Netscape er død, leve internet

Den 1. februar er det slut med Netscape, en web-browser og en usædvanlig virksomhed. Det følgende er en gennemgang af Netscapes omtumlede historie.

Det begyndte med en e-mail med indledningen: “Du kender mig nok ikke, men jeg er grundlæggeren af Silicon Graphics …”. Modtageren af e-mailen, den 23 årige Marc Andreessen, kendte udmærket afsenderen, James H. Clark, som var en levende legende i Silicon Valley.

Clark havde solgt sine aktier i Silicon Graphics og var på udkik efter nye udfordringer. Han havde set verdens første web-browser, Mosaic, som Marc Andreessen havde medvirket til at udvikle, og nu ønskede han at arbejde sammen med Andreessen.

Den oprindelige ide var at arbejde med interaktivt tv, men de opdagede hurtigt, at det ikke var fremtiden. Andreessen forslog så, at de videreudviklede Mosaic, og gjorde den til et kommercielt produkt.

Andreessen havde været med på holdet, der udviklede Mosaic i 1993 hos NCSA (National Center for Supercomputing Applications) ved universitetet i Illinois. Mosaic var hovedsagelig et samarbejde mellem Andreessen, som var ide-manden, og Eric Bina, som stod for det meste af kodningen. Mosaic var – sammen med html-sproget – et stort skridt fremad for brugervenligheden på internet. Nu kunne alle bruge nettet, for man skulle bare klikke og ikke skrive lange kommandoer, som i andre programmer. Mosaic fik hurtigt stor udbredelse, og allerede i NCSA havde Andreessen foreslået en kommerciel version af browseren. Det fik han ikke opbakning til, og i frustration forlod han NCSA.

Andreessen tog som så mange andre unge, håbefulde it-folk til Silicon Valley og fik job i et softwarefirma. Kort efter fik han en e-mail fra Clark.

En virksomhed bliver født

Clark og Andreessen hyrede syv medlemmer af det oprindelige udviklerhold fra Mosaic-browseren. De oprettede virksomheden Mosaic Communications Corporation, der blev til omdøbt til Netscape Communications Corporation, fordi virksomheden Spyglass i mellemtiden havde købt retten til Mosaic fra universitetet i Illinois og var temmelig utilfreds med den nye konkurrents navn.

Spyglass havde købt licensen til Mosaic fra NCSA, men de brugte aldrig koden. De skrev en ny browser fra bunden til Windows, MacOS og Unix. På det tidspunkt eksisterede Netscapes browser ikke, og da den kom, mente Spyglass, at de havde et godt forspring. Men Jim Clark var ikke hvem som helst. Han havde dybe lommer og sørgede for masser af pressedækning til Netscape.

Spyglass besluttede at sælge licenser af Mosaic til andre virksomheder i stedet for at sælge deres egen browser direkte til brugerne. Mosaic skulle være grundlaget, som andre virksomheder kunne skrue videre på. Spyglass solgte 120 licenser, og det var en udmærket forretning.

I løbet af sommeren 1994 havde Netscape brug for informationer om det kommende styresystem fra Microsoft, Windows 95, og som så mange andre virksomheder opsøgte de Microsoft for at få mere at vide om det nye system, så de kunne udvikle programmer til det.

På det tidspunkt havde Microsoft kun et par udviklere, der arbejde på en web-browser, og de vidste, at de var langt efter Netscape.

Under mødet mellem Netscape og Microsoft forsøgte Microsoft i første omgang at købe Netscapes kode for 1 million dollars. Det lykkedes ikke, og i frokostpausen ringede forhandlerne fra Microsoft hjem til hovedkvarteret i Redmond. Efter frokosten var der nye toner fra Microsofts forhandlere. Nu sagde de: “vi begraver jer, men hvis I samarbejder, vil vi overveje en aftale”.

Hastværk er lastværk

Netscape havde travlt. Når man har travlt, udvikler man ikke ordentlig kode. Den oprindelige browser fra Mosaic bestod af et par tusind linjer kode, og det kan man sagtens holde styr på. Men hvis man vil blive på markedet længe, skal man tænke fremad fra begyndelsen. Når programmet kommer til version 6 eller 7, vil der være mange tusind linjer kode, og alt hænger sammen på måder, man ikke kan overskue. Man skal have en ordentlig arkitektur og god dokumentation fra første version. Netscape tog sig ikke tid til at udvikle produktet ordentligt, og det skulle komme til at koste dem.

Den første browser fra Netscape var på 100.000 linjer kode og skrevet af ti udviklere. Version 2, 15 måneder senere, havde 30 udviklere og 700.000 linjer kode. Version 3 havde 50 udviklere og 1 million linjer. Communicator 4,0, som kom 10 måneder efter version 3 havde 120 udviklere og 3 millioner linjer kode. I bunden lå stadig version 1, som var noget rod.

Netscape gjorde det svært for sig selv fra begyndelsen.

I oktober 1994 blev den første betaversion af Netscape Network Navigator lagt på nettet til gratis download, og den blev en øjeblikkelig succes.

Netscape arbejdede meget hurtigt, og de forærede browseren væk for at leve af at sælge server-software. Meningen var at opnå hurtig markedsdominans, og det lykkedes. Netscape blev standard på web, som andre måtte rette ind efter.

Netscape Navigator var en god browser og havde en del praktiske tilføjelser til standarderne. Desuden indførte Netscape SSL, en sikkerhedsfunktion, der krypterede kommunikationen mellem browseren og serveren. Dette gjorde Netscapes browser væsentlig bedre end konkurrenternes, og det var helt fortjent, at den satte sig på browsermarkedet.

Den sovende bjørn

Den 13. januar 1995 annoncerede Bill Gates, bossen for Microsoft, at MSN (Microsoft Network) ville tilbyde adgang til internet på et eller andet tidspunkt. Det var planen, at Microsoft ville have deres eget netværk, MSN, som de selv kunne kontrollere. Det var bestemt ikke meningen, at det skulle være et netværk med åbne standarder, som det internet, vi kender i dag. Microsoft ønskede at kontrollere netværket på samme måde, som de kontrollerede styresystemet. Mac havde en markedsandel på under 5 procent, og Linux var kun for de allermest nørdede, så det var i praksis Microsoft, der bestemte.

Der var ingen tegn på, at Bill Gates og Microsoft havde set, hvilken vej, det gik, og de var bestemt ikke alene. I slutningen af 1994 forklarede Time Magazine, hvorfor internet aldrig ville vinde udbredelse: “Det er ikke designet til handel”. Newsweek var mere bramfri i februar 1995: “Internet? Bah”.

Andre havde dog set, hvilken vej det gik. I april 1995 investerede Adobe, Hearst, Knight-Ridder, TCI og Times Mirror Company 17 millioner dollars i Netscape og fik 12 procent af aktierne. Netscape havde en anslået markedsværdi på 140 millioner dollars.

Den 23. maj 1995 annoncerede Netscape og Sun Microsystems, at Netscape ville få den første licens til Java, en teknologi, der tillod brugeren at afvikle programmer direkte i browseren. Det var et træk, der direkte truede Microsoft.

Bragesnak

Andreessen fortalte alle, der gad høre på ham, at kombinationen Java og Netscape ville afløse styresystemet og dermed bringe Microsoft i knæ. Dermed fik Netscape Bill Gates opmærksomhed. Og Andreessen sørgede for at fastholde den opmærksomhed ved at erklære, at Windows ville blive reduceret til “a poorly debugged set of device drivers”.

I de kommende to år var Andreessen overalt. På forsiden af Time Magazine og i samtlige finans- og nyhedstidsskrifter. En artikel i Forbes kaldte ham den næste Bill Gates. Alle steder hånede han Microsoft.

I september 1996 sagde han: “Navigator vil være i stand til at overtage hele skrivebordet. Faktisk vil du kunne starte din computer direkte i Netscape”.

Hvis Netscape og Sun Microsystems fik held med deres forehavende, var der knap brug for et styresystem. Med en web-browser, som kunne afvikle programmer (Java), var browseren ikke et program men en platform, og det var en alvorlig trussel mod Windows.

Microsoft forsøgte flere gange at forhindre Netscape i at blive en konkurrent som platform, og Netscape forsikrede Microsoft om, at det havde de ingen intentioner om. Men det var for sent. Andreessen og andre fra Netscape havde allerede sagt for meget offentligt, og Microsoft blev nervøse.

Truslen om at gøre browseren til en platform, var dog tom. Java var ikke egnet til store programmer som for eksempel tekstbehandling, og det er først nu – mere end ti år senere – at vi ser de første funktionsdygtige tekstbehandlingsprogrammer og regneark, som kan afvikles i en browser.

Netscape var en nystartet virksomhed med mindre end 1.000 ansatte og 203 millioner dollars i banken efter deres børsintroduktion i sommeren 1995. Microsoft havde mere end 10 milliarder dollars i likvide midler og fuld kontrol med det dominerende styresystem.

Bjørnen vågner

Microsoft havde i sommeren 1995 ikke kastet så meget som et blik på internet. De anede intet om html, web-servere, mail-servere, firewalls, TCP/IP og hvad der ellers ligger til grund for internet. De arbejdede hektisk på Microsoft Exchange – netværkssoftware, som intet havde med internet at gøre og som kom på markedet i 1996, hvor det var aldeles ligegyldigt.

Microsoft havde et browserprojekt, baseret på Mosaic-koden fra Spyglass, men det projekt havde lav prioritet og var langt efter Netscapes. Microsoft havde ingen intentioner om at levere en browser til Windows 3,1 eller Mac. Faktisk forhindrede Microsofts kontrakt med Spyglass dem i at udvikle en browser til Windows 3,1.

Bill Gates vågnede dog, og den 26. maj 1995 udsendte han en notits til ledelsen i Microsoft med titlen “The Internet Tidal Wave”. Notitsen blev hurtigt kendt i Microsoft som “The Memo”. Bill Gates skrev, at internet nu var den højeste prioritet for Microsoft. Internet var det vigtigste siden IBM introducerede pc’en i 1981, fortsatte han. Det havde han ret i, men mange havde sagt det samme et år tidligere og var i fuld gang – blandt andre Netscape.

I juni 1995 blev version 1 af Netscape Navigator frigivet til stort set alle styresystemer inklusive Windows 3.1. Browseren til Windows 95 var stadig under udvikling men blev ikke frigivet, fordi Windows 95 endnu ikke var på markedet. Browseren var gratis i en prøveperiode, og så var det meningen, at man skulle betale omkring 40 dollars. Der skete dog ikke noget, hvis man ikke betalte, så den var i realiteten gratis.

I juni 1995 tilbød Microsoft, at Netscape og Microsoft delte browsermarkedet. Microsoft foreslog, at Netscape kunne få browsermarkedet for alle styresystemer på nær 32 bit Windows, hvilket ville sige Windows 95 og alle fremtidige versioner. Netscape afslog Microsofts tilbud, som ville begrænse Netscapes browser til en brøkdel af markedet og være virksomhedens endeligt.

Netscape ville tilbyde en browser til alle styresystemer. De mente, det var en fordel, fordi mange store virksomheder havde både Windows og UNIX. Det var næppe klogt. I 1995 havde Windows 3,1 en markedsandel på omkring 90 procent, og i 1997 havde Windows 95 en markedsandel på næsten 95 procent. At bruge kræfter på at udvikle til et hav af UNIX-varianter, som tilsammen havde under 10 procent af markedet, krævede resurser som kunne bruges bedre.

Desuden overholdt Netscape ikke de standarder, som var sat af Microsoft Office. Det var irriterende for alle, der benyttede Office – og det gjorde alle.

Netscape opgav senere at udvikle browseren til perifere Unix-varianter for at bruge flere kræfter på Windows, men da var løbet kørt.

Det var ikke browseren, der skulle tjene pengene. Netscape solgte server-software til virksomheder, der ville have et websted, og det ville alle. Men også den udvikling gik alt for hurtigt. Der var flere, der undrede sig over, hvordan en nystartet virksomhed kunne overkomme så meget – men det kunne den heller ikke. De annoncerede produkter, som de ikke kunne levere, og det, de leverede, var ikke i orden. Netscape havde gabt over mere, end de kunne sluge, men det var der ingen, der sagde højt.

På server-området ville det give mening at udvikle til alle styresystemer, men det gjorde Netscape ikke. De tilbød ikke en server til NetWare, og intet af deres serversoftware understøttede Windows 3,1 eller Macintosh. Senere understøttede Netscapes serversoftware FastTrack til Windows 95, men de stoppede senere supporten. Netscapes serversoftware kunne anvendes af omkring halvdelen af markedet. Netscapes markedsandel for serversoftware oversteg aldrig 20 procent, og i begyndelsen af 1999 var den 7 procent.

For meget snak og forkerte beslutninger

Efter mange forsinkelser annoncerede Microsoft, at Windows 95 kom på markedet den 24. august 1995. Der blev sendt direkte tv fra Microsofts midnatsgalla i hovedkvarteret i Redmond med tv-stjernen Jay Reno som vært. Hele Impire State Building var illumineret i Microsofts farver, og man havde købt en Rolling Stones sang. Det hele kostede 250 millioner dollars, men man kunne ikke komme på internet med Windows 95.

Trods Bill Gates “The Memo” var Microsoft ikke vendt på en tallerken. Windows 95 kom uden en browser – den kom først med en senere Plus Pack – og det handlede stadig mest om MSN, som ikke var en del af internet. Windows 95 skulle oprindelig sendes på markedet i sommeren 1994 men var blevet forsinket flere gange – hver gang et par måneder, og der var aldrig tid nok. Hvis Windows 95 skulle tilpasses den nye internet-strategi, ville det betyde yderligere forsinkelser.

Ingen havde ventet, at internet fik så hurtigt fat, og Microsoft regnede formodentlig med at have bedre tid. Deres plan var at indføre Microsoft-standarder på nettet, som alle andre derefter måtte rette sig ind efter.

Hvis ikke Netscape havde været så hurtigt ude, havde Microsoft formodentlig haft tid til det, og så havde verden set anderledes ud.

I juli begyndte Netscape at arbejde på Navigator 2.0. Det skulle blive den første browser med fuld integration af Java, som tillod andre programmer at blive afviklet i browseren – og dermed stort set overflødiggøre et styresystem.

Men der var mere snak end realiteter. Der skulle gå et halvt år fra Netscape annoncerede, at de var en trussel mod Microsoft, til de faktisk havde et produkt. I den periode havde især Andreessen men også andre pralet lidt for meget.

Netscape havde også annonceret, at de ville satse på netværks-software til intern brug i større virksomheder. Det gav god mening, men Netscape var en ung virksomhed og spredte sig for meget. Den kunne umuligt gabe over det hele. Satsningen på netværks-software betød også, at de nu skulle konkurrere med Lotus Notes, Microsoft Exchange og Nowell GroupWise.

Det var der ingen grund til. Det var klart – eller burde være klart for Netscape – at internet var fremtiden. Netværks-software skulle være internet-baseret, hvad konkurrenternes ikke var. I september købte Netscape virksomheden Collabra for 100 millioner dollars. Collabra producerede netværks-software, men deres software var ikke var klar til internet. Købet fik stor pressedækning – og i pressens øjne kunne Netscape ikke gøre noget galt – men det gav ikke rigtig mening.

Netscape forsøgte også at købe FrontPage – en softwarepakke til at producere websteder – men de afslog. Ved den slags handler får sælgeren oftest betaling i form af aktier i købers virksomhed. Det er derfor vigtigt, at sælger tror på købers virksomhed. Ledelsen i Vermeer – virksomheden bag FrontPage – troede ikke på Netscape. Der var for meget snak, og Netscape havde ikke forstået, hvem de var oppe imod. Vermeer solgte senere til Microsoft.

Det forhindrede ikke Netscape i at annoncere hele tre softwarepakker til at producere websteder, men det var varm luft.

Netscape tager børsen med storm

Den 9. august 1995 gik Netscape på børsen. Da de i juni annoncerede børsintroduktionen, havde de en omsætning på kun 16 millioner dollars, så det var meget tidligt, men det var to uger før Microsoft frigav Windows 95, og det var vigtigere at drille Microsoft end at være fornuftig. På det tidspunkt kunne intet dog gå galt for Netscape. Det var en af de mest succesfulde lanceringer på den amerikanske børs nogensinde, selvom virksomheden ikke gav overskud.

Da Netscape offentliggjorde, at de gik på børsen, var de første gæt på en pris omkring 5 dollars per aktie, men forventningerne steg hurtigt til 14 dollars per aktie. De udbudte aktier repræsenterede 12 procent af virksomheden, og en salgspris på 14 dollars gjorde virksomheden 550 millioner dollars værd.

Det skulle dog gå meget bedre. Aktien åbnede på 71 dollars og steg i løbet af dagen til det tredobbelte, inden den ved børsens lukning faldt til ro omkring 55 dollars. Clark og Andreessen havde på 16 måneder skabt en virksomhed, der var over 2,2 milliarder dollars værd, og de var selv blevet rige. Det var det første pust i dot-com boblen.

Netscapes ledelse opførte sig, som om den allerede havde erobret verden. Alle klagede over Netscapes arrogance, ublu krav og manglende dialog. Desuden begyndte Netscape at konkurrere med Sun Microsystems – virksomheden bag Java – ved at sælge deres egne Java-produkter. Det truede den standard, Java skulle være og gjorde andre udviklere vrede.

I august 1995 kontrollerede Netscape browsermarkedet, og de indgik aftaler med internetudbydere og softwarevirksomheder. Omsætningen steg, og i slutningen af 1995 gav virksomheden overskud.

Året efter gjorde AOL (America Online) Netscape til den officielle browser for deres 5 millioner kunder.

Browserkrigen

I november 1995 blev Microsoft Internet Explorer 2,0 frigivet. Det var stort set Spyglass Mosaic med et par tilføjelser, og browserkrigen var i gang.

Spyglass havde tjent godt på at sælge licenser til deres browser, men nu var det slut. Da de inviterede til en konference om en ny version, kom der ingen. Alle potentielle kunder følte sig truet af Microsoft. Spyglass solgte 120 licenser af den første version af Mosaic, men den ene kunde, Microsoft, slagtede de 119 andre.

Den 7. december 1995 holdt Bill Gates en tale, som senere blev døbt “Pearl Harbour Day Manifesto”. Den 7. december var den dato, japanerne angreb USAs flåde i Pearl Harbour og trak USA ind i anden verdenskrig. Bill Gates tale på denne dato blev anset for Microsofts indledende angreb på Netscape. Gates annoncerede, at Microsoft nu var en internet-virksomhed, og al udvikling fokuserede fra nu af på en web-baseret fremtid.

Ved at kontrollere styresystemet havde Microsoft en stor fordel. De integrerede internetbrowseren i styresystemet og var derfor altid et skridt foran Netscape. Det var nogenlunde samme taktik, Microsoft havde brugt overfor WordPerfect, Lotus og Borland. De tre virksomheder havde været førende på tekstbehandling, regneark og databaser, men nu sad Microsoft på det hele med deres Office-pakke.

En anden fordel for Microsoft var, at Windows-brugere automatisk fik Microsofts browser med styresystemet, mens de skulle downloade og installere Netscape Navigator.

Men Microsoft brugte også ufine tricks. Netscape mistænkte Microsoft for at lægge kode i Windows 95, der gav problemer for Netscape. De opdagede også en, som forhindrede brugere af Netscape i at få adgang til Microsofts websted.

I efteråret 1996 havde Netscapes websted 100 millioner daglige hits på sit websted, fordi det var startsiden, når man åbnede browseren – en vækst på 329 procent på et år.

Så tog Microsoft for alvor handsken op, men en tid så det ud til, at Netscape kunne matche rivalen. Begge selskaber sendte den ene nye version efter den anden på markedet.

Det gik for stærkt. Begge virksomheder havde travlt med at tilføre nye funktioner i stedet for at rette fejl, og de indførte nye koder, der ikke overholdt standarderne. Det var besværligt og irriterende for brugere og udviklere af websteder.

Andreessen havde flere gange sagt, at Netscapes udviklere var Microsofts overlegne, men det var bestemt ikke tilfældet, og det blev klart, da Netscape Communicator kom i 1997. Den var langsom og overlæsset med funktioner – blandt andet en e-mail-klient, der ikke fungerede ordentligt. Microsoft Internet Explorer 3,0 var klart bedre.

Det oprindelige udviklerhold bag Internet Explorer havde været på fem eller seks udviklere. Da de besluttede at skrive næsten hele koden om til version 3, var der 100 udviklere. Til udviklingen af version 4, som kom i oktober 1997, var der mere end 1.000 udviklere i teamet. Det var mere end 50 gange flere end i Spyglass browserteam og flere end det samlede antal ansatte i Netscape. Udfaldet af browserkrigen var givet.

Internet Explorer var langt bedre skruet sammen, og den kunne integreres i andre produkter. Det forspring var umuligt at indhente for Netscape, fordi koden til deres browser ikke var skrevet ordentligt fra begyndelsen.

I oktober 1997 kom Internet Explorer 4, som blev fejret med en stor fest i San Francisco. Dagen efter fandt Netscapes medarbejdere et stort IE-logo med påskriften “From the IE team” på græsplænen foran virksomheden. De væltede det og satte deres egen maskot ovenpå med et skilt, hvor der stod “Netscape 72, Microsoft 18″, som angav de to virksomheders andele af browsermarkedet.

Faldet

Ved slutningen af 1997 havde Netscape et tab på 115,5 millioner dollars og oprettede en ny division, som skulle fokusere på at gøre Netcenter til den førende portal på web med diskussionsgrupper, nyheder og markedsplads for bøger, musik, rejser, blomster, software og meget mere. Men det var ikke nok, og det var for sent.

Microsoft vandt større andele af browsermarkedet, og med konkurrenter som yahoo.com, amazon.com og aol.com var Netscape overhalet på alle fronter.

I midten af 1998 var Netscapes omsætning 534 millioner dollars, men andelen af browsermarkedet var faldet fra omkring 80 procent til omkring 60 procent.

Alle var enige om, at Microsofts browser nu var bedre end Netscapes, og der var ikke længere grund til at downloade og installere Netscape, når man allerede havde Internet Explorer.

I 1998 indledte USAs justitsministerium og 20 delstater en sag mod Microsoft for unfair konkurrence og misbrug af monopol. En væsentlig del af sagen var, at Microsoft udsendte Internet Explorer sammen med styresystemet og derfor fik en unfair fordel. Kravet var, at Microsoft skulle opdeles i mindre virksomheder. Sagen endte i 2001 med et omdiskuteret forlig, og Microsoft forblev en samlet virksomhed. På det tidspunkt var browserkrigen slut.

Ifølge retsdokumenter fra sagen brugte Microsoft over 100 millioner dollars om året på udvikling og markedsføring af Internet Explorer, og deres udgifter til advokater kan meget vel have været andre 100 millioner dollars.

Det uundgåelige skete med en meddelelse den 24. november 1998. AOL købte Netscape for 4,2 milliarder dollars i AOL-aktier. Netscape Communications Corporation holdt fire et halvt år.

Netscapes andel af browsermarkedet var faldet til 50 procent. AOL købte Netscape for portalen Netcenter. Netcenter havde mere end 13 millioner medlemmer i begyndelsen af 1999, og det var dem, AOL ville have. Browseren var færdig, og Netscape var færdig som selvstændig virksomhed. Set i bagklogskabens klare lys var prisen på 4,2 milliarder penge lige ud af lommen, men i 1999 – inden dot-com-boblen brast – så verden anderledes ud.

Mozilla Firefox, Netscapes arvtager

AOL nedlagde 1.000 jobs. Der kom stadig nye versioner af browseren, men nu gik det langsommere. I september 1999 forlod Andreessen virksomheden, og AOL indgik en aftale med Sun Microsystems, som overtog Netscapes server-software.

Ved AOLs overtagelse var Netscape begyndt at udvikle en open-source version af browseren, kaldet Mozilla, som i 2003 resulterede i etableringen af The Mozilla Foundation. Hele koden blev skrevet om, hvad der tog lang tid og gav Microsoft yderligere forspring.

I 2000 så det for en kort stund lidt lysere ud. Netcenter havde 25 millioner registrerede brugere, og Netscape Navigator version 6 – den første browser, der var baseret på Mozilla – fik gode anmeldelser. Men Netscapes andel af browsermarkedet var nu faldet til 30 procent, og efter pres fra Microsoft gjorde AOL Internet Explorer til standardbrowser for AOLs kunder. Microsoft truede med at fjerne AOLs ikon fra skrivebordet på Windows.

I 2002 havde Microsoft en andel af browsermarkedet på over 90 procent, mere end Netscape nogensinde havde haft.

Mens Netscape tabte browserkrigen mod Microsoft, har Mozilla haft en vis succes med browseren Firefox, som i dag har omkring 16 procent af browsermarkedet. Microsoft har omkring 77 procent og Netscape 0,6 procent.

De seneste versioner af Netscapes browser er en Mozilla Firefox med et par udvidelser og et lidt andet udseende. AOL stopper support og udsendelse af sikkerhedsopdateringer til Netscape Navigator den første februar 2008.

Netscape er nu henvist til historiebøgerne, og Microsoft sidder på browsermarkedet. Men uden Netscape var udviklingen af internet nok gået væsentligt langsommere, og det havde formodentlig bygget på Microsofts standarder og ikke åbne standarder.

Netscape satsede på åbne standarder og tog ingen patenter. De mente, at de kunne konkurrere ved at være foran, og de havde formodentlig et reelt ønske om at gøre internet uafhængigt af standarder, der var ejet af dem selv eller en anden virksomhed. Den holdning var formodentlig med til at slå virksomheden ihjel og gøre det nemmere for Microsoft at vinde browserkrigen.

Kilder

End of Support for Netscape web browsers

High Stakes, No Prisoners: A Winner’s Tale of Greed and Glory in the Internet Wars

Just Say No to Microsoft: How to Ditch Microsoft and Why It’s Not as Hard as You Think

Movers and Shakers: The 100 Most Influential Figures in Modern Business (Ultimate Business Library)

50 Companies That Changed the World

In Search of Stupidity: Over Twenty Years of High Tech Marketing Disasters, Second Edition

Memoirs From the Browser Wars

Victor: Software empire pays high price