De digitale indfødte og B-holdet

Historien om internet 19:24. De stakkels skolelærere gik en hård tid i møde, da de digitale indfødte kom i skolealderen. Generationen født omkring 1990 vidste fra første skoledag mere om computere og internet end deres lærere, hvoraf mange end ikke havde en computer.

De mest initiativrige børn begyndte at benytte overfloden af tvivlsomme informationer på nettet, og det var ikke velset. Skolen baserer sin undervisning på autoriserede lærerbøger, og dem skulle ungerne holde sig til. Internet blev mødt med forbud, og man var ikke vant til at inddrage kildekritik i undervisningen, da kilderne var godkendt af undervisningsministeriet og ikke til diskussion.

Værre blev det, da eleverne løste oversættelsesopgaver med Google Translate. Det slap de ikke godt fra, og den første reaktion var igen forbud – ikke undervisning i, hvad en sådan tjeneste kan og ikke kan benyttes til.

De ditale indfødte omfattede dog ikke hele generationen, viste det sig. Der var et A-hold og et B-hold, og som internet fik bedre fat og nærmest blev en forudsætning for at klare sig, flyttede fokus til at løfte B-holdet.

Modstanden blev også mere udtalt. Modtageren af Nobelprisen i litteratur i 2007, Doris Lessing, benyttede sin takketale til at rase mod internet:

Hvordan vil vores liv, vores måde at tænke på, blive ændret af internet, som har forført en hel generation med sine ligegyldigheder, så selv fornuftige mennesker erkender at, når først de er fanget, har de svært ved at slippe fri, og de finder, at en hel dag er gået med blogging osv?

Hunger for books.

Den engelsk-amerikanske debattør Andrew Keen var på sammen linje i bogen “The Cult of the Amateur: How Today’s Internet Is Killing Our Culture”, også fra 2007, hvor han argumenterede for, at amatørismen på internet underminerede professionalisme, og med sin overflod af ligegyldigheder gjorde det svært at finde autoritativ information.

Der var også voksende kritik af de stadig mere populære blogs og sociale netværk, som blot var narcissisme og redskaber til selviscenesættelse.

Kritikken blev imødegået af blandt andre Clay Shirky i bogen The Cognitive Surplus (anmeldelse) og Morten Bay i Homo Conexus (anmeldelse). De mente, at de nye kommunikationsformer fremmede generøsitet og samarbejde, og at organisationer og virksomheder, der ikke tog dem til sig, ville skubbe de gode medarbejdere fra sig og tabe i konkurrencen.

En computer til hvert barn

I andre kredse var der mere fokus på at udbrede internet, computere, e-bøger og undervisningsmaterialer. Det mest ambitiøse projekt var One Laptop Per Child (OLPC), med Nicholas Negroponte, stifteren af Massachusetts Institute of Technologys Media Lab og forfatter til bogen Being Digital, der forudsage meget af den udvikling, vi nu gennemlever, som initiativtager.

OLPC skulle hjælpe det globale B-hold i Afrika, Asien og Sydamerika ved at producere meget billige computere, der kunne anvendes til undervisning i lande uden midler til de eksisterende computere.

Tre drenge i Kenya arbejder med deres XO-1 computere fra OLPC. Foto One Laptop Per Child.

Computeren skulle koste 100 dollar, have meget lavt energiforbrug og genopladning med solceller og håndsving. Den første model XO-1 kom på markedet i 2006 til en pris på lidt under 200 dollar. Ved udgangen af 2011 er der distribueret omkring 2,5 mio. computere, men prisen er stadig over 100 dollar. Det er nu målet, at en ny model i 2012 uden tastatur og med berøringsfølsom skærm, en tablet som iPad, vil nå prismålet på 100 dolllar.

Den kommende model XO-3 fra OLPC. På indersiden af låget er der monteret solceller til opladning. Foto: The Verge.

Dette er et afsnit i føljetonen Historien om internet. Gå til:

• Forrige afsnit: Efter en sløv start blev internet mobilt;
• Indholdsfortegnelse.