Hvad ved medieforskere om medier?

Anker Brink Lund har ret: “(Medie)-branchen bliver ikke nødvendigvis professionaliseret indefra”.

De skal se på og lære af, hvad der sker uden for deres egen branche, hvis de skal klare sig på nettet.

Dog skal de nok passe på med at lytte til samme Anker Brink Lund, professor på CBS, og hans kollega Frands Mortensen fra Aarhus Universitet, begge medieforskere.

De har udtalt sig til artiklen Her er mediernes største udfordringer, og de tager begge grueligt fejl.

De var måske sluppet bedre fra det, hvis journalisten havde gjort sig lidt større umage, været lidt kritisk eller vidst lidt mere.

Artiklen indledes med de bevingede ord: “Du sidder dér med avisen i hånden”, men det gør jeg netop ikke, jeg læser artiklen på business.dk. Sætningen er komisk, men den er også tragisk, for den illusterer mediernes allerstørste udfordring. De tror, at de kan skrive det samme på nettet, som i avisen – og på samme måde.

Den sætning kan man næppe tillægge de to medieforskere, og heller ikke næste tragedie lader til at være et citat:

Intet tyder på, at vi er nået et mætningspunkt, hvad angår overspringshandlingerne på Facebook eller Twitter.

Underforstået: medierne er ikke overspringshandlinger. Dette er en selvforståelse, der er udbredt i mediekredse, og den er ligeså forkert som at tro, at jeg sidder med en avis i hånden: Nyheder på nettet koster milliarder i tabt arbejdstid. Medierne er også overspringshandlinger, men både sociale netværk og medier er mere end det.

Det er to meget store udfordringer:

• Medierne tror, at avisartikler fungerer på web;
• Medierne ser ned på det, der produceres udenfor mediehusene.

Og så til de to medieforskere. Frands Mortensen er citeret for følgende:

De (sociale netværk) stjæler en frygtelig masse tid og en frygtelig masse reklameindtægter.

Nej, de “stjæler” ikke noget, men tankegangen er udbredt. Vores tid og annoncørernes penge “tilhører” ikke medierne, og det er på tide, at medierne – og medieforskerne – erkender dette. Medier, som vi kender dem, har haft en ganske kort periode, hvor de har tjent gode penge og domineret den offentlige mening. Det er langt fra en naturlov (eller Guds skaberværk), og den tid kan meget vel være ovre.

Med den holdning, at andre “stjæler” fra dem, fremskynder de den udvikling. De har levet af deres monopol på distribution af information, og det monopol har de ikke længere.

I øvrigt tvivler jeg på, at annonceindtægterne på sociale netværk hovedsageligt kommer fra medierne. Der er i vidt omfang skabt et nyt marked. Se grundigt på annoncerne på Facebook og Google. Mange af disse annoncører har aldrig annonceret i avisen eller i radio og tv.

Frands Mortensen igen:

De unge er jo ikke nogen, der abonnerer. De vil have det gratis eller kun betale for enkeltindhold, hvor de ikke binder sig til noget i en længere periode.

Virkelig? De fleste unge har et telefonabonnement. Mange af dem spiller World of Warcraft og andre online-spil med abonnementsordninger. De unge vil gerne abonnere på noget, der er værd at betale for, men det produkt har medierne ikke.

Frands Mortensen tror på mikrobetaling (ikke i direkte citat og der argumenteres ikke for det). Her ville det være rart, hvis journalisten tog fat på de kritiske spørgsmål.

Anker Brink Lund mener, at:

Kravet om at producere journalistik, som publikum er villige til at betale for, bliver meget meget større.

Det gør det sikket, og det er en kæmpe fejl, for det forhindrer eksperimenter. Kravet om indtjening vil i stigende grad hæmme medierne, fordi de vil eksperimentere med betalingsmodeller og ikke med nettets muligheder. Seneste eksempel er Berlingske Medias eksperiment ugen.dk: Berlingskes webmagasin Ugen er lukket. På tide at prøve noget nyt, ikke klamre sig til fortiden.

Og Anker Brink Lund tilføjer:

Den store udfordring bliver at lave mindre men bedre medieindhold.

Nej, den store udfordring er at forstå, hvordan nettet fungerer.

På spørgsmålet “Hvem bliver vinderne?” svarer Anker Brink Lund:

Det gør de mediehuse, der er i stand til at prioritere indsatsen, sådan at de enten kan få staten til at betale eller dem, der får deres nuværende købere til at betale mere for det samme eller tilkøbsydelser. Det er en slags intelligent downsizing – at man laver mindre, men får det bedre betalt.

Der er også den mulighed, at vinderne bliver nogle helt andre end de nuværende mediehuse, og det er nok den mest sandsynlige med den nuværende udvikling.

Men hvad ved jeg. Jeg er ikke medieforsker.

Se også:

• 3 nye formater for journalistik. Den skrivende journalistik skal tilpasse sig de nye medier;
• Mediernes 3 spørgsmål. Og svaret: Artikler skal dø. Hvis medierne vil bruge nettet, skal de skrive i formater, der passer til nettet;
• Aviser og at tænke det utænkelige. Når nogen ønsker at vide, hvordan vi vil erstatte aviser, kræver de i virkeligheden at få at vide, at vi ikke gennemlever en revolution. De kræver at blive løjet for.

Foto: walknboston.