Unge journalister længes efter gamle dage

Journalister er konservative og vil ikke tage de nye medier til sig. Selv journalisteleverne: Debat: Er journalister for konservative?.

Medierne har ellers haft meget lang tid til at indstille sig på de nye tider. I midten af 90erne gik Politiken On Line i luften som det første alvorlige forsøg fra en medievirksomhed i Danmark på at bruge nettet. Projektet var ledet af Claus Sølvsteen, som ihærdigt forsøgte at inddrage papiravisens journalister, men de havde kun et skuldertræk til overs for det nye medie, hvor avisens læsere – og alle andre, der havde lyst – kunne ytre sig.

Vi, der var involverede i Politiken On Line, kunne godt se, hvilken vej det ville gå, men journalisterne var bestemt ikke involverede og så intet.

Politiken havde et stort forspring, og ledelsen var med et langt stykke hen ad vejen, selvom det kostede penge og virksomhedens økonomi ikke var for god. Men forspringet blev sat over styr af – efter min mening – vrangvillige journalister.

Den vrangvillighed fastholdt journaliststanden – selv efter en aviskonflikt i slutningen af 90erne, hvor web havde fået sit gennembrud, og netaviserne første gang viste deres potentiale med astronomiske besøgstal. Derefter kunne ingen, der havde øjne i hovedet, være i tvivl.

Men det er tilsyneladende ikke meget bedre i dag, selv på uddannelsesinstitutionerne. Journalisterne klamrer sig til en verden, der ikke længere findes.

Det kan også tydeligt ses på de gamle mediers websteder.

For det første citerer de hinanden i stedet for at linke til hinanden. Dagligt møder man korte artikler med vendingen “… siger NN til Berlingske Tidende” (eller et andet medie). Artiklen har intet nyt, og journalisten har ikke bidraget med noget. Et link ville have større værdi for læseren og være nemmere for journalisten.

For det andet bringer de lystigt telegrammer fra nyhedsbureauer. Heller ikke her har mediet bidraget med noget; det har bare kopieret informationen. Den slags kopijournalistik kan gå i en papiravis, hvor læserne formodentlig ikke ser de øvrige aviser, men på nettet er det bare irriterende.

Når man abonnerer på mediernes RSS-feeds – og du kan få dem alle her: Alle danske nyheder på ét sted – får man det samme Ritzau-telegram 5 – 7 gange og en stak korte artikler, hvor det ene medie citerer det andet. Journalistik skrevet med saks er døden og viser, at der er et stykke vej, før de gamle medier forstår de nye.

Men mediernes helt store fejl er netop deres eksperimenter med et af de nye medier: bloggen. Medier blogger i stigende grad, og det skal de lade være med. Når et medie har en blog, sidestiller det sig selv med alle de andre blogs. En blog er en blog er en blog. Væk er nyhedskriterier, kildekritik og alt, hvad der kendetegner et godt medie. De ser stort på de klassiske, journalistiske dyder og synes sikkert, de er meget moderne. Det er de ikke, de er i fuld gang med at underminere deres status som troværdige nyhedsformidlere. Det er sagt før, senest i torsdags: Blogging and Newspapers, a Lesson in How Not to Brand and Market.

Medierne kan bruge blog-teknologien, men ikke til traditionelle blogs. Bloggen er for eksempel strålende til at rapportere live fra begivenhedernes centrum med ord, billeder og video. Journalisten behøver bare en telefon. Men lad være at kalde det en blog.

Hvis det kan være en trøst, er journalisternes manglende begejstring for det nye ikke et dansk fænomen. Her er en underholdende rapport fra et studiebesøg på New York Times og Washington Post: To amerikanske modeller går amok.

Og det er heller ikke forbeholdt journalister. Henne i musikindustrien er de i fuld gang med at udrydde sig selv: Pladeindustriens fald.