Ud med interviews. Ind med samtalen

I denne uge viste en artikel i Information og en kronik i Jyllands-Posten, at der stadig er lang vej, før journalister finder ud af, hvordan nettet fungerer og hvordan de udnytter mulighederne.

Medierne tror, at kommentarer på deres websteder er vedhæng til artiklerne, som deres læsere kan muntre sig med. De har ikke forstået, at det er en samtale, hvor journalisterne skal deltage, og at kommentarer er et journalistisk redskab, der skal integreres i det daglige arbejde.

De tror stadig, at de skal styre og redigere samtalen – det kalder de interview. Men den genre er død.

Information har talt med Politikens debatredaktør, Kenneth Lund, og redaktøren af Ekstra Bladets Nationen, Thomas Haarder: Mig, mig, mig og mig sætter gang i den hårde debat på nettet.

Artiklen kredser meget om den grove tone i kommentarerne, men redaktørerne er tilsyneladende ikke klar over, at selv kan få meget stor indflydelse på tonen ved at deltage. Alene ved at reagere på de konstruktive kommentarer og ignorere de perfide kan de ændre tonen.

Medierne har lang tradition for at lade læserne komme til orde i læserbreve, og deres holdning til kommentarer udspringer af denne tradition.

De blander sig ikke i kommentarerne, og det er tydeligvis ikke en del af journalisternes arbejde at deltage i samtalen. Artiklen i Information kommer slet ikke ind på muligheden.

Det er slående, at kommentarer på mediernes websteder altid tiltaler mediet og journalisten i tredjeperson – aldrig i andenperson. Dette burde medierne opfatte som et problem.

Der er ganske vist journalister, som har forstået, hvordan verden fungerer. For eksempel da Berlingske tidligere i år kørte serien I lægens hænder og fik meget ud af en gruppe på Facebook. Det fortalte journalisterne Line Holm og Morten Crone tidligere på sommeren om i radioprogrammet mennesker og medier.

Sådan skal det gøres, men der er alt for langt mellem disse eksempler, og når selv ikke debatredaktørerne har set lyset, er der vist lang vej.

Den eneste form for samtale, journalister forstår, er interviewet, men det er åbenbart ikke gået op for dem, at interviewofre hader genren og har set frem til den dag, hvor interviewformen afgik ved døden. Og ja, den dag er kommet, hvad journalister er ved at opdage: Kampen skal frem i lyset.

I denne kronik i Jyllands-Posten begræder DRs Olav Skaaning Andersen, at sportsfolk og politikere ikke længere vil interviewes. Han mener, at de forsøger at undgå kritiske og nærgående spørgsmål, hvad der selvfølgelig er “et demokratisk problem”:

Der må sættes en klods i døren, så spinforsøgene på at undgå kritiske spørgsmål dels kommer frem i lyset, dels kraftigt modarbejdes.

Olav Skaaning Andersen overvejer tilsyneladende ikke, at der kan være andre grunde til modviljen mod interviews.

Som interviewoffer har man ringe indflydelse på det færdige resultat. Man kan være helt sikker på, at der redigeres kraftigt, og man ved aldrig, hvordan journalisten vinkler. Ingen ønsker at kommunikere med omverdenen på denne måde, men der har hidtil ikke været andre muligheder.

Det er der nu. Journalisten er et overflødigt filter med alt for stor indflydelse på det færdige resultat.

Kan man så ikke stille kritiske spørgsmål? Selvfølgelig kan man det. Man kan for eksempel skrive en artikel med kritiske spørgsmål og invitere politikeren eller sportsmanden til at besvare dem i kommentarerne.

Man kan opfatte det journalistiske arbejde som en proces i stedet for et produkt. Man kan bruge kommentarsporet under artiklen til at arbejde videre og udfolde historien. Det er bloggerens måde at arbejde på, og den fungerer faktisk.

Det klassiske redigerede interview er en død genre. Den nye journalistik er baseret på samtalen, og kommentarer på webstederne indgår i denne samtale. Medierne skal lære at bruge dem.

Se også: Journalisternes valg: deltag eller forsvind.

Foto: joelogon.