Homo Conexus - Netværksmennesket
De unge er netværks-mennesker, du er industrimenneske. Hvis du vil forstå dine børn, medarbejdere og kunder bedre, er Homo Conexus et godt sted at begynde.
Lyt til elefanterne
En vejledning til alle, der ønsker overblik over de nye medier og forholde sig til Facebook, Twitter, blogs og hvad det ellers hedder for tiden.
Free - er fremtiden gratis?
Underholdende, velskrevet og lærerig gennemgang af gratis ydelser og produkter som en del af forretningsmodellen.
Groundswell
Berlingske Tidendes chefredaktør, Lisbeth Knudsen, er sur på hjælpeorganisationerne, fordi de samarbejder med virksomheden AidOnline, der tilbyder et lille program, som udskifter alle bannerannoncer på websteder med nogle andre bannerannoncer. Det skriver hun i et indlæg på sin blog, hvor hun (igen) afslører, at hun intet har forstået: Hjælpeorganisationer begår røveri.
Lisbeth Knudsens vildfarelse kan sammenfattes i dette citat:
De kaprer vores annoncepladser uden at spørge om tilladelse til at bryde ind på vores websites, og de erstatter vores annoncer med deres egne.
Jeg bestemmer, hvad jeg vil se i min browser. Ikke Lisbeth Knudsen. Ikke hjælpeorganisationerne. Kun mig. AidOnline er ikke det eneste produkt, der giver mig kontrollen. Der er for eksempel den meget populære AdBlock Plus, som fjerner bannerannoncer. Og der vil komme meget mere i fremtiden, for browserne bliver mere og mere fleksible.
Lisbeth Knudsen kan skælde ud, så meget hun vil, og andre – der heller ikke har forstået noget – kan oprette websteder som Stop AidOnline.
De kan gå til domstolene, og de kan udvikle tekniske modtræk, men det vil være nytteløst. Det er mig, der bestemmer, og min indflydelse på, hvad jeg ser, vil kun blive større.
Hvis Lisbeth Knudsen vil tjene penge på annoncer, må hun derfor vise nogle annoncer, jeg ønsker at se. Hvis hun viser annoncer, jeg ikke ønsker at se, kan jeg fjerne dem.
Lisbeth Knudsen skal fokusere på, hvad jeg vil have, og hun skal begynde med at læse den bog, hun burde have læst for længst.
Cluetrain Manifesto udkom for 10 år siden: #Cluetrain @10. I denne måned udkommer der en jubilæumsudgave, og den originale udgave kan læses her: The Cluetrain Manifesto.
Denne bog var den første, der klart og utvetydigt fortalte, hvilken vej, det går. Den indledes med disse ord:
En magtfuld global samtale er begyndt. Gennem internettet finder og skaber mennesker nye måder at dele relevant information med lynets hast. Som en konsekvens bliver markedet smartere – og det bliver det hurtigere end de fleste virksomheder.
Se også: Mediernes problem er deres egne websteder, ikke AidOnline.
Øv – hvor er jeg ked af at alæse den holdning hos én, hvis blogindlæg jeg altid har glædet mig til.
Tænk engang, hvis du skulle leve af denne blog (teoretisk). Ville du stadig synes, det er fedt, at Aidonline erstatter dine annoncer med andre?
Jeg er en af de tre firmaer bag stop-aidonline.dk, så jeg er en af dem, der intet forstår trods mine ti år på nettet. Kan du oplyse mig, så jeg kan forstå det?
Jeg kan da forsøge.
Pointen er, at jeg – den enkelte bruger – får stadig mere kontrol. Organisationer, medier, virksomheder får stadig mindre.
Denne udvikling er uomgængelig – er jeg helt sikker på.
AidOnline er ikke problemet, men et symptom. Medierne skal løse det grundlæggende problem. At gå efter AidOnline – som jeg absolut ikke sympatiserer med – er symptombehandling. At bruge kræfter på at bekæmpe AidOnline og lignende er at gå i samme fælde som musikbranchen, som kæmper mod pirater men i årevis har fornægtet det egentlige problem.
Jeg kan vælge at se annoncer på berlingske.dk, og jeg kan vælge at lade være. Det er mit valg. Der kan være forskellige grunde til at vælge eller fravælge annoncerne, men det er og bliver i stadig højere grad mit valg.
Det bedste, berlingske.dk kan gøre, er at vise annoncer, der er relevante for mig. Jeg er tilbøjelig til at vælge relevant indhold og fravælge irrelevant. Her er et forslag: Medierne skal satse på lokale annoncer.
Det nytter ikke at appellere til mit bedre jeg eller argumentere for, at annoncerne betaler for journalistikken. Den eneste løsning er at vise annoncer, der er relevante for mig.
Jeg håber, den forklaring var god nok, ellers prøver jeg gerne igen. Og jeg håber bestemt, at du fortsat læser og glæder dig til mine indlæg – selvom vi måske ikke altid er enige.
Nej – jeg er stadig meget langt fra enig. Og ja – jeg læser fortsat med – selvfølgelig.
Musikbranchen har i årevis bekæmpet deres bedste kunder. De har truet dem og lagt sager an. De har fået mange fjender og ingen venner. Og de har tabt kampen.
De har ikke lyttet til deres kunder, og de har ikke leveret det produkt, kunderne vil have. Der var Apple, der med iTunes viste vejen for musikbranchen, de havde ikke selv en løsning.
Medierne gør det samme som musikbranchen – og resultatet bliver det samme. De lytter ikke, men påtvinger mig noget, jeg ikke ønsker.
Forskellen er, at jeg ikke er mediernes kunde – nyhederne er jo gratis. Jeg er mediernes produkt. De lever af at sælge min opmærksomhed til annoncører.
De er afhængige af, at min oplevelse er god. Jo bedre oplevelse de kan give mig, desto flere penge kan de tjene. Annoncerne er en del af oplevelsen.
Hvis jeg installerer AidOnline eller AdBlock Plus, er det et signal fra mig om, at jeg er utilfreds. De fjerner ikke min utilfredshed ved at forsøge at forhindre mig i at anvende disse programmer – de jager mig bare væk.
Hvis jeg forsvinder, har de ikke noget produkt, og så har de ingen annoncører. De skal opfange mit signal om, at annoncerne er irriterende, og i stedet for at irritere mig endnu mere skal de give mig en bedre oplevelse.
Magtforholdet er ændret. Jeg bestemmer stadig mere, og de bestemmer stadig mindre. De er nødt til at lytte til mig.
Det gælder ikke bare medierne, det gælder alle virksomheder. Det er, hvad Cluetrain Manifesto handler om. Da den blev skrevet for 10 år siden, var det fremtid. Nu er det i høj grad nutid.
AidOnline er et symptom på dette. Det nytter ikke at kæmpe imod, de må fjerne årsagen til, at jeg anvender AidOnline. De må være offensive, kreative og positive.
Trusler, retssager og tekniske forhindringer, der gør livet surt for mig, er defensivt og destruktivt. De penge og kræfter kan bruges meget bedre til at udvikle noget nyt og bedre.
Søren. Du har som altid en skarp pointe men det ændrer ikke på at det er tyveri i dets nuværende form.
Selvfølgelig skal medierne lave deres modeller om – og det er ikke et valg de får lov til at tage. De skal udvikle sig eller pakke sammen. Eller som minimum, ryger de på museum.
Men jeg forstår dem godt i forbud og udelukkelses tankegangen, for hvad skulle de ellers gøre når nu de ikke formår at lave nye revenue modeller? Sætte sig tilbage og blive drænet?
Det er en vigtig pointe at mange medier ikke GIDER gøre noget nyt og er så ligeglade med brugerens behov. Det vil ændre sig. Det har alle ændret sig, de har bare ikke opdaget det endnu.
Nu kan jeg se at “Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet, Amnesty International og CARE Danmark i dag har meddelt AidOnline, at de ikke ønsker at fortsætte samarbejdet.” Link: http://stopaidonline.blogspot.com/2009/06/ndhjlpsorganisationer-afslutter.html
Og det er en god ting for nu kan medierne lige få lidt luft inden den næste AidOnline dukker op, for det gør den. Og den kommer ikke alene.
Og Cluetrain Manifesto er allerede klar til læsning. De giver den gratis væk som e-bog på nettet, hvilket nu får mig til at købe den i hardcopy fordi det fortjener forfatterne.
Ja, den ligger online her: The Cluetrain Manifesto.
Jubilæumsudgaven (ikke online) har nogle nye kapitler, en ny introduktion og kommentarer.
Jeg er helt enig i, at AidOnlines forretningsmodel er uhæderlig. Men, som du selv siger, kommer der en ny i morgen, og det nytter ikke at bekæmpe dem en efter en.
I øvrigt tror jeg ikke, at AidOnline ville komme til at løbe rundt. Og jeg er temmelig overrasket over, at hjælpeorganisationerne er overraskede over reaktionen. Hvad havde de regnet med?
Alt det undlod jeg at fabulere over i mit indlæg, netop for at have en “skarp pointe” (tak for det ordvalg).
Tak for viden om jubilæumsudgaven efter køb. Skidt med det, er sikker den er god nok. Ord på mine tanker.
AidOnline ville ikke kunne overleve i den form men måske i en model jeg tidligere har nævnt her på bloggen. De skulle have taget fat i medierne og fået fat al deres overskuds inventory og solgt den i stedet. De kunne så lave co-brandede kampagner med annoncører og NGO’er. Men det er jo ikke automatisk. Det kræver mere end kodning.
Selv tak. Din fabulering er en fornøjelse, også når jeg ikke er enig med dig.
Har du hørt at Berlingske.dk og BT.dk, i skrivende stund, har indført blokering mod Adblocker brugere?
Måske skulle du opdatere denne: http://www.dseneste.dk/index.php/medier/hver-uge-siger-633027-nej-tak-til-reklamer/
Voldsomt relevant.
Din model er klart bedre end AidOnline.
Ja, de har blokeret, ser jeg, og det er gjort så tåbeligt, at de også blokerer, selvom jeg slår AdBlock fra.
Det bliver spændende at høre, hvor mange de holder ude på denne måde – hvis de vil sige det. Og det bliver meget spændende at høre, om de vil adressere det virkelige problem.
Rigtigt fint indlæg.
Lidt hurtig leg med google afslører rig mulighed for at besøge Berlingske og BT ved hjælp af AdBlocker, hvilket jeg håber at denne blogs skribent er klar over.
…og mens vi er igang, Berlingske-koncernen kan søreme nasse til den helt store guldmedalje:
http://medieblogger.dk/2009/05/29/bts-facebook-integration-l%C3%A6ner-sig-op-ad-ekstrabladetdks/
Nej, det var jeg ikke klar over, så tak. Jeg kan se, at du selv har beskrevet fremgangsmåden: Berlingske.dk kan sagtens besøges med AdBlockers.
Det bliver en kamp uden ende.
Jeg er vist en glimrende case på Sørens pointe.
Jeg har indtil videre blokeret netannoncer manuelt. Ved at ignorerer dem. Og ellers foretrækker jeg det overblik rss giver i forhold til mediernes forsider.
AidOnline var uinteressant for mig, fordi mit problem ikke er løst ved at skifte annoncerne ud.
Nu har jeg prøvet Adblock. Sikke en forskel at slippe for især den tunge topbjælke, men også de evigt påtrængende videoannoncer og pop-ups.
Når bt.dk lukker mig ude, er der eb.dk, vg.no eller lignende. Når berlingske.dk afviser mig, tager jeg politiken, nyt.com eller guardian.
Hvis medierne giver mig relevante og værdifulde annoncer, skal jeg gerne klikke på dem.
Ja tak:
“Hvis medierne giver mig relevante og værdifulde annoncer, skal jeg gerne klikke på dem.”
Jep, Cluetrain Manifesto er en fremragende bog, eller rettere: det var den for 10 år siden. Selv om den er lidt hastigt og hidsigt skrevet, af så vidt jeg husker fire forskellige internetguruer. Den var på mange måder starten på det der senere blev kaldt “web 2.0″. (begrebet “business 2.0″ er faktisk ældre, men det er en anden historie.)
Men dens budskab er lige så endimensionalt som Sørens: accepter internettets kræfter, eller dø.
Verdensbilledet består af “mig”, den kompetent søgende og filtrerende forbruger, og nogle indholdsleverandører.
Men hvor bliver pengene af?
Hvad nu hvis vi er samfundsborgere og ikke bare individer? Hvad nu hvis vi faktisk har brug for disse “dinosaurer” af bladhuse/mediehuse, der kan hyre en virkelig omfattende bunke kompetencer til at udvælge/formidle/perspektivere et indhold så det faktisk gør mig mere kompetent og selvstændig som borger/forbruger/menneske?
Jeg tror, at forestillingen om den suveræne, mediestærke netbruger ender med at give alt for meget fri bane til Morten Messerschmidt, Rush Limbaugh og al-Zawahiri…
Det ser ikke ud til, at hverken jeg, Søren eller Lisbeth Knudsen har den gode løsning.
Men personligt vil jeg hellere leve med licens og reklameforurening end være helt alene i nyheds-tsunamien. Hellere berlingske.dk med deres PISSEIRRITERENDE reklamer end en dum, usorteret strøm af nyheder+gossip+manipulation+productplacement+osv.
Et lille bud på en løsning: Hvis et mediehus ønsker at vinde min opmærksomhed, så skal det spørge mig: HVILKEN TYPE REKLAMER/SPONSORERET INDHOLD VIL DU HELST HAVE ?
Det er en læser-scorestrategi der vil noget.
@ Finn Breddam
Nej, jeg har ikke løsningen, men jeg arbejder på det – som alle andre – og det er ikke et valg mellem berlingske.dk og “en dum, usorteret strøm”.
Jeg er helt enig i, at vi har brug for filtre i informationsstrømmen, men vi har allerede bevæget os væk fra mediernes redaktionelle prioritering. Folk svigter medierne til fordel for Facebook og Google. Vi bruger vores “venner” på Facebook og algoritmerne på Google, og jeg tror på en større integration mellem “venner”, algoritmer og gammeldags redaktionel prioritering. Det ser vi allerede, og det bliver meget smartere fremover.
Problemet for medierne er, at de ikke vil være en del af dette. De vil fastholde den gamle verden, hvor de afgjorde, hvad der er vigtigt. De må for eksempel erkende, at en nyhed er vigtig, hvis mange taler om den og linker til den.
“Hvis en nyhed er vigtig nok, finder den mig”, sagde en studerende sidste år, og det citat er siden gået nettet rundt, for det er sådan, vi tænker nu. Vi stoler på, at kombinationen venner-algoritmer-redaktioner kan levere varen. Ingen af dem kan stå alene – og det er, hvad de gamle mediehuse forsøger. Det betyder, at deres nyheder ikke vil finde nogen.
Tja OK, nu er du jo nok en af de heldige der har nogen dygtige, velinformerede “venner”. Men for de fleste der satser på at få deres nyhedsformidling via Facebook vil resultatet nok være omtrent som for dem der får deres oversættelser via Google:
hurtigere og lettere tilgang til enorme mængder materiale af en tænderskærende lousy kvalitet.
Jeg har ikke indtryk af, at de gamle medier forsøger at fastholde fortiden. De leder bare efter de nye indtægtsmuligheder, mens de gamle bliver nedbrudt – af gratisaviser, AdBlockers og alt muligt andet.
Det ender sikkert med, at kvalitet koster penge. Selv på nettet.
Jeg siger ikke, at man skal få sine nyheder via Facebook. Jeg siger, at kombinationen venner-algoritmer-redaktion kan give mig bedre informationer end et af elementerne. Medierne skal være en del af dette. De er redaktionen, men de er en del af noget større, og det skal de indrette sig efter. Det er min pointe.
Du har ret i, at medierne forsøger at finde nye indtægtsmuligheder – og jeg mener, de er alt for fokuserede på det. Det er efter min mening en del af problemet. De ser indtægterne svinde og fokuserer på det. De burde fokusere på deres rolle og indrette sig efter, at den ændrer sig.
Jeg tror, vi er helt enige om, at der er brug for dygtige, kritiske medier, og at det er helt nødvendigt at finde en finansieringsform til journalistik – det mener jeg ihvertfald. Kvalitet koster penge, som du siger. Vi – læserne – har aldrig betalt den fulde pris for kvalitetsjournalistik, og vi vil næppe.
Medierne har altid oversolgt annoncepladsen, men det er slut nu, for nu kan man se, hvad der virker. En annonce ved en artikel om konflikten i Gaza virker ikke. En annonce ved en artikel om fladskærme virker – hvis annoncen er for fladskærme.
Annoncørerne vil ikke betale for dækning af konflikten i Gaza. Læserne vil heller ikke. Journalistik kan ikke finansiere sig selv, og det har den aldrig gjort.
Det er vigtigt at dække konflikten i Gaza. Mine “venner” gør det ikke. Algoritmerne gør det ikke. Medierne gør det, hvis de kan finansiere det, men der er ingen, der vil betale.
Det er et problem. Og nej, jeg har ikke løsningen. Det er noget med at prøve sig frem, og min kritik af medierne er, at det gør de ikke. De klamrer sig til deres gamle rolle, og det går ikke. Derfor er Cluetrain Manifesto relevant 10 år efter.
@ Finn Breddam
Jeg ser ikke Sørens tilgang “endimensionel”, det er simplificeret og dermed optimeret til internettet.
Der er vist ikke nogen som bruger Facebook eksklusivt til at få nyheder fra men det er et krav fra forbrugeren at vi vil serveres relevante informationer i det miljø vi er i. Ikke omvendt hvor vi selv skal finde alt i bunker af reklamer, PR og “udfyldningsnyheder”.
Brugerne har masser af forslag til “de gamle medier som forsøger at fastholde fortiden” – og det prøver de, for de fatter ikke nutiden. De fatter kun sig selv og går helt glip af de indtjeningmuligheder der ligger i noget så simpelt som at LYTTE til deres brugere, læsere eller seere. Men hvor skal de sende det hen?
Hvor er den store, neongrønne ris/ros kasse hos de gamle medier? Indtil den dukker op vil jeg fortsat påstå at de gamle medier bevidst fastholder status qou.
For de er fortabt i den nye verden hvor man skal give slip på sin magt som envejs-kommunikatør. Der er ingen som gider at blive talt til mere, de vil tales med, når de har lyst.
Berlingske og B.T. har tilsyneladende fjernet blokeringen af Browsere med AdBlock Plus og lignende.
De øvrige medier gik ikke med på blokeringen trods opfordringer fra Berlingskes chefredaktør.
Lisbeth Knudsen er utilfreds med, at de øvrige medier ikke fulgte Berlingske: Skuffet Lisbeth K. dropper spærring.
Trackback
Nyheder, baggrund, analyser og vejledninger. Mere om ...
AbonnérModtag automatisk nye indlæg og kommentarer:
Sådan taler man om noget, man ikke har forstand på
Vandt hippierne?
Aviser og at tænke det utænkelige
Nej tak til jul hele året
Nej, virksomheder skal ikke have en politik for medarbejdernes brug af sociale netværk
Skoler skal ikke udlevere bøger men udvikle elevernes kildekritik
Elever snyder med Google Translate. Forbud er ikke vejen – undervis i korrekt brug
The iWay: Vejen er ryddet for medierne
HTML 5 knuser mediernes drøm
Gode eksempler på fremtidens nyheder
Modeblogging Zeitgeist. Her kan du se, hvad danske modebloggere taler om lige nu.
opskrifter.dSeneste.dk. Tilpasset søgning til madopskrifter.
Scandinavian Translator. En WordPress plugin, der oversætter indlæg mellem dansk, svensk, norsk og engelsk.
Boghylden. Aktuelle bøger om web og de nye medier
E-biblioteket. Rapporter, analyser og vejledninger - lige til at downloade.
Bøger
Blogs
Boganmeldelser
Domænenavne
E-bøger
E-handel
Fildeling
Find vej på nettet
Historie
Job
Medier
Mobil
Politik
PR og reklame
RSS
Søgemaskiner
Sociale medier
Sprogteknologi
Tal og statistik
TV og video
Værktøj
Wiki
