Mediernes problem er deres egne websteder, ikke AidOnline
Der er for meget fokus på websteder og for lidt på læsernes behov
Søren Storm Hansen
Medierne ligger som de har redt i sagen om AidOnline: Netmedier i online-krig mod hjælpeorganisationer. De har snorksovet i 10 år og forsømt at udvikle produkter til nettet. Mediernes problem er ikke AidOnline men deres dybe rødder i avisverdenen og manglende forståelse af udviklingen. De gør sig først og fremmest skyldige i to undladelsessynder:
- De har forsømt alternative distributionskanaler;
- De har ikke leveret relevante annoncer.
Medierne har opfattet deres websteder som aviser og gjort det samme på nettet, som de altid har gjort med aviserne. Det er ikke gået op for dem, at nettet er noget helt andet.
Der har længe været to alternativer til webstedet: nyhedsbreve og RSS. Begge metoder er webstedet langt overlegne til at distribuere historier og knytte læserne til sig, men medierne har ikke udviklet nogen af dem. De har benyttet dem til at få læserne ind på webstedet – ikke til at distribuere deres historier.
Både nyhedsbreve og RSS skal være langt smartere. For det første skal medierne udsende hele historier ad disse kanaler – ikke bare små bidder og et link. For det andet skal læserne have mulighed for at sammensætte nyhedsbreve og RSS efter deres egne ønsker – ikke bare “indland”, “sport” og “erhverv”.
Hvis medierne havde fokuseret mere på læsernes behov og nettets muligheder og mindre på deres stadig mere irrelevante websteder, havde situationen set anderledes ud.
Desuden er annoncerne på mediernes websteder håbløse. De har fokuseret på de forkerte annoncører – nemlig de samme, som de har i avisen – og de har ikke tilpasset annoncerne til indholdet og den enkelte læser. Vi vil gerne se annoncer, hvis de er relevante. Det er mediernes ikke. Google har for længst vist, hvordan det skal gøres, og man kan sagtens gøre det endnu bedre, for eksempel således: Medierne skal satse på lokale annoncer.
Lad os håbe, at dette er et wake up call. Nettet er langt mere end et websted, og fokus skal flyttes fra webstedet til læsernes behov.
Se også: Medierne melder sig ud af samfundet.
Illustration: zeroinfluencer.
12 kommentarer
Se også denne kommentar:
Aidonlines bannerkoncept er ikke roden til netmediernes problemer. Men et symptom på en svag forretningsmodel. Desuden er nødhjælpsbannerne en storm i et glas vand.
Jeg er håbløst enig med dig når det kommer til at medierne har sovet i timen (årevis) og de må gerne blive straffet for det.
Men jeg synes ikke du adresserer “stormen i glasset”. Er det rimeligt at squatte etablerede sites reklamepladser uden at give selvsamme del i kagen? Samtidig med man lokker NGO’er i en CSR fælde af rang.
AidOnline serverer jo ikke engang ikke relevante reklamer, for brugeren vil der kun være tale om udskiftning af adserver. Ikke andet. De er dem selv nærmest, ligesom de medier de squatter – dog med permission fra brugeren.
AidOnline gør intet for brugeren.
I see the status quo and I don’t like it.
Egentlig er det svært at være uenig i ovenstående indlæg, men jeg mener dog der er en lille krølle ved det. Det er korrekt at webmedier alt for længe har hængt ved den traditionelle banner-teknologi, som har været stort set uændret de sidste 14-15 år, men at sige at AidOnline ikke er et problem, mener jeg er at sætte det lidt for meget på spidsen, idet AidOnline effektivt stjæler reklame-plads fra andre med henblik på at sælge det til andre. Havde de blot fjernet det eller sat bannere for velgørenhedsorganisationerne, havde “sagen” i min optik ikke været nær så stor.
MVH Henrik
Henrik. Den pointe tror jeg at rigtig mange har overset og er en væsentlig årsag til at jeg reagerer.
Jeg mener ikke, at AidOnline er problemet. Man løser ikke noget ved at stoppe AidOnline. Dermed ikke sagt, at AidOnlines forretningsmodel er i orden – det er den ikke.
Det alvorlige i denne sag er – for medierne – at nødhjælpsorganisationerne tilsyneladende ikke mener, at de behøver at være gode venner med medierne. Hidtil har medierne været organisationernes væsentligste forbundsfælle, når de skulle skabe opmærksomhed og indsamle penge.
Når de nu lægger sig ud med medierne – og de må have forudset reaktionen – er det et signal om, at de ikke mener, at de har brug for medierne.
Jeg er ikke sikker på, at de har ret i den antagelse, men det bør bekymre medierne.
Hvis nødhjælpsorganisationerne ikke har brug for medierne for at få deres budskaber ud, hvem har så?
Visdomsord: Der er for meget fokus på websteder og for lidt på læsernes behov.
Det er så det ubetinget fede ved AidOnline, det tvinger medierne tl at tænke sig om, afsøge nye løsninger, tænke over hvordan de selv fremstår m.m. Uanset hvor vi havner, så tror jeg at processen bliver frodig, fremfor blodig.
Dejligt at se en nuanceret tilgang til debatten. Jeg har også forsøgt i denne post om AidOnline: http://tinyurl.com/ogkgs4
Jeg er ikke i tvivl om, at den dagsorden AidOnline har sat vil kaste en positiv udvikling af sig. Bannerannoncering fungerer ikke som vi kender det. Løsningen har været at råbe højere og højere, men det vinder man altså ikke brugernes hjerter på. Medierne skal til at fokusere på, hvordan brugerne gøres gladere.
Der er jo ingen der har noget i mod gode tilbud – så vis os dem. I stedet for at stille krav til brugerne, så stil krav til annoncørerne. Det kræver lidt mere arbejde, men indtjeningen vil eksplodere, hvis man når det punkt, at der serveres relevante reklamer for brugerne – 1 til 1 marketing.
Apropos:
Ekstra Bladet i dag: http://tr.im/ebgraver
Foreign Policy 2007: http://tr.im/original
Trackback
Skriv en kommentar
Den perfekte storm
Læg kursen for virksomhedens strategi i de sociale medier
Alt for mange guruer inden for sociale medier har travlt med at profetere, hvordan sociale medier vil forandre alle virksomheder og alle brancher, men denne bogs væsentligste pointe er netop, at det ikke er alle virksomheder og brancher, der bliver ramt af stormens øje
Steve Jobs
En biografi om manden bag Apple
På baggrund af over 40 interviews med Steve Jobs og samtaler med venner, familie og kolleger tegner Walter Isaacson et nærgående portræt af en usædvanlig mand og en usædvanlig virksomhed
Når internettet har magten
Om forsvundne og findbare offentlige hjemmesider
Det koster 4 kroner at håndtere en borgerhenvendelse med digital selvbetjening, 45 kroner via telefon og omkring 100 kroner ved fremmøde, email eller brev. Desværre kan borgeren ikke finde selvbetjeningsløsningen.
Public Parts
How sharing in the digital age improves the way we work and live
Debatten om vores ret til at kontrollere information om os selv raser. Jeff Jarvis er ikke så bekymret og ser helst, at vi alle deler mere.
I’m Feeling Lucky
The Confessions of Google Employee Number 59
Det var ikke nemt at være medarbejder nummer 59 hos Google. Året var 1999, og søgemaskiner var yt. Googles stiftere, Larry Page og Sergey Brin mente dog, at deres søgemaskine kunne noget specielt, og de havde overtalt to af Silicon Valleys største investorer til at finansiere den lille virksomhed.
Cognitive Surplus
Creativity and Generosity in a Connected Age
Organisationer skabt omkring generøsitet har stort potentiale, siger Clay Shirky og forklarer, hvad der driver os, og hvilke muligheder fremtiden byder på.
Nye indlæg (RSS)
Nye indlæg (e-mail)
Twitter
Facebook