Det er lidt tidligt at vurdere indsatsen, men indtil videre har opslagene været de samme nyheder, som findes på Politi.dk/nyheder, og det ser ud til, at Facebook betragtes som en publiceringsplatform. Der er ikke et ord om landsrettens dom i onsdags, der fastslog, at politiet handlede ulovligt under COP15 i 2009, da de lod anholdte demonstranter sidde på jorden i flere timer, og det kunne man måske have fået en spændende debat ud af. [Opdatering 27. januar] Nu er der, og debatten er i fuld gang: Om COP15-dommen.

Brugerne kan ikke skrive opslag på siden, men man kan besvare politiets opslag. Det lader dog ikke til, at politiet agter at indgå en debat. Det kan ændre sig, men så skal forsøget nok køre længere end et par måneder – jeg ville anbefale et år, for det tager tid at finde formen.

Mens Rigspolitiet øver sig på Facebook, kan vi andre se lidt på, hvad politiet i andre lande gør.

Min absolutte yndling er Delhi Traffic Police, hvor tilgangen er lodret modsat den danske:

• Siden drives af færdselspolitiet i byen New Delhi – modsat landets øverste politimyndighed;
• Borgerne skriver indlæg, og politiet svarer – modsat den danske, hvor borgerne ikke kan skrive indlæg, kun svare;
• Borgerne kan klage og indberette hinanden – modsat den danske, hvor man henvises til et telefonnummer.

Den svenske side Polisen minder meget om den danske. Den drives også af landets øverste politimyndighed, og der er et pænt aktivitetsniveau. Også lokalt har det svenske politi sider, for eksempel Polisen i Värmland, hvor borgerne godt kan skrive opslag på væggen men sjældent gør det. Se oversigt over Polisen i sociala medier.

Det norske politi har blandt andet Oslo politidistrikt – Seksjon for Volds- og seksualforbrytelser. Man kan ikke skrive opslag. De informerer, beder om borgernes hjælp og linker til relevante historier i medierne. Hos Politiet i Vestfold kan borgerne skrive opslag men også her sker det sjældent.

I USA har blandt andre LAPD en side, men den er ikke særlig vedkommende, og kun få borgere følger den – i skrivende stund 447, hvilket er mindre end nogen af de nævnte svenske og norske. Selv den nye danske side er større med 1.374 abonnenter.

Så er Polizei Hannover med 97.772 abonnenter mere populære og langt bedre. De informerer godt og relevant og får temmelig mange kommentarer. Og deres tagline er sød: “Alles in Ordnung?”

Se også:

• Politiets dialog med borgerne. New Delhi vælger Facebook, København vælger husmorforeninger;
• Politidirektøren skulle tage på studietur til LAFD.

Foto: dSeneste.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Bogens undertitel er ikke til at misforstå: “Læg kursen for virksomhedens strategi i de sociale medier”. Bagsiden siger det samme med flere ord. Det handler altså om kommunikation med Facebook, Twitter, Google Plus og den slags. Den videbegærlige kommunikations-, marketings- eller pr-medarbejder kaster sig over bogen i forventning om at få det, undertitlen og bagsiden lover.

Siderne går, og det handler om alt muligt andet. Først om bogen selv så om digitalisering og kun i bisætninger om bogens emne. Endelig, efter 207 sider, når den tålmodige læser til bogens nøglekapitel: “Strategi for den perfekte storm”. Nu kommer vi til det. Men nej. I kapitlets indledning står:

“Alt for mange virksomheder uddelegerer deres strategi for den perfekte storm til kommunikations- eller marketingafdelingen og kalder det en Facebook-strategi eller en strategi for sociale medier. Men en strategi for den perfekte storm er ikke en medieplan eller en handlingsplan for en bestemt teknologisk platform”.

Jamen var det ikke, hvad du lovede, Peter Svarre? En strategi for sociale medier. Det står på forsiden. Det er bogens undertitel.

Men hvad handler bogen så om? Lad mig forsøge at gøre det bedre end bagsideteksten med et citat fra side 99:

“Alt for mange guruer inden for sociale medier har travlt med at profetere, hvordan sociale medier vil forandre alle virksomheder og alle brancher, men denne bogs væsentligste pointe er netop, at det ikke er alle virksomheder og brancher, der bliver ramt af stormens øje. Men de brancher, som befinder sig i en sand digital økonomi, hvor brugerne har adgang til og mulighed for at skabe produkterne – de må nødvendigvis forberede sig på de omstillinger, der er nødvendige, eller observere, hvordan konkurrenterne stille og roligt kører dem ud på et sidespor.”

Det er større, meget større, end en strategi for sociale medier. Det handler om produkterne og deres tilblivelse; om organisationen, medarbejderne, forretningsmodellen, kulturen. Om digitalisering, hvoraf sociale medier kun er en lille del.

Det handler om virksomhedens overlevelse, men altså ikke for alle virksomheder, og det var nok her, det gik galt for titel- og bagsidetekstforfatteren, for man skal jo helst have alle til at købe bogen.

Så kommunikationsmedarbejderen kan godt lægge bogen fra sig – eller give den til direktøren og bestyrelsesformanden, som uden tvivl gerne vil vide, hvor virksomheden står i den digitale økonomi, og det spørgsmål besvares mere eller mindre.

På bogens websted, denperfektestorm.dk, finder man Strategimodellen, som bogen er bygget op omkring.

Peter Svarre har været vidt omkring i de senere år og deler ud af sine erfaringer med Saxo Bank, Novo Nordisk, Nyhedsavisen, Kræftens Bekæmpelse og andre i mange brancher. Han har godt styr på de forskellige vilkår for forskellige typer virksomheder og hjælper gennem eksempler læseren med at finde paralleller til sin egen virksomhed og dermed vurdere, hvilke udfordringer virksomheden står overfor.

Man lukker ikke bogen med en klar ide om, hvad man skal gøre, for det afhænger af mange faktorer, og Peter Svarre gør det klart, at der ikke er én opskrift, som gælder for alle. Det er meget muligt, at man er mere forvirret efter læsningen, men man er i så fald forvirret på et højere plan.

Den gode bog inde i den irriterende bog ville have gavn af en strammere redigering, men der er ingen tvivl om, at Peter Svarre har styr på sit emne, og det er absolut værdifuld indsigt han deler ud af. Det kunne blive en fremragende bog.

Køb Den perfekte storm hos:

• Saxo: hæftet eller e-bog;
• Adlibris: hæftet.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Den russiske litteraturkritiker og filosof Mikhail Mikhailovich Bakhtin udarbejdede i begyndelsen af 1970’erne en teori om måden vi ytrer os på, de såkaldte “speech genres”. Her skelnes mellem primære og sekundære talegenrer, hvor de primære består af det spontant talte ord, dvs. dagligdags tale (groft karakteriseret ved korte, relativt uovervejede ytringer), mens de sekundære er nedskrevne tekster (der, helt naturligt grundet deres form, er mere velovervejede).

Som medie står Facebook og Twitter mellem tale- og skriftformen. Ud fra et teoretisk synspunkt bør ytringer på ovenstående medier karakteriseres som en sekundær talegenre, idet de er baseret på skrift og har skriftlighedens kendetegn, vigtigst heraf ordets uforgængelighed. Hvor det talte ord under normale omstændigheder er væk sekundet efter at det ytres, forbliver det skrevne ord synligt. Dog er der, først med sms-beskeder og senere de sociale netværk, opstået en ny form for skriftlighed. På eksempelvis Facebook lægger selve mediet med de korte opdateringer, det forudprogrammerede spørgsmål “Hvad laver du lige nu?” og den umiddelbare respons fra “vennerne” op til taleform. Her er simpelthen tale om tale – men på skrift.

Problemet opstår, idet taleformen som udgangspunkt er mindre velovervejet end skriftformen. Sidstnævnte vil altid være underlagt de forventninger man som læser ubevidst har til noget nedskrevet, altså at personen bag har gennemtænkt det før vedkommende nedskrev det. Derfor vil uovervejede (talesprogslignende) ytringer, såsom “fattigdom er selvforskyldt!!”, virke langt mere uforsonlige når de tillægges skriftmediets højtidelighed og bliver foreviget (selv statusopdateringer, der efterfølgende slettes, vil med god sandsynlighed være bevaret som screenshot).

Den eneste lignende omstændighed, hvor det spontant talte ord kan tænkes at blive tillagt så massiv vægt og samtidig være tilgængelig for eftertiden, er under interview. Her vil den interviewede dog for det meste have alle parader oppe, og derfor vil uovervejede ytringer sjældent finde sted. Når man sidder hjemme foran computeren er der selvsagt tale om en helt anden situation. Psykologisk set er man i trygge omgivelser og derfor er man netop mindre opmærksom på eventuelle konsekvenser af spontane ytringer.

Af samme årsag finder denne type brølere oftere sted på Facebook end på Twitter. Som medie giver Facebook et billede af at være intimt og lukket. Man har “fans” eller “venner” som “liker” ens opdateringer (bemærk de positivt ladede udtryk) frem for den mere uforpligtende follow-kultur på Twitter. Dermed skabes illusionen om at ens kontakter på Facebook nødvendigvis vil en det godt – at man er blandt venligtsindede og derfor forfalder man til ytringer, man måske nok ville bruge i det private rum, men aldrig offentligt.

For at undgå at blamere sig med uovervejede udtalelser kræver det, at man undgår at skrive som man taler. Det er det ikke alle der formår, og derfor går det så galt.

Dette indlæg er skrevet i samarbejde med Thomas Dunthorne-Bille, stud.mag. i litteraturvidenskab og statskundskab.

Foto: Dj Crazy Gabe

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

I believe social media is the best thing to happen to TV. [...] In fact, the number one conversation in social media is entertainment and specifically TV programs.

Have you heard about social media’s killer app? It’s called TV

Vi kan godt lide at diskutere fælles tv-oplevelser, mens de udspiller sig, mens vi ikke er så ivrige efter at diskutere fælles læseoplevelser.

I sidste uge udkom den med spænding ventede biografi om Steve Jobs, Apples nyligt afdøde stifter og adm. direktør (læs anmeldelsen). Den var et oplagt diskussionsemne i nørdland, og på Google Plus tog Bjarne Tveskov initiativet og oprettede en cirkel til formålet. Vi er 39 i cirklen, og det burde være rigeligt til en livlig debat – men den udeblev.

Hvorfor? Der er sikkert flere grunde, men en af dem – tror jeg – er, at vi ikke læser synkront. Vi anskaffer bogen nogenlunde samtidig, men vi læser ikke lige hurtigt, så vi er ikke, som under tv-udsendelser, samme sted. Det er svært at knytte en bemærkning til et afsnit eller et citat, og andre læsere, som er et andet sted i bogen, kommenterer ikke.

Jeg fandt også bogen på Gyldendals Min bog din bog, hvor man kan se andres bogsamlinger og snakke om bøger, men der skete slet ikke noget.

Hvis bøger og sociale netværk skal fungere sammen, skal netværket være en del af bogen (altså en e-bog, det er lidt vanskeligt med en p-bog). Når jeg kommer til andet afsnit i kapitel 8 skal jeg se, at nogle af mine kontakter har kommenteret netop dette afsnit. Jeg kan så læse deres kommentarer og tilføje min, og mine kontakter får så besked om, at jeg har kommenteret det pågældende afsnit.

Det skal også være muligt at møde læsere, som ikke i forvejen er mine kontakter, og invitere dem til debat. Bogens forfatter kan selvfølgelig også deltage.

Bogen skal altså have en indbygget læseklub. Amazon er så småt begyndt med de to funktioner notes og highlights, som man kan holde private eller gøre offentlige for andre Kindle-brugere.

Foto: Wesley Fryer.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Derfor var jeg ikke desto mindre spændt på at se hvorvidt dette ville ændre sig, når alle stemmer var afgivet og resultaterne offentliggjort. Når Facebookvennerne og Twitterbekendtskaberne ikke længere var potentielle vælgere og dermed billetter til magten, men bare… ja, mennesker man var i kontakt med via de sociale medier. Ville politikerne helt glemme deres internetvenner, eller ville de flittige opdateringer fortsætte?

Knap en uge efter valget er resultaterne er blandede.

For det første kan jeg konstatere at der i S og SF er indtrådt en slags ”Den er hjemme”-stemning. I dag skriver vi tirsdag og hverken Helle Thorning-Schmidts eller Villy Søvndals Facebookprofiler er, trods hyppige updates under valgkampen, blevet opdateret siden fredag. Meget karakteristisk er begge afsluttende opdateringer af ”Vi gjorde det!”-typen. Selvom partierne utvivlsomt er travle pt., er det ærgerligt at der ikke findes tid til korte opdateringer til de trofaste (og i begge tilfælde langt over 100.000-vis af) Facebookfans. Det får valgkampsopdateringerne til at virke mere som strategi end lyst, og fremstiller vennerne fra de sociale medier som ligegyldige, nu sejren er i hus. Det er et uheldigt signal at sende.

Anderledes godt går det dog hos andre partiledere. Margrethe Vestager, der i interviews har erklæret sig som Twitterentusiast, er stadig præcis lige så god til at agere med radikale followers som før valget, og hun virker oprigtigt interesseret i sine onlinebekendtskaber. Det samme er tilfældet hos Anders Samuelsen, der opdaterer sin Facebookside med samme frekvens og åbenhed som før valgresultatet lå fast. Ligesom Vestager lader han til oprigtigt at nyde brugen af de sociale medier, og denne begejstring har smittet af antallet af Facebookfans, der er mere end fordoblet gennem valgkampen.

Mindre personlige, men lige så aktive på de sociale medier som før valget, er Johanne Schmidt-Nielsen og Per Ørum Jørgensen. Begge opdaterer deres Facebookprofiler flere gange dagligt, men i modsætning til Vestager og Samuelsen holder Schmidt-Nielsen og Ørum Jørgensen deres privatliv ude af de sociale medier. Deres opdateringer består hovedsageligt af links tilknyttet politikernes egne kommentarer. Dette er en god måde at holde vælgerne opdateret på, også efter valget, og bidrager i dette konkrete tilfælde til at f.eks. Per Ørum Jørgensen, trods manglende genvalg til folketinget, ikke forsvinder helt fra vælgernes radar. Det kunne tænkes at blive en god strategi på længere sigt.

Afslutningsvis vil jeg råde Thorning-Schmidt (eller hendes pressefolk) til at kigge over mod vores naboer i Norge, hvor statsminister Jens Stoltenberg længe har været en forbilledlig bruger af sociale medier. Han viser at det er muligt at være såvel statsoverhoved som at vise personlighed på Twitter og Facebook, og hele Norges befolkning elsker ham for det.

Så Helle. Når du kommer på plads derinde i statsministerkontoret, så saml din smartphone op og giv os alle sammen en virtuel rundvisning. Dine vælgere vil elske dig for det.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Det virker temmelig absurd, men de har fat i noget: Det handler om data, og de, der forstår at bruge data, er fremtidens vindere.

Mange virksomheder har data men bruger dem ikke. For eksempel ved mit teleselskab, hvornår jeg sidst købte en telefon, og de ved, hvornår jeg sandsynligvis vil udskifte den. Med den viden kan de give mig det rigtige tilbud på det rigtige tidspunkt for at fastholde mig som kunde, men det gør de aldrig. De har data men bruger dem ikke.

Virksomheder med rødder i den gamle, analoge verden er dårlige til at indsamle og bruge data. Ofte forærer de data til virksomheder, som er opstået i den nye, digitale verden og ved, hvor værdifulde data er.

Googles annoncesystem er så suverænt, fordi Google har mange data og ved, hvad de skal gøre med dem. Det samme gælder Facebook.

Mange websteder implementerer knapper fra Facebook og Google, som brugerne klikker på for at anbefale siden. Formålet er at udbrede kendskabet til siden og få mere trafik. Prisen for den trafik er meget høj – man betaler med data. Brugerne fortæller, hvad de synes om, og den viden er vigtig. Webstedet får dog ikke glæde af denne viden, den tilfalder Facebook og Google.

Det samme gælder annoncenetværk. Man tilmelder sig et annoncenetværk for at få målrettede annoncer, og man betaler dyrt ved at give annoncenetværket data. Man kan glæde sig over, at annoncerne virker, men man bør være bekymret over, at man ikke selv får den viden, der gør, at de virker.

Når Google og Facebook kan omsætte deres mange brugere til kontanter, er det, fordi de forstår data. Når Amazon er så stor en succes, skyldes det, at de indsamler data og bruger dem.

Virksomheder fra den gamle verden forstår ikke data og giver data væk i bytte for lidt trafik, som de ikke kan tjene penge på – fordi de ikke har data.

De har fat i noget i Schleswig-Holstein. Giv ikke noget til Facebook og Google. Skab selv relationer til brugerne og lær at bruge relationerne.

Begynd med det nemmeste: de nyhedsbreve, du udsender med email. Du ved, at jeg modtager nyhedsbrevet, men du ved formodentlig ikke, hvilke links i nyhedsbrevet, jeg klikker på. Du ved, hvor mange modtagere af nyhedsbrevet der klikker på det ene og det andet link, men du ved ikke hvem, der klikker på hvad. Hvis du ved, hvilke links jeg klikker på, kan du tilpasse nyhedsbrevet mine interesser. Det er ret nemt, men du udsender det samme nyhedsbrev til alle, selvom vi har forskellige interesser.

Du skal ikke kende dine brugere, du skal kende den enkelte bruger. Jeg er ikke et segment, jeg er mig. Kend mig, ikke det segment, jeg tilhører – det gør Google, Facebook og Amazon, og derfor klarer de sig bedre.

Der er hverken segmenter eller målgrupper i den nye verden – der er individer.

Foto: mcfarlandmo.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Det varer nok ikke længe, før Google+ åbner for alle, men indtil videre er der altså kun adgang gennem invitationer fra eksisterende medlemmer, og dem er der efter sigende 25 mio. af.

Se også: Google Plus: En medieplatform med indtægtsmuligheder.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Der er gode grunde til at optræde anonymt. Her er et par stykker:

• Man lider af en sygdom og vil deltage i debatten på baggrund af egne erfaringer men ønsker ikke at alle skal vide, at man er syg;
• man er ansat i en virksomhed med strenge regler for medarbejdernes brug af nettet;
• man vil deltage i politiske debatter men ønsker ikke at afsløre sit politiske ståsted for arbejdsgiver og kolleger. Ikke nødvendigvis fordi man har radikale holdninger, man vil bare ikke være et politisk dyr i arbejdssammenhæng;
• man er ansat i embedsværket og skal være apolitisk.

Lisbeth Knudsen antyder også, at anonymitet og hadsk tone hænger sammen; altså hvis man fjerner anonymiteten, forsvinder den hadske tone. Det er bestemt ikke tilfældet. Behøver jeg at give eksempler?

Desuden er det svært at håndhæve et forbud mod anonymitet. Det vil sikkert kræve flere ressourcer at kontrollere alle, der opretter en profil, end at monitorere debatten og lede den på rette spor, når det er ved at gå galt – og slette kommentarer, det er der ikke noget galt i.

Man vil oprette et administrativt lag, som ikke bidrager med noget, koster penge og straffer dem, der har gode grunde til at ønske anonymitet.

Hvad med at fokusere på det, det handler om – altså selve debatten – og bruge kræfterne på at hæve kvaliteten.

I stedet for kollektiv straf kunne man satse på individuel belønning:

• Fremhæv kommentarer af høj kvalitet;
• beløn de bedste bidragydere;
• udnævn ugens bedste kommentar.

Men frem for alt skal journalisterne selv deltage. Som alle andre virksomheder, skal medierne være i dialog med brugerne, og det er de bestemt ikke i deres egne kommentarfelter.

Foto: Kazz.0.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

De opretter en side på Facebook: Mums – Hvad skulle det være?. De opretter en profil på Twitter: HurtigMums. Så afvikler de kampagnen og afslutter på Twitter med “Så er kampagnen slut for denne gang. Her er afslutningsvideoen med fødevareministeren”.

Kampagnen sluttede i december 2010, men der er stadig 114, der følger den på Twitter og 730 på Facebook. De har altså fat i nogle mennesker, og så slutter de, for nu er kampagnen forbi, og pengene er sluppet op. Snart skal der tænkes på en ny kampagne, og det hele begynder forfra.

Kampagner skal dø. I dette tilfælde handler det om at få sundere fast food, og jeg har en fornemmelse af, at det er et meget langt og sejt træk. Når kampagnen slutter, er de først lige kommet i gang, og det er her, de sociale netværk kan anvendes til at sprede budskabet, men det tager tid.

Alle elsker kampagner. Der er et forløb og et budget og – nogen gange – et målbart resultat. Man indkalder et reklamebureau, og så kører den. Når den er slut, kan man udråbe den som en succes.

Nu sidder man tilbage med 844 mennesker på Facebook og Twitter, som kunne være grundlaget for en folkelig bevægelse for sundere fast food, men dem svigter man, for det var bare en kampagne ikke et alvorligt forsøg på at gøre noget ved problemet.

Det egentlige arbejde begynder nu – med de 844 mennesker. Glem reklamebureauet og få nogle engagerede folk i ministeriet eller hyret af ministeriet til at pleje de mennesker, der har købt budskabet og engageret sig. Det er ikke en kampagne men fast arbejde uden slutdato. Det skal på driftkontoen ikke i et kampagnebudget.

Se også: Hvornår skifter I kampagner ud med relationer?

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment | View 1 more comment(s).

Google er i annoncebranchen, og de er verdensmestre. I andet kvartal af 2011 omsatte Google for 9 mia. dollar, en stigning på 32 procent fra samme periode sidste år: Google reports over $9 billion in revenues for Q2 2011, up 32% year on year.

Stort set al omsætning kommer fra annoncer, og Google er meget dygtige til at vise de rette annoncer til de rette mennesker på det rette tidspunkt.

Nu har Google fået et nyt sted at vise annoncer, Google+, og det er meget sandsynligt, at de vil dele annonceindtægterne med dig og mig.

Google+ er ved første øjekast et socialt netværk, som ligner Facebook til forveksling. Den mest bemærkelsesværdige forskel er, at man ikke skal være gensidige venner men kan følge dem, man ønsker. Når man skriver et indlæg, kan man dele med alle eller med en mindre gruppe, man selv definerer. Man kan have mange grupper – kaldet cirkler – for eksempel familie, venner, kolleger. Tjenesten er stadig i lukket beta, og man kan kun få adgang med en invitation fra en eksisterende bruger, men det varer næppe længe, før Google+ åbnes for alle. I de første to uger har tjenesten fået 10 mio brugere: Google Plus Users Top 10 Million; 1 Billion Items Shared Each Day. Google+ er blevet godt modtaget, men det er endnu for tidligt at sige, om tjenesten får bred gennemslagskraft.

Der er ingen annoncer på Google+ endnu. Det kommer dog nok.

Netop annoncerne kan blive tjenestens helt store styrke, hvis Google deler annonceindtægterne med brugerne – og det er ikke usandsynligt, for det har de tradition for. Googles blogplatform, Blogger, har et indbygget annonceprogram, og det eneste, man skal gøre, er at opgive nummeret på sin bankkonto, så triller der penge ind hver måned – hvis man er dygtig. Googles videotjeneste, YouTube, har et partnerprogram, hvor man kan tilmelde sig og få en del af omsætningen for de annoncer, der vises ved ens videoer.

Det er altså ikke nyt for Google at dele annonceindtægter med indholdsproducenter, og de har et yderst velfungerende system, AdSense, som kan håndtere det hele.

Ved at dele annonceindtægterne kan Google tiltrække indhold af høj kvalitet. Tjenester som Facebook og Twitter bruges i vidt omfang af medier til at lokke brugerne over på mediernes websteder, for de kan ikke tjene penge på selve tjenesterne. Hvis Google deler annonceindtægterne på Google+, vil man i højere grad fylde tjenesten med originalt indhold af høj kvalitet i stedet for links til andre websteder.

Google+ er desuden skruet sammen, så man kan lade annoncerne følge indholdet. Hvis annoncen vises sammen med indholdet, kan den følge med, når andre deler. Annoncen er ikke knyttet til den enkelte side men til selve indlægget, som kan spredes vidt omkring på Google+. Så en tekst, et billede eller en video, der spredes meget, kan give store indtægter. Google benytter allerede denne teknik på YouTube, hvor man kan indlejre videoer på andre websteder, og så følger annoncerne med (hvad der i øvrigt får medievirksomheder, fx. Politiken, til at skrælle videoer fra YouTube og vise dem i deres egen afspiller. Det er ulovligt, og Politiken vil nok råbe højt, hvis andre kopierer deres produkter. Men det er en anden diskussion).

Som sagt er der ingen annoncer på Google+ i dag. Det er end ikke muligt for medier eller andre virksomheder at oprette en profil – tjenesten er kun for enkeltindivider. Der kommer dog virksomhedssider, og der kommer meget andet, for Google+ er bestemt ikke et færdigt produkt.

Om der kommer annoncer, ved jeg ikke. Og jeg ved slet ikke, om det bliver som ovenfor beskrevet. Men det er det, jeg ville gøre, hvis jeg var Google.

Google+ tegner til at blive meget mere end en social tjeneste til trivialiteter og links. Det kan blive den bedste medieplatform, verden endnu har set.

Og skriv en kommentar, hvis du mangler en invitation til Google+, så sender jeg en til den email du angiver.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment | View 11 more comment(s).

Der er også et Second Moment of Truth. Det er, når forbrugeren første gang presser tandpastaen ud af tuben og fører tandbørsten til munden. Det er i dette øjeblik, forbrugeren afgør, om dit produkt også ender i indkøbskurven næste gang.

Disse to øjeblikke er afgørende for din succes. Du vinder det første sandhedens øjeblik med den rette markedsføring og det andet med det rette produkt.

Eller, sådan var det, skriver Jim Lecinski, managing director, U.S. Sales & Service for Google, i e-bogen ZMOT: Winning the Zero Moment of Truth. Nu er der kommet et nyt sandhedens øjeblik – før det første. Det indtræffer, når forbrugeren går på nettet for at søge informationer om dit produkt. Det gør mange forbrugere, også jeg: Sådan blev jeg overtalt til at betale det dobbelte. Og når produktet er købt og afprøvet, fortæller vi om vores erfaringer, som andre derefter finder, når de søger et lignende produkt.

Lecinski bryder ZMOT ned på følgende måde:

• Det foregår online og begynder typisk med en søgning på Google, Bing, Yahoo, YouTube eller en anden søgemaskine;
• Det foregår i realtid på alle tider af døgnet. Stadig oftere sker det på farten: mobile søgninger på Google blev fordoblet sidste år;
• Forbrugeren har kontrollen, indhenter de informationer, hun ønsker, frem for at få dem påduttet af andre;
• Det er emotionelt. Forbrugeren har behov, hun ønsker tilfredsstillet, og foretager en emotionel investering i at finde den bedste løsning;
• Konversationen er flervejs: sælgere, venner, fremmede, websteder og eksperter har alle stemmer og konkurrerer om opmærksomhed.

Lecinski er ansat hos Google, der som bekendt lever – godt – af at sælge annoncer. Bogens formål er at henlede din opmærksomhed på betydningen af at være til stede på nettet, ikke mindst ved at annoncere hos Google. Det skal man selvfølgelig have i baghovedet, når man lader sig overbevise af bogens temmelig stærke argumenter for at være meget opmærksom på, hvad der foregår på nettet – uanset hvilken branche, man er i.

En af bogens styrker er, at Lecinski ikke skjuler eller nedtoner sit ansættelsesforhold. Tværtimod forklarer han, hvordan de tænker hos Google, og han strøer om sig med tal, informationer og erfaringer, de har indsamlet gennem årene.

I sjette kapitel, How to Win at ZMOT, kommer de egentlige anbefalinger, der i overskriftform lyder således:

1. Giv nogen ansvaret;
2. Find dine Zero Moments;
3. Besvar de spørgsmål, folk stiller;
4. Optimer til ZMOT;
5. Vær hurtig;
6. Glem ikke video;
7. Spring på.

Og i syvende og afsluttende kapitel, MOTS Next, ser bogen frem mod de kommende års udvikling. Her er det indledende citat:

Vi er ved at se en sammensmeltning af alle sandhedsøjeblikke. Du ser et produkt på hylden og benytter din telefon til at finde information og læse anmeldelser, og så beslutter du måske, at produktet er godt og klikker “synes godt om”, som alle dine venner kan se. En forbrugsrejse, der før tog dage, uger eller måneder, bliver overstået på et par sekunder.

Man skal ikke bevæge sig meget rundt på nettet for at opdage, at mange virksomheder slet ikke udnytter potentialet og nogle end ikke har fundet ud af, hvad der foregår. Denne bog vil bør være en øjenåbner for dem. De mere netkyndige vil få et redskab eller to mere i værktøjskassen.

ZMOT: Winning the Zero Moment of Truth. Af Jim Lecinski. 76 sider. Udgivet af Google.

Bogen er gratis og kan downloades i flere formater her: ZMOT: Winning the Zero Moment of Truth.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Citat:

I kommunalt og regional/nationalt regi er der et stort ønske om at lave “innovativ” formidling, men sjældent ressourcer. Derfor foregår 90% af dette som støttede projekter. Det betyder reelt, at der er tale om tiltag som er betinget af støttegiverens ønske om at lægge navn til noget “moderne og fed formidling” der er god ved skåltaler.

Ofte er ansøgnings- og produktionstiden lang (set i forhold til pacet i de nye medier), og oftest opbygges nye tiltag fra bunden, da nyskabende fortolkes som noget helt ny- og ikke mindst SELV-udviklet. Resultatet er en masse småprojekter rundt omkring, som ofte er uddaterede den dag de lanceres. Og som i øvrigt ikke udbredes til hele kommunen/regionen, da projektet stopper når pengene er brugt.

Engagementet til at tænke ud over “udvikling igennem 1000 småprojekter” er oftest begrænset af, at de ansvarlige er på vej ind i nye projekter. Ofte fordi deres ansættelse netop afhænger af tilegnelse nye støttemidler og ren projektaktivitet.

Man lader som om, at man tager de nye medier alvorligt, men i praksis lægger man ansvaret for nytænkning over i projekter – og arbejder videre som man plejer. Netto-effekten er til at overskue, vil jeg mene.

Jeg arbejder derfor med ideen om at anlægge en ny strategi, som i højere grad udnytter de mange services og teknologier, som allerede er i brug, har bevist deres værd og som løbende udvikles af leverandøren. Simpelthen åbne op ud til verden, og bryde med ideen om at vi skal have vores egen teknologi og medie.

Målet skulle være at lave en klog og realistisk anvendelse af disse medier, og ikke en “vi skal da bare..” strategi ala mange virksomheder på FB. Det skal med andre ord fungere udover signalværdien.

Citat slut.

Kan du genkende ovenstående? Jeg kan, og ikke bare fra det offentlige.

Er du i samme båd eller har du et bud på en “ny strategi” og en “klog og realistisk” anvendelse af nye medier? Eller hvad med et eksempel på en (helst offentlig) organisation, hvor det er lykkedes at anvende nye medier til gavn for borgerne.

Sig noget, det er helt gratis.

For en ordens skyld skal jeg understrege, at jeg har afsenderes tilladelse til at bringe ovenstående.

Illustration: stjonapo.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Tiden er løbet fra, at man stemmer på det parti, man får at vide at man skal stemme på på arbejdspladsen. Tiden er løbet fra fagforeningstyranni. I dag finder folk deres eget ståsted på Facebook og Twitter og alle mulige andre steder, og derfor tilhører fremtiden de liberale.

Jeg er glad for tilføjelsen “og alle mulige andre steder”, men det bekymrer mig lidt, at disse andre steder kommer efter Facebook og Twitter. Desværre bad ordstyreren ikke ministeren uddybe.

Hvis du tilhører dem, der mener, at Facebook er det rette sted at finde et ståsted, bør du straks føje partiernes applikationer til din profil. Her er Venstres Ministeriet og Socialdemokraternes Hjælp os med at vinde valget.

Tag bare dem begge, så har du et ståsted til hver fod.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

På trods af den minimale indsats mener 58 procent af de 66 procent, der angiveligt benytter sociale medier, at disse i dag giver “generel eksponering og branding af organisation og produkter”. Det skal sammenholdes med, at kun 50 procent siger, at de faktisk undersøger, hvordan virksomheden omtales i sociale medier, og at de som sagt hverken bruger tid eller penge.

Sociale medier har altså værdi, selvom man hverken gør noget eller undersøger sagen nærmere.

Nu er det ikke fakta, at det forholder sig sådan, så det kan altså være forkert – og det tror jeg, det er. Jeg er også temmelig sikker på, at undersøgelsens hovedkonklusion – at 66 procent af de danske virksomheder benytter sociale medier – er forkert.

Der er faktisk ingen facts i denne factbook, og det er lidt ærgerligt, at undersøgelsen bliver præsenteret sådan. Hvorfor ikke stå ved, hvad det er – nemlig en undersøgelse af, hvad virksomhederne tror.

Måske er jeg pedant, men jeg synes, den slags er vigtigt.

Undersøgelsen minder om tilsvarende undersøgelser i senhalvfemserne, som skulle kortlægge virksomheders anvendelse af internet. De svarede lystigt, at det gjorde de skam i vid udstrækning, selvom anvendelsen bestod af en central e-mail, som ingen brugte. De ønskede at fremstå moderne og overdrev.

Når man spurgte dem, hvad internet er, kunne de knap svare, og sådan er det også i dag med sociale medier. Der er virkelig mange, som ikke kan give et fornuftigt, sammenhængende svar på, hvad en blog er, men i undersøgelsen svarer 43 procent, at de benytter blogging. Det korrekte tal er snarere 43 promille.

Jeg tror ikke på undersøgelsen. Den passer ikke med, hvad jeg ser og hører ude i virksomhederne. Jeg har ganske vist ikke været i 1279 virksomheder inden for det seneste år, men der er altså noget helt galt.

Om strategien for anvendelsen af sociale medier svarer 43 procent, at “Vores aktiviteter karakteriseres ved sporadiske tiltag og bygger ikke på en klar planlægning eller klar ansvarsfordeling”.

Det er i mine øjne ikke en organisation, der anvender noget med et formål.

Undersøgelsen er interessant, fordi den siger noget om virksomhedernes forestillinger, men det er ikke en Factbook. Den skal ikke læses sådan og burde ikke præsenteres sådan.

Det mest interessante er nok virksomhedernes forventninger til værdien af sociale medier. De er høje – og for de fleste virksomheders vedkommende nok for høje.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Den danske udgave af X Factor har selvfølgelig en Side på Facebook, men her kan man ikke afgive sin stemme, mens programmet afvikles. Man skal sende en sms.

Det bliver der lavet om på, hvis det står til Facebook:

• X Factor fans to vote via Facebook;
• Facebook TV Invasion Looms Via ‘American Idol’ Voting.

Og det er formodentlig bare begyndelsen. DRs lytter- og seerredaktør siger, at DR bruger Facebook for ukritisk, men han må nok indstille sig på, at DR og alle øvrige medievirksomheder vil bruge Facebook langt mere i fremtiden.

Facebook stopper ikke ved afstemninger men tilbyder medievirksomheder alle mulige måder at gøre medieprodukter mere sociale og en integreret del af Facebook. De er begyndt: How Media Will Relate to Facebook in the Future.

Mediernes websteder har stadig statiske forsider og samme nyheder for alle. De er produkter af industrisamfundet og har overordentlig svært ved at komme videre.

Facebook er ikke bare et socialt netværk men en personaliseret nyhedstjeneste. Facebook mener selv, at In The Future, All Media Will Be Personalized, men hidtil er det ikke den vej, medierne er gået.

Det seneste år har de været optaget af Apps til smartphones og tablets, og det går ikke så godt: Medie-apps giver overskud trods dårligt salg. Disse apps er heller ikke personaliserede men blot en videreførsel af industriproduktet til en ny platform.

Se også:

• Lars Munch kaster håndklædet i ringen;
• Berlingske – filter failure;
• Et år efter: iPad var aldrig tænkt til aviser og tidsskrifter;
• Facebook viser, hvordan vi skal feedes, men medierne løber i modsatte retning.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Medier taler om borgerjournalistik, kommuner om at aktivere borgerne, virksomheder om support, hvor kunderne hjælper hinanden, og i disse valgtider vil partierne gerne aktivere medlemmer og vælgere.

Det fyger med begreber fra pr- og markedsføringsverdenen, men måske handler det om noget helt andet – ledelse.

Der er ikke tal på de mislykkede forsøg på at skabe relationer, aktivere og involvere, mens der er langt mellem successerne. Måske skyldes de mange fiaskoer dårlig eller manglende ledelse.

Vi forbinder ledelse med noget internt i organisationen, men måske skulle man begynde at indføre ledelsesprincipper i sine eksterne relationer.

Den ubetinget største succes med at aktivere brugerne er Wikipedia, og stifteren, Jimmy Wales, har sagt, at det handler om at opbygge et godt system, der ikke står i vejen.

Men hvad vil det sige – tingene sker jo ikke af sig selv, hvad alt for mange mislykkede forsøg tydeligt viser.

Jeg stillede spørgsmålet videre til Linda Ackerman Anderson og Dean Anderson fra konsulentfirmaet Being First og forfattere til bogen Nøglen til ledelse af forandring, som er i Danmark i disse dage.

Wikipedia er et godt eksempel på forandringsledelse, siger de. Jimmy Wales går ikke foran, han udstikker rammerne, går til side og korrigerer kursen undervejs.

De opstiller tre afgørende fokusområder: indhold, mennesker og proces.

Ledere fokuserer traditionelt på indhold – altså det produkt, virksomheden producerer. Mennesker er der sjældent fokus på; de skal bare rette ind og gøre, hvad der bliver sagt.

Jimmy Wales fokuserer på menneskerne og processen, mens produktet er helt overladt til brugerne. Han definerer ikke målet og viser ikke vejen men opstiller rammerne, træder til side og retter kursen undervejs.

Man skal designe processen for at motivere folk. Indholdet er op til dem.

Det er en anden slags lederskab, hvor lederen ikke længere er ansvarlig for indhold men for at opstille processen og engagere. Måske er ledelse nøglen til succes med brugerinvolvering?

Og her er den overraskende sandhed om, hvad der motiverer os:

YouTube: RSA Animate – Drive: The surprising truth about what motivates us.

Se også:

• Anmeldelse: Nøglen til ledelse af forandring
• Danske ledere tænker som Mubarak.

Illustration fra bogen Nøglen til ledelse af forandring.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Jeg sidder i et mødelokale på Gyldendal med Linda Ackerman Anderson og Dean Anderson, som driver konsulentfirmaet Being First og netop har udgivet Nøglen til ledelse af forandring (anmeldelse).

Jeg har tre spørgsmål, og et af dem lyder: hvordan skal ledelsen forholde sig til medarbejdernes brug af Facebook i arbejdstiden?

Sammenligningen med Mubarak er Lindas. Kontrol, regler og forbud er den gamle måde at lede på, og det er ikke den rette vej, siger hun.

For mig er det meget enkelt, siger Dean, holder en pause og ser på Linda, for han vil gerne have ordet men vil ikke tage det ud af munden på hende. Linda tier, og Dean fortsætter: Lad medarbejderne skrive regelsættet.

Jeg får lyst til at spørge, om de danner par privat. De har en virksomhed sammen, deler efternavn og optræder begge som forfattere til bogen. De korte biografier på bogens flap giver ikke svaret, og jeg spørger ikke, men da de stiller op til fotografering, er jeg ikke i tvivl.

Linda og Dean er eksperter i ledelse, og det kan være meget abstrakt. Jeg vil have svar på helt konkrete spørgsmål:

• Medarbejdernes brug af Facebook i arbejdstiden;
• Brugerinvolvering;
• Corporate blogging.

Jeg får gode svar på alle tre spørgsmål, men her gælder det første spørgsmål, Facebook i arbejdstiden. De andre vender jeg tilbage til.

Og svaret er: Lad medarbejderne skrive regelsættet. Send bolden tilbage. Lederskab er ikke at komme med svaret. Lederskab er at identificere problemet, udstikke retningen og give plads.

Se også:

• Du har en Facebook-politik. Sådan afskaffer du den, og alle bliver gladere;
• Drop Facebook-politik og send medarbejderne på kursus
• Anmeldelse: Nøglen til ledelse af forandring

Illustration: robertxcadena

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

]]> http://www.dseneste.dk/index.php/sociale-medier/danske-ledere-taenker-som-mubarak/feed/ 0 http://www.dseneste.dk/index.php/sociale-medier/twitter-som-dagblad/ http://www.dseneste.dk/index.php/sociale-medier/twitter-som-dagblad/#comments Sun, 16 Jan 2011 12:19:17 +0000 Søren Storm Hansen http://www.dseneste.dk/?p=1967 Hvordan vil de daglige nyheder se ud, hvis de bliver redigeret af folketingsmedlemmer? Det kan du få en fornemmelse af på The Folketinget Daily, som samler links, der deles af folketingsmedlemmer på Twitter og præsenterer dem i en form, som ligner en avisside.



Det drejer sig altså ikke om folketingsmedlemmernes tweets – som Twittertinget – men om de links til traditionelle medier, egne websteder eller andet, folketingsmedlemmerne deler på Twitter.

Siden opdateres en gang i døgnet, og kilden er en liste på Twitter, der omfatter folketingsmedlemmers og partiers twitterkonti.

Alle kan oprette den slags dagblade på paper.li. Man kan tage udgangspunkt i @list, #tag, en søgning eller dem, man følger på Twitter.

Links er en væsentlig del af Twitter og som regel mere værdifulde end de enkelte tweets (Who’s Pooping on Twitter). Paper.li er et godt bud på en måde at organisere og vise links og er kommet godt fra start: Paper.li Raises $2.1 Million For Social News Curation, Hits 2 Million Users.

Der er bestemt plads til forbedringer, men det kunne godt blive en af mine foretrukne nyhedskilder.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

]]> http://www.dseneste.dk/index.php/sociale-medier/twitter-som-dagblad/feed/ 0 http://www.dseneste.dk/index.php/sociale-medier/trafikinformation-i-realtid-med-crowdsourcing/ http://www.dseneste.dk/index.php/sociale-medier/trafikinformation-i-realtid-med-crowdsourcing/#comments Thu, 09 Dec 2010 19:44:50 +0000 Søren Storm Hansen http://www.dseneste.dk/?p=1929 LeWeb10, Paris. Du vil gerne vide, hvordan trafiksituationen er, inden du kører hjemmefra – især når det sner, hvad troværdige kilder fortæller mig, at det gør i Danmark i disse dage. Du åbner Waze på din telefon og får straks at vide, om der er trafikpropper eller andre hindringer på din rute.

Informationerne kommer fra andre brugere, som har Waze åben, mens de kører. Applikationen sender data fra telefonens GPS og kan – hvis der er tilstrækkelig mange brugere – give temmelig præcise informationer om trafikken.

Du sætter dig i bilen og kører. Waze er stadig åben, så nu sender du trafikdata til andre brugere. Hvis trafikken går i stå, giver du automatisk besked til andre, men du kan også tage et billede, skrive et par ord (hvad skal du ellers foretage dig, når du sidder fast i trafikken) og sende det til Waze, så andre trafikanter kan se, hvad der sinker trafikken.

Waze var i dag en af de tre finalister på LeWeb Startup Competition og fik i går polstret bankkontoen: Waze, a Social Driving App, Raises $25 Million, så det er en god uge for den lille virksomhed med base i Israel.

I sidste uge spurgte Peter From Jacobsen: Vintervejr: Hvor er I nyhedsmedier? Han efterspurgte initiativer fra lokale medier, som burde servicere borgerne med aktuel trafikinformation. Det kan de gøre i samarbejde med Waze, som meget gerne vil have kontakt med lokalmedier. Det skriver de ikke noget om på deres websted, men det sagde de på LeWeb her i eftermiddag, så – hvis du er et lokalmedie – burde du måske kontakte Waze.

Mere om LeWeb:

• Mød 16 nye virksomheder, der alle mener, de har den helt rigtige ide;
• Hvis du løber tør for penge, må du drikke champagne;
• Du har brug for et sidekick.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

2 comment(s) for this post:

1. Lars:
   2010-Dec-09 Jeg har i en periode brugt Waze, men det kræver en stor mængde brugere for at det virker ordenligt. Da jeg brugte det var kortet over Danmark ikke ret godt, og man kunne ikke forvente at kunne planlægge en rute. Det undrede mig som bruger at man ikke havde valgt at benytte openstreetmap som grundlag for kortet, istedet for at bygge det hele selv fra bunden. Anyways, funktionen med at automatisk melde ind fungerer ret godt. Hvis man på en strækning hvor der normalt er høj hastighed kommer til at holde stille eller køre langsomt melder applikationen selv ind, at der er noget galt med trafikken. Desværre også når man holder ind for at tanke på en tankstation som ligger helt ud til vejen. En applikation som kan blive rigtig fantastisk, hvis de kan få en ordenlig brugermængde på, som er villige til at være lidt aktive med at melde fejl ind på kortet.
2. Søren Storm Hansen:
   2010-Dec-09 @Lars Ja, crowdsourcing kræver en crowd. Waze er opmærksomme på det problem med tankstationen, du nævner. De har testet applikationen med en masse taxaer, og det gik helt galt, fordi taxaer stopper og starter hele tiden. De arbejder med det og skruer på algoritmerne.

Write a quick comment

]]> http://www.dseneste.dk/index.php/sociale-medier/trafikinformation-i-realtid-med-crowdsourcing/feed/ 2 http://www.dseneste.dk/index.php/sociale-medier/hvis-du-lober-tor-for-penge-ma-du-drikke-champagne/ http://www.dseneste.dk/index.php/sociale-medier/hvis-du-lober-tor-for-penge-ma-du-drikke-champagne/#comments Tue, 07 Dec 2010 23:11:52 +0000 Søren Storm Hansen http://www.dseneste.dk/?p=1919 LeWeb10, Paris. To ord gik igen ved aftenens “Blogger Party by LeWeb Friends” her aftenen inden konferencen LeWeb 10 begynder: Facebook og Twitter.

Det foregik i en slags cafébåd, som lå og vuggede på Seinen lige overfor Notre Dame. Det regnede kraftigt på taget, og alle beholdt overtøjet på trods den udsøgte garderobeservice, for det er ikke lunt i Paris denne tirsdag aften.

Båden blev hurtigt fyldt med ivrigt snakkende bloggere, der sippede sponsoreret champagne (som vist var crémant) og holdt sig stort set fra de øvrige drikkevarer, som åbentbart ikke havde fundet en sponsor og derfor skulle afregnes. Alle var bevæbnet med nyere smartphones, der – når de andre snakkede – blev brugt til at twitte #bloggerparty.

Jeg fik flashed mit visitkort med 2D-stregkode og talte med Tiziano Fogloata, Pamela Poole og andre, hvis kort jeg ikke fik med. Ind indimellem talte vi om andet end Facebook og Twitter, men til min overraskelse ikke meget om WikiLeaks. Det bliver der måske på konferencen. Rygtet lyder, at stifteren, Julian Assange, vil deltage over Skype, men nu er han vist blevet anholdt i Storbritanien for at blive udleveret til Sverige, hvor han skal forhøres om to voldtægtssigtelser, hvis jeg har forstået det rigtigt.

Der er nok at holde styr på.

Se også:

• Mød 16 nye virksomheder, der alle mener, de har den helt rigtige ide;
• Live fra LeWeb.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

]]> http://www.dseneste.dk/index.php/sociale-medier/hvis-du-lober-tor-for-penge-ma-du-drikke-champagne/feed/ 0