Pressefrihed findes ikke, og det er godt
Journalister har ikke flere friheder eller rettigheder end andre
Søren Storm Hansen
En politibetjent er netop blevet frikendt for vold mod journalisten Ünsal Turan, og efter frifindelsen udtaler journalisten ifølge DR: I Danmark taler man meget om demokrati og pressefrihed, men Byrettens afgørelse viser, at de to ting ikke eksisterer.
Det er helt korrekt, ihvertfald hvad pressefriheden angår. Den eksisterer ikke, og det bør den heller ikke.
Ordet pressefrihed er en misforstået fortolkning af vendingen “freedom of the press”, som står i USAs forfatning og betyder trykkefrihed.
Der er tilmed en international pressefrihedsdag, vedtaget af FNs generalforsamling. Det er den 3. maj.
Denne dag vil en del fremtrædende pressefolk tale om pressefrihed. Det gør de hvert år:
- 2008, Berlingske: Tilbageslag for pressefriheden.
- 2007, Information: Tilkæmpede rettigheder.
- 2006, Kristeligt Dagblad: Pressefrihed.
Men pressen har ikke og bør ikke have særlige friheder eller rettigheder.
Her i landet har kongehuset, diplomater og medlemmer af folketinget særlige friheder, men pressekorpset har ikke. Det ville også være absurd, når alle kan kalde sig journalist og etablere sit eget medie.
Journalister på Berlingske har ikke mere ret til at viderebringe fortrolige oplysninger fra Forsvarets Efterretningstjeneste, end andre har. En journalist på Urban har ikke mere ret til at smugle en kniv ind i Københavns Lufthavn, end andre har.
Derimod har medier et særligt ansvar, jævnfør Medieansvarsloven. Her defineres massemedier som “indenlandske periodiske skrifter” eller “Tekster, billeder og lydprogrammer, der periodisk udbredes til offentligheden, såfremt de har karakter af en nyhedsformidling”. Hvis man opfylder disse betingelser og er tilmeldt pressenævnet, er man et medie og har altså et særligt ansvar men ingen særlige friheder.
Begrebet pressefrihed udspringer af første tillæg til USAs forfatning fra 1791:
Congress shall make no law respecting an establishment of religion, or prohibiting the free exercise thereof; or abridging the freedom of speech, or of the press; or the right of the people peaceably to assemble, and to petition the Government for a redress of grievances. (Min fremhævning).
Ordet “press” refererer dog ikke til pressen men til trykkemaskinen, “the printing press”. Da tillægget til forfatningen blev skrevet, var der ikke journalistik, som vi forstår det, og tillægget er rettet mod de flyveblade, som blev trykt og udsendt af enkeltpersoner eller små interessegrupper. Ifølge Online Etymology Dictionary blev ordet press knyttet til periodiske udgivelser mellem år 1800 og 1820, og først i 1926 til journalister generelt.
Datidens presse mindede mere om nutidens bloggere end om nutidens medier.
Misforståelsen er ikke et dansk fænomen men er vidt udbredt, også i USA. Forfatterne til den danske grundlov var dog ikke ofre for denne misforståelse. Grundlovens paragraf 77 lyder som følger:
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.
Der er altså tale om trykkefrihed, som omfatter “enhver”, ikke pressefrihed, og grundlovens forfattere har tilmed været så fremsynede at tilføje “i skrift”, så loven også omfatter skrifter, der ikke bliver trykt.
Menneskerettighedskonventionens artikel 10 har en lignende formulering, og heller ikke her står der et ord om pressen.
Vrøvleordet pressefrihed bruges dog flittigt – især af pressen – og tilmed af jurister ansat i pressens organisationer, selvom ordet ikke indgår i nogen lovtekst og derfor ikke burde være en del af en jurists ordforråd.
Man kan ikke sige: “Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre“, og det er, hvad man gør, når man taler for pressefrihed.
Ytringsfriheden er under pres mange steder. Journalister uden grænser rapporterede for nylig, at mindst 69 mennesker er fængslet et sted i verden for at ytre sig på nettet: Internet Enemies (pdf). Nogle få er journalister, de fleste er ikke. De har alle brug for støtte, ikke kun medlemmer af pressen.
At tale for pressefrihed er at underminere ytringsfriheden.
Illustration fra USAs forfatning: Caveman 92223.
3 kommentarer
Nogle europæiske journalister har taget initiativ til Det europæiske charter om pressefrihed.
Formålet er vist at sikre nogle særlige rettigheder for en erhvervsgruppe – journalister. Underforstået: andre skal ikke have disse rettigheder. Hvis dette charter gøres til EU-lovgivning, vil det undergrave ytringsfriheden.
Man kan sandelig mærke, at gammelmedierne er pressede for tiden.
Her er hele teksten, som jeg har tilladt mig at rette lidt i.
Det europæiske charter om pressefrihed ytringsfrihed
Art. 1
Pressefriheden Ytringsfriheden er livsvigtig for et demokratisk samfund. Det er alle statsmagters opgave at agte, beskytte og respektere mangfoldigheden i alle former for journalistiske medier samt deres politiske, sociale og kulturelle opgaver.
Art. 2
Censur er forbudt. Det skal garanteres, at den uafhængige journalistik i alle medier hverken ingen udsættes for forfølgelse og repressalier eller politiske og regulerende indgreb fra staten. Pressen og onlinemedier Ingen må ikke underkastes krav om statslig autorisation.
Art. 3
Journalisters og mediers Alles ret til at indsamle og udbrede oplysninger og holdninger må ikke trues, begrænses eller gøres strafbar.
Art. 4
Beskyttelsen af journalistiske kilder skal opretholdes strengt. Det er ikke tilladt at ransage redaktioner og andre journalistiske lokaler eller at gennemføre overvågnings- og aflytningsaktioner med det formål at identificere informationskilder eller at bryde den redaktionelle kildebeskyttelse.
Art. 5
Alle stater skal sikre, at medier ved udførelsen af deres opgaver alle står under et uafhængigt retssystem, lovgivningen og myndighedernes fulde beskyttelse. Det gælder især afværgelsen af, at journalister og deres medarbejdere nogen bliver udsat for chikane og fysiske overgreb. Trusler og krænkelser af disse rettigheder skal efterforskes grundigt og straffes af retssystemet.
Art. 6
Mediernes Ingens økonomiske overlevelse må ikke bringes i fare af staten, institutioner under statslig indflydelse eller andre organisationer. Det er heller ikke tilladt at true med økonomiske tab. Private virksomheder skal respektere mediernes journalistiske frihed alles ytringsfrihed. De må hverken bruge pres for at påvirke det journalistiske indhold eller forsøge at blande reklamemæssigt indhold med journalistisk indhold.
Art. 7
Staten eller institutioner under statslig indflydelse må ikke hindre mediers og journalisters nogens frie adgang til informationer. De er forpligtet til at understøtte dem alle i deres arbejde med at formidle informationer.
Art. 8
Medier og journalister Alle har krav på uhindret adgang til nyheder og informationskilder også i udlandet. Udenlandske journalister Udlændinge skal i forbindelse med deres reportager have udstedt visum, akkreditering og andre påkrævede dokumenter uden forsinkelser.
Art. 9
Offentligheden i enhver stat skal have fri adgang til alle nationale og udenlandske medier og informationskilder.
Art. 10
Staten må ikke begrænse adgangen til journalisterhvervet.
Og her er teksten i sin oprindelige form: Det europæiske charter om pressefrihed.
Davs.
Din tanke er sjov, men urealistisk. Skal der ikke være autorisation for læger og elektrikere? Skal advokater ikke have tavshedspligt? Osv. Det er klart, at ønsket om pressefrihed på tryk(og net) skyldes historiske erfaringer, og at MEGET burde gælde alle borgere, men finten med pressemaskinen er søgt og forfejlet. Og jeg har svært ved at forstå, hvor du vil hen? Måske fordi jeg ikke er fast læser af din blog.
@ Michael Aage Jensen
Tak for kommentaren
Min pointe er, at ytringsfrihed ikke skal gradbøjes. Hvad bliver det næste?
Forskellen på journalister og fx. læger og advokater er, at disse er beskyttede titler.
Alle kan kalde sig journalist, og alle kan oprette et medie. Derfor er det absurd at indføre særlige regler for disse, med mindre man indfører en særlig autorisation. Det ville give en kollosal magt til dem, der udsteder autorisationen og kan kun medføre mindre ytringsfrihed.
At “freedom of the press” henviser til trykkemaskinen er skam helt alvorligt ment og ganske godt dokumenteret skulle jeg mene.
Først og fremmest kan du se på selve sætningen: “freedom of speech, or of the press”. Den giver kun mening, hvis der menes tale- og trykkefrihed. Det ville være en underlig sætning, hvis der menes talefrihed for alle og en udefineret frihed for en erhvervsgruppe. Det er ganske enkelt noget sludder – især i en ellers meget klar og velformuleret tekst.
Skriv en kommentar
Nye indlæg (RSS)
Nye indlæg (e-mail)
Twitter
Facebook