Anmeldelse: Cybook Opus, Gyldendals e-læser

Endelig kommer e-bøgerne til Danmark. Gyldendal udgiver 2.000 i år og markedsfører e-læseren Cybook Opus

24.05.2010
Søren Storm Hansen

Cybook OpusLæseoplevelsen er fin, men Gyldendals e-læser, Cybook Opus fra den franske producent Bookeen, er en af de skrabede modeller. Køb den, hvis du ikke vil ofre for meget, og brug den på ferier, hvis du senere opgraderer.

Man kan læse e-bøger på mange forskellige maskiner: computeren, telefonen, en tablet som den kommende iPad og endelig en dedikeret e-læser.

Det særlige ved e-læseren er, at den har en utraditionel skærm, som er velegnet til at læse lange tekster uden at trætte øjnene. Når e-bøger ikke er slået igennem før nu, skyldes det blandt andet, at de traditionelle skærme ikke er egnede.

Det problem blev løst med opfindelsen af e-ink – en skærmtype som er meget forskellig fra traditioenlle skærme. Den er ikke oplyst og derfor ikke så trættende for øjnene. Læseoplevelsen minder meget om papir, så det er ikke et problem at læse i timevis. Skærmen kan dog ikke vise farver – kun sort og gråtoner – så den er velegnet til tekst men ikke andet.

Skærmen på Cybook Opus er e-ink, så det er en dedikeret e-læser. Alle direkte konkurrenter benytter samme skærmteknologi, omend der kan være forskel på opløsning, antallet af gråtoner og størrelsen på skærmen. Cybook Opus har en lille skærm på 5 tommmer med 4 gråtoner.

Den lille skærm er en fordel og en ulempe. Det er en fordel, at selve e-læseren er lille og let – den vejer 150 gram. Den beskedne størrelse og vægt gør Cybook Opus velegnet til at tage med sig, så hvis man rejser meget eller pendler med tog eller bus, er det bestemt en fordel. Hvis man derimod fortrinsvis læser i hjemmets lænestol er det meget rart med en større skærm. Den lille skærm er særlig irriterende, hvis man vælger en stor skriftstørrelse, for så er der ikke mange ord på en side, og man skal bladre hele tiden.

Da skærmen ikke er oplyst, bruger en e-læser kun strøm, når man bladrer eller navigerer. Batteriet i Cybook Opus holder derfor ifølge producenten til 8000 sidevisninger – eller omkring to uger. Opladningen foretages via USB-stikket, og der følger ikke oplader med. Man skal altså have en USB-oplader i forvejen, eller man kan oplade gennem computerens USB-stik.

Man skal også overføre e-bøgerne via computeren. Der er ikke indbygget forbindelse til det trådløse internet eller hjemmets wifi. Det betyder, at man ikke lige kan købe nye bøger, når man er på farten. Man skal downloade bøgerne til en computer og derfra overføre dem til e-læseren.

Der er plads til omkring 1000 bøger i maskinens hukommelse på 1 GB. Er det ikke nok, kan man indsætte hukommelseskort på op til 4 GB, og man kan selvfølgelig have mange hukommelseskort, så der er ingen begrænsning.

Selve læseoplevelsen er meget fin. Teksten står klart på den næsten hvide baggrund. Der er lidt refleks i skærmen, så man skal måske indstille læselampen, men det er ikke et stort problem. Faktisk er læsehastigheden højere end de fleste papirbøger, synes jeg, fordi man kan vælge skriftstørrelse og -type og dermed få det, som man vil have det. Man kan vælge mellem 12 skriftstørrelser og 4 skrifttyper, og det er vist tilstrækkeligt. Når man roterer e-læseren, roterer teksten med.

Cybook Opus

Betjeningen er enkel – meget enklere end en gennemsnitstelefon – menuerne er på dansk, og der medfølger dansk brugsanvisning. Det vanskeligste er at downloade bøgerne til computeren og overføre dem til e-læseren. Hvis det skal være rigtig brugervenligt, skal e-læseren have forbindelse til nettet, så man slipper for omvejen via computeren.

Det ville være rart med en lydudgang, så man også kunne benytte e-læseren til lydbøger. Det ville også være rart, hvis man kunne skrive kommentarer og især at man kunne søge – ikke bare i den aktuelle bog men i hele bogsamlingen. Det ville kræve et tastatur eller en trykfølsom skærm med et virtuelt tastatur, og det har denne model ikke. Cybook Opus er en læsemaskine, ikke andet. Den udnytter ikke de fordele, der er ved digitale tekster. Det er måske godt nok for mange, men jeg ville foretrække en model med flere muligheder.

Gyldendal tilbyder som introduktionstilbud Cybook Opus for 2.000 kroner leveret med 6 bøger. Man kan vælge mellem 2 pakker – Stærke fortællinger eller krimi og spænding. Det er et godt tilbud (pixmania sælger maskinen for omkring 1.500 uden bøger), hvis man ønsker at læse de medfølgende bøger, men det ville være mere attraktivt, hvis man selv kunne vælge bøgerne. Der medfølger desuden en række klassikere på engelsk, men dem kan man finde gratis mange steder på nettet, så det skal ikke være på grund af dem, man vælger dette tilbud.

Gyldendal har valgt at udgive e-bøger i formatet ePub – og vil udgive 2.000 titler i år – der selvfølgelig kan læses af Cybook Opus, som også kan læse PDF, HTML og en række billedformater.

Mange e-bøger er beskyttet mod ulovlig kopiering med DRM og dermed låst til den e-læser, man installerer dem på. Det vil sige, at man ikke umiddelbart kan kopiere dem. Hvis man ønsker at læse bøgerne på sin computer, telefon eller en anden e-læser, skal man oprette en ID hos Adobe Digital Editions og aktivere bøgerne med denne. Man kan så kopiere bøgerne op til 5 gange til enheder, hvor man benytter samme ID.

Det er absolut, bydende nødvendigt at oprette en sådan ID. Uden den er man låst til sin e-læser og mister hele sin bogsamling, når man skifter til en ny model, og det gør man før eller siden.

Gyldendal oplyser i en kommentar her, at de fleste af deres e-bøger sælges uden DRM men med et såkaldt digitalt vandmærke, der gør forlaget i stand til at spore bogens oprindelige køber, hvis bogen finder vej til for eksempel fildelingstjenester. Jeg ved ikke, hvad “de fleste” dækker over.

Konklusionen må være, at Cybook Opus er en fortrinlig læsemaskine – især til rejsebrug. Den er god, hvis man primært læser skønlitteratur, hvor man begynder på første side og læser derudaf. Men hvis man vil mere – søge, skrive kommentarer, oprette henvisninger, kopiere og i det hele taget udnytte fordelene ved digitale tekster, så er denne maskine ikke det rette valg.

Det er en god begyndermaskine, og da e-bøger er nyt for langt de fleste danskere, er Cybook Opus måske det rette valg til det danske marked lige nu. Hvis man bliver glad for at læse på en skærm, bliver Cybook Opus nok hurtigt den sekundære maskine, man tager med på ferien og den daglige pendlertur.

Specifikationer:

  • Vægt: 150 gram med batteri;
  • Mål: 108 x 151 x 10 mm;
  • Skærm: E-ink, 600 x 800 pixels (200 dpi) monokrom 4-niveau gråtoner;
  • Knapper: On / Off, Reset, 5-vejs navigation, Menu, Back, sidevisning frem / tilbage;
  • Hukommelse: 1 GB hukommelse + plads til ekstra micro SD card (max. 4 GB, samlet set ca. 5000 bøger);
  • Batteri: 1000mAh Lithium Polymer (8000 sidevendinger eller 2 ugers læsning);
  • Kompatibel med: PC / Apple;
  • Format: ePub, PDF, HTML, JPG, GIF, PNG;
  • Software: Adobe ePub / PDF Reader, Bookeen multi-format Reader;
  • Operativsystem: Linux 2,6.

Der medfølger USB-stik og etui.

Gyldendal sælger frem til 1. juli Cybook Opus i to pakker med hver 6 nyere bøger. Begge pakker koster 2.000 kroner.

Se også:

Mere om: E-bøger

2 kommentarer

Spørgsmålet er, hvem der falder for sådan en læsemaskine uden andre muligheder end ren tekstlæsning? Der er lidt gammeldags Casio-look over den, og hvis man se bort fra udseendet + bruge PC’en hver gang + drible med DRM-godkendelser og synkronisering, er målgruppen så ikke smalnet ind til mænd 60+ med en 24-nåls printer på skrivebordet? Ville du selv købe den? Jeg ville ikke, har allerede for mange stand-alone gadgets. Personligt kender jeg mange, der afholder sig fra at podcaste fordi det er for svært. Detteher lyder ikke en pind nemmere. The Bookseller har netop spurgt 3.000 mennesker om de ville købe en e-bogslæser. Mange er stadigt ikke interesseret men lurepasser til den helt rigtige løsning viser sig. Læs evt. min omtale af undersøgelsen her: http://sidestykker.blogspot.com/2010/05/men-hvem-gider-sa-lse-e-bger.html

Jeg kan egentlig godt lide idéen i, at man laver en skrabet model uden andet end kernefunktionen. Men ikke til 1500 kr., det er alt for meget.

Nu, hvor jeg tænker over det, kunne jeg da egentlig godt tænke mig en billig e-ink maskine til store pdf’er, gratis e-bøger og den slags.

Som studerende har jeg brugt mange timer på at læse pensum i diverse mange-siders pdf filer. Det ville jeg da hellere have gjort på e-ink end min bærbar.

Skriv en kommentar

Nyeste indlæg

Jeg er nu fan af undervisningsministeriet
Der er bevægelse, men Politiken og Berlingske har stadig fokus på produktet – ikke kunden
Vi har brug for reformer af ophavsret, ikke ACTA
ACTA: Hvordan skal man lovgive mod piratkopiering? Her er eksempler fra andre lande
Aviser er for gamle stakler
Rigspolitiet på Facebook – og deres kolleger i Sverige, Norge, USA, Tyskland og Indien
Anmeldelse: Den perfekte storm – læg kursen for virksomhedens strategi i de sociale medier. Af Peter Svarre
De digitale indfødte og B-holdet
Gratis lydbøger om Apple, Google og Facebook
Efter en sløv start blev internet mobilt

Emner

Bøger
Blogs
Boganmeldelser
Domænenavne
E-bøger
E-handel
Fildeling
Find vej på nettet
Historie
Job
Medier
Mobil
Politik
PR og reklame
RSS
Søgemaskiner
Sociale medier
Sprogteknologi
Tal og statistik
TV og video
Værktøj
Wiki