Kære supermarked, giv mig en app

Min telefon er en fortrinlig stregkodelæser

28.04.2011
Søren Storm Hansen

rakuten android appMit lokale supermarked har en stregkodelæser i butikken, hvor jeg kan scanne varer, der af en eller anden grund ikke er prismærket. Det er fint, men hvorfor har de ikke en app til min telefon?

Med en app kunne jeg scanne stregkoder på varer i mit køleskab, så min telefon kan huske, hvad jeg skal købe. Jeg kunne scanne varer i konkurrerende supermarkeder og sammenligne priser.

Supermarkedet har en altid opdateret database med alle oplysninger, så der er ikke meget arbejde med at vedligeholde oplysningerne til en app.

Og hvis den bliver en succes, kan de udvikle den, så jeg for eksempel kan bestille varer online. Det findes selvfølgelig allerede i Japan: Rakuten Android App.

Visitkort med QR-kodeI Japan er QR-koder også helt almindelige. De har meget mere information end en almindelig stregkode, for eksempel adressen på et websted. De kan læses med en app som Google Goggles, som så åbner webstedet. Jeg har en QR-kode på mit visitkort, og folk spørger næsten altid, hvad det er, så kendskabet er vist ikke stort i Danmark.

Det kommer dog nok, for det er smart, at man lige kan svinge telefonen og få svar på alt muligt. Det er nemt at generere en QR-kode, for eksempel på Kaywa QR Code.

Via Asiajin: Rakuten Releases Android App.

Mere om: E-handel, Mobil

10 kommentarer

Genialt tænkt. Sindssygt enkelt & sindssygt brugbart. Det vil også medføre massiv nedgang i spørgsmål om, hvor scanneren står til stressede medarbejdere.

Hej Søren. Gode idéer. Mig bekendt er det kun Rema 1000 og Irma, der har udviklet apps. Dit forslag kunne snildt inkluderes i deres version 2, så det ikke kun handler om opskrifter, tilbud og indkøbslister. Producentsammenslutningen 360 Nord har til gengæld QR-koder på produkterne. Her kan du finde mere information om produktet, producenten, opskrifter og tilmelde dig nyhedsbrev. Jeg håber, at vi ser mere af den slags på flere fødevarer.

Hej Søren

Det er en god idé, men måske lidt tidligt ude, som du selv er inde på er der stort set ikke nogen i DK som bruger QR koder endnu. “1% of mobile users in the U.S. have a smartphone with a QR Code scanner installed”.

http://madsgormlarsen.dk/2011/03/29/hvilken-qr-barcode-generator-skal-du-v%C3%A6lge/

Mvh
Mads

Jeg tvivler på, at du vil se en stregkodelæser, der indeholder samtlige varer på hylderne i en dansk supermarkedskæde. Selv om den er teknisk enormt let at gå til, så kræver den, at pågældende supermarked er villig til at lægge deres aktuelle priser på internettet, så de let kan tilgås via en eller anden form for API. Det tager ikke lang tid, før konkurrerende supermarkeder laver et program, som så kan sammenligne deres aktuelle priser med førstnævnte supermarkeds priser og det vil ingen kæder risikere.
Selv i dag har supermarkedskæderne, folk til at gå rundt og opsamle priser hos konkurrenterne på gængse dagligvarer der ikke er på tilbud (mælk, hakket oksekød o.s.v.), hvor der kan være store penge at tjene på blot få ørers forskel. Hvis en kæde udstiller alle sine priser direkte, vil den givetvis lide et (relativt) tab. Derfor tror jeg ikke det vil ske.
Men det ville gøre det lettere for forbrugerne og gøre priserne langt mere gennemsigtige. App’en ville også være smart :)

Jeg mener, at Tesco i England allerede har noget lignende. Man kunne søge på en vare og få at vide, hvor i supermarkedet, man kunne finde den (gang og hyldenummer) og hvor mange varer, der var tilbage. Som man sagde, så havde man jo oplysningerne i IT-systemet allerede. Detailsektoren i England er generelt rigtig lang fremme, nok også længere fremme end resten af den vestlige verden. Og det er måske mere passende at kigge mod England og USA end mod Japan for at finde gode eksempler, da den japanske mobilkultur er et helt andet sted end Europa og USA.

Jeg tror dog stadig, at der går nogle år, før vi ser noget som ovenstående eksempel i Danmark, da forbrugerne ikke er der helt endnu… men man kan jo blive overrasket. QR koderne har jo heller ikke rigtig vundet indpas endnu, men de dukker da oftere og oftere op i markedsføring, så måske får de deres gennembrud i år.

I øvrigt et klip fra en branchemail i indbakken:
Den amerikanske detailkæde Stop & Shop lancerer i dag en ny applikation til smart phones, som gør det muligt for kædens kunder at scanne varerne i kædens butikker.
App’en gør det muligt for kunderne løbende at følge med i, hvor meget de har handlet ind for, lige som den giver kunderne forskellige tilbud, mens de bevæger sig rundt i butikken. Tilbuddene baserer sig på den enkelte kundes tidligere indkøb, idet kunden, efter at have downloaded app’en, scanner sit eget kundekort med telefonen, så det derved registreres i applikationen, hvad vedkommende tidligere har købt.
Scannerapplikationen er udviklet af Modiv Media, og den lanceres i Stop & Shops 375 amerikanske butikker.
Market, 28-04-2011

Selv om det lyder smart, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at indkøbsturen til gengæld bliver mere besværlig og langsommelig, hvis man vælger at gå rundt med mobilen i hånden og scanner alle sine varer.

@Henrik Bøgh
Det gør reelt ikke den store forskel. I dag overvåger de store kæder i forvejen hinandens priser. Så løsningen vil ikke gøre nogen forskel om end det vil gøre praktikken lettere.

Interessant nok har REMA 1000 lige udgivet en app ( https://market.android.com/details?id=dk.iroots.rema1000 ) – den har så vidt jeg kan se heller ikke prisdatabase :(

@David, du har fuldstændigt ret i at “[i] dag overvåger de store kæder i forvejen hinandens priser” – men jeg tror at du tillægger det at “gøre praktikken lettere” alt for lidt værdi. Edgen vindes på de små ører, der opdateres ca. lige så ofte som brændstofpriserne.

@Henrik
Tjah, i teorien ja. Men priserne er jo ikke lige sådan at justere lige nu. Dansk Supermarked er kun lige gået i gang med elektroniske hyldekanter, og de andre kæder har dem, så vidt jeg ved ikke endnu.

Og typisk er det på profilvarerne, at man prisovervåger, f.eks. Bilkas Garantipris. Men for de fleste kæder, tager det tid at lave en prisændring, da denne skal kommunikeres ud, markedsføres og justeres i butikkerne. Kunderne kommer jo ikke bare fordi, man har sat prisen ned (men det er jo formålet med den omdiskuterede app her i tråden). Man kan vel også sige, at logistikken sætter sine begrænsninger lige nu for, hvor stor faren er ved at lade sine priser slippe fri. Er man aggressiv, så hvorfor ikke?

Benzinstationerne har det noget lettere i mine øjne, da de groft sagt kun skal administrere én vare og – så vidt jeg ved – justerer priserne fra centralt hold og dermed kan ændre dem med det samme over alt.

Rigtig godt forslag, og det sker garanteret også snart. Fremtiden tyder på, at vores mobiltelefon bliver omdrejningspunktet for mange af de tekniske ting, vi vil kunne fremover.

Hilsen

Theo
http://italienskrestaurantkøbenhavn.dk/

Skriv en kommentar

Nyeste indlæg

Aarhus og Katrineholm viser, hvorfor nettet kræver nye journalistiske formater
Mediernes arvesynd og fremtidens levevej
Alt er remix. Ophavsret og patenter truer udvikling
Skolebørn skal lære, at censur er godt
Ministre misinformerer om ACTA
Jeg er nu fan af undervisningsministeriet
Der er bevægelse, men Politiken og Berlingske har stadig fokus på produktet – ikke kunden
Vi har brug for reformer af ophavsret, ikke ACTA
ACTA: Hvordan skal man lovgive mod piratkopiering? Her er eksempler fra andre lande
Aviser er for gamle stakler

Emner

Bøger
Blogs
Boganmeldelser
Domænenavne
E-bøger
E-handel
Fildeling
Find vej på nettet
Historie
Job
Medier
Mobil
Politik
PR og reklame
RSS
Søgemaskiner
Sociale medier
Sprogteknologi
Tal og statistik
TV og video
Værktøj
Wiki