Blanke modebloggere truer Uffe – og Lisbeth
Hvad nytter det at have sin modehistorie i orden, når det ikke er det, det handler om
Søren Storm Hansen
Teenagere er dumme og kan ikke stave. Trods disse fatale kommunikative handikap kan de få et publikum på nettet, og det passer ikke journalister, som ind imellem blotter sig fatalt.
Jeg har set det mange gange men sjældent så tydeligt som i tv-programmet Go morgen Danmark forleden: Guide til modeblogs.
Her er journalisten og modeeksperten Uffe Buchard indkaldt for at guide seerne gennem junglen af modeblogs. Han er tydeligvis ikke meget for fænomenet og har ikke megen indsigt. Det skinner klart igennem, at han – journalisten og eksperten – bør have en større stemme end disse blanke duller. Han føler sig ikke truet, siger han, men han ligner en, der føler sig truet. Hans argument for, at han bør have en større stemme, er, at han har sin modehistorie i orden modsat disse piger og især en dreng på 15, som er doven og ikke kan stave.
Minuttet efter roser han dog en pige på 13, som bestemt ikke er journalist og næppe har sin modehistorie i orden.
Indslaget er et temmelig godt eksempel på journalisters frustration og arrogance. Staklerne tror, at de har krav på autoritet, fordi de er journalister og ansat i etablerede medievirksomheder. Den går ikke, Uffe. Nu skal du levere, og hvis du bliver overhalet af nogle blanke duller og doven en dreng på 15, der ikke kan stave, kan du kun bebrejde dig selv.
Den samme frustration kan man se hos chefredaktøren for Berlingske Tidende, Lisbeth Knudsen, i denne uge: Økosystem i mediebranchen i uorden.
Hun konstaterer – igen – at den er helt gal, men denne gang tør hun ikke rigtig have en mening. Måske er hun blevet klogere siden Dagens Lisbeth Knudsen.
Journalister bliver nødt til at forholde sig til Aviser og at tænke det utænkelige.
Via A Pash for Fashion: Come on...
11 kommentarer
Jeg synes nu, Uffe havde lidt ret i det med dovenskaben. At skabe ét blogpost efter at have konsumeret en hel modeuges indtryk og udtryk, det er måske lige i underkanten.
Og har man fulgt bloggen, så er der visse problemer med at skrive nogenlunde sammenhængede. Men hvis det er det, folk vil have, så er det.
Dér hvor det blev rigtigt spændende, og afslørende, var, da Uffe sagde noget i stil med: “Jeg føler mig ikke truet — for jeg kan sætte moden ind i et større billede — koble moden til samfundsudviklingen.”
Ja — det er jo så spørgsmålet! For samfundet er altså på vej online — og har været det massivt siden 1994.
Vi får se, hvem der forstår og formidler det disruptive skred bedst. Uffe Burchardt eller de gode modebloggere.
Søren, du kunne måske også være interesseret i følgende tråd, hvis du ikke allerede har opdaget den:
http://fashionforum.dk/de-rigtige-eksperter
Alt godt,
Kasper Bergholt
Jeg syntes nu faktisk også, Uffe havde ret på nogle områder. Men det må man åbenbart ikke ytre i blogland. Jeg mener faktisk, at når en blog bliver hyped SÅ meget, som omtalte blog, så bør blogejeren forvente at folk går seriøst og dermed kritisk til den. Og når den så ligger SÅ langt under standerden, på de fleste andre blogs, så kunne man jo tænke på historien med kejseren og tøjet, der ikke var der. For jeg ser tøser, der knokler med deres blogge. Som blogger selvom de er syge, læser til eksamen eller er udenlands. Nogle gange syntes jeg næsten, de er for hårde mod dem selv, for de VIL bare levere et godt produkt til deres læsere. Og de tøser ville have givet deres højre arm for at have været inviteret med til et modeshow. Derfor virker det sgu for svagt, at man ikke engang gider tage “jobbet” seriøst.
At Uffe så mener, at modeblogge generelt er ringere modeformidling end hans eget medie, er til gengæld misforstået. En modeblogger blogger om de ting han/hun kan lide, ser af tendenser osv. Bloggen er centreret omkring bloggeren, og derfor benytter bloggeren også sig selv som model. Og det er jo disse “dagens outfits” som de fleste af os kan lide. En blog og et modeblad er to forskellige indgange til modebranchen, og det tror jeg ikke helt Uffe har forstået.
Derudover kan jeg godt blive lidt træt af argumentet om at; VI er rigtige journalister og I er bare amatøre. Hør nu her; Hvis I eller brugte jeres uddannelse, og leverede ordenlig journalistik i modebladene, så var konkurrenccen fra bloggerne altså til at overse. Men det er meget tydeligt, at modebladende er købt og betalt af de store firmaer, der sender goodiebags, tilgengæld for at komme i bladet. Og os der læser bladet tror, at de ting I fremhæver, er ting I selv anbefaler. Det er da så langt fra journalestisk som man kan komme!
Susie
@ Susie
Om Uffe har ret eller ej synes jeg faktisk er ligegyldigt. At tale nedsættende om en 15-årig på landsdækkende tv er forkert. Det burde han holde sig for god til, men det viser, hvor pressede journalister føler sig.
Modebranchen er de store vindere i det sidste års udvikling. Ved at tage bloggerne til sig har de for det første gjort journalisterne nervøse, for det andet fået alle til at kæmpe om branchens gunst.
De har spillet deres kort mesterligt.
Alle vil sidde på første række ved opvisninger. Alle vil back stage. Alle vil med til festerne. Alle vil have gaver. Alle vil fedte sig ind hos branchen.
“Alle” er selvfølgelig en generalisering, men det overordnede billede er klart.
Modebranchen og deres pr-bureauer må gnide sig i hænderne. De har taget alle stikkene hjem. Det passer dem uden tvivl fint, at bloggere og journalister bitcher hinanden.
@ Søren: Dvs. at de fleste bloggere er fredhellige, fordi de er under 18 år? Selvsamme blogger har lige designet sin første tøjline, må den så heller ikke kritiseres? Hvor går grænsen? Jeg kan forstå, hvis bloggeren var blevet kritiseret for sin personlighed eller sit udseende, men det er jo hans medie der kritiseres. Selvfølgelig bør man lige gå sin blogtekst efter når den er skrevet, så læseren ikke skal trækkes med stave- og trykfejl. Og selvfølgelig skal man kunne formulere sig på skrift. Og hvis disse to ting ikke fungerer, så trækker det da ned, i mine øjne. Derudover syntes jeg stadig, han mangler at levere varen. Så havde jeg skulle anmelde hans blog, ville alt dette også have trukket ned hos mig.
At jeg så heller ikke lige kan se, hvad Uffe bringer af nyt til modeformidlingen, er noget andet.
@ Susie
Uffe deltager i et tv-program, hvor han på få minutter skal “guide seerne gennem junglen af modeblogs”. Så vælger han at bruge en del af tiden på at rakke ned på en ganske ung blogger i stedet for at vise seerne nogle fede blogs. Det er dårligt håndværk.
Selvfølgelig skal man være forberedt på kritik, når man blogger eller på anden måde gør noget offentligt, og det kan godt være, at jeg er en gammel følsom nar, men i min bog overskred Uffe grænsen.
Jeg ved ikke helt, hvor min grænse går, og jeg er da selv skrap ind imellem, men en 15-årig vil jeg enten opmuntre eller ignorere.
Man kan skrive lange indlæg om bloggere, der er dovne, ikke kan stave og hverken har skyggen af talent eller sans for mode. Men hvad er lige ideen med det?
Jeg foretrækker at skrive lange indlæg om journalister, der ikke har fattet, hvad nettet handler om, og er i fuld gang med at grave deres egen grav.
Jeg er for så vidt ligeglad med, hvilken blogs Uffe kan lide og hvilke han ikke kan lide. Det der fik mig til at se rødt, var, at han starter med at sige, at modejournaliststanden har deres modehistorie i orden, hvilket gør dem i stand til at forholde sig perspektiverende og analyserende til moden. Derefter udtaler han sig kritisk om en enkelt blog med følgende argumenter: 1) bloggen er fuld af stavefejl og 2) bloggeren virker doven. Dernæst roser han Anywho for to ting: 1) de er sjove og 2) man føler lidt, man bliver veninder med dem.
Og så spørger jeg bare: Hvor analytisk og perspektiverende er det lige? Jeg følte mig i hvert fald ikke klogere på, hvordan jeg finder vej i junglen af modeblogs. Det eneste, jeg måske blev lidt klogere på, var, at Uffe virkede som en presset mand.
Jeg er helt enig med Maria. Jeg mener også, at Uffe udviste usædvanlig ringe indsigt i 1) hvad en modeblog er og 2)hvilke modeblogs der eksisterer. Jeg syntes generelt, at de danske modebloggere går meget op i kvalitet, og at de (vi) er meget flittige. Den del af kritikken er jeg fuldstændig enig i. Generelt syntes jeg også, at de danske modejournalister er enormt ringe. De danske modeblade er meget ens, og der er en enormt mængde skjult reklame i dem. Så at udstille modejournalister som andet, end lavest rangerende i journalist-fødekæde finder jeg absurd. Men det betyder ikke, at vi bloggere ikke må kritisere de store modeblogs. Vi bliver da nødt til at kunne skelne i mellem overhypede blogs, og kvalitets blog. Og er Anywho ikke netop også overhyped? Årsagen til dette er, at vi bloggere, udover at være bloggere, også er forbrugere. Vi må gerne kritisere og diskutere blogs som repræsenterer os. Og vi må gerne være med til at fortælle, at der er forskel i kvaliteten på dem. Når vi stiller os frem offentligt med vores “produkter”, så vil der være nogle der vil kritisere os. Og folk vil have en holdning til os. Det må vi kunne håndtere, så længe kritikken er saglig, og ikke går på os selv som personer.
Susie
Det er egentlig en meget gammel diskussion, journalisten overfor bloggeren,, nu er det så bare modejournalistikken fremfor journalistikken generelt. Men modebloggernes popularitet har nok ramt branchen hårdt – enig der.
Jeg var sidste år på onlineholdet på Journalisthøjskolen. Vi havde diskussionen mange gange, og alle undtagen vores underviser (mads-k.com) var vist meget skeptiske overfor alt, hvad der hedder brugergenereret indhold og – ak og ve, skældsordet – borgerjournalistik! Hvad skulle vi leve af, hvis almindelige mennesker kunne klare vores job? Og hvorfor skulle vi blogge? Vi er jo journalister..
Men for mit eget vedkommende må jeg sige, at jeg er ved at være en smule træt af diskussionen, simpelthen fordi at den sætter mig i bås med alle dem, der stadig er bange.
Jeg begyndte at blogge lidt om mine tøsede interesser sidste år, kun for sjov, og for at teste det hele af og få lidt erfaring med det. Og det jeg lærte allerhurtigst var, at bloggere og journalister er to forskellige ting, selvom de naturligvis bevæger sig ind på hinandens enemærker af og til. Den ene er ikke bedre end den anden, men de laver to forskellige ting på to forskellige præmisser. Bloggere tager moden ned på et niveau, hvor det er brugbart. Historie og samfundsrelevans er ligegyldigt på en blog, spørgsmålet er; kan jeg bruge det til noget i min hverdag, og hvor kan jeg købe det?
Der vil stadig være behov for magasinerne – jeg køber dem selv i hobetal, men de må indrette sig efter de nye tider. De skal finde deres rolle, og den er ikke længere at vise hvad der er nyt i butikkerne, for det har bloggerne allerede gjort. Men bloggerne skal også finde deres læst – for eksempel er jeg fløjtende ligeglad med at se billeder fra fall2010. Jeg vil have noget ud af det, nu og her.
Men det jeg ville sige med disse mange linier er, at jeg ikke er bange mere, og det tror jeg heller ikke mine medstuderende er. Vi har nok opdaget at den høje arbejdsløshed blandt nyuddannede skyldes en kombination af nedskæringer, alt for hurtige indholdsløse medier, og manglende annoncekroner – ikke bloggere eller borgerjournalister. Men jeg er jo heller ikke modejournalist – jeg er en kommende arbejdsløs journalist, der vælger at læse videre, forhåbentligt indenfor digitale medier 
Men ja, der sidder nok mange (ældre) journalister rundt omkring, og også i modebranchen, som frygter bloggere og andre skrivende mennesker – se bare stakkels Uffe. Men mon ikke det er et spørgsmål om, at der snart kommer et generationsskifte, der udrydder den sidste frygt?
(Og mens vi venter på det, er jeg lidt enig med Susie – Uffe trådte over stregen, presset eller ej. Skrev i øvrigt også et indlæg om min umiddelbare forbløffelse over hans ordvalg http://frkblabla.dk/?p=1543)
Jeg synes, det er lidt komisk, at modebloggere meget gerne vil kritisere hinanden men har meget svært ved at kritisere det, det handler om, nemlig moden.
Det har jeg skrevet om før: Bare rolig: Bloggere er ligeså ukritiske som journalister
Modebranchen har bloggerne i deres hule hånd. Ingen er kritiske, for alle vil have gaverne og invitationerne. Det er godt arbejde, branchen har gjort, men de har også en vis erfaring, for de har med succes gjort det samme med journalisterne gennem mange år.
@ Stina
Jeg taler ind imellem på Journalisthøjskolen og Update. Det slår mig hver gang, at journalister – og de studerende – insisterer på at tale til – ikke med – deres publikum. De har ikke forstået netværket og at bruge den fælles viden.
Indslaget med Uffe er et godt eksempel og repræsenterer den generelle holdning meget godt. Desværre er denne holdning også udbredt blandt de studerende.
Jeg er ikke sikker på, at et generationsskifte gør den store forskel. Journalister elsker informationshierakiet, og på Journalisthøjskolen bliver de opdraget til det. De vil klamre sig til deres plads på toppen, hvorfra de kan lade informationen flyde ned.
Jeg håber, du har ret – at I ikke er bange mere – men jeg er ærlig talt lidt skeptisk.
Der er brug for journalistik, for vi andre kan ikke udfylde den rolle – heller ikke på et blødt område som mode. Men I bliver nødt til at redefinere jer selv, og I er nødt til at deltage i samtalen – ikke hæve jer over den, som Uffe gør.
Og lyt til Mads Kristensen, han er en klog mand.
Trackback
Skriv en kommentar
Nye indlæg (RSS)
Nye indlæg (e-mail)
Twitter
Facebook