Der er bevægelse, men Politiken og Berlingske har stadig fokus på produktet – ikke kunden

Underholdningsbranchen er begyndt at eksperimentere med gratis og mediebranchen med betaling. Begge brancher er langsomt ved at nå den erkendelse, softwarebranchen nåede for mange år siden: der er forskel på kunderne, og de skal behandles forskelligt.

Softwarebranchen var naturligt nok den første, der leverede digitale produkter på nettet. Produkterne var, modsat musik, film, aviser og bøger, født digitale, og kun hastigheden på internetforbindelserne satte grænser for, hvor store softwareprodukter, man kunne downloade.

Branchen gjorde, hvad den kunne for at forhindre piratkopiering, men det er aldrig lykkedes. Så begyndte de at eksperimentere med nye forretningsmodeller. Vi fik Shareware, Freeware og meget andet -ware. Den gamle forretningsmodel blev suppleret med mange nye, og man kan ofte få det samme stykke software til mange forskellige priser – fra gratis og op. Man kan tilmed skabe en milliardforretning med et gratis produkt: Red Hat At $1 Billion.

Fokus flyttede fra produktet til kunden.

Underholdnings- og mediebranchen har også altid haft fokus på produktet – der var ét produkt til én pris – men det er ved at ændre sig. Musik er ikke længere en cd eller intet. Det kan være gratis på fildelingstjenester; abonnementsformer som TDC Play eller Netflix; køb over nettet på iTunes; og stadig den gode gamle cd. Det underlige er ikke, at nogle vælger den gratis – men ulovlige – løsning. Det underlige er, at der er nogen, der betaler. Vi er meget forskellige, og branchen er ved at finde ud af, at den skal have noget til os alle i stedet for at tvinge os til én løsning.

Mediebranchen har ikke problemer med piratkopiering, for de forærer deres produkt væk på nettet. Det gør de ikke med deres gode vilje, og de har uden held forsøgt en lang række betalingsløsninger siden midten af 90erne. Nu er de også begyndt at finde ud af, at vi er forskellige – der skal ikke være én løsning til én pris. New York Times har succes med en abonnementsordning, hvor de tager penge for noget, man kan få gratis. Det er ikke selve produktet, man betaler for, men en bekvem måde at få produktet. Det samme produkt har mange priser, fra gratis og op. Fokus er flyttet fra produktet til kunden.

Der er dog et stykke vej. Politiken annoncerede for nylig, at de ikke længere ville lægge baggrundshistorier og kroniker på nettet: Politiken piller papiravisen ud af politiken.dk. Chefredaktør Anne Mette Svane siger:

“Det er ikke, fordi vi tidligere har overført en til en, sådan at alt i avisen også kom på nettet. Men mange papirlæsere har følt, at man kunne finde alt indhold gratis på nettet. Med disse nye retningslinjer vil vi gerne gøre avisen mere eksklusiv og styrke bladsalget. Vi skal tydeliggøre fordelene ved at købe avisen”.

Fordelen ved avisen skulle altså være, at der står noget på papiret, som ikke står på nettet.

Det forlyder også, at Berlingske klar med ny strategi. Chefredaktør Lisbeth Knudsen siger:

“Vi kommer til at forfølge den strategi, vi startede med Infoshoppen og B.T. Plus-shoppen, hvor vi sælger unikt indhold. Vi udvider med nye initiativer i første kvartal af 2012 med mere indhold, som hverken har været bragt på nettet eller i den trykte avis, men som man kan købe sig adgang til”.

Berlingske vil sælge “indhold” og pointerer, at det er “unikt”.

Begge chefredaktører har stadig fokus på produktet – ikke at levere værdi til kunderne. Men der er bevægelse, og det skal nok komme, men det bliver altså ikke i denne omgang.

Se også:

• Det er et kæmpe problem, sagde mediebosserne i TV. Tilsyneladende uvidende om, at de selv er problemet;
• Facebook viser, hvordan vi skal feedes, men medierne løber i modsatte retning;
• Sådan vil jeg have nyheder på nettet – og sådan bliver det;

Illustration: dSeneste.