Den russiske litteraturkritiker og filosof Mikhail Mikhailovich Bakhtin udarbejdede i begyndelsen af 1970’erne en teori om måden vi ytrer os på, de såkaldte “speech genres”. Her skelnes mellem primære og sekundære talegenrer, hvor de primære består af det spontant talte ord, dvs. dagligdags tale (groft karakteriseret ved korte, relativt uovervejede ytringer), mens de sekundære er nedskrevne tekster (der, helt naturligt grundet deres form, er mere velovervejede).

Som medie står Facebook og Twitter mellem tale- og skriftformen. Ud fra et teoretisk synspunkt bør ytringer på ovenstående medier karakteriseres som en sekundær talegenre, idet de er baseret på skrift og har skriftlighedens kendetegn, vigtigst heraf ordets uforgængelighed. Hvor det talte ord under normale omstændigheder er væk sekundet efter at det ytres, forbliver det skrevne ord synligt. Dog er der, først med sms-beskeder og senere de sociale netværk, opstået en ny form for skriftlighed. På eksempelvis Facebook lægger selve mediet med de korte opdateringer, det forudprogrammerede spørgsmål “Hvad laver du lige nu?” og den umiddelbare respons fra “vennerne” op til taleform. Her er simpelthen tale om tale – men på skrift.

Problemet opstår, idet taleformen som udgangspunkt er mindre velovervejet end skriftformen. Sidstnævnte vil altid være underlagt de forventninger man som læser ubevidst har til noget nedskrevet, altså at personen bag har gennemtænkt det før vedkommende nedskrev det. Derfor vil uovervejede (talesprogslignende) ytringer, såsom “fattigdom er selvforskyldt!!”, virke langt mere uforsonlige når de tillægges skriftmediets højtidelighed og bliver foreviget (selv statusopdateringer, der efterfølgende slettes, vil med god sandsynlighed være bevaret som screenshot).

Den eneste lignende omstændighed, hvor det spontant talte ord kan tænkes at blive tillagt så massiv vægt og samtidig være tilgængelig for eftertiden, er under interview. Her vil den interviewede dog for det meste have alle parader oppe, og derfor vil uovervejede ytringer sjældent finde sted. Når man sidder hjemme foran computeren er der selvsagt tale om en helt anden situation. Psykologisk set er man i trygge omgivelser og derfor er man netop mindre opmærksom på eventuelle konsekvenser af spontane ytringer.

Af samme årsag finder denne type brølere oftere sted på Facebook end på Twitter. Som medie giver Facebook et billede af at være intimt og lukket. Man har “fans” eller “venner” som “liker” ens opdateringer (bemærk de positivt ladede udtryk) frem for den mere uforpligtende follow-kultur på Twitter. Dermed skabes illusionen om at ens kontakter på Facebook nødvendigvis vil en det godt – at man er blandt venligtsindede og derfor forfalder man til ytringer, man måske nok ville bruge i det private rum, men aldrig offentligt.

For at undgå at blamere sig med uovervejede udtalelser kræver det, at man undgår at skrive som man taler. Det er det ikke alle der formår, og derfor går det så galt.

Dette indlæg er skrevet i samarbejde med Thomas Dunthorne-Bille, stud.mag. i litteraturvidenskab og statskundskab.

Foto: Dj Crazy Gabe

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Det er nødvendigt at tvinge borgerne til digitale løsninger, for ellers vil de kun blive benyttet i begrænset omfang. Derfor ønsker vi, at man lovgivningsmæssigt afskærer borgerne fra at benytte al anden form for kommunikation på en række offentlige serviceområder.

Kommuner: Borgerne skal tvinges til selvbetjening

Han får forhåbentlig ikke sin vilje, for det vil gå galt. Kommunerne vil implementere elendige løsninger.

Det er ikke borgerne, der skal tvinges til noget – det er kommunerne. De skal tvinges til at gøre arbejdet ordentligt. Der er næppe tvivl om, at digitalisering vil spare en bondegård, men det skal gøres rigtigt, og det bliver det ikke, hvis Jan Trøjborg får sin vilje.

Vi vil få dårlige løsninger. Det er svært at udvikle den slags, og hvis borgerne tvinges til at bruge løsninger, kommunerne klasker sammen på en eftermiddag, bliver både borgerne og medarbejderne i kommunerne temmelig frustrerede.

Jan Trøjborg vil skubbe problemet fra sig – over på borgerne. Lad ham ikke slippe godt fra det.

Så kære Christiansborg, tving ikke os, tving Jan Trøjborg og hans medlemmer. De kan begynde med at læse Anmeldelse: Når internettet har magten, af Lasse Lundberg Andreasen og Thomas Høgenhaven.

Foto af Jan Trøjborg: kl.dk.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Tiden er løbet fra, at man stemmer på det parti, man får at vide at man skal stemme på på arbejdspladsen. Tiden er løbet fra fagforeningstyranni. I dag finder folk deres eget ståsted på Facebook og Twitter og alle mulige andre steder, og derfor tilhører fremtiden de liberale.

Jeg er glad for tilføjelsen “og alle mulige andre steder”, men det bekymrer mig lidt, at disse andre steder kommer efter Facebook og Twitter. Desværre bad ordstyreren ikke ministeren uddybe.

Hvis du tilhører dem, der mener, at Facebook er det rette sted at finde et ståsted, bør du straks føje partiernes applikationer til din profil. Her er Venstres Ministeriet og Socialdemokraternes Hjælp os med at vinde valget.

Tag bare dem begge, så har du et ståsted til hver fod.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Her er udkast til Bekendtgørelse om krav til information og samtykke ved lagring af og adgang til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr (pdf), som træder i kraft 25. maj 2011.

Stort set alle websteder registerer brugernes adfærd, dels til analyse af webstedets anvendelse og brugervenlighed, dels til at målrette reklamer.

Alle taler nu om, hvordan man slipper nemmest om det, men for medierne er dette en kærkommen lejlighed til at gå et skridt videre og etablere bedre relationer til brugerne.

I stedet for at se registreringen af brugeradfærd som en måde at lure på brugerne og vise reklamer for produkter, de mere eller mindre bevidst viser, de måske er interesserede i, skal medierne vende det til en fordel for brugerne, at mediet ved noget om dem – og de skal bede brugerne om endnu mere information.

Lad brugerne registrere sig og selv vælge, hvilke reklamer, de vil se. Hvorfor gætte på, at jeg måske er på udkik efter et nyt digitalkamera. Den oplysning vil jeg da gerne give, hvis jeg så får relevante reklamer.

Som det er nu, er langt de fleste reklamer irrelevante og jeg gør mit bedste for at ignorere eller undgå dem. Men reklamer kan være vigtig information.

Medierne skal ikke luske sig til viden om brugerne men være helt åbne og vende det til en fordel for brugerne.

Begynd her, hvis du vil vide mere om den kommende lov:

• Her er cookie-kravene til danske hjemmesider;
• Koks i lovmøllen: Nye cookie-regler var slet ikke meningen;
• Anti cookie lov: Politikere og branchefolk vrøvler om cookies!.

Foto: Johannesen.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Det drejer sig altså ikke om folketingsmedlemmernes tweets – som Twittertinget – men om de links til traditionelle medier, egne websteder eller andet, folketingsmedlemmerne deler på Twitter.

Siden opdateres en gang i døgnet, og kilden er en liste på Twitter, der omfatter folketingsmedlemmers og partiers twitterkonti.

Alle kan oprette den slags dagblade på paper.li. Man kan tage udgangspunkt i @list, #tag, en søgning eller dem, man følger på Twitter.

Links er en væsentlig del af Twitter og som regel mere værdifulde end de enkelte tweets (Who’s Pooping on Twitter). Paper.li er et godt bud på en måde at organisere og vise links og er kommet godt fra start: Paper.li Raises $2.1 Million For Social News Curation, Hits 2 Million Users.

Der er bestemt plads til forbedringer, men det kunne godt blive en af mine foretrukne nyhedskilder.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Piratkopiering er ikke et problem men et symptom. Problemet er, at branchen ikke har udnyttet de teknologiske muligheder og, som mange andre brancher, forsøgt at forhindre udvikling. Det er ikke nyt, se denne gennemgang af de seneste 100 års udvikling: Falder himlen ned over musikbranchen, medier, film, tv, radio, forlag?

Kan vi ikke – belært af erfaringen – springe over de destruktive mellemled med jammer, advokater og forsøg på forbud? Kan vi ikke for en gang skyld gå lige til løsningen? Her er mine forslag.

Der skal være et alternativ til piratkopiering, og det er der ikke i dag. Jeg kan ikke tænde min computer og downloade eller streame en film på lovlig vis. Den omfattende piratkopiering viser, at vi ønsker denne distributionsform, og den eneste mulighed er piratkopiering. Det er bydende nødvendigt, at branchen har et alternativ.

Når filmen Armadillo blev downloaded 10.000 gange, inden den var til salg som DVD, er en del af forklaringen, at den ikke er til salg. Vi vil have filmen nu, men det tilbyder branchen ikke. Nogle få – der bor i nærheden af en biograf, hvor den vises – kan se den. Alle andre må vente seks måneder – eller piratkopiere.

Hvis der var en lovlig og nem måde at få filmen, ville flere nok benytte den, selvom de skulle betale. Piratkopiering er ikke kun et spørgsmål om penge, som branchen gerne vil give indtryk af. Det er dog ikke så enkelt for branchen, for den er i konflikt med sig selv. Biografejerne synes ikke, det er en god ide at udgive filmene på DVD eller download med det samme: Dansk slagsmål om filmens digitale fremtid. Biograferne vil have filmene for sig selv i en periode.

Branchen har altså en intern konflikt, som først og fremmest må løses. Det kan de, hvis de forstår, at deres produkt har ændret sig. Deres produkt er ikke bare en film.

Filmbranchen opfatter filmen som produktet, men de har langt mere at byde på. De kan tilbyde oplevelser og tjenester omkring filmene, som piratkopiering ikke kan. Biograferne opfatter også filmen som produktet og fokuserer ikke på oplevelsen.

Det er en udbredt myte, at man ikke kan konkurrere med gratis, men den bliver afkræftet igen og igen. Man kan godt konkurrere med gratis, hvis man har noget, det gratis produkt ikke har. Så længe filmbranchen insisterer på, at filmen – og kun filmen – er deres produkt, er det svært at konkurrere med piratkopier, men hvis branchen skaber værdi omkring filmen, kan de konkurrere.

Og filmbranchen har meget at byde på. Her er et par bud:

• Bekvemmelighed. Opret en brugervenlig tjeneste, hvor man kan downloade og streame film, og lad os få alle danske film på tjenesten. Altså alle.
• Nemme og fleksible betalingsformer: Gør det nemt at betale og tilbyd forskellige betalingsformer: abonnement som Netflix og Pay per View som Amazon Video on Demand. Prøv begge – og andre. Spørg, hvad folk vil have og se, hvad der virker.
• Giv medlemmerne af tjenesten mere end filmen. Der er værdi omkring filmen – før, under og efter produktionen – og den skal I give medlemmerne, men hidtil har I foræret det væk til medierne eller ikke udnyttet det. Her er nogle muligheder:
• Giv information undervejs i produktionen. Fortæl om filmen, mens produktionen pågår. Vis billeder, klip fra dagens optagelser, interviews;
• Bed om vores hjælp. Vi kan måske finde den rigtige location eller en Volvo Amazon i den rigtige farve. Hvis nettet har lært os noget, så er det, at folk er meget hjælpsomme og engagerede;
• Tilbyd en dag på settet. Tænk, hvis man kan overvære en filmoptagelse. Det er stort;
• Lad os medfinansiere filmen. Filmbranchen klynker altid over problemer med at finansiere filmene. Giv os mulighed for at støtte og lær metoderne af Kickstarter. Begynd med at høre Harddiskens præsentation: Spark dig selv i gang. Og nej, man kan næppe finansiere mange film ad den vej i et lille land, men det handler mere om at inddrage fans. Støtten skal selvfølgelig belønnes, fx. kan et bidrag på 200 kroner udløse en biografbillet;
• Inviter os med til festen. Der er altid en fest efter sidste dag på optagelse. Inviter et par medlemmer, som har været særlig engagerede – og måske hjulpet;
• Lad os møde skuespillerne og instruktøren (og for filmnørderne; fotografen, lys- og tonemesteren, klipperen, producenten);
• Tilbyd statistroller. Der er selvfølgelig bureauer, som sørger for statister, men tilbyd en enkelt rolle eller to til medlemmerne (som selvfølgelig skal godkendes efter sædvanlig procedure);
• Giv biografbilletter til screenings, forpræmierer eller ligefrem præmieren;
• Særforestillinger. Arranger særforestillinger – især i provinsbiografer, hvor der sjældent er præmierefilm. Og gør det på tidspunkter, hvor biografen ikke bliver brugt, fx lørdag eftermiddag.
• Filmskole. Der sidder et utal af instruktører, filmfotografer, skuespillere in spe, som gerne vil lære af de professionelle. Giv dem gode råd, måske som korte film;
• Foredrag. Tilbyd at komme ud til skoler, husmoderforeninger, Rotary og fortælle om en kommende film. Vis klip og fortæl anekdoter.

Der er uden tvivl andre muligheder, og det er næppe alle ovenstående, der fungerer. Men det er alt sammen noget, piratkopiering ikke kan tilbyde. Det handler om at udvikle produktet.

Måske er nogle af ovenstående forslag dårlige, men de er alle bedre end retssager, forbud og bøder.

Foto: Paul Sapiano.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment | View 4 more comment(s).

Begge websteder er nu lukket, så vidt jeg kan forstå som følge af en EF-dom, der blev afsagt i sidste uge.

Her er et skærmbillede fra Fishsubsidy.org, som viser, hvordan fiskeristøtten er fordelt efter lande og havne:

Det er tilsyneladende for meget.

Åbenhed er godt, men den skal vist begrænses til tykke dokumenter med alenlange kolonner af tal, som ingen orker at se igennen. Hvis nogen skaber et smart websted, hvor man hurtigt kan overskue tallene, bliver der ballade.

Dommen begrænser borgernes muligheder for at se, hvordan EU bruger pengene. Landbrugsstøtten udgør 40 procent af EUs budget, men nu må vi altså ikke få indblik i fordelingen. Dommen faldt efter klager fra to landmænd i Hessen, der ikke brød sig om, at alle kunne se, hvor meget de fik i landbrugsstøtte: EU ret stopper offentliggørelse af betalinger til landmænd (Google-oversættelse fra Zeit Online).

De to websteder er strålende eksempler på den for tiden så omtalte data-journalistik. Det går ud på, at man tager en stor mængde uoverskuelige data, behandler og visualiserer dem, så alle kan se og forstå, hvad det handler om.

Ikke alle bryder sig om det, men jeg kan ikke gennemskue, om disse visualiseringer er den direkte årsag til klagerne, og om dommen er den direkte årsag til, at webstederne nu er væk. Måske er jeg ved at udvikle en konspirationsteori.

Så vidt jeg ved, er journalisten Nils Mulvad, @nmulvad, som også har en finger med i Åbenhedstinget involveret i EU Transparancy. Jeg har spurgt ham på Twitter, følg med i kommentarerne.

Se også: Der sker spændende ting, når data slippes løs.

Foto: Gisela Giardino.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Citat:

På arbejdspladser går masser af værdifuld arbejdstid tabt, fordi de ansatte surfer på nettet, “snakker” med andre på Facebook eller Twitter. Mobilen skal helst være tændt og klar til samtale. Til møder sidder folk halvdistræte og hører ikke efter, fordi mobilen skal tjekkes. Der er nærmest opstået en afhængighed af konstant small talk og konstant via mails, SMS og Facebook. Indimellem skal man lige tjekke nyhederne på avisernes netudgaver eller på TV2 News.

Citatet stammer fra Karen Jespersen, medlem af Venstres folketingsgruppe, og hun fortsætter med en skråsikker konklusion:

Det er med sikkerhed en del af forklaringen på den lave produktivitet, og det ser kun ud til at blive værre med næste generation.

Disse vise ord ytrer hun her: Værdier kan måles i kroner og øre.

Det er hørt før, og vi vil høre det igen, men det er ikke rigtigt.

Hvis arbejdstid går tabt, har virksomheden et ledelsesproblem ikke et Facebook-problem. Hvis folk er distræte til møder, har virksomheden et problem med mødekulturen ikke mobiltelefoner.

Måske er møderne for lange, måske er dagsordenen forkert, måske burde nogle af mødedeltagerne slet ikke deltage, måske er der for mange møder. Måske ville de slukke deres mobiltelefoner, hvis mødet var interessant og relevant. Tændte mobiltelefoner og distræte mødedeltagere er et tegn på, at der er noget galt med møderne.

Og hvis Facebook og Twitter koster arbejdstid, er det tilrettelæggelsen af arbejdet, det er galt med. Overspringshandlinger er ikke nyt, og Facebook står ikke øverst på listen: Her er de 13 mest brugte overspringshandlinger. Det nye er tværtimod, at medarbejderne tager arbejdet med hjem. Grænsen mellem arbejds- og fritid flyder (for nogle grupper), og måske opvejer arbejdstimerne i weekenden overspringshandlingerne i arbejdstiden. Det ved jeg ikke, men jeg ved med sikkerhed, at problemet ikke er Facebook.

Karen Jespersens indlæg handler om værdipolitik, og hun mener vist nok, at vi skal tage os sammen. Hun bruger ord som “fælles normer og værdier”, hvilket er en omskrivning af “gamle dyder”.

Det er måske en del af problemet: Gamle.

Karen Jespersen er, som de fleste beslutningstagere og ledere, gammel. Hun tror, hun kan huske, hvordan det var at være ung, og hun vil tilbage til de “normer og værdier”, der i hendes erindring herskede, da hun var ung.

Det gjorde de ikke, ihvertfald ikke i hendes verden. Karen Jespersen var temmelig venstreorienteret og så vidt jeg husker nærmest revolutionær. Hun lyttede ikke, når nogen talte om “fælles normer og værdier”, hun var opsat på at indføre nye.

Hun har glemt alt om, hvordan det var, og nu taler hun et sprog, som næppe trænger ned til ungdommen. Hun raser blindt mod det nye og taler langt forbi sin målgruppe, som hun ikke gør noget forsøg på at forstå – men det er nok heller ikke der, hun skal hente stemmer ved næste valg.

I nogle gamles øjne er det nye altid ondt (måske fordi det minder dem om, at de er gamle). I dag er det Facebook og mobiltelefoner, i Karen Jespersens ungdom var det noget andet.

De nye netværk er ikke (kun) pjat, de er arbejdsredskaber. De er ikke problemet men en del af løsningen. Når Karen Jespersen skriver “det ser kun ud til at det bliver værre med næste generation”, forudsætter hun, at vi fremover vil organisere os, som vi hidtil har gjort. Arbejds- og mødekulturen vil være den samme, ledelserne vil være de samme, og ungdommens netværkskultur vil i stadig stigende omfang være ødelæggende og skal derfor forbydes eller afskaffes.

Sådan vil det bare ikke gå. Vi vil arbejde på nye måder og organisere os på nye måder. Taberne bliver de organisationer, der tænker som Karen Jespersen.

Vi kommer ikke frem ved at skue tilbage, så jeg vil gerne anbefale Karen Jespersen og ligesindede et par bøger, som skuer frem og forsøger at forstå, hvad der sker nede i ungdommen.

• Cognitive Surplus – Creativity and Generosity in a Connected Age;
• Homo Conexus – Netværksmennesket.

Se også:

• Nej, virksomheder skal ikke have en politik for medarbejdernes brug af sociale netværk;
• Drop Facebook-politik og send medarbejderne på kursus;
• PowerPoint er mere skadelig end Facebook.

Illustration: h.koppdelaney.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

En af disse tjenester er Sourcemap, som har en simpel mission: “Vi mener, at folk har ret til at vide, hvor tingene kommer fra og hvad de er lavet af”.

Jeg ved godt, hvad smoothies med kiwi og banan er lavet af, men jeg var ikke klar over, at et par stykker samtidig giver et udslip på 5,86 kilo CO2.

Det har jeg fundet ud af på Sourcemap, hvor jeg har angivet ingredienserne og deres oprindelsesland, hvorefter jeg får denne beregning:

Sourcemap: Smoothie med kiwi og banan.

Tjenesten er skruet sammen på MIT Media Lab og er endnu temmelig rå. Det kunne for eksempel være interessant med direkte sammenligninger, og jeg kan ikke omlaste fra skib til lastbil undervejs, hvad kiwifrugter fra New Zealand nok bliver.

Sourcemap kan ikke bare kan bruges til mad, man kan også beregne miljøkonsekvenserne af en laptop, et par jeans og mange andre ting. Alle kan oprette sourcemaps, og man kan vælge mellem en lang række råvarer eller oprette sine egne.

Datagrundlaget er en række databaser: Sourcemap Data References, som for lægmand ser temmelig pålidelige ud, men man skal altid være skeptisk. Kan det virkelig være rigtigt, at et par smoothies giver et udslip på 5,86 kilo CO2?

Forudsætningen for tjenester som Sourcemap er pålidelige kilder.

Her i landet har initiativet Offentlige Data i Spil (ODIS) til formål at stille data til rådighed, så alle kan oprette tjenester i stil med Sourcemap. Se mere på Digitaliser.dk. DSB er en af de virksomheder, som har taget skridtet: DSB Labs. Det kan der komme noget interessant ud af.

Og her er så en præsentation af Sourcemap:

YouTube: Introducing Sourcemap 0.8.

Via The Business of Fashion: Fashion 2.0 | Provenance? There’s an App for That.

Foto: Vi skal spise.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Han stillede ikke spørgsmålet til mig – hvad der ikke skal forhindre mig i at svare – men til Philipp Schindler, som er Googles boss i Nordeuropa og var i København i går: Google har alt – også lidt gode råd til medierne.

Spørgsmålet indeholder en påstand; at ophavsret fremmer produktion af kvalitet.

Den påstand er temmelig almindelig men så vidt jeg ved aldrig dokumenteret, og jeg tillader mig at tvivle på den.

En bog er beskyttet af ophavsret 70 år efter forfatterens død. Er der i fuld alvor nogen, der tror, at en forfatter ville skrive færre eller dårligere bøger, hvis ophavsretten blev sænket til 10 år efter bogens udgivelse – eller fjernet helt? Og bruger forfatterens arvinger indtægterne fra værket til at skabe nyt indhold af høj kvalitet?

Måske ville det gå omvendt. På nettet kan gamle værker indgå i nye sammenhænge og være grundlag for ny kvalitet. Som det er nu, er gamle værker gemt væk og utilgængelige – blandt andet hos Infomedia. De færreste har en økonomisk værdi i sig selv – det er ikke mange tekster, der sælger et år efter udgivelsen. Hvis de lå på nettet uden ophavsret, kunne de måske bruges til noget.

Jeg tvivler på, at Anders Lassen virkelig mener, at ophavsretten er “et effektivt redskab til at skabe værdifuldt indhold”. Jeg tror, han prøver at beskytte sin forretning, som er en database med artikler.

Det er selvfølgelig legitimt at beskytte sin forretning, men måske er det bedre at udvikle den frem for at bygge mure omkring den.

Er ophavsretten god for Infomedia? Det tvivler jeg faktisk også på.

Vi har altid opfattet en bog eller en artikel som et værk med sin egen kvalitet. Det nye er, at disse værker kan indgå i sammenhænge. De er ikke isolerede. Ved hjælp af en simpel teknologi – et link – kan de knyttes sammen.

Det er en kvalitet, som man ignorerer, når man opfatter en tekst som et isoleret værk. Ophavsretten forhindrer, at værkerne indgår i sammenhænge og dermed hæmmer ophavsretten kreativiteten og kvaliteten. At oprette et link er en kreativ handling, og et link kan have høj kvalitet og være meget værdifuldt.

Ophavsretten understøtter gamle forretningsmodeller, der er under voldsomt pres. Det er sket før, at gamle forretningsmodeller blev presset, men så vidt jeg ved, er det aldrig lykkes at forhindre det nye, og det nye har altid vist sig at skabe nye forretningsmodeller – omend det var svært at se, da de var nye.

Se denne underholdende og lærerige gennemgang af den teknologske udvikling: Falder himlen ned over musikbranchen, medier, film, tv, radio, forlag?

Og ovenstående indlæg er netop et eksempel på min pointe. Det er skrevet af en amerikansk professor og oprindeligt udgivet i amerikansk, juridisk tidsskrift. Jeg har fundet det på nettet via et link, jeg har oversat det og genudgivet det her med forfatterens tilladelse. Det er ikke gemt væk i en lukket database som fx. Infomedia, og det har i kraft af et link og min oversættelse fået en udbredelse, det ikke ville have fået, hvis det var gemt væk.

Jeg tvivler på, at lukkede systemer som Infomedia har en fremtid, og jeg tvivler på, at ophavsretten er god.

De tunge drenge fra den gamle verden vil kæmpe for den, men den er allerede under pres nedefra. Creative Commons er en mere lempelig ordning og et opgør med den meget restriktive ophavsret. Jeg har en fornemmelse af, at stadig flere forfattere vil benytte Creative Commons, fordi de ser klare fordele.

Tilbage står de tunge drenge fra den gamle verden med deres lukkede systemer, som langsomt tømmes for indhold, fordi al kvaliteten siver ud, hvor det kan indgå i sammenhænge – den nye kvalitet.

Foto: kerto.co.uk.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment | View 1 more comment(s).

Her er en historisk gennemgang af disse påstået ødelæggende teknologier og de evige kampe mod ny teknologi. Vær klar til at blive underholdt og klogere. Og der afsluttes med et par bud på løsninger af tidens presserende problemer.

Dette er et gæsteindlæg af Mark A. Lemley, Director, Stanford Program in Law, Science & Technology. Indlægget er min oversættelse af Is the Sky Falling on the Content Industries? fra Journal of Telecommunications and High Technology Law og gengivet her med forfatterens tilladelse.

Er musikbranchen, film, tv, radio og forlagene dømt til undergang? Det lader bestemt til, at de tror det. Musikbranchen fortæller os – mens deres indtægter falder som følge af fildeling – at “vi kan ikke konkurrere med gratis”, og så er vi historie. Ingen vil skabe ny musik. Videobranchen synes at gå i samme retning. De er mødt op bag lukkede døre i Washington D.C. for at klage over udsigten til en national bredbåndsplan, fordi bredbånd simpelthen vil gøre det lettere for folk at piratkopiere video over internet. “Vi må gøre noget ved det,” fortæller de os, “ellers vil ingen producere film længere”.

Og nu, som Mark Cooper har skrevet, er aviser med på samme argumentation, mens indtægterne falder (1). Print-journalistik er døende, folk forlader branchen i hobevis fordi “vi kan ikke konkurrere med gratis.” Omend det i dette tilfælde, sjovt nok, er deres eget gratis. Aviserne klager over, at de ikke kan konkurrere med sig selv ved at forære deres eget materiale væk på internettet.

Det lyder som en temmelig foruroligende historie. Men det er ikke første gang, disse brancher har fortalt os, at de står over for en katastrofe. Jeg har ind imellem mistanke om, at der var en sammenslutning af munke, som protesterede mod trykpressen ud fra teorien om, at den ville ødelægge de smukke håndskrevne manuskripter. Hvilket naturligvis skete. Men det ødelagde ikke bogbranchen. Faktisk udviklede det branchen.

Fotografiet udrydder malerkunsten

Billedkunstnere i det 19. århundrede klagede over fotografier, for hvem ville betale for portrætmalerier? Hvem ville ønske fotorealistiske kunstneriske skildringer af landskaber, hvis en maskine kan gøre det samme? Kunstnere, fik vi at vide, ville blive drevet ud af erhvervet i hobevis, og kunsten ville visne og dø (2). Fotografiet ændrede naturligvis kunstverdenen. Men velsagtens til det bedre. Og under alle omstændigheder opvejede fordelene ved at føje kameraet til kunstens repertoire uden tvivl omkostningerne.

Musikere udkonkurreres af det mekaniske klaver og grammofonen

I det 20. århundrede kom påstandene om teknologien som en trussel hurtigt og intensivt. Truslerne i de første årtier af det 20. århundrede var det mekaniske klaver og grammofonen. John Philip Sousa skrev en artikel, The Menace of Mechanical Music (3), hvor han hævdede, at disse infernalske maskiner var “en trussel mod hans levebrød og selve den ‘musikalske smag’ … Det mekaniske klaver og grammofonen suger livet ud af rigtige, menneskelige, sjælfulde liveoptrædender” (4). Og han formulerede et argument, der vil lyde bekendt for enhver, der har beskæftiget sig med ophavsret:

Kan de ikke indse, at hvis de akkrediterede komponister, som har succes, fordi de har fortjent det og arbejdet hårdt, bliver frataget en belønning for deres indsats, vil der med sikkerhed opstå en situation, hvor alt incitament til yderligere kreativt arbejde forsvinder, og kompositioner vil ikke længere flyde fra deres penne…? Hvad sker der så med de spillende og talende maskiner? (5)

Med andre ord, uden en eller anden indtægt, som de hidtil har fået ved at sælge noder, vil ingen skabe musikken.

De professionelle ødelægger det for amatørerne

Sousa bekymrede sig interessant nok ikke for de professionelle. På trods af den foregående passage var hans reelle bekymring, at amatørmusikere blev truet af en voksende professionel musikalsk klasse, som kunne føre til en ødelæggelse af landet. Han skrev:

Under disse betingelser kan strømmen af amatørisme ikke andet end mindskes, indtil der kun vil være den mekaniske gengivelse og den professionelle musiker. At synge vil ikke længere være en nobel realisering; vokaløvelser, så vigtig en faktor i den kulturelle lærdom, vil forsvinde! Så hvad med den nationale stemme? Vil den ikke svækkes? Hvad med den nationale sang? Vil den ikke krympe?” (6)

Bekymringen gik på, at amatørmusikere ville forsvinde, fortrængt af fagfolk, der havde råd til at producere musik med den nye teknologi.

Har vi ødelagt musikbranchen ved at indføre grammofonen? Ikke rigtig.

Vi kan ikke konkurrere med gratis

Faktisk kom den næste overhængende trussel mod branchen fra radioen 20 år senere. Mærkeligt nok var truslen fra radioen, at den ville stjæle de indtægter, grammofonenindustrien i de foregående 20 år havde genereret til musikerne. Ikke desto mindre begyndte vi at høre argumentet om, at man ikke kan konkurrere med gratis, da radio er gratis for alle og ingen betaler for det. Hvis radio er tilladt, lød argumentet, ville piratradio ødelægge musikbranchen, for hvem ville købe musik, når de bare kunne høre det gratis i radioen?

Det viste sig også at være usandt. Det lader til, at man måske kan konkurrere med gratis (7). I begyndelsen af 1920erne var forbrugerne bestemt villige til at købe musik trods meget gratis musik i radioen.

Vi kan ikke konkurrere med betalt

Fra radio til video. I slutningen af 1950erne og i 1960erne var tv-branchen truet af et andet skræmmebillede, der ville ødelægge tv. Den daværende forretningsmodel gav gratis tv, truslen var kabel-tv. Bemærk ironien her. Argumentet var ikke, at betalt indhold kan ikke konkurrere med gratis, argumentet var, at gratis indhold ikke kunne konkurrere med betalt. Hvis vi ikke lukker kabel-tv, vil ingen producere nye tv-shows, og der vil ikke være noget at sende på kabel-tv. Dette argument gik hele vejen til USAs højesteret i The Fortnightly Case (8) og førte til en beslutning, som var to stemmer fra at lukke kabel-tv, der ikke havde tilladelse fra tv-selskaberne (9).

Ironisk nok lukkede tv-stationerne ikke som et resultat af kabel-tv, faktisk er det nu tv-stationerne, der kæmper for at komme på kabelnettet, og igen går de rettens vej og kræver, at de skal inkluderes på kabelnettet, fordi det vil udvide deres marked (10).

Med fotokopier vil ingen købe bøger

I 1970erne var det store nummer fotokopimaskinen. Den tillod, som trykpressen, kameraet, grammofonen, radio og kabel-tv, folk at kopiere ting, de ellers skulle betale for, nemlig bøger. Ingen ringere end autoriteten Melville Nimmer, den førende stemme inden for ophavsret, skrev, “den dag kan ikke være langt væk, hvor man ikke behøver at købe bøger” (11). Det var i 1972. Så ophavsretshavere forsøgte at forhindre fotokopimaskiner og forsøgte i The Williams & Wilkins Case at forebygge statslige institutioners udbredte kopiering af bøger og tidsskriftartikler. (12) Igen bragte branchen sagen for højesteret, og den blev knap afværget, her ved en ligelig fordeling af dommerstemmer (13). Fotokopiering af tidsskriftartikler blev (næsten) tilladt.

Bøger og tidsskrifter forsvandt ikke i begyndelsen af 1970erne. I stedet syntes de at trives på trods af en teknologi, der tillod folk at kopiere gratis.

Vi forbløder, hvis vi ikke beskyttes mod videoen

I slutningen af 1970erne kom det måske mest velkendte eksempel: Videomaskinen (VCR). Gratis fjernsyn og kabel-tv havde eksisteret i nogen tid. Nu kom en teknologi, der tillod folk at kopiere disse gratis tv-programmer og gøre med dem, hvad de ville. Branchen advarede om, at VCR måtte stoppes. Her Jack Valenti fra MPAA, Motion Picture Association of America, i en tale til kongressen:

VCR gør rent bord og fjerner vores overskudspotentiale, markedet bliver ødelagt…. Vi vil bløde og bløde og forbløde, medmindre kongressen beskytter en branche, der er i stand til at hente et overskud, og hvis fremtid afhænger af beskyttelse mod denne maskines ødelæggelser (14).

Som om det ikke var nok, fortsatte han med ordene, “Jeg siger jer, at videomaskinen er for amerikanske filmproducenter og den amerikanske offentlighed, hvad Boston-kvæleren er for kvinden, der er alene hjemme” (15). Branchens holdning var, at hvis kongressen ikke forbød den helvedesmaskine, videobåndoptageren var, hvis de ikke forhindrede folk i at kopiere, ville ingen lave film.

Dette argument vandt i appelretten, som gjorde VCR ulovlig (16). Derefter gik sagen til højesteret, hvor sagen blev hørt to gange. Domstolen var først tilbøjelig til at vedtage appelrettens dom og forbyde videobåndoptageren, men i sidste ende besluttede højesteret, igen med fem stemmer mod fire, at videobåndoptageren var ok (17).

Lider filmbranchen som følge heraf? Ikke just. Faktisk viste det sig, at det gennem 1980erne og 1990erne var videobåndoptageren og dens efterfølger, DVD-afspilleren – som ville ødelægge tv- og filmbranchen – der holdt dem i live og i 2002 genererede 30 milliarder dollar i omsætning (18).

Måske var grammofonen god for branchen – men kasettebåndet

Tilbage til lyden. På omtrent samme tid var musikbranchen bekymret for kassettebånd. Grammofonplader, som ikke ødelagde branchen og overlevede den hærgende radio, var nu truet af lydbånd, fordi folk kunne optage musik fra radioen. Mens gratis radio viste sig ikke at lukke musikbranchen, ville optagelser fra radioen og muligheden for at lytte til disse sange, når man ønskede det, helt sikkert gøre en ende på branchen.

Så branchen indledte en annoncekampagne for at få kassettebånd forbudt; med et dødningehoved udformet som et kassettebånd og korslagte knogler. Slaglinjen var “Hjemmeoptagelser dræber musik, og det er forbudt” (19). Men hjemmeoptagelser blev ikke forbudt, og det viste sig, at salget af musik fortsatte med at stige gennem 1980erne og 1990erne, trods truslen om private optagelser og muligheden for, at folk kunne få det gratis, som de ellers skulle betale for (20)

Vi forhindrede dog den næste generation af audio-teknologi i begyndelsen af 1990erne – det digitale lydbånd. Her var den formodede trussel den samme som med kassettebånd, men værre. Kassettebånd viste sig ikke at lukke branchen, det er korrekt. Men hvis man gav kunderne digitale kassettebånd – advarede branchen – hvis man tillod dem til at skabe en kopi i digital kvalitet, så havde de ikke nogen grund til at købe vores bedre kvalitet, og vi vil lukke. Dette argument vandt gehør i kongressen. Digitale lydbånd blev derefter genstand for en obligatorisk licensordning og forbrugerne hørte aldrig om dem igen (21). Teknologien floppede, så snart den blev underlagt kontrol af branchen.

MP3, nu falder himlen ned

I slutningen af 1990erne blev de samme argumenter fremsat mod den nyeste digitale svøbe, MP3-afspilleren. Vi er nødt til at forbyde MP3-afspillere, fik vi at vide, fordi Rio, Diamond Multimedia’s førstegenerations afspiller, havde til formål at underminere etableringen af en markedplads for lovlig digital distribution. MP3-afspilleren truede med at levere digitalt indhold, når forbrugerne ønskede det. Forbrugere, der kunne producere deres eget digitale indhold fra cd’er ville ikke købe digitalt indhold fra branchen – ikke at disse virksomheder faktisk tilbød digitalt indhold på det tidspunkt, men hvis de ønskede det en gang i fremtiden.

Så musikbranchen sagsøgte for at at holde MP3-afspilleren ude af markedet. Sagen RIAA v. Diamond Multimedia faldt i appelretten (22). MP3-afspillere fik succes, og folk begyndte at fylde dem med indhold. Og ja, det er sandt, at en masse af indholdet var ulovligt kopieret, men ejerne af MP3-afspillere brugte også mange penge på at købe cd’er i slutningen af 1990erne. Men så dukkede Napster op, som – fortalte RIAA, Recording Industry Association of America, os igen – ville lukke musikbranchen. Digital musik skulle stoppes. RIAA udkæmpede et årelangt slag, der forsinkende udbredelsen, men til slut tabte de. De vandt de individuelle sager, de lukkede Napster (23) og senere lukkede de Grokster (24) og Limewire. (25) Det har ikke forhindret distribution af digital musik. Når de, ti år senere, omsider gav sig og tilbød digital musik, viste det sig, at folk faktisk var villige til at købe. I april 2008 overgik Apple iTunes Wal-Mart som største forhandler af musik i USA (26). Digital musik i almindelighed var faktisk ikke den trussel, det så ud til at være.

Den digitale død er nært forestående

I mellemtiden, og tilbage til video, havde verden bevæget sig mod digitale videooptagere (DVR). De analoge videobåndoptagere var måske ikke så slemme – måske havde de faktisk hjulpet os – men digitale videooptagere, det er slemt. DVR var virkelig slemme, fik vi at vide, fordi folk ville springe reklamerne over. Den administrerende direktør for Turner Broadcasting, Jamie Kellner, sagde om DVR og de manglende reklamer, “Det er tyveri. Din kontrakt med netværket, når du får udsendelsen, er, at du vil se reklamerne. Ellers kunne du ikke få udsendelsen annoncefinansieret. Hver gang du springer en reklame over … stjæler du faktisk udsendelsen” (27).

Uanset det voksende tyveri og branchens succes med at lukke RePlayTV, den første operatør i dette marked (28), havde TiVo succes og, viste det sig, ødelagde ikke tv-branchen. I stedet genoplivede det branchen, fordi en masse mennesker som mig, der ikke ser tv, pludselig opdagede, at når man kan vælge hvor og hvornår man ønsker at se udsendelserne, er der faktisk gode ting at se. Og 2000-tallet blev gyldne år for tv.

Der er også eksempler nu. Digital radio er min personlige favorit, fordi de oprindelige pirater i branchen nu kæmper meget hårdt for at lukke konkurrencen fra digital radio og internet-radio – den næste generation af pirater. Digitalt tv er et andet eksempel; FCC Federal Communications Commission fortalte os på grundlag af en henvendelse fra TV-branchen, at i mangel af beskyttelse ville indhold af høj værdi blive tilbageholdt fra broadcast-tv og flytte til betalingstjenester. På trods af denne påstand fik vi omsider, efter en 22-årig odyssé, digitalt tv i 2009. Måske er tv og radio dødsdømt, men jeg vil ikke holde vejret. Pornografer klager over, at det en gang lukrative marked bliver oversvømmet af amatørporno; selv sex, ser det ud til, frygter, at det ikke kan konkurrere med gratis (29). Men jeg vil ikke regne “mangel på tilstrækkelig pornografi”, blandt vores større samfundsmæssige problemer.

Alle brancherne har, forekommer det, et Chicken Little problem.

Det kan faktisk være, at himlen falder ned. Men hvis du hævder, at himlen falder, hver gang en ny teknologi truer en eksisterende forretningsmodel, er resten af verden tilgivet for ikke at tro dig, når du påstår, at denne gang er det anderledes. Lad os nu være helt klare, hver af disse teknologier har ændret forretningsmodellen i en branche. De forårsager, at visse indtægter falder. Men de har også åbnet nye.

Nu ved vi, hvad der ikke fungerer

Så hvordan skal de berørte brancher overleve? Lad mig give et par forslag:

Vi begynder med, hvad der ikke fungerer.

Jeg tror, det er temmelig klart, at det ikke fungerer at stoppe teknologien. Når du har succes med at holde en teknologi væk, som folk ønsker, udvikler virksomheder en anden teknologi, der imødekommer dette marked.

At låse teknologien fungerer normalt heller ikke. Næsten hver gang vi indfører DRM Digital Rights Management, som vi gjorde med computer dongles eller digitale kasettebånd eller Sony minidisk eller DivX-alternativet til DVD-afspilleren, eller DRM på digital musik, vil enten teknologien eller forvaltningen af de digitale rettigheder fejle, fordi kontrol er besværligt og i vejen. I de sjældne tilfælde, hvor låsen lykkes (DVD er det bedste eksempel), er det, fordi teknologien er så meget bedre, at folk vil affinde sig med nogle gener. Og selv da er det værd at bemærke, at den teknologi, der vandt, var den mindst restriktive af de to mulige teknologier.

Intet af dette for at foreslå, at loven om ophavsret ikke har nogen rolle at spille. I mange af de eksempler, jeg har nævnt, er teknologien i sidste ende kommet ind under ophavsretten, ofte med en form for obligatorisk eller fælles licens, som tillader ophavsretsejere at få betaling uden at lukke teknologien eller anvende alle ophavsretslige midler. For eksempel endte kabel- og satellit-tv med en obligatorisk licens (30); radio fik et statsligt tilsyn, men privat organiseret fælles licensordning (31) samt en fritagelse fra at skulle betale ophavsretsejere (32). Men den generelle lære er, at “mor, må jeg?” regler, hvor ingen kan udvikle en ny teknologi med mindre de får kollektiv tilladelse fra alle ejerne af indholdet, som kan blive distribueret med denne teknologi, ikke vil fungere.

Jeg mener også, at reklamer har sine begrænsninger som en strategi for forretningsmodellen. Den nuværende tendens synes at være “ok, vil vi stille alt til rådighed gratis, da dette synes at være, hvad vi er nødt til, men vi vil tjene det tabte ind på reklamer”. Der er en betydelig mængde reklameindtægter på nettet – spørg Google – men der er også grænser for den forretningsmodel. Hvis de eneste annoncører er andre producenter, som regner med reklame for deres gratis produkter, skal indtægterne komme et sted fra.

Ikke desto mindre tror jeg, at der er en række forretningsmodeller, som er alvorlig efterforskning værd, i det mindste som delløsninger.

Nye muligheder

Den første er lavere produktionsomkostninger. Mark Cooper har udtrykt det godt (33). Jeg vil ikke gå yderligere i detaljer her, blot påpege, at den digitale revolution i det seneste årti har ført til den største stigning i mængden af indhold i verden nogensinde. Vi får langt mere video på grund af YouTube, end vi nogensinde har haft. Vi får langt mere tekst på grund af blogging, end vi nogensinde har haft. Vi får nyt indhold, fordi det er meget lettere og billigere at skabe og distribuere. Nu vil billigere produktion og distribution ikke nødvendigvis give os alle de former og den kvalitet, vi ønsker. Men de giver os en enorm vifte at vælge mellem, som ikke var til rådighed i en verden, hvor alt indhold skulle produceres professionelt, lægges på en disk og sendes rundt i verden i en lastbil.

For det andet kan teknologien ændre folks forhold til indhold på en måde, der kan skabe fortjeneste. Man kan også se de teknologiske fremskridt vende tilbage til gavn for de skabende brancher på forskellige måder. Hvis du ikke har set filmen Avatar, skal du gøre det. Og hvis du ser Avatar, bør du absolut se den i 3-D i en biograf, fordi den oplevelse, du får derhjemme, ikke vil være den samme. Ikke overraskende er Avatar den bedst indtjenende film nogensinde, (34) og hjalp til at gøre 2009 til det bedste regnskabsår nogensinde for filmbranchen (35).

Forretningsmodeller kan også bygge på det oplevelsesmæssige forhold, mennesker har til produktet. Folk ser ikke film – i det mindste gode film – for derefter ikke at tænke over dem. Folk ønsker at engagere sig. De ønsker at etablere forbindelser med musikere, de kan lide. De ønsker at gå til koncerter og opleve musik live. De ønsker at engagere sig i et varigt forhold, og der er indtægter at hente her ved at imødekomme denne efterspørgsel. Forudsat at erfaringer med samarbejdet kan blive indbringende. Du behøver ikke at bekymre dig nær så meget om piratkopiering, hvis du er en producent af et massivt flerbrugerrollespil på nettet, fordi meningen med spillet er oplevelsen af interaktion med alle de andre spillere. Hvis du spiller en piratkopieret version af World of Warcraft, får du ikke den samme oplevelse, fordi du ikke har interaktion med spillerne af den officielle version.

En af de ting, indholdsejere har tabt i den digitale verden, er first-mover fordelen. Fordelen ved at den første på markedet med et produkt er blevet meget mindre, da det nu er meget lettere at kopiere ting. Men first-mover eksisterer stadig, og virksomheder kan udnytte det gennem branding. Du kan opbygge en betydelig indtægtsmodel ved at have et godt navn og ry for kvalitet, selv om der er andre, der leverer konkurrerende indhold.

Virksomheder kan også tjene penge ved at yde brugerne hjælp. Det viser sig, at mange af de mennesker, der benytter de gratis tilbud, er folk med lav socioøkonomisk status, de er unge, de er studerende. Folk, der har betydelige midler betaler ofte – selv for ting, de kunne få gratis. Web-tegneserien XKCD, har skabt en levevej ved at sælge bøger og T-shirts af de tegneserier, de stiller gratis til rådighed på nettet (36). Hvorfor? For hvis du virkelig kan lide XKCD – og det bør du – er du villig til at betale for at have en fysisk bog i hånden eller bære en T-shirt.

Også for nyhedsmedierne tror jeg, der er indtægter at hente fra denne eksplosion af indhold. Fordi eksplosion har et stort spektrum af kvalitet fra meget god til meget dårlig, er der forretningsmodeller i at hjælpe folk med at finde ud af, hvad der er godt og hvad der ikke er, hvad der er troværdigt og hvad der ikke er. Mediernes rolle kan, delvist, blive kvalitetssikring – nogen der siger, at dette er oplysninger, du kan stole på, og dette er en video, du kan lide. Det er en ydelse, folk vil betale for, selv om det underliggende indhold er gratis.

Det kan tilmed være, at kopiering skaber kreativitet på usædvanlige måder. Kal Raustiala og Chris Sprigman har argumenteret for, at modebranchen vinder på mangel af ophavsretlig beskyttelse, fordi knock-off mode både tjener til at udbrede de originale mærker og til at drive efterspørgslen til dem (37). Begge dynamikker kan fungere i andre brancher. Nye musikere kan lide piratkopiering, hvis den opbygger kendskabet til dem, og det kan være, at det voksende udbud skaber en stigende efterspørgsel.

Dette er blot et par forslag: Mike Masnick og Chris Anderson har dokumenteret en række måder, mennesker allerede tjene penge på gratis indhold (38). Og det er værd at bemærke, at hvad vi ønsker af ophavsretten er et fortsat udbud af nyt indhold. Hvis dette indhold i stigende grad kommer fra amatører såvel som professionelle, er der ikke noget galt med det. Det kan endda gøre John Philip Sousa stolt.

Lad mig gøre det klart: Jeg ved ikke, hvordan fremtidens forretningsmodeller kommer til at se ud, men jeg kunne afslutte værre end ved at henvise til replikkerne fra Marc Norman og Tom Stoppard i den Oscar-vindende film Shakespeare In Love:

Henslowe: Mr. Fennyman, lad mig forklare teatervirksomhed. Den naturlige tilstand for teatervirksomhed er uoverstigelige forhindringer på vejen til truende katastrofe. Tro mig, at blive lukket af pesten er en bagatel i op-og-nedturene ved at eje et teater.

Fennyman: Så hvad gør vi?

Henslowe: Intet. Mærkeligt nok ender det hele godt.

Fennyman: Hvordan?

Henslowe: Jeg ved det ikke. Det er et mysterium (39).

Jeg ved ikke, hvordan det vil udvikle sig, hvordan fremtiden for disse brancher vil blive. Men jeg er helt sikker på, der vil være en.

Fodnoter:

• 1. Mark Cooper, cite, 8 J. Tele. & High Tech. L. __ (kommende 2010).
• 2. Maler Paul Delaroche erklærede efter sigende, efter første gang at se et daguerreotypi, “Fra i dag er maleri dødt.” Stephen Bann, Paul Delaroche: History Painted (1997).
• 3. John Philip Sousa, The Menace of Mekanical Music, January Appleton’s Magazine 1906 p. 278-281.
• 4. Nate Anderson, 100 Years of Big Content Fearing Technology – In Its Own Words, ARS TECHNICA, Oct. 11, 2009.
• 5. Sousa, supra note 2, p. 284.
• 6. Id p. 281.
• 7. Som Mike Masnick udtrykte det: hvis du siger, at du ikke kan konkurrere med gratis, siger du, at du ikke kan konkurrere. Punktum.
• 8. Se Fortnightly Corp. v. United Artists Television, 392 U.S. 390 (1968).
• 9. Byretten og appelretten holdt kabel-tv som krænkere af ophavsretten. Fem Højesteretsdommere stemte for at omgøre denne beslutning, men kun seks deltog i sagen.
• 10. Se Turner Bred. Sys., Inc. v. FCC, 520 US 180 (1997) (ved at opretholde forfatningsgyldighed for en lov, der krævede, at kabel-virksomhederne inkluderede lokale tv-stationer på deres netværk efter at konstatere, at uden loven ville mange af dem ikke have gjort det).
• 11. Kopiering vs Ophavsret, Time, 1. maj, 1972 (citerer Melville Nimmer).
• 12. Williams & Wilkins Co v. United States, 487 F.2d 1345 (Ct. Cl. 1973) (en banc), aff’d by equally divided Court, 420 U.S. 376 (1975).
• 13. Id.
• 14. Home Recording of Copyrighted Works, Hearing on H.R. 4783, H.R. 4808, H.R. 5250, H.R. 5488, and H.R. 5707 before the Subcomm. on Courts, Civil Liberties, and the Administration of Justice, Before H. Comm. on the Judiciary, 97th Cong. (1982) (statement of Jack Valenti, MPAA).
• 15. Id. p. 8.
• 16. Universal Studios v. Sony Corp af Am., 659 F.2d 963 (9:e Cir. 1982) (”Retten bestemte, at et forbud ikke vil være et passende middel. Retten bør genoverveje denne sag.” Id. Ved 976 (Intern henvisning udeladt)).
• 17. 464 US 417 (1984).
• 18. Digital Hollywood, keynote speaker bio , Warren Lieberfarb (2005).
• 19. For en samling af dette og mange andre fantastiske eksempler, se Nate Anderson, 100 Years of Big Content fearing technology – in its own words.
• 20. I 1980erne begyndte en dramatisk vækst i salget af musik, der fortsatte indtil slutningen af 1990erne, hvor antallet af solgte albums begyndte at falde, som forbrugere skiftede til digital musik. Bridge Ratings Industry Study : Music Consumption.
• 21. 17 USC §§ 1001 (1) – (13).
• 22. Recording Indus. Ass’n af Am. v. Diamond Multimedia Sys. Inc., 108 F.3d 1072 (9 th CIR. 1999). Ironisk nok slog retssagen fejl, fordi retten konkluderede, at MP3-afspillere var undtaget med en bestemmelse i Copyright Act, 17 USC § 1008, vedtaget i 1992 som en del af et forsøg på at regulere digitale kasettebånd, som etablerede en undtagelse for hjemmeoptagelser fra krænkelse af ophavsretten. Id. p. 1079.
• 23. A & M Records v. Napster, 239 F.3d 1004 (9:e Cir. 2001).
• 24. Metro-Goldwyn-Mayer Studios, Inc. v. Grokster Ltd, 545 US 913 (2005).
• 25. Arista Records LLC v. Lime Group LLC, 2010 WL 2.291.485 (SDNY 25 maj 2010).
• 26. Pressemeddelelse, Apple, iTunes Store Top Music Retailer in the US (3. april 2008).
• 27. Anderson, supra note 3 (citerer April 29, 2002 interview i Cableworld).
• 28. Se Newmark v. Turner Broadcasting Network, 226 F. Supp. 2d 1215 (ND Cal. 2002). Sagen mod SONICBlue, skaberen af ReplayTV, afsluttet uden afgørelse, da selskabet gik konkurs. Se Paramount Pictures Corp v. RePlayTV, Inc., 298 F. Supp. 2d 291 (CD Cal. 2006).
• 29. Kal Raustiala & Chris Sprigman, Copyrighting Porn: A Guest Post.
• 30. 17 USC § § 111, 119.
• 31. USA v. ASCAP, cite (1940).
• 32. 17 USC § § 101, 106 (4).
• 33. Cooper, supra note __ p. __.
• 34. Shadra Beesley, ‘Avatar’ sinks ‘Titanic’ best-selling record.
• 35. Pressemeddelelse, Motion Picture Association of America, Inc., Worldwide Box Office Continues to Soar; U.S. Admissions on the Rise: 3D Gives a Boost to Box Office Growth (PDF) (10. marts 2010).
• 36. XKCD Store (sidst besøgt 19 Juli 2010).
• 37. Kal Raustiala & Chris Sprigman, The Piracy Paradox: Innovation and Intellectual Property in Fashion Design, 92 Va. L. Rev. 1687 (2006).
• 38. Chris Anderson, Free (2008) Læs anmeldelse her; Mike Masnick, The Future of Music Business Models (And Those Who Are Already There), TechDirt, 25. januar 2010.
• 39. Marc Norman & Tom Stoppard, Shakespeare In Love (1998).

Illustrationer:

• Mark A. Lemley;
• Reflexive Daguerreotype;
• The inner workings of a 1916 electric player piano;
• tuned
• Photocopy;
• Sony Betamax 1978;
• Cassette Crisis II;
• Home Taping Is Killing Music;
• Diamond Rio PMP300;
• Installing new software from the TiVo Service;
• Chicken Little.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment | View 7 more comment(s).

Desværre køber vi ikke så mange blanke skiver længere – ikke fordi vi er blevet lovlydige men fordi vi har fået større harddiske og derfor ikke behøver skiverne.

For at kompensere for indtægtstabet har man i Sverige fået en god ide: Nu skal der afgift på mobiltelefoner, for vi downloader ulovligt musik til telefonerne. Det lyder som en god indtægtskilde: Artists lose out as fans stop burning CDs.

Herhjemme scorer komponisterne tilsyneladende godt på nettet men er ikke helt tilfredse: Musikere syv-dobler netindtægter – men ønsker skat på bredbånd?

Komponisterne og deres organisation KODA vil have afgift på bredbånd men har endnu ikke, som den svenske søsterorganisation Copyswede, fået den gode ide med en telefonafgift. Det kommer uden tvivl.

Så du kan godt indstille dig på, at din telefonregning og bredbåndsregning stiger inden længe, og når du alligevel betaler bøder for din forbrydelse, kan du vel ligeså godt begå den. Det kan du fx. gøre via The Pirate Bay.

Ups, kunne du ikke få adgang? Det er, fordi din internetudbyder efter en højesteretsdom her i foråret har spærret for adgangen.

Du kan så undre dig over, at du skal betale dagbøder for en forbrydelse, du ikke kan begå.

Myndighederne pålægger på den ene side internetudbyderne at spærre adgang til ulovlige downloads, på den anden side straffer de os kollektivt for at downloade det, vores internetudbydere har spærret adgangen til.

Dog kan du omgå internetudbyderens spærring af The Pirate Bay ved at skifte DNS, fx. til Google Public DNS. Det er lidt nørdet men vejledningen findes med en enkelt søgning: Sådan skifter du dns.

Hvis afgifterne på telefoner og bredbånd træder i kraft, er der ingen grund til at lade være. Det er ikke længere piratkopiering men noget, du betaler for, hvad enten du gør det eller ej.

Mens du downloader hele molevitten, kan du læse Processen og Punkt 22.

Hvis du er komponist eller ejer et pladeselskab, kan du også læse Record labels should make MP3s free, and freely shareable.

Og lad os så få noget musik:

Den jeg er Rasmus Seebach African Version.

Via techdirt: People Aren’t Buying Blank CDs Any More, So Collection Agency Demands Media Levy Expanded To Mobile Phones og The Little Girl Grew Up: Kan du hore mig?

Foto: Silveira Neto.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Fælleslisten er et udbredt navn i lokalpolitik, så det kan være lidt vanskeligt at finde den, man søger.

Partiet har kurs mod Christiansborg: Nyt parti på vej mod Folketinget. Om det lykkes at indsamle 20.000 underskrifter og derefter blive valgt ind, skal jeg ikke gætte på, men partinavnet er næppe en hjælp.

Man kan nok komme i Folketinget, selvom man er svær at finde på nettet, men hvorfor gøre det vanskeligt for interesserede vælgere at finde information om partiet. Man kan nok også få en god placering på Google, selvom der er mange med samme navn, men hvorfor gøre det vanskeligere for sig selv.

Fælleslisten har en gruppe på Facebook, men der er en halv snes andre med samme navn, så også her kan der være forvirring.

Jeg ville finde på et andet partinavn i en fart.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Resultaterne fra undersøgelsen er klare: Netaviser giver brugerne et pusterum i arbejdet foran skærmen og hurtig viden til at drysse rundhåndet udover kollegerne. Viden der i øvrigt fordamper igen med det samme.

Undersøgelsen giver ikke et bud på, hvad det koster virksomhederne, at medarbejderne spilder tiden med ligeyldige nyheder, den kommer tværtimod med gode råd til, hvordan medierne skal skrue deres nyheder sammen, så medarbejderne spilder endnu mere tid.

Dette er et stort problem for samfundet, som jo har brug for, at vi arbejder mere, ikke mindre. Der må derfor sættes ind overfor dette tidsspilde.

Og det kan lade sig gøre: Højesteret stadfæster spærringen af The Pirate Bay. Når man med domstolenes hjælp kan tvinge internetudbydere til at spærre adgangen til The Pirate Bay, må det også være muligt at få spærret adgangen til mediernes websteder, som koster samfundet så dyrt.

Nu må politikerne træde i karakter. Forhandlingerne om medieforliget er udsat til efteråret, så der er lidt tid til at finde den rigtige løsning.

Se også: Nej, virksomheder skal ikke have en politik for medarbejdernes brug af sociale netværk.

Foto: jm3.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Så viser man selvfølgelig forskellige grænsedragninger for brugere i de to lande, og for resten af verden viser man nogle stiplede linjer, som indikerer grænsestriden: Google Shows Different Maps to Indians and Chinese [Arunachal Pradesh Controversy].

Det er da diplomati på et højt plan.

Andre steder er grænserne mere uklare. Det er for eksempel vanskeligt at afgøre, om Bornholm er en del af Sverige, Tyskland eller Polen.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Jeg er dog gået et skridt videre og har oprettet en tjeneste, som dels viser kandidaterne fra DRs database, dels indsamler data om kandidaterne fra hele nettet: Kommunevalg 2009 – kandidaterne.

Man kan vist konstatere, at kandidaterne – især i provinsen – ikke spilder tiden med at fjolle rundt på det såkaldte internet.

Se også:

• I Norge deler man data;
• Kommunevalg 2009: Det er nu, kandidaterne skal på nettet;
• Helle Thorning-Schmidt viser vejen på web.

Via Ernst Poulsen: Det åbne net – lidt sjovere.

Foto: angermann.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Dagens leder i Berlingske Tidende giver en ide om, hvad vi har i vente: Leder: Radio som da farfar var ung.

Den handler egentlig om radio, men lederskribenten kan ikke nære sig:

Samtidig med, at Danmarks Radio befæster sit monopol på radio, bruger virksomheden sine store skatteryderbetalte ressourcer til at øge sin dominerende position på internettet. Her er især dagbladenes forsøg på at etablere rentable nyhedsaktiviteter på nettet udsat.

Hvad betyder det? Betyder det, at:

• Berlingske Tidende har udsat sine forsøg på at finde rentable nyhedesaktiviteter på nettet;
• Det er DRs skyld det hele.

Det første er da helt nye toner. Ville Berlingske ikke indføre mikrobetaling her til efteråret? Men det er måske ikke en “nyhedsaktivitet”.

Man kan ihvertfald udlede, at lederskribenten ikke ved, at Danmarks Radio har skiftet navn til DR.

Lederen afsluttes med følgende:

Svaret er ikke nye statsunderstøttelser til de private medier. Men rammevilkår, som giver dem en bedre chance overfor statens voksende monopol, er det, der er brug for.

Og så er vi lige inde i forhandlingerne om medieforliget.

Altså, hvis jeg fortolker rigtigt: Ingen nye statsunderstøttelser til private medier. Det vil sige, at dagbladene skal beholde deres eksisterende (momsfritagelse og distributionsstøtte). Andre private medier – fx specialmedierne – skal ikke have noget, og nye private medier – fx på nettet – skal ikke have noget. Det er dagbladene, der skal have. Berlingske vil ikke have radio som da farfar var ung men meget gerne mediestøtte som da farfar var ung.

Det fremgår ikke, hvad der menes med “rammevilkår”, men mon ikke, at det for aktiviteter på nettet betyder, at DR stort set skal holde sig væk og lade Berlingske komme til fadet.

For lederskribenten ved jo godt, at DR ikke hedder Danmarks Radio. Det er helt bevidst, at lederskribenten benytter det gamle navn, så man kan forstå, at de laver radio og ikke internet.

Hvortil der blot er at sige, at Berlingske er medlem af organisationen Danske Dagblades Forening. Fnis. Hvad pokker skal I på internettet – med statstilskud.

Jo, det bliver et underholdende efterår.

Foto af pudekamp i Chicago: E. Bartholomew.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Det er svært at skrive annoncer til AdWords, og de, der mener, at Twitter er en begrænsning, har aldrig prøvet det. Man skal virkelig formulere sig kort og veje sine ord.

Socialdemokraternes spidskandidat, Dan Jørgensen, løser opgaven således:

Stem på Dan Jørgensen (S)
Læs om socialdemokraternes spidskandidat til EU den 7. juni

Kandidatens argument for at stemme på ham er, at han er ham. Det flytter næppe mange stemmer. Og så lokker han med, at man kan læse om ham, men altså kun den 7. juni, og det er nok lidt sent.

Også Enhedslisten har opdaget denne form for annoncering og byder ind med følgende tekst:

Den danske model
Trues af EU-domstolen Enhedslisten: Stem EU-kritisk

Det er bedre, for der er faktisk et argument – den gamle klassiker med at appelere til folkets frygt. Kan man vinde stemmer på det?

Der vil nok komme flere annoncer, som valgdagen nærmer sig. Jeg vil forsøge at fange dem alle og tilføje dem i kommentarene til dette indlæg. Du må gerne hjælpe til.

Henne i Storbritannien er der selvfølgelig også valg til EU-parlamentet, og ligesom her i landet uddeler partier og kandidater foldere med deres synspunkter.

Disse bliver som regel glemt, så snart valget er overstået, men ikke denne gang. Initiativet The Straight Choice opfordrer alle til at scanne og uploade valgfoldere, så man dels kan sammenligne dem, dels holde politikerne fast i deres valgløfter.

Det er da en god ide, og man behøver end ikke ikke et websted. En gruppe på Facebook og et tag på Flickr kan gøre det.

Se også:

• Kommunevalg 2009: Det er nu, kandidaterne skal på nettet;
• Sådan engagerer man de unge op til EU-valget.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment | View 1 more comment(s).

Og Blondinbella, hvis borgerlige navn er Isabella Löwengrip, forstår at bruge sin popularitet. Hun er politisk engageret, hvad bloggen ikke bærer præg af til daglig, men valget til EU-parlamentet er en hjertesag.

Hun lagde ud den 10. maj med indlægget Rösta för ett mer öppet och bättre EU! Dette indlæg fik hurtigt 268 kommentarer. Siden har hun med få dages mellemrum skrevet om EU-valget og opfordret sine læsere til at stemme.

Hendes læsere er stort set alle unge kvinder – og sikkert en del uden stemmeret. Denne befolkningsgruppe har de politiske partier traditionelt svært ved at nå, men Blondinbella har fat i dem.

Isabella er ikke politiker, men hun har en mening, og hun bruger sin betydelige indflydelse til at sprede den.

Mens politikerne opsætter valgplakater, uddeler foldere, skriver kroniker og deltager i alle de tv-debatter, de kan komme til – formodentlig uden at det flytter særlig meget – vokser der en underskov af influenter op på nettet. De er populære inden for deres veldefinerede målgrupper, og de har nok større gennemslagskraft end politikerne. Hold godt øje med Isabella og hendes lige. De gør en forskel, og de er kun lige begyndt.

Se også:

• Kommunevalg 2009: Det er nu, kandidaterne skal på nettet:
• På tide at genoplive partipressen.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Løsningen kan være Ushahidi, som egentlig er skabt til at dække krige, naturkatastrofer og andre ubehageligheder, men er ved at udfolde et større potentiale.

Ushahidi har vist sig egnet til valgdækning ved det netop overståede valg i Indien: Vote Report India, og er nok værd at se nærmere på, for nu kan man downloade Ushahidi og bygge sin egen tjeneste.

Styrken ved Ushahidi er kombinationen af sms/mikroblogging – altså i stil med Twitter – og links, billeder, video og blog. Alle informationer knyttes til et sted, for eksempel en kommune, og vises på et kort.

Tjenesten er baseret på crowdsourcing, hvor alle kan indsende information, som man derefter kan redigere for at holde støj væk. Informationerne knyttes til et sted og kan desuden kategorisereres med farvekoder, så forskellige typer informationer holdes adskildt.

Ushahidi betyder øjenvidneberetning på swahili og har rødder i Kenya – ligesom Obama, så hottere kan det ikke blive. Systemet bruges for tiden til blandt andet registrering af svineinfluenzaen: Swine Flu og konflikten i Gaza: War on Gaza.

Se også:

• Kommunevalg 2009: Det er nu, kandidaterne skal på nettet;
• Google dækker valget.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment