 80 virksomheder, der har fast adresse på Opasia.

Virksomhederne i Opasia var blandt andre elektronikforretninger som Fona, Merlin og Fredgaard, medier som Jyllands-Posten, Søndagsavisen og Den Blå Avis, rejsebureauer som Spies og Larsen Rejser. Flere ministerier og politiske partier var med, og man kunne finde organisationer som FDM og pengeinstitutter som Danske Bank og Unibank.

Meningen var, at Opasia skulle dække alle vore behov. I brochuren kunne man læse, at “der er selvfølgelig ingen, der forhindrer dig i at vove pelsen og søge ud på det store internet”, så det var altså farligt – bliv hellere i det trygge Opasia.

Satsningen blev aldrig “danskernes foretrukne mødested”. Ingen brugte CDen med torve og legeland – men installerede den medfølgende internet-browser og “vovede pelsen”. I 2002 blev Opasia omdøbt til TDC Internet, nu uden 3D-verden.

Opasias 3D-verden. I forgrunden en plakatsøjle med teksten “Søndagsavisen”. Når man klikkede på plakaten, åbnede Søndagsavisens side på Opasia. I baggrunden Tele Danmarks butik.

Portaler havde deres storhedstid i sidste halvdel af 1990erne, og de fleste forsvandt, da dot-com-boblen brast i 2000. Der findes dog stadig portaler, nu mere specifikke. I Danmark har vi for eksempel borger.dk, som er “Din indgang til det offentlige” men ikke den store succes, blandt andet fordi vores indgang til alt primært er søgemaskiner – først og fremmest Google – som er blevet langt bedre i de forløbne ti år og har overtaget portalernes rolle.

Opasias websted. Skærmbillede fra The Wayback Machine.

Dette er et afsnit i følgetonen Historien om internet. Gå til:

• Næste afsnit: Den store rejsning;
• Forrige afsnit: Cyberspace Under Construction;
• Indholdsfortegnelse.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Det var i 1991. Ved udgangen af 1993 var der 623 websteder. Et af dem var IMDb, Internet Movie Database, med det ambitiøse mål at katalogisere alle film. IMDb udsprang af nyhedsgruppen rec.arts.movies, hvor filminteresserede i slutningen af 1980erne diskuterede deres fælles interesse. En af deltagerne, Col Needham, udviklede i 1990 en måde at søge informationer om skuespillere i nyhedsgruppen, og denne database blev grundlaget for IMDb, som hurtigt blev – og stadig er – den foretrukne kilde til information om film. IMDb blev i 1998 solgt til Amazon og har i dag over 100 mio. forskellige besøgende hver måneden.

IMDb er et eksempel på, at almindelige mennesker kan producere noget værdifuldt. Man behøver ikke andet end engagement og en god portion tid.

I år efter myldrede det frem med hjemmesider. Alle havde en hobby eller interesse, og for første gang i verdenshistorien kunne alle ytre sig til et globalt publikum uden filtre som forlag og læserbrevsredaktører. Man behøvede end ikke startkapital. Det var ægte ytringsfrihed, og den blev brugt.

Mange internetudbydere stillede en hjemmeside til rådighed for abonnenterne, men der var også uafhængige tilbud. Det største var GeoCities, som blev etableret i 1994 og tilbød alle en gratis hjemmeside. Der var sider om modeljernbaner, UFOer, kæledyr, fansider for hollywoodstjerner og billedgallerier med supermodeller. Der var sider om alt, og det blev en stor succes. I 1999 var GeoCities det tredjemest besøgte websted, kun overgået af AOL og Yahoo! Sidstnævnte købte GeoCities for 3,5 mia. dollar, men den annoncefinansierede tjeneste gav aldrig overskud og lukkede i 2009.

GeoCities.com i december 1996. Et lille udpluk af brugernes sider kan ses på Internet Archaeology. Skærmbillede: The Wayback Machine.

Professionelle kommunikatører havde ikke meget til overs for folkets udfoldelser. Hjemmesiderne var grimme, teksterne var elendige, og man kunne bestemt ikke regne med, hvad der stod. Øverst på siderne stod der ofte “Under Construction” suppleret med et billede af vejarbejde. Der var en forestilling om, at en hjemmeside var en publikation, som skulle skrives en gang for alle. De fleste udgav dog, før de var færdige, derfor meddelelsen, og de færreste blev nogen sinde færdige.

Tidstypisk skilt, der skulle gøre opmærksom på, at siden ikke var færdig. Primitive animationer var temmelig populære, og der var ofte mange på samme side. Illustration: animatedGIF.net.

Denne forstilling om web som publiceringsplatform blev delt af professionelle. Virksomheder begyndte at oprette websteder og afsatte penge til at udvikle og udgive webstedet, men der blev ikke budgetteret med drift og vedligeholdelse. Webstedet blev opfattet som en statisk brochure, men virksomhederne fandt dog ud af – som de glade amatører – at man aldrig bliver færdig.

Virksomhederne gav it-afdelingerne opgaven, og i de følgende år var titlen webmaster blandt de hotteste i branchen – der skulle gå nogle år, før webredaktøren kom på banen. Opgaven var, lidt forenklet, at kopiere brochurer, årsberetninger, pressemeddelelser og anden statisk information om virksomheden til web. Aviserne skrev notitser, når en større virksomhed oprettede et websted, men ingen vidste rigtig, hvad de skulle med dem – ud over at signalere, at virksomheden var moderne.

Internet var blevet et sted – cyberspace. Denne betegnelse blev introduceret af forfatteren William Gibson, som skrev science fiction, og når man spurgte ham, hvad cyberspace var, svarede han, at det var der, bankerne gemte deres penge.

Der blev hurtigt brug for oversigter over websteder på samme måde som telefonbøger, og i 1994 åbnede Jerry’s Guide to the World Wide Web, som kort efter blev omdøbt til Yahoo!

Yahoo! i december 1996. Skærmbillede: The Wayback Machine.

Dette er et afsnit i følgetonen Historien om internet. Gå til:

• Næste afsnit: Portalernes tid;
• Forrige afsnit: Kontrafaktisk – hvad hvis vi ikke fik internet;
• Indholdsfortegnelse.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Internets rødder i det offentlige var en væsentlig grund til, at kommercielle aktører ikke regnede med det. I USA har man ikke stor tillid til projekter, som er finansieret og styret fra Washington – den slags er det driftige erhvervsliv meget bedre til. Desuden var internet pålagt kommercielle begrænsninger og ikke designet til handel.

Uden internet havde vi sandsynligvis fået mange netværk, nogle nationale, andre internationale.

AOL voksede hurtigt, og Microsoft stod i midten af 1990erne på spring med Microsoft Network, MSN, som var indbygget i styresystemet Windows 95. Disse og andre netværk benyttede egne protokoller og kunne ikke kommunikere indbyrdes.

AOL og MSN havde uden tvivl satset på global udbredelse. Det ville formodentlig blive muligt at udveksle emails på tværs af nettene, men de ville næppe blive enige om egentlig integration.

Det franske Minitel var nok blevet en slags nationalt internet og siden – sammen med det tyske Bildschirmtext og det britiske Prestel – et EU-net.

Kontrollen ville være langt strammere. Ingen spam, ingen piratkopiering, ingen porno. Virksomheder skulle nok regne med at betale en klækkelig sum for at etablere e-handel.

Musikbranchen, filmbranchen, forlag og medier ville uden tvivl havde foretrukket en verden uden internet, og selv i dag vil de næppe fælde en eneste tåre, hvis internet lukker. Med omfattende lobbyvirksomhed i USA og EU gør de, hvad de kan, for at få så mange restriktioner på internet, de kan.

Mange regeringer, som ønsker at begrænse borgernes adgang til information, gør deres bedste for at censurere internet og tillader det kun, fordi det er blevet en uundværlig del af infrastrukturen. De vil uden tvivl foretrække nationale netværk, som blev kontrolleret på samme måde som nationale TV-stationer.

Forbrugeren ville også have fordele af mere kontrollerede systemer med ingen eller kun lidt spam, meget lille risiko for virus og færre plattenslagere. Det ville være nemmere at finde rundt, og forældre kunne kontrollere, hvad deres børn fik adgang til. Der ville ikke være anonymitet, og de værste trolle ville blive smidt ud eller få deres adgang begrænset til vejrudsigten, avisartikler og rettelser i selvangivelsen.

På den anden side ville det uden tvivl være kedeligere. Grænserne for ytringsfrihed ville blive fastsat af netværksoperatørerne, og det ville være meget svært at organisere samfundsskadelig virksomhed som oprørerne i Tunesien og Egypten i foråret 2011.

De mange netværk ville formodentlig minde om Facebook men med flere restriktioner og ingen eller ringe kommunikation mellem netværkene.

Dette er et afsnit i følgetonen Historien om internet. Gå til:

• Næste afsnit: Cyberspace Under Construction;
• Forrige afsnit: Alle lærer af sige WWW og browserkrigen bryder ud;
• Indholdsfortegnelse.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Tim Berners-Lee havde i årevis puslet med at organisere information og var begejstret for konceptet hypertekst, som knytter et ord i en tekst til et ord i en anden tekst. Med hypertekst kunne man skabe relationer mellem uafhængige tekster og organisere information. Resultatet af hans arbejde blev Hyper Text Markup Language, HTML. Med denne opmærkning kunne man indsætte et link i en tekst, og med et klik på dette link kunne læseren springe direkte til relateret information i en anden tekst. Banalt i dag, hvor man næppe finder en side på web uden links. HTML var baseret på det mere komplicerede SGML, Standard Generalized Markup Language, som blev anvendt på forskningscenteret CERN i Geneve, hvor Tim var ansat.

Tim Berners-Lee leder i dag World Wide Web Consortium (W3C), som varetager udviklingen af web. Foto: w3.org.

Tim indførte ikke bare opmærkning af hypertekst men også farver og egenskaber som overskrift, kursiv, indrykning og tilmed billeder, hvad der hidtil var uset på internet. Med HTML blev en tekst langt mere læsevenlig, og man kunne give den et lækkert layout, så den lignede en side i et tidsskrift.

Netscape – et nyt vindue til verden

HTML krævede et program, som kunne fortolke opmærkningerne og præsentere dem visuelt. Et sådan program, Mosaic, blev udviklet hos NCSA, National Center for Supercomputing på universitetet i Illinois, og en af deltagerne i dette projekt var Marc Andreessen. Året var 1993.

Marc forlod projektet og tog som mange andre unge – han var 23 – til Silicon Valley i Californien for at prøve lykken i den blomstrende it-branche. Han blev kontaktet af en af branchens legender, grundlæggeren af Silicon Graphics James H. Clark, og sammen ville de arbejde med interaktivt TV. De opdagede dog hurtigt, at der ikke var meget fremtid i det, og Marc foreslog, at de videreudviklede web-browseren Mosaic.

Marc Andreessen skabte en formue på Netscape og forlod virksomheden kort efter AOLs overtagelse i 1999. I dag investerer han i it-firmaer gennem Andreessen Horowitz og sidder i flere bestyrelser. Marc skriver også bloggen pmarca. Foto: CrunchBase.

Det resulterede i virksomheden Netscape Communications Corporation med syv medarbejdere fra det hold, der havde udviklet Mosaic. Netscape ville leve af at sælge software til servere og forærede web-browseren væk for at opnå hurtig markedsdominans, og det lykkedes. Der var andre web-browsere, stort set alle baseret på Mosaic, men Netscape var den absolut førende. Dels var det en fortrinlig browser, dels var den gratis.

Med den nye protokol http, Hypertext Transfer Protocol, som Tim Berners-Lee havde udtænkt sammen med HTML, blev World Wide Web en del af internet og skubbede kraftigt på udbredelsen. Det var lækket at se på, og man kunne klikke i stedet for at skrive kommandoer.

Den pludselige succes kom fuldstændig bag på erhvervslivet og de fleste eksperter. Tidsskriftet Newsweek bragte i februar 1995 en historie med titlen The Internet? Bah!, som afskrev internettet som noget rod. Mange var enige.

Netscape Navigator version 1,22. Foto: Wikipedia.

Microsoft tager handsken op

Også Microsoft, som med styresystemet Windows og kontorpakken MS Office var dominerende på softwaremarkedet, var uforberedte. De stod foran lanceringen af den hidtil største opgradering af deres allerede dominerende styresystem. Den kommende udgave, Windows 95, havde indbygget adgang til MSN, Microsoft Network, som ikke havde noget med internet at gøre.

Det, der for alvor bekymrede Microsoft, var et samarbejde mellem Netscape og virksomheden Sun. Sidstnævnte havde udviklet programmeringssproget Java, som skulle indbygges i Netscape Navigator. Denne kombination betød ifølge Marc Andreessen, at man kunne afvikle programmer direkte i browseren. Man behøvede slet ikke et avanceret styresystem som Windows, for Netscape ville klare det meste. Han gik ikke stille med sin vision om at afskaffe styresystemet og holdt sig ikke for god til at håne Microsoft. Windows ville, erklærede Marc Andreessen, blive reduceret til “a poorly debugged set of device drivers”.

The memo

Microsofts stifter og adm. direktør, Bill Gates, vågnede, og den 26. maj 1995 udsendte han en notits til ledelsen i Microsoft med titlen “The Internet Tidal Wave”. Notitsen blev hurtigt kendt i Microsoft som “The Memo”. Bill Gates skrev, at internet nu var den højeste prioritet for Microsoft. Internet var det vigtigste, siden IBM introducerede pc’en i 1981, fortsatte han. Det havde han ret i, men mange havde sagt det samme et år tidligere og var i fuld gang.

Bill Gates er i dag formand for bestyrelsen i Microsoft. Foto: Microsoft.

Da første version af Windows 95 kom på markedet i august 1995, var der ingen web-browser og ingen understøttelse af internetadgang. Det kom først med en servicepakke et par måneder senere.

Den 7. december 1995 holdt Bill Gates en tale, som senere blev døbt “Pearl Harbour Day Manifesto”. Det var denne dato i 1941, japanerne angreb USAs flåde i Pearl Harbour og trak USA ind i anden verdenskrig. Bill Gates tale på denne dato blev anset for Microsofts indledende angreb på Netscape. Gates annoncerede, at Microsoft nu var en internet-virksomhed, og al udvikling fokuserede fra nu af på en web-baseret fremtid.

Browserkrigen

Dermed var browserkrigen indledt. For Microsoft handlede det ikke bare om at få fodfæste på et nyt marked men om at beskytte sin guldkalv, Windows. Microsoft udviklede web-browseren Internet Explorer på grundlag af Mosaic og satte alle kræfter ind på at slå Netscape af banen. Begge virksomheder introducerede nye versioner i en lind strøm, og i 1997 arbejdede over 1.000 udviklere hos Microsoft på Internet Explorer – mere end samtlige ansatte hos Netscape. Microsofts udgifter til udvikling og markedsføring beløb sig til over 100 mio. dollar om året. Det kunne Netscape ikke hamle op med – ingen kunne – og browserkrigen var afgjort.

Netscapes markedsandel var faldet til 72 procent, og denne tendens fortsatte. Microsofts web-browser blev stadig bedre, og da den fulgte med, når man anskaffede en computer med Windows, var der ingen grund til at downloade Netscape Navigator. Microsoft vandt browserkrigen ved at allokere svimlende ressourcer til udviklingen af Internet Explorer og have kontrollen over det dominerende styresystem.

Det sidste førte i 1998 til, at USAs justitsministerium og 20 delstater indledte en sag mod Microsoft for unfair konkurrence og misbrug af monopol. Kravet var, at Microsoft skulle opdeles i mindre virksomheder, men sagen endte i 2001 med et omdiskuteret forlig, og Microsoft forblev en samlet virksomhed. Da var browserkrigen slut.

Microsoft vandt browserkrigen men er aldrig blevet det internet-selskab, Bill Gates proklamerede. Virksomhedens Online Services Division har de seneste ni år tabt 8,5 mia. dollar: Microsoft’s online sinkhole: $8.5 billion lost in 9 years.

I 1999 købte AOL Netscape for 4,2 mia. dollar, primært for portalen netscape.com, der havde mange brugere. Der kom fortsat nye versioner af Netscape Navigator, men nu gik det knap så hurtigt. I 2002 havde Microsoft en markedsandel på over 90 procent – mere end Netscape nogen sinde havde haft, og den 1. februar 2007 blev Netscape Navigator lagt endeligt i graven.

Netscape fik aldrig gang i salget af software til servere og ikke kom i nærheden af at afskaffe styresystemet – en vision Google nu har genoplivet med Chromebook, som er en bærbar computer med et styresystem, der stort set kun består af en internetbrowser.

Ved AOLs overtagelse var Netscape begyndt at udvikle en open-source version af browseren, kaldet Mozilla, som i 2003 resulterede i etableringen af The Mozilla Foundation. Hele koden blev skrevet om, hvad der tog lang tid og gav Microsoft yderligere forspring. Projektet resulterede i browseren Firefox, som her ved udgangen af 2011 har en markedsandel på omkring 25 procent. Microsoft Internet Explorer har mistet sin absolutte dominans og må nu tage til takke med en markedsandel på knap 40 procent. I mellemtiden har Google udviklet Chrome, som siden introduktionen i 2008 har vundet stor udbredelse og nu nærmer sig Firefox. Resten fordeles mellem Apple Safari, Opera og et par andre.

Antallet af internetbrugere anslås af Wolfram Alpha til 1,8 mia. i 2009 – eller 27,11 procent af jordens befolkning – mod 40 mio. i 1995.

Dette er et afsnit i følgetonen Historien om internet. Gå til:

• Næste afsnit: Kontrafaktisk – hvad hvis vi ikke fik internet;
• Forrige afsnit: Der var liv på nettet før internet;
• Indholdsfortegnelse.

Læs også Netscape er død – leve internet med en mere detaljeret gennemgang af browserkrigen mellem Netscape og Microsoft.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

I slutningen af 1980erne blev hjemmecomputere mere udbredte omend langt fra almindelige. Det blev også muligt at slutte computeren til telefonnettet via et moden, og så kunne den kommunikere med andre computere.

Der opstod en række tjenester for privatpersoner, hvor den største var AOL, America Online. Man skulle installere et særligt program, som etablerede forbindelse til AOL via et modem og telefonlinjen, og så fik man blandt andet fik adgang til spil og kunne møde andre brugere.

Guide til Politiken On Line kostede 28 kroner og inkluderede en diskette med opkaldsprogrammet til tjenesten.

Mange interessegrupper oprettede virtuelle samfund, hvor man kunne diskutere fælles interesser. Af disse Bulletin Board Systems (BBS) var The Well, som blev etableret i 1985 og stadig er i drift, nok det mest kendte. Diskussionerne var opdelt i konferencer efter emne, og brugerne kunne oprette indlæg i konferencerne, som andre brugere så kunne svare på.

Også i Danmark var der BBSer. Et af dem var Politiken On Line, som åbnede i 1994 med The Well som forbillede og opnåede en vis popularitet, inden internet med World Wide Web tiltrak sig al opmærksomhed.

Nationale netværk i Europa

Den største succes før internets absolutte dominans var Minitel, som det franske post- og teleselskab oprettede i 1982. Man skulle benytte en særlig terminal, som ikke kunne andet end at tilgå Minitel, men så kunne man også slå op i telefonbogen, købe togbilletter, tjekke aktiekurser, udveksle emails og meget andet. I 1999 benyttede over en tredjedel af den franske befolkning Minitel, og systemet er stadig i drift. Man kan nu få adgang via internet, men Minitel bliver nedlagt 30. juni 2012.

Man kan stadig få terminaler til Minitel. Her Modellen Magis Club, en af de tre nuværende modeller. Tastaturet kan slås op, så terminalen kan stilles væk, når den ikke bruges.

Tyskerne fik Bildschirmtext i 1983 efter samme model som Minitel, og begge tjenester havde en britisk forløber, Prestel, som åbnede i 1979. Hverken Prestel eller Bildschirmtext fik dog samme succes som Minitel og lukkede i henholdsvis 1994 og 2001.

De europæiske systemer var alle drevet af de nationale post- og teletjenester og kunne ikke kommunikere indbyrdes. Mon ikke de under EUs vinger ville smelte sammen, hvis ikke internet havde gjort dem overflødige.

Dette er et afsnit i følgetonen Historien om internet. Gå til:

• Næste afsnit: Alle lærer at sige WWW og browserkrigen bryder ud;
• Forrige afsnit: Visionen om informationsmotorvejen;
• Indholdsfortegnelse.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Han fandt heller ikke på udtrykket The Information Super Highway – informationsmotorvejen – men brugte det flittigt, så han har en god del af æren for, at det blev udbredt i 1980erne.

Al Gore var medlem af kongressen i 1970erne og en af fortalerne for et globalt netværk af computere til at udveksle information og dokumenter på kryds og tværs. Han var med til at finde de nødvendige midler til udviklingen, så jo, han har en del af æren for internet.

Han sagde dog ikke, at han opfandt internet. Han sagde helt nøjagtigt i et interview med CNN:

During my service in the United States Congress, I took the initiative in creating the Internet. I took the initiative in moving forward a whole range of initiatives that have proven to be important to our country’s economic growth and environmental protection, improvements in our educational system.

Han var altså med egne ord initiativtager til internet, og det er jo noget andet – omend han måske tog lidt mere af æren, end der tilkom ham, men det var jo valgkamp.

Al Gore. Foto: Biographical Directory of the United States Congress.

Der er dog ingen tvivl om fornuften i de initiativer, Al Gore og andre fremsynede politikere i USA tog.

Da computere lærte at tale sammen, talte de forskellige sprog. Computere fra forskellige producenter kunne ikke kommunikere, og selv ikke forskellige modeller fra samme producent kunne. Kommunikation foregik via terminaler gennem en hovedcomputer, og hvis man skulle etablere et globalt netværk på den måde, skulle vi alle have de samme terminaler tilsluttet den samme hovedcomputer.

Der var behov for et fælles sprog, så man kunne udveksle dokumenter og emails mellem alle computere. Der var behov for standarder og åbne protokoller. Desuden skulle man finde en måde at undgå hovedcomputeren, for netværket var alt for sårbart, hvis det var afhængigt af en enkelt maskine.

ARPANET

Første skridt på informationsmotorvejen blev taget den 29. oktober 1969, hvor to uafhængige computere på universiteterne UCLA og Stanford i USA blev forbundet via telefonlinjen. Man nåede at sende bogstaverne L og O, så røg forbindelsen, men det virkede. Måneden efter blev endnu to universiteter tilsluttet ARPANET, som det nye net hed.

Udviklingen af ARPANET var finansieret af USAs regering, som så store perspektiver. Det ville blive væsentligt nemmere at udveksle dokumenter mellem myndigheder, og netværket ville gavne forskning og undervisning. Forsvaret var også begejstrede, fordi der ikke var en central computer, som ville være meget sårbar for missilangreb fra det kommunistiske Sovjetunionen.

I løbet af 1970erne kom der andre netværk i USA og Europa i stil med ARPANET, men de kunne ikke kommunikere indbyrdes, så nu begyndte man at tale om kommunikation mellem netværk – internetworking, og det er herfra, ordet internet stammer.

TCP/IP

Resultatet blev en samling protokoller med betegnelser som ftp, dns, pop og mange andre. Sammen fik de betegnelsen TCP/IP efter to af de væsentlige protokoller, Transmission Control Protocol og Internet Protocol. De første specifikationer var på plads i 1974, og i 1978 var TCP/IP stort set på plads i den form, vi stadig benytter.

De mange netværk blev gradvist koblet sammen, og den 1. januar 1983 blev protokollerne i TCP/IP de eneste tilladte på ARPANET. Denne dato regnes for internettets fødselsdag.

Anvendelsen af TCP/IP bredte sig fra USA til Europa, Asien og Afrika. Protokollerne var ikke omfattet af rettigheder og licenser, så alle kunne frit anvende dem. Det var netop meningen, og denne tilgang sikrede udbredelsen af internet.

Klar til kommerciel brug

Der var dog en væsentlig begrænsning – internettet måtte ikke bruges kommercielt. Det var skabt til kommunikation mellem universiteter, forskningsinstitutioner, myndigheder og forsvar. I begyndelsen var nogle få virksomheder tilsluttet, fordi de deltog i udviklingen eller leverede løsninger til dem, der gjorde. Som nettet bredte sig blev det stadig sværere at definere kommerciel brug, og reglerne blev langsomt slækket. De sidste restriktioner blev fjernet i 1995.

Al Gore og andre fremsynede politikere så rigtigt. Fælles, åbne standarder gør kommunikationen meget lettere, hvad andre må lære på den hårde måde. Så sent som i november 2011 skrev det danske politi i et teknisk bilag (PDF) i forbindelse med et it-udbud, at:

Politiets systemkompleks består i dag af cirka 30-35 landsdækkende systemer, som er bundet sammen med mere end 400 punkt til punkt integrationer.

De ville have gavn af en Al Gore, og han ville også have nok at se til i de danske regioner og kommuner.

Dette er et afsnit i følgetonen Historien om internet. Gå til:

• Næste afsnit: Der var liv på nettet før internet;
• Indholdsfortegnelse.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Der er dog god grund til at lægge vejen forbi dagligt, for i morgen begynder en føljeton i 24 afsnit om internets historie. Fra visionen om informationsmotorvejen ud i cyberspace til den globale landsby og The Internet of Things. Vi tager hele turen uden for meget teknik og tal.

Det handler om mennesker, der gjorde en forskel: Al Gore, Tim Berners-Lee, Kevin Mitnick og mange andre. Det handler om de virksomheder, der sejrede og fejlede: AOL, Yahoo!, Boo.com og temmelig mange andre.

Internet er formodentlig kommet for at blive – mod manges forventning i de tidlige år – og vil nok ændre sig meget i årene fremover. Vi er kun lige begyndt, og hvis du har tænkt dig at hænge på udviklingen, er det måske meget godt at få styr på, hvad er sket hidtil. Det kan du de kommende 24 dage i overkommelige doser.

Undervejs må du meget gerne bidrage med erfaringer, anekdoter, tilføjelser, rettelser og selvfølgelig spørgsmål. Her på siden kommer løbende en indholdsfortegnelse med links alle afsnit.

1. Visionen om informationsmotorvejen
2. Der var liv på nettet før internet
3. Alle lærer at sige WWW og browserkrigen bryder ud
4. Kontrafaktisk – hvad hvis vi ikke fik internet
5. Cyberspace Under Construction
6. Portalernes tid
7. Den store rejsning
8. Dot-Com-boblen
9. Søgemaskinernes genkomst
10. Pas på, bloggerne kommer
11. Den globale landsby og web 2,0
12. Digitaliseringen af alt
13. Det vrimler med svindlere og bedragere på nettet
14. Lydsporet på nettet er et rekviem for pladebranchen
15. Så kom samtalen tilbage
16. Amazon skrev opskriften på succes
17. Cyberkrig – den femte slagmark
18. Efter en sløv start blev internet mobilt
19. De digitale indfødte og B-holdet

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment