Hele nettet er arabisk, og der er ingen dokumenter

Findes der en arabisk oversættelse af "Jæger - i krig med eliten" på nettet? Svaret er, at spørgsmålet er meningsløst

04.10.2009
Søren Storm Hansen

FlowI den seneste uge har alle talt om den arabiske oversættelse af bogen “Jæger – i krig med eliten” og alle har ledt efter den på nettet.

Det svarer til at lede efter et dokument med et søgeresultat for at dokumentere, at søgeresultatet findes.

Når man søger på Google, viser Google ikke et “dokument”, og man taler ikke om, at søgeresultatet “ligger på nettet”.

Oversættelser fungerer på samme måde. Man sender en forespørgsel – altså originalteksten – og beder om et svar – oversættelsen. Google Translate producerer oversættelsen, men den ligger ikke noget sted på nettet.

Hvis en tekst findes på dansk, findes den på alle de sprog, Google Translate understøtter. Det kræver bare et klik. Kvaliteten er ofte tvivlsom, men det er en anden diskussion.

Det er meget muligt, at “Jæger – i krig med eliten” eller uddrag af den er oversat tusindvis af gange, uden der nogensinde er produceret et dokument med oversættelsen.

Sådan fungerer nettet i stadig større omfang. Det er ikke en samling dokumenter. Det er informationer, som bliver produceret til lejligheden ud fra kriterier i en forespørgsel. Disse informationer “findes” ikke – kun i det øjeblik, forespørgslen behandles.

Denne udvikling er tydeligst med informationer, der genereres af computere: søgeresultater, maskinoversættelser, beregninger og statistikker. Disse informationer ændrer sig hele tiden og “findes” ikke.

Udviklingen gælder dog også almindelige tekster, skrevet af mennesker. De er heller ikke statiske dokumenter. Et opslag på Wikipedia kan ændre sig fra time til time. Man kan nok sige, at opslaget “ligger på nettet”, og man kan linke til det, men det er ikke en statisk tekst, for der er hele tiden nogen, der ændrer den.

På nettet bliver begreber som artikler og bøger opløst og meningsløse. Der er ingen “dokumenter”.

Dette er tilsyneladende svært at forstå, hvis man er vant til en papirvirkelighed, hvor en tekst er en tekst, som ikke står til at ændre.

Men denne udvikling vil fortsætte, og vi vil i stadig stigende omfang få informationer, der er tilpasset tidspunktet, vores køn, alder, opholdssted, sprog og alt muligt andet. Den individuelle tilpasning sker allerede med søgninger, hvor søgeresultatet blandt andet er tilpasset efter, hvor i verden man befinder sig.

Når vi alle gradvist løsriver os fra papirvirkeligheden, vil vi i stigende omfang forvente disse tilpasninger.

Vi forventer, at et søgeresultat er aktuelt og relevant. Vi er ikke interesseret i sidste uges søgeresultat. Det samme gælder vejrudsigten, valutakurser og prisen på leverpostej, og sådan bliver det med flere typer information, for eksempel nyheder. Vi forventer ikke et “dokument”, vi forventer aktuel og relevant information, ofte sammensat fra mange kilder og tilpasset vores situation og behov.

En oversættelse vil vi end ikke klikke for at få. Vi vil forvente, at alt automatisk bliver oversat til vores foretrukne sprog. Derfor er det meningsløst at lede efter et “dokument” med en arabisk oversættelse af en bog. Hvis teksten findes på et sprog, findes den på alle.

Foto: armintalic.

Skriv en kommentar

Nyeste indlæg

Jeg er nu fan af undervisningsministeriet
Der er bevægelse, men Politiken og Berlingske har stadig fokus på produktet – ikke kunden
Vi har brug for reformer af ophavsret, ikke ACTA
ACTA: Hvordan skal man lovgive mod piratkopiering? Her er eksempler fra andre lande
Aviser er for gamle stakler
Rigspolitiet på Facebook – og deres kolleger i Sverige, Norge, USA, Tyskland og Indien
Anmeldelse: Den perfekte storm – læg kursen for virksomhedens strategi i de sociale medier. Af Peter Svarre
De digitale indfødte og B-holdet
Gratis lydbøger om Apple, Google og Facebook
Efter en sløv start blev internet mobilt

Emner

Bøger
Blogs
Boganmeldelser
Domænenavne
E-bøger
E-handel
Fildeling
Find vej på nettet
Historie
Job
Medier
Mobil
Politik
PR og reklame
RSS
Søgemaskiner
Sociale medier
Sprogteknologi
Tal og statistik
TV og video
Værktøj
Wiki