Anmeldelse: Steve Jobs – en biografi om manden bag Apple, af Walter Isaacson

På baggrund af over 40 interviews med Steve Jobs og samtaler med venner, familie og kolleger tegner Walter Isaacson et nærgående portræt af en usædvanlig mand og en usædvanlig virksomhed

28.10.2011
Søren Storm Hansen

Steve Jobs - en biografi om manden bag AppleSteve Jobs var hippie tilbage i 1970erne; langhåret, uvasket, veganer, buddist og fan af Bob Dylan. Han tog den obligatoriske dannelsesrejse til Indien, mediterede, gik til primalskrigsterapi og afprøvede en rig variation af euforiserende stoffer. Han var også kvikkere end sine adoptivforældre, hvad der kom som et chok for ham selv men ikke for adoptivforældrene. Og han var vild med elektronik, hvad der førte ham sammen med Steve Wozniak – den nu legendariske duo The Two Steves, der skabte Apple Computers.

Historien om Steve Jobs er også historien om hjemmecomputeren – en produktkategori han var med til at skabe – og selvfølgelig historien om virksomheden Apple, som Steve Jobs grundlagde sammen med Steve Wozniack og Ron Wayne. Sidstnævnte trak sig ud efter kun elleve dage.

Steve Jobs tog selv initiativet til denne biografi men ville ikke have indflydelse på indholdet. Forfatteren, som tidligere har skrevet biografier om Albert Einstein, Benjamin Franklin og Henry Kissinger, har ført mange og lange samtaler med Steve, hans familie, venner, kolleger og konkurrenter og havde knap sat sidste punktum, da Steve Jobs døde af kræft den 5. oktober 2011. Det fremrykkede udgivelsen, der var annonceret til foråret 2012. I mandags udkom den engelsksprogede udgave, og i dag, fredag, den danske, fremragende oversat af Jacob Levinsen.

Big Brother

Hjemmecomputeren udsprang af hippie-bevægelsen som modtræk til de store mainframes, som myndighederne rådede over og som ville registrere alt og være et effektivt våben til undertrykkelse. Frygten for Big Brother var udbredt i 1970erne, alle læste George Orwells roman 1984, og Apples legendariske reklame for den første Apple Machintosh – som blev introducereret i 1984 – spillede på denne frygt:

Machintosh var virksomhedens store gennembrud, men før den kom Apple I og Apple II. Den første håndbygget i garagen, som myten om den amerikanske startup foreskriver, den anden en rigtig computer.

Wozniak var ingeniøren, Jobs forretningsmanden. Wozniak den indadvendte idealist, Jobs den selvsikre med store armbevægelser, sans for design og detaljen. Wozniak udviklede de bedste komponenter på markedet, Jobs gjorde dem lækre og salgbare. Apple II var en nyskabelse i teknik og design.

Apple II
Apple II

Apple blev en rigtig virksomhed med ansatte, direktør og investorer. Apple II var maskinen, der definerede den nye hjemmecomputer. Den var i forskellige udgaver på markedet i 16 år og blev solgt i 6 mio. eksemplarer.

Steve Jobs var 22 år gammel. Han blev far men var længe om at erkende faderskabet og opførte sig ikke særlig pænt overfor moderen. Han blev klippet og begyndte at gå i rigtigt tøj. Han lagde et stort arbejde i Apple III, som blev en fiasko. Den næste model, Lisa, blev opkaldt efter hans datter.

Revolutionen blev grundlagt på Xerox-koncernens udviklingscenter Xerox Parc. De fandt på den grafiske brugerflade, metaforen med skrivebord, ikoner, mapper og papirkurv. De opfandt musen. Det ville Jobs gerne se og tilbød Xerox at investere i Apple mod adgang til Xerox Parc. Det fik han, blev meget begejstret, og Apple tog alle ideer fra Xerox Parc og forfinede dem. Men Jobs var ikke nem, så han blev frataget titlen som vicedirektør, frataget kontrollen med Lisa og henvist til jobbet som bestyrelsesformand og ansigt udadtil.

I 1980 gik Apple på børsen, Jobs var 25 og nu god for 256 mio. dollar.

Macintosh

Jef Raskin skrev brugsanvisningen til Apple II og var nu chef for Apples publikationsafdeling. Han havde en drøm om en folkecomputer og fik lov til at stå i spidsen for et baglokaleprojekt – Macintosh. Steve Jobs var presset ud af projekt Lisa og fascineret af Raskins vision kastede han sig over Macintosh. Det måtte gå galt. Raskins stræben efter at holde prisen nede og Jobs stræben efter det perfekte var uforenelige. Jobs vandt, Raskin blev fyret, og det passede Apples ledelse godt at holde Jobs beskæftiget med et lille udviklingsprojekt, så han ikke lod sit ofte voldsomme temperement og knap så veludviklede diplomatiske evner forstyrre det væsentlige.

Steve Jobs gik på rov efter medarbejdere i Apples øvrige afdelinger og andre virksomheder. Hans begejstring smittede, selvom alle vidste, at han var umulig at arbejde sammen med, og snart havde Jobs et team, der skulle sikre, at 1984 won’t be like “1984″.

Lisa kom på gaden i januar 1983. Den var dyr, og når Steve Jobs blev interviewet om den nye computer, talte han om Macintosh, som ville komme senere på året og være bedre og billigere – og i øvrigt ikke kompatibel med Lisa.

Macintosh
Den første Macintosh og en del af teamet.

Macintosh blev forsinket igen og igen, projektet overskred budgettet, og medarbejderne skulle være mere end almindeligt hårdhudede. I Jobs øjne var man enten et geni eller uduelig, og det kunne skifte fra uge til uge. Han kunne affærdige en ide med en hånlig bemærkning for et par dage efter at præsentere den som sin egen. Men han havde visioner og en lidenskab, der smittede. Medarbejderne gik rundt med en t-shirt med teksten “Arbejder 90 timer om ugen, og jeg elsker det!”.

Gruppen bag Lisa svarede igen med: “Arbejder 70 timer om ugen og får faktisk leveret.” Hvad der fik folkene bag Apple II til at iføre sig t-shirts med teksten “Arbejder 60 timer om ugen – og tjener de penge der betaler for Lisa og Mac.”

Det var temmelig barnligt, og Apples direktør, Mike Markkula, gad egentlig ikke at være direktør. Han havde, inden han kom til Apple, tjent kassen på gode aktieoptioner og ville hellere leve det gode liv. Jagten på en ny direktør gik ind, og en headhunter foreslog direktøren for Pepsi, John Sculley. Han var ikke umiddelbart begejstret, men lod sig overtale, da Steve Jobs, som legenden lyder, spurgte: “Vil du sælge sukkervand resten af dine dage, eller vil du have mulighed for at ændre verden?”

John Sculley tog jobbet, men det skulle han nok ikke have gjort.

Og IBM var trådt ind på markedet for hjemmecomputere. De introducerede en række standarder og tillod, at andre producenter kunne sælge computere, der var kompatible med IBMs, hvad stort set alle, bortset fra Apple, gjorde. I 1982 solgte Apple II bedre end IBM, men det var vendt i 1983. Nu solgte IBM og kopier 1,3 mio. enheder, mens Apple II solgte 420.00, og Apple III og Lisa slet ikke solgte.

Apples fremtid stod og faldt med Macintosh. Steve Jobs indtog scenen ved en salgskonference på Hawaii i oktober 1983 og sagde: “Vil Big Blue komme til at dominere hele computerindustrien? Hele informationstidsalderen? Havde George Orwell ret med hensyn til 1984?”. Det var hans introduktion til den nu historiske reklamefilm, du så i begyndelsen af denne anmeldelse.

Filmen var rasende dyr, instrueret af Ridley Scott, som lige havde lagt verden for sine fødder med Blade Runner, og Steve Jobs elskede den, fordi han elskede rollen som rebel. Apples bestyrelse kunne ikke lide filmen – der var end ikke et billede af produktet. Filmen blev vist på tv en enkelt gang ved finalen i amerikansk fodbod, som er den absolut dyreste reklameplads på tv. Det kostede 800.000 dollar, men det var pengene værd. Stort set alle tv-stationer i landet viste den de følgende dage, og alle talte om den.

Det var første gang, Steve Jobs udfoldede sit talent for produktlanceringer, men bestemt ikke sidste.

Bill Gates

Macintosh blev umiddelbart en succes, men salget faldt i andet halvår af 1984 og IBM sejrede. Eller rettere Microsoft, som leverede styresystemet DOS til IBMs PC. Bill Gates, stifteren af Microsoft, var på alder med Steve Jobs, men de to var meget forskellige. Jobs var perfektionist, Gates pragmatiker. Apple producerede nicheprodukter, Microsoft erobrede verden.

Steve Jobs og Bill Gates
Steve Jobs og Bill Gates

Microsoft udviklede programmer til Apple II og ville meget gerne udvikle til Macintosh. De ville også gerne kopiere den grafiske brugerflade, og det gjorde de med Windows, som blev og er standarden på PCer. Det passede ikke Steve Jobs, og han konfronterede Bill Gates, som roligt svarede: “Nå ja, Steve, jeg tror man kan se på det på flere måder. Jeg tror mere det er som hvis vi begge to havde en rig nabo ved navn Xerox, og jeg brød ind hos ham for at stjæle hans tv og fandt ud af at du allerede havde stjålet det.”

Steve Jobs var rasende, men Bill Gates havde fat i den lange ende. Senere investerede Microsoft i Apple for at holde virksomheden i live og måske for at undgå at blive monopol, hvad der kunne give problemer med myndighederne.

Next, Pixar og hjem igen

Salget af Macintosh gik ikke godt, og kemien mellem John Sculley og Jobs blev værre. Det endte med, at Jobs blev presset ud af Apple. Wozniak havde allerede forladt virksomheden, og med Jobs afgang steg aktien 7 procent.

Jobs ejede 11 procent af aktierne, og dem solgte han – på nær en enkelt, så han kunne deltage i aktionærmøder, hvis han ønskede. Han grundlagde en ny computervirksomhed, NeXT, hvor han kunne virkeliggøre sine visioner, men computeren blev for dyr og blev aldrig en succes.

Så gik det bedre med animationsstudiet Pixar, som står bag successer som Toy Story, Finding Nemo og Cars. Virksomheden var oprindeligt computerafdelingen i Lucasfilm (ham med Star Wars) og ledet af Ed Catmull. George Lucas ønskede at sælge afdelingen fra, og Jobs sprang til.

Ed Catmull, Steve Jobs og John Lasseter

Ed Catmull, Steve Jobs og John Lasseter, 1999

Pixar skulle udvikle computere og software til animationsstudier. De havde udviklet Pixar Image Computer, som den nye virksomhed tog navn efter. Instruktøren John Lasseter var leder af en lille gruppe, der producerede animationer for at afprøve computerne, og han skabte den oscarnominerede Luxo jr:

Det gik ikke så godt med at sælge hardware og software, og da Disney var meget interesseret i John Lasseter endte det med et samarbejde om filmen Toy Story, der blev en succes hos anmeldere og publikum og årets mest indtjenende film.

Jobs solgte siden Pixar til Disney.

Det gik knap så godt hos Apple. De havde succes i den grafiske branche, fordi Macintosh var suveræn til Desktop Publishing, men IBM og Microsoft havde sat sig på hele det øvrige marked, og med introduktionen af styresystemet Windows 95, som kunne alt det, Macintosh kunne, var der ingen grund til at købe en Macintosh, som ikke havde udviklet sig stort siden introduktionen 11 år tidligere.

Kræfter hos Apple ønskede Jobs tilbage, og Jobs var klar. Apple købte NeXT, og Jobs tiltrådte som deltidsansat rådgiver. Direktørposten var overtaget af Gil Amelio, som Jobs ikke havde meget tilovers for. Bestyrelsen havde også mistet troen på Amelio, og med Jobs tilbage gik der ikke længe, før Amilio måtte træde tilbage og overlade posten til Steve Jobs.

iDirektør

Steve Jobs blev budt velkommen som en halvgud af de stadig mange trofaste Macintosh-fans. Han erklærede, at Apples produkter var noget bras – de var ikke længere sexede, og han begyndte at rydde op. Der var et utal af modeller, som ingen kunne hitte rede i. Det meste blev skrottet, og så kom iMac, første resultat af samarbejdet mellem Jobs og designeren Jonathan Ive, som var på nippet til at sige op, da Jobs kom tilbage til Apple og erklærede, at det ikke handlede om at profitmaksimere men om at skabe fantastiske produkter.

iMac

iMac, 1998

iMac var genopfindelsen af den oprindelige Macintosh i et friskt design og et bredt udvalg af farver – noget helt uhørt i computerverdenen, hvor alt var gråt. iMac blev den hurtigst sælgende computer i Apples historie, og virksomheden var tilbage på sporet.

Og her, kære børn, slutter historien for i dag. Vi er nået lidt over halvvejs i bogen og har stadig historierne om iPod, iPhone og senest iPad til gode. Vil I høre dem og de mange anekdoter, jeg er sprunget let hen over, må I købe bogen. Og hvis I er nået hertil, er der ingen tvivl om, at I vil føle jer i rigtig godt selskab.

Køb bogen hos:

Alle fotos er fra bogen.

Se også Anmeldelse: I’m Feeling Lucky: The Confessions of Google Employee Number 59. Af Douglas Edwards.

4 kommentarer

Bogen giver et fascinerende billede af spændingsfeltet mellem den kompromisløse kreative ener og big business samt et glimrende tidsbillede. Steve Job kendte heldigvis ikke til Jante-loven.

Der er lukket for kommentarer.

Nyeste indlæg

Sådan skal virksomheden blogge – eller lade være
Desværre blev 2014 ikke året, hvor medierne gennemførte den nødvendige fornyelse
Redaktionel iværksætterkultur
Anmeldelse: Etik for journalister på nettet. Af Jakob Albrecht og Andreas Marckmann Andreassen
Historietimen: Skat på internet er forsøgt af musik, medier, Martin Thorborg, FN og nu film
Anmeldelse: Sig du kan li’ mig – indholdsstrategi for sociale medier. Af Astrid Haug
Politiko – det blev endnu en avis
Politiken kan få 100.000 digitale abonnenter, hvis de holder op med at sælge journalistik
Anmeldelse: How Google Works. Af Eric Schmidt og Jonathan Rosenberg
Facebook har vundet: Medier er nu underleverandører af gratis nyheder. Slå igen med faglig dating

Emner

Bøger
Blogs
Boganmeldelser
Domænenavne
E-bøger
E-handel
Fildeling
Find vej på nettet
Historie
Job
Medier
Mobil
Politik
PR og reklame
RSS
Søgemaskiner
Sociale medier
Sprogteknologi
Tal og statistik
TV og video
Værktøj
Wiki