Sådan vil jeg have nyheder på nettet – og sådan bliver det

Medierne skal gennemgå samme proces med internet, som da radio og TV kom, men de er ikke begyndt. Nu gør vi det

25.11.2010
Søren Storm Hansen

Det er mig, der bestemmerHvordan vil du levere nyheder på nettet?

En stor dansk medievirksomhed vil tilrettelægge nyhedsdækningen på nettet på en helt ny måde (det vil du uden tvivl høre mere om). I den anledning inviterede de mig til en workshop for at fortælle, hvad jeg ville gøre. Desværre er jeg på LeWeb den pågældende dag, men det skal ikke afholde mig.

Hvis jeg bestemte nyhedsdækningen på nettet i en stor medievirksomhed, ville jeg gøre følgende:

  • Vi skriver en artikel til hver historie og skriver videre på den, når historien udvikler sig. Vi skriver ikke 10 eller 20 artikler om samme historie.
  • Vi tager konsekvensen af, at der ikke er deadlines på nettet. En artikel er aldrig færdig. Hvis historien udvikler sig, gør artiklen også. Den gammeldags opfattelse af artiklen som et produkt, fungerer ikke på nettet. Artiklen er en proces, og processen er produktet.
  • Vi udsender opdateringer af artiklerne med e-mail, sms, rss og hvad der ellers findes. Vi leverer nyheder i den form, brugerne ønsker.
  • Vi dækker det, vores ressourcer tillader, og linker til resten. Vores udgangspunkt er 3 nye formater for journalistik.
  • Vi afskaffer citatartikler. Hvis en konkurrent har historien, linker vi til den. Vi skriver først en artikel, når vi kan bidrage med noget eller når der er behov for det overblik, de andre forsømmer at give.
  • Vores tophistorie kan være et link. Vi fokuserer på, hvad der er væsentligt, ikke hvad vi selv har produceret.
  • En historie kan være på forsiden det ene øjeblik, væk det næste og tilbage minuttet efter – med en ny rubrik.
  • Vi forstår nettet og arbejder med det, ikke mod det.
  • Vi er verdensmestre i at holde os orienteret på nettet. Vi ved, hvad der bliver sagt om de vigtige ting, fordi vi hele tiden opsætter søgerobotter og konstant monitorerer nettet.
  • Vi deler vores viden med kolleger i husets øvrige afdelinger.
  • Vores kolleger i huset er trætte af at producere til flere platforme – de vil videre til næste nyhed og ikke fedte med versioneringer. Vi støtter dem ved at bearbejde deres historier til nettet; ved at give dem relevant input fra vores research; ved at skabe overblik.

Det går uden tvivl galt. Vi vil dagligt løbe ind i store problemer og endeløse diskussioner, men det kan aldrig gå så galt, som den nyhedsdækning, vi har nu. Den er overført stort set uændret fra de gamle medier og fungerer ikke på nettet. Vi er nødt til at gøre noget nyt, og det nye er, at vi tager udgangspunkt i, hvad der fungerer på nettet, ikke hvad nyhedsdækning plejer at være.

Vi har prøvet det før, og vi er ikke særlig gode til det. Da radioen kom, fik vi pressens radioavis, som var højtlæsning af avisartikler. Der gik nogle år, så fandt vi ud af, at radioen kan noget helt andet. Da TV kom, fik vi TV-avisen, som også var højtlæsning af artikler, men som tiden gik, fandt vi ud af, at TV kan noget helt andet.

Nu har vi internet. Vi har gjort det samme som med radio og TV, nemlig overført avisartikler, og igen ser vi, at det ikke fungerer. Nu skal vi finde ud af, hvad der fungerer.

Vi kan ikke bruge reglerne for aviser, radio og TV. Der er nye regler, og vi skal skrive regelsættet. Er I klar til det, og er jeres skuldre brede nok til at bære alle de fejl, der følger med?

Hvis ikke, så forlad lokalet nu. Tak.

Foto: JustinLowery.com.

Mere om: Medier

13 kommentarer

Du glemte:

Vi lader brugerne deltage i udviklingen af nyheden ved at kommentere og uploade billeder.

Vi deltager i dialogen som læserne har i forbindelse med nyheden.

Nogle virkelig gode tanker om, hvordan det bør gøres.

Det bedste ved konceptet set fra mediernes synspunkt må også være, at det formentlig vil være denne type medie, som brugerne gider betale for.

I øjeblikket bliver man bombarderet med tilbud på aviser og med onlineadgang til det samme indhold, men hvorfor skulle jeg abonnere på det? Jeg kan jo læse det samme på 20 forskellige avishjemmesider.

Som du tidligere har skrevet om, så er der mest interessante nok at have nogle redaktører, der sammensætter nyhederne på den rigtige måde, så man ikke selv skal lede efter dem. Det er muligt at abonnere på nyheder fra diverse aviser, men hvis jeg abonnerer på nyheder om Indland, så er det jo netop de samme citatartikler, som jeg modtager fra de fleste af aviserne.

Mit indtryk af aviserne, som de er i dag, er ikke, at det er journalister, der skaber avisen. Det er layouterne, der har forskellige tilgange til, hvordan de præcis samme nyheder skal præsenteres i de forskellige aviser.

Så jeg håber rigtig meget, at de lytter til dine ideer, selvom du ikke møder op på deres workshop. Måske du burde lave en video sammen med http://www.potter.dk/, som de kan få præsenteret på workshoppen. :-)

@Martin LeBlanc

Ja, meget gerne brugerinddragelse og dialog, hvor journalisterne faktisk deltager, men jeg vil gerne have det grundlæggende på plads først, så det bliver fase 2.

@Johnny

Jeg tror, der er mange indtægtskilder på nettet, men medierne har desværre mere travlt med at melde sig ud af nettet med deres apps til iPad, som jeg ikke har megen fidus til.

Og de lytter heldigvis, det er derfor, de inviterer mig. Der er også så småt begyndt at ske noget rundt omkring, og det store skift er forhåbentlig lige om hjørnet.

Godt indlæg.

Jeg er egentlig ikke sikker på, at jeg ønsker særlig meget brugerinddragelse… hvis journalisterne/medierne er så dygtige, som jeg gerne vil have dem til at være, så kan brugerinddragelse sænke niveauet. Bare se debatterne inde på EB’s Nationen, som ikke bidrager overhovet konstruktivt. Hvordan skulle de samme brugere (for det vil jo blandt andet blive dem) bidrage særligt konstruktivt?

Det giver dog god mening at efterlyse billeder og lignende, hvor det er aktuelt. Jeg ser nu ikke den store grund til at betale for nyheder lavet af almindelige mennesker generelt. Det skal virkeligt gøres med måde efter min mening.

Men tilbage til hovedindlægget så har Politiken faktisk en lidt interessant opstilling i en artikel i dag:
Venstre afviser at hjælpe S ud af udlændinge-klemme.

Lige under artiklen kan man trykke en tidslinie frem, se Liberal Alliances forslag osv. Så er der godt nok et hav af “se også” længere nede. Jeg kan godt lide navigationen som er nem at forstå… men det var godt nok tilfældigt, at jeg opdagede det. De kunne godt gøre det langt tydeligere.

Brugerinddragelse er en særlig kunstart. Det er vist gået op for de fleste, at det ikke er “gratis indhold”, og at man skal gøre en indsats for at få det til at fungere.

Jeg kan anbefale rapporten Journalistik i netværk.

Forsiden på Information er her til aften et link til Guardian. Selv skriver Information ikke noget – det kommer nok snart – men de har altså prioriteret historien så højt, at den er hovedhistorien.

Historien om WikiLeaks udvikler sig hurtigt og er svær at følge med i. Den er perfekt til en tidslinje. Her er et par eksempler:

Sidstnævnte er produceret med dipity, en tjeneste på nettet, som alle kan benytte. Man kan tilmed indlejre tidslinjen overalt, så her er den:

Nogen på Politiken er ved at finde ud af, hvordan man skal gøre. Som en del af dækingen af WikiLeaks har de en artikel, som de opdaterer løbende: Overblik: Se de nyeste WikiLeaks-afsløringer.

Nye afsløringer bliver tilføjet efterhånden, så man altid kan vende tilbage til denne artikel og dels se de nyeste afsløringer, dels få et overblik over alle afsløringer.

Der mangler blot en måde at abonnere på artiklen.

Opdatering 19. januar 2011: Politiken har ikke opdateret artiklen siden begyndelsen af december, så de har vist ikke rigtig forstået det alligevel.

Ja og så mangler der en “Vend listen om”-knap, så når man læser en fortsættende artikkel første gang, så kan man læse den i kornologisk rækkefølge, oppefra og ned. Det er rigtig irriterende at sætte sig ind i en ny sag ved at læse nedefra og op!

Skriv en kommentar

Nyeste indlæg

Anmeldelse: United Breaks Guitars: The Power of One Voice in the Age of Social Media. Af Dave Carroll
3 grunde til, at medierne ikke kan få betaling på nettet
Blogs vokser eksplosivt. De forventede træthedstegn udebliver
Donnie er tilbage, og du sutter stadig til Photoshop
Anmeldelse: Byens digitale liv. Red. Martin Brynskov, Kim Halskov og Lars Kabel
Nyheder på nettet: Trove ser lovende ud
Næste skridt for videnskab.dk: Bring viden ud til dem, der ikke opsøger den
IOC afskrækker sportsfolk fra at bruge nettet ved OL i London. De burde opmuntre
Chefredaktør: Nej, du kan ikke fravælge denne nyhed, for jeg har oplysningsansvar
Spotify overflødiggør KODAs nye regler for musikblogs

Emner

Bøger
Blogs
Boganmeldelser
Domænenavne
E-bøger
E-handel
Fildeling
Find vej på nettet
Historie
Job
Medier
Mobil
Politik
PR og reklame
RSS
Søgemaskiner
Sociale medier
Sprogteknologi
Tal og statistik
TV og video
Værktøj
Wiki