Du står i en butik og forelsker dig i en vare, men du vil lige se, hvad den koster andre steder, så du scanner stregkoden med din telefon, og straks får du prisen på samme vare i andre butikker.
Sådan ser fremtiden ud – eller nutiden nogle steder i verden.
I Singapore kan man benytte lobangclub og Price Pal, og i USA har de ShopSavvy og Redlaser.
Amazon har introduceret en app rettet mod studerende, som blandt andet kan sammenligne priser på bøger: Amazon Student App for iPhone. Når man står hos boghandleren, kan man lige tjekke prisen hos Amazon, inden man køber.
Mon ikke vi får noget tilsvarende i Danmark inden længe.
Se også: Kære supermarked, giv mig en app
Jeg der allerede findes en dansk app der hedder Kindle scanner? – som kun virker til Amazons katalog, desværre. Det betyder kun engelske bøger
Spørgsmålet er, om man behøver en app? Jeg ser f.eks. ofte folk fotografere de bøger de finder interessante på boghandlernes hylder. Adspurgt, forklarer de, at det både er til brug for ønskelisten og til nærmere granskning af priser.
Selvom jeg selv går efter de bedst mulige priser virker det grænseoverskridende på mig, at man så åbenlyst bruger en butiks service (f.eks. bøger på hylderne) til at købe billigt ind, dér hvor den service ikke eksisterer.
Det interessante ligger for mig at se i, at rigtigt mange mennesker stadig har brug for at se og røre de fysiske varer i forbindelse med købsbeslutningen. Også selvom det drejer sig om standardiserede varer, der ofte findes bedre deklareret på nettet.
Vil de fysiske butikker være udkonkurreret før vi har vænnet os af med at se & røre?
Hvilke forretninger vil fremover skabe liv og betale husleje på hovedstrøgene?
Selvfølgelig behøver vi en app, så vi kan få relevant information ved at læse en streg- eller QR-kode, som i forvejen identificerer varen.
Producenterne har brugt systemet i årevis til at skabe overblik og systematik i salgsprocessen.
Nu er det forbrugernes tur til at få overblik, gennemskuelighed og sammenlignelighed i købsbeslutningen.
Denne magt har producenterne selvfølgelig ikke interesse i fremme, da den liberale salgsmodel udelukkende lever af forbrugerens uvidenhed om netop konkurrenternes produkters fortrinligheder. Eksemplerne på dette er uendelige i antal og trivialitet.
“Hvilke forretninger vil fremover skabe liv og betale husleje på hovedstrøgene?”
Iscenesættelsen med at koble liv -> hovedstrøg -> varer -> forbrugerisme som du bruger, er en gave for gadedetailhandelen, der har det svært i disse år, hvor forbrugeren flytter mange af sine indkøb over til nettet.
Efter 20 år med internet, er det langsomt ved at blive normalt at købe en vare billigst muligt hvorsomhelst, hvis kvaliteten ellers er sammenlignelig. Til dette formål er www uovertruffen, hvis vi ellers gider at bruge det, og det er der meget, der tyder på, at vi gør. Fx momondo.com, edbpriser.dk osv.
Liv i det offentlige rum burde være mere og større end Lyngby Hovedgade, CITY2, Strøget og lignende dødssyge og globalt set fantasiløse kopier af hinanden.
Man skal ikke så langt tilbage i tiden, før nogle af os vil kunne huske at fri-tid betød cykelture med madpakker og fællesskab. I know… det lyder som socialromantik, men jeg ser ikke noget positivt i Homo Consumus
Aarhus og Katrineholm viser, hvorfor nettet kræver nye journalistiske formater
Mediernes arvesynd og fremtidens levevej
Alt er remix. Ophavsret og patenter truer udvikling
Skolebørn skal lære, at censur er godt
Ministre misinformerer om ACTA
Jeg er nu fan af undervisningsministeriet
Der er bevægelse, men Politiken og Berlingske har stadig fokus på produktet – ikke kunden
Vi har brug for reformer af ophavsret, ikke ACTA
ACTA: Hvordan skal man lovgive mod piratkopiering? Her er eksempler fra andre lande
Aviser er for gamle stakler
Bøger
Blogs
Boganmeldelser
Domænenavne
E-bøger
E-handel
Fildeling
Find vej på nettet
Historie
Job
Medier
Mobil
Politik
PR og reklame
RSS
Søgemaskiner
Sociale medier
Sprogteknologi
Tal og statistik
TV og video
Værktøj
Wiki