Hvis mediestøtten skal gå til første led i fødekæden, skal Twitter have mest

Dagbladene fortæller gerne og ofte, at nyheder udspringer hos dem og breder sig derfra. Dette bruges ligeså ofte som argument for, at dagbladene skal have broderparten af mediestøtten. I sidste uge var det Ebbe Dal, adm. dir. for Danske Dagblades Forening: Den nye mediestøtte skal sikre medier med overordnet betydning for samfund og debat.

Han er kritisk overfor lokale netaviser, der har stiftet en forening, hvis væsentligste formål er at få del i denne mediestøtte: Lokale netaviser sammen om mediestøtte.

Direktøren for dagbladene skriver, at de lokale dagblade er “storleverandører af stof til de små lokale websites”, og:

I nogle tilfælde inspirerer de til historier i disse websites, som er håndteret på en ordentlig måde. I andre tilfælde er brugen af stoffet lig med ophavsretlige krænkelser på samlebånd.

Den nye forening er stiftet af 5 lokale netaviser:

• Kjerteminde Avis;
• Esbjerg Netavis;
• Kanal Frederikshavn;
• Kanal Hjørring;
• Svendborg Netavis.

Sidstnævnte, som drives af journalist Frede Jakobsen, er nok den mest kendte uden for lokalområdet og ikke bange for at gå til den med historier som Ugeaviser spreder kommunal løgn og Byrådet misinformeret af borgmesteren, begge fra den seneste uge.

Allan Aistrup fra Kjerteminde Avis var ikke sen til at reagere på Ebbe Dals knap så flatterende karakteristik af de nye, lokale medier:

Det er ikke alene løgn. Det er at vende tilstandene i den lokale nyhedsformidling helt på hovedet. [...] Og direktøren kan i hvert fald ikke have klikket sig ind på nogen af de fem netaviser i LDN (Lokale Danske Netaviser), for så ville han have opdaget, at ganske mange historier netop begynder der. Lad det bare komme an på en prøve. Vi inviterer gerne en medieforsker ud at tælle, hvem der bidrager mest til den redaktionelle fødekæde ved at støve lokale historier op og sætte gang i den demokratiske debat.

Forskrækkede medieelefanter

De to er altså uenige om “fødekæden”, men Allan Aistrup taler samme sprog som Ebbe Dal og skriver også: “Situationen i de lokalområder, der både har et gammelt dagblad og en ny netavis er faktisk som dengang, der var flere aviser i hver en by”.

Hvad ingen af de to herrer tilsyneladende har opdaget, er, at første led i fødekæden ikke er en redaktion, bare spørg journalist på Jyllands-Posten, Kaare Sørensen (@KaareSorensen), som i sidste uge modtog årets DONA-pris for sin brug af Twitter som journalistisk redskab: Kaare Sørensen modtager årets DONA-pris. Han udtalte i den anledning, at:

“Der er ikke noget, der er hurtigere,” siger Kaare, når man spørger ham til Twitters meritter. “Det er som en politiradio, tænd for den og fang det, der sker. Jeg har fået langt over 100 historier på den måde.”

Twitter-kongen Kaare

Når medieforskere fremlægger deres årlige redegørelse for nyheders fødekæde, vil disse 100 historier uden tvivl blive krediteret Jyllands-Posten, men de begyndte altså på Twitter, og de kunne også have udsprunget på Facebook, Google Plus eller et af de utallige fora på nettet.

Nyheder kommer alle steder fra, og det handler ikke om, hvor de udspringer. De har altid udsprunget af en begivenhed, men nu er det i vidt omfang de involverede i begivenheden, der selv spreder nyheden.

Hvis mediestøtten skal tildeles første led i fødekæden, skal Kaare Sørensens 100 kilder alle have tilskud, mens hans medie, Jyllands-Posten, ikke skal.

Glem fødekæden. Hvis Kaare Sørensens historier er gode, er det, fordi han har valgt de rigtige 100 – han kunne have valgt 10.000 andre – og fordi han har arbejdet med historierne.

Ebbe Dal, Allan Aistrup og alle andre af den gamle, journalistiske skole, skal finde en anden målestok.

Foto: hahatango.