Falder himlen ned over musikbranchen, medier, film, tv, radio, forlag?

Trykpressen, fotografiet, det mekaniske klaver, grammofonen, radioen, kabel-tv, fotokopimaskinen. kassettebåndet, videooptageren, DVD, MP3, billigt bredbånd. Alt sammen ødelæggende teknologier, der har truet med at tage brødet ud af munden på tusinder. Hvor galt gik det så?

Her er en historisk gennemgang af disse påstået ødelæggende teknologier og de evige kampe mod ny teknologi. Vær klar til at blive underholdt og klogere. Og der afsluttes med et par bud på løsninger af tidens presserende problemer.

Dette er et gæsteindlæg af Mark A. Lemley, Director, Stanford Program in Law, Science & Technology. Indlægget er min oversættelse af Is the Sky Falling on the Content Industries? fra Journal of Telecommunications and High Technology Law og gengivet her med forfatterens tilladelse.

Er musikbranchen, film, tv, radio og forlagene dømt til undergang? Det lader bestemt til, at de tror det. Musikbranchen fortæller os – mens deres indtægter falder som følge af fildeling – at “vi kan ikke konkurrere med gratis”, og så er vi historie. Ingen vil skabe ny musik. Videobranchen synes at gå i samme retning. De er mødt op bag lukkede døre i Washington D.C. for at klage over udsigten til en national bredbåndsplan, fordi bredbånd simpelthen vil gøre det lettere for folk at piratkopiere video over internet. “Vi må gøre noget ved det,” fortæller de os, “ellers vil ingen producere film længere”.

Og nu, som Mark Cooper har skrevet, er aviser med på samme argumentation, mens indtægterne falder (1). Print-journalistik er døende, folk forlader branchen i hobevis fordi “vi kan ikke konkurrere med gratis.” Omend det i dette tilfælde, sjovt nok, er deres eget gratis. Aviserne klager over, at de ikke kan konkurrere med sig selv ved at forære deres eget materiale væk på internettet.

Det lyder som en temmelig foruroligende historie. Men det er ikke første gang, disse brancher har fortalt os, at de står over for en katastrofe. Jeg har ind imellem mistanke om, at der var en sammenslutning af munke, som protesterede mod trykpressen ud fra teorien om, at den ville ødelægge de smukke håndskrevne manuskripter. Hvilket naturligvis skete. Men det ødelagde ikke bogbranchen. Faktisk udviklede det branchen.

Fotografiet udrydder malerkunsten

Billedkunstnere i det 19. århundrede klagede over fotografier, for hvem ville betale for portrætmalerier? Hvem ville ønske fotorealistiske kunstneriske skildringer af landskaber, hvis en maskine kan gøre det samme? Kunstnere, fik vi at vide, ville blive drevet ud af erhvervet i hobevis, og kunsten ville visne og dø (2). Fotografiet ændrede naturligvis kunstverdenen. Men velsagtens til det bedre. Og under alle omstændigheder opvejede fordelene ved at føje kameraet til kunstens repertoire uden tvivl omkostningerne.

Musikere udkonkurreres af det mekaniske klaver og grammofonen

I det 20. århundrede kom påstandene om teknologien som en trussel hurtigt og intensivt. Truslerne i de første årtier af det 20. århundrede var det mekaniske klaver og grammofonen. John Philip Sousa skrev en artikel, The Menace of Mechanical Music (3), hvor han hævdede, at disse infernalske maskiner var “en trussel mod hans levebrød og selve den ‘musikalske smag’ … Det mekaniske klaver og grammofonen suger livet ud af rigtige, menneskelige, sjælfulde liveoptrædender” (4). Og han formulerede et argument, der vil lyde bekendt for enhver, der har beskæftiget sig med ophavsret:

Kan de ikke indse, at hvis de akkrediterede komponister, som har succes, fordi de har fortjent det og arbejdet hårdt, bliver frataget en belønning for deres indsats, vil der med sikkerhed opstå en situation, hvor alt incitament til yderligere kreativt arbejde forsvinder, og kompositioner vil ikke længere flyde fra deres penne…? Hvad sker der så med de spillende og talende maskiner? (5)

Med andre ord, uden en eller anden indtægt, som de hidtil har fået ved at sælge noder, vil ingen skabe musikken.

De professionelle ødelægger det for amatørerne

Sousa bekymrede sig interessant nok ikke for de professionelle. På trods af den foregående passage var hans reelle bekymring, at amatørmusikere blev truet af en voksende professionel musikalsk klasse, som kunne føre til en ødelæggelse af landet. Han skrev:

Under disse betingelser kan strømmen af amatørisme ikke andet end mindskes, indtil der kun vil være den mekaniske gengivelse og den professionelle musiker. At synge vil ikke længere være en nobel realisering; vokaløvelser, så vigtig en faktor i den kulturelle lærdom, vil forsvinde! Så hvad med den nationale stemme? Vil den ikke svækkes? Hvad med den nationale sang? Vil den ikke krympe?” (6)

Bekymringen gik på, at amatørmusikere ville forsvinde, fortrængt af fagfolk, der havde råd til at producere musik med den nye teknologi.

Har vi ødelagt musikbranchen ved at indføre grammofonen? Ikke rigtig.

Vi kan ikke konkurrere med gratis

Faktisk kom den næste overhængende trussel mod branchen fra radioen 20 år senere. Mærkeligt nok var truslen fra radioen, at den ville stjæle de indtægter, grammofonenindustrien i de foregående 20 år havde genereret til musikerne. Ikke desto mindre begyndte vi at høre argumentet om, at man ikke kan konkurrere med gratis, da radio er gratis for alle og ingen betaler for det. Hvis radio er tilladt, lød argumentet, ville piratradio ødelægge musikbranchen, for hvem ville købe musik, når de bare kunne høre det gratis i radioen?

Det viste sig også at være usandt. Det lader til, at man måske kan konkurrere med gratis (7). I begyndelsen af 1920erne var forbrugerne bestemt villige til at købe musik trods meget gratis musik i radioen.

Vi kan ikke konkurrere med betalt

Fra radio til video. I slutningen af 1950erne og i 1960erne var tv-branchen truet af et andet skræmmebillede, der ville ødelægge tv. Den daværende forretningsmodel gav gratis tv, truslen var kabel-tv. Bemærk ironien her. Argumentet var ikke, at betalt indhold kan ikke konkurrere med gratis, argumentet var, at gratis indhold ikke kunne konkurrere med betalt. Hvis vi ikke lukker kabel-tv, vil ingen producere nye tv-shows, og der vil ikke være noget at sende på kabel-tv. Dette argument gik hele vejen til USAs højesteret i The Fortnightly Case (8) og førte til en beslutning, som var to stemmer fra at lukke kabel-tv, der ikke havde tilladelse fra tv-selskaberne (9).

Ironisk nok lukkede tv-stationerne ikke som et resultat af kabel-tv, faktisk er det nu tv-stationerne, der kæmper for at komme på kabelnettet, og igen går de rettens vej og kræver, at de skal inkluderes på kabelnettet, fordi det vil udvide deres marked (10).

Med fotokopier vil ingen købe bøger

I 1970erne var det store nummer fotokopimaskinen. Den tillod, som trykpressen, kameraet, grammofonen, radio og kabel-tv, folk at kopiere ting, de ellers skulle betale for, nemlig bøger. Ingen ringere end autoriteten Melville Nimmer, den førende stemme inden for ophavsret, skrev, “den dag kan ikke være langt væk, hvor man ikke behøver at købe bøger” (11). Det var i 1972. Så ophavsretshavere forsøgte at forhindre fotokopimaskiner og forsøgte i The Williams & Wilkins Case at forebygge statslige institutioners udbredte kopiering af bøger og tidsskriftartikler. (12) Igen bragte branchen sagen for højesteret, og den blev knap afværget, her ved en ligelig fordeling af dommerstemmer (13). Fotokopiering af tidsskriftartikler blev (næsten) tilladt.

Bøger og tidsskrifter forsvandt ikke i begyndelsen af 1970erne. I stedet syntes de at trives på trods af en teknologi, der tillod folk at kopiere gratis.

Vi forbløder, hvis vi ikke beskyttes mod videoen

I slutningen af 1970erne kom det måske mest velkendte eksempel: Videomaskinen (VCR). Gratis fjernsyn og kabel-tv havde eksisteret i nogen tid. Nu kom en teknologi, der tillod folk at kopiere disse gratis tv-programmer og gøre med dem, hvad de ville. Branchen advarede om, at VCR måtte stoppes. Her Jack Valenti fra MPAA, Motion Picture Association of America, i en tale til kongressen:

VCR gør rent bord og fjerner vores overskudspotentiale, markedet bliver ødelagt…. Vi vil bløde og bløde og forbløde, medmindre kongressen beskytter en branche, der er i stand til at hente et overskud, og hvis fremtid afhænger af beskyttelse mod denne maskines ødelæggelser (14).

Som om det ikke var nok, fortsatte han med ordene, “Jeg siger jer, at videomaskinen er for amerikanske filmproducenter og den amerikanske offentlighed, hvad Boston-kvæleren er for kvinden, der er alene hjemme” (15). Branchens holdning var, at hvis kongressen ikke forbød den helvedesmaskine, videobåndoptageren var, hvis de ikke forhindrede folk i at kopiere, ville ingen lave film.

Dette argument vandt i appelretten, som gjorde VCR ulovlig (16). Derefter gik sagen til højesteret, hvor sagen blev hørt to gange. Domstolen var først tilbøjelig til at vedtage appelrettens dom og forbyde videobåndoptageren, men i sidste ende besluttede højesteret, igen med fem stemmer mod fire, at videobåndoptageren var ok (17).

Lider filmbranchen som følge heraf? Ikke just. Faktisk viste det sig, at det gennem 1980erne og 1990erne var videobåndoptageren og dens efterfølger, DVD-afspilleren – som ville ødelægge tv- og filmbranchen – der holdt dem i live og i 2002 genererede 30 milliarder dollar i omsætning (18).

Måske var grammofonen god for branchen – men kasettebåndet

Tilbage til lyden. På omtrent samme tid var musikbranchen bekymret for kassettebånd. Grammofonplader, som ikke ødelagde branchen og overlevede den hærgende radio, var nu truet af lydbånd, fordi folk kunne optage musik fra radioen. Mens gratis radio viste sig ikke at lukke musikbranchen, ville optagelser fra radioen og muligheden for at lytte til disse sange, når man ønskede det, helt sikkert gøre en ende på branchen.

Så branchen indledte en annoncekampagne for at få kassettebånd forbudt; med et dødningehoved udformet som et kassettebånd og korslagte knogler. Slaglinjen var “Hjemmeoptagelser dræber musik, og det er forbudt” (19). Men hjemmeoptagelser blev ikke forbudt, og det viste sig, at salget af musik fortsatte med at stige gennem 1980erne og 1990erne, trods truslen om private optagelser og muligheden for, at folk kunne få det gratis, som de ellers skulle betale for (20)

Vi forhindrede dog den næste generation af audio-teknologi i begyndelsen af 1990erne – det digitale lydbånd. Her var den formodede trussel den samme som med kassettebånd, men værre. Kassettebånd viste sig ikke at lukke branchen, det er korrekt. Men hvis man gav kunderne digitale kassettebånd – advarede branchen – hvis man tillod dem til at skabe en kopi i digital kvalitet, så havde de ikke nogen grund til at købe vores bedre kvalitet, og vi vil lukke. Dette argument vandt gehør i kongressen. Digitale lydbånd blev derefter genstand for en obligatorisk licensordning og forbrugerne hørte aldrig om dem igen (21). Teknologien floppede, så snart den blev underlagt kontrol af branchen.

MP3, nu falder himlen ned

I slutningen af 1990erne blev de samme argumenter fremsat mod den nyeste digitale svøbe, MP3-afspilleren. Vi er nødt til at forbyde MP3-afspillere, fik vi at vide, fordi Rio, Diamond Multimedia’s førstegenerations afspiller, havde til formål at underminere etableringen af en markedplads for lovlig digital distribution. MP3-afspilleren truede med at levere digitalt indhold, når forbrugerne ønskede det. Forbrugere, der kunne producere deres eget digitale indhold fra cd’er ville ikke købe digitalt indhold fra branchen – ikke at disse virksomheder faktisk tilbød digitalt indhold på det tidspunkt, men hvis de ønskede det en gang i fremtiden.

Så musikbranchen sagsøgte for at at holde MP3-afspilleren ude af markedet. Sagen RIAA v. Diamond Multimedia faldt i appelretten (22). MP3-afspillere fik succes, og folk begyndte at fylde dem med indhold. Og ja, det er sandt, at en masse af indholdet var ulovligt kopieret, men ejerne af MP3-afspillere brugte også mange penge på at købe cd’er i slutningen af 1990erne. Men så dukkede Napster op, som – fortalte RIAA, Recording Industry Association of America, os igen – ville lukke musikbranchen. Digital musik skulle stoppes. RIAA udkæmpede et årelangt slag, der forsinkende udbredelsen, men til slut tabte de. De vandt de individuelle sager, de lukkede Napster (23) og senere lukkede de Grokster (24) og Limewire. (25) Det har ikke forhindret distribution af digital musik. Når de, ti år senere, omsider gav sig og tilbød digital musik, viste det sig, at folk faktisk var villige til at købe. I april 2008 overgik Apple iTunes Wal-Mart som største forhandler af musik i USA (26). Digital musik i almindelighed var faktisk ikke den trussel, det så ud til at være.

Den digitale død er nært forestående

I mellemtiden, og tilbage til video, havde verden bevæget sig mod digitale videooptagere (DVR). De analoge videobåndoptagere var måske ikke så slemme – måske havde de faktisk hjulpet os – men digitale videooptagere, det er slemt. DVR var virkelig slemme, fik vi at vide, fordi folk ville springe reklamerne over. Den administrerende direktør for Turner Broadcasting, Jamie Kellner, sagde om DVR og de manglende reklamer, “Det er tyveri. Din kontrakt med netværket, når du får udsendelsen, er, at du vil se reklamerne. Ellers kunne du ikke få udsendelsen annoncefinansieret. Hver gang du springer en reklame over … stjæler du faktisk udsendelsen” (27).

Uanset det voksende tyveri og branchens succes med at lukke RePlayTV, den første operatør i dette marked (28), havde TiVo succes og, viste det sig, ødelagde ikke tv-branchen. I stedet genoplivede det branchen, fordi en masse mennesker som mig, der ikke ser tv, pludselig opdagede, at når man kan vælge hvor og hvornår man ønsker at se udsendelserne, er der faktisk gode ting at se. Og 2000-tallet blev gyldne år for tv.

Der er også eksempler nu. Digital radio er min personlige favorit, fordi de oprindelige pirater i branchen nu kæmper meget hårdt for at lukke konkurrencen fra digital radio og internet-radio – den næste generation af pirater. Digitalt tv er et andet eksempel; FCC Federal Communications Commission fortalte os på grundlag af en henvendelse fra TV-branchen, at i mangel af beskyttelse ville indhold af høj værdi blive tilbageholdt fra broadcast-tv og flytte til betalingstjenester. På trods af denne påstand fik vi omsider, efter en 22-årig odyssé, digitalt tv i 2009. Måske er tv og radio dødsdømt, men jeg vil ikke holde vejret. Pornografer klager over, at det en gang lukrative marked bliver oversvømmet af amatørporno; selv sex, ser det ud til, frygter, at det ikke kan konkurrere med gratis (29). Men jeg vil ikke regne “mangel på tilstrækkelig pornografi”, blandt vores større samfundsmæssige problemer.

Alle brancherne har, forekommer det, et Chicken Little problem.

Det kan faktisk være, at himlen falder ned. Men hvis du hævder, at himlen falder, hver gang en ny teknologi truer en eksisterende forretningsmodel, er resten af verden tilgivet for ikke at tro dig, når du påstår, at denne gang er det anderledes. Lad os nu være helt klare, hver af disse teknologier har ændret forretningsmodellen i en branche. De forårsager, at visse indtægter falder. Men de har også åbnet nye.

Nu ved vi, hvad der ikke fungerer

Så hvordan skal de berørte brancher overleve? Lad mig give et par forslag:

Vi begynder med, hvad der ikke fungerer.

Jeg tror, det er temmelig klart, at det ikke fungerer at stoppe teknologien. Når du har succes med at holde en teknologi væk, som folk ønsker, udvikler virksomheder en anden teknologi, der imødekommer dette marked.

At låse teknologien fungerer normalt heller ikke. Næsten hver gang vi indfører DRM Digital Rights Management, som vi gjorde med computer dongles eller digitale kasettebånd eller Sony minidisk eller DivX-alternativet til DVD-afspilleren, eller DRM på digital musik, vil enten teknologien eller forvaltningen af de digitale rettigheder fejle, fordi kontrol er besværligt og i vejen. I de sjældne tilfælde, hvor låsen lykkes (DVD er det bedste eksempel), er det, fordi teknologien er så meget bedre, at folk vil affinde sig med nogle gener. Og selv da er det værd at bemærke, at den teknologi, der vandt, var den mindst restriktive af de to mulige teknologier.

Intet af dette for at foreslå, at loven om ophavsret ikke har nogen rolle at spille. I mange af de eksempler, jeg har nævnt, er teknologien i sidste ende kommet ind under ophavsretten, ofte med en form for obligatorisk eller fælles licens, som tillader ophavsretsejere at få betaling uden at lukke teknologien eller anvende alle ophavsretslige midler. For eksempel endte kabel- og satellit-tv med en obligatorisk licens (30); radio fik et statsligt tilsyn, men privat organiseret fælles licensordning (31) samt en fritagelse fra at skulle betale ophavsretsejere (32). Men den generelle lære er, at “mor, må jeg?” regler, hvor ingen kan udvikle en ny teknologi med mindre de får kollektiv tilladelse fra alle ejerne af indholdet, som kan blive distribueret med denne teknologi, ikke vil fungere.

Jeg mener også, at reklamer har sine begrænsninger som en strategi for forretningsmodellen. Den nuværende tendens synes at være “ok, vil vi stille alt til rådighed gratis, da dette synes at være, hvad vi er nødt til, men vi vil tjene det tabte ind på reklamer”. Der er en betydelig mængde reklameindtægter på nettet – spørg Google – men der er også grænser for den forretningsmodel. Hvis de eneste annoncører er andre producenter, som regner med reklame for deres gratis produkter, skal indtægterne komme et sted fra.

Ikke desto mindre tror jeg, at der er en række forretningsmodeller, som er alvorlig efterforskning værd, i det mindste som delløsninger.

Nye muligheder

Den første er lavere produktionsomkostninger. Mark Cooper har udtrykt det godt (33). Jeg vil ikke gå yderligere i detaljer her, blot påpege, at den digitale revolution i det seneste årti har ført til den største stigning i mængden af indhold i verden nogensinde. Vi får langt mere video på grund af YouTube, end vi nogensinde har haft. Vi får langt mere tekst på grund af blogging, end vi nogensinde har haft. Vi får nyt indhold, fordi det er meget lettere og billigere at skabe og distribuere. Nu vil billigere produktion og distribution ikke nødvendigvis give os alle de former og den kvalitet, vi ønsker. Men de giver os en enorm vifte at vælge mellem, som ikke var til rådighed i en verden, hvor alt indhold skulle produceres professionelt, lægges på en disk og sendes rundt i verden i en lastbil.

For det andet kan teknologien ændre folks forhold til indhold på en måde, der kan skabe fortjeneste. Man kan også se de teknologiske fremskridt vende tilbage til gavn for de skabende brancher på forskellige måder. Hvis du ikke har set filmen Avatar, skal du gøre det. Og hvis du ser Avatar, bør du absolut se den i 3-D i en biograf, fordi den oplevelse, du får derhjemme, ikke vil være den samme. Ikke overraskende er Avatar den bedst indtjenende film nogensinde, (34) og hjalp til at gøre 2009 til det bedste regnskabsår nogensinde for filmbranchen (35).

Forretningsmodeller kan også bygge på det oplevelsesmæssige forhold, mennesker har til produktet. Folk ser ikke film – i det mindste gode film – for derefter ikke at tænke over dem. Folk ønsker at engagere sig. De ønsker at etablere forbindelser med musikere, de kan lide. De ønsker at gå til koncerter og opleve musik live. De ønsker at engagere sig i et varigt forhold, og der er indtægter at hente her ved at imødekomme denne efterspørgsel. Forudsat at erfaringer med samarbejdet kan blive indbringende. Du behøver ikke at bekymre dig nær så meget om piratkopiering, hvis du er en producent af et massivt flerbrugerrollespil på nettet, fordi meningen med spillet er oplevelsen af interaktion med alle de andre spillere. Hvis du spiller en piratkopieret version af World of Warcraft, får du ikke den samme oplevelse, fordi du ikke har interaktion med spillerne af den officielle version.

En af de ting, indholdsejere har tabt i den digitale verden, er first-mover fordelen. Fordelen ved at den første på markedet med et produkt er blevet meget mindre, da det nu er meget lettere at kopiere ting. Men first-mover eksisterer stadig, og virksomheder kan udnytte det gennem branding. Du kan opbygge en betydelig indtægtsmodel ved at have et godt navn og ry for kvalitet, selv om der er andre, der leverer konkurrerende indhold.

Virksomheder kan også tjene penge ved at yde brugerne hjælp. Det viser sig, at mange af de mennesker, der benytter de gratis tilbud, er folk med lav socioøkonomisk status, de er unge, de er studerende. Folk, der har betydelige midler betaler ofte – selv for ting, de kunne få gratis. Web-tegneserien XKCD, har skabt en levevej ved at sælge bøger og T-shirts af de tegneserier, de stiller gratis til rådighed på nettet (36). Hvorfor? For hvis du virkelig kan lide XKCD – og det bør du – er du villig til at betale for at have en fysisk bog i hånden eller bære en T-shirt.

Også for nyhedsmedierne tror jeg, der er indtægter at hente fra denne eksplosion af indhold. Fordi eksplosion har et stort spektrum af kvalitet fra meget god til meget dårlig, er der forretningsmodeller i at hjælpe folk med at finde ud af, hvad der er godt og hvad der ikke er, hvad der er troværdigt og hvad der ikke er. Mediernes rolle kan, delvist, blive kvalitetssikring – nogen der siger, at dette er oplysninger, du kan stole på, og dette er en video, du kan lide. Det er en ydelse, folk vil betale for, selv om det underliggende indhold er gratis.

Det kan tilmed være, at kopiering skaber kreativitet på usædvanlige måder. Kal Raustiala og Chris Sprigman har argumenteret for, at modebranchen vinder på mangel af ophavsretlig beskyttelse, fordi knock-off mode både tjener til at udbrede de originale mærker og til at drive efterspørgslen til dem (37). Begge dynamikker kan fungere i andre brancher. Nye musikere kan lide piratkopiering, hvis den opbygger kendskabet til dem, og det kan være, at det voksende udbud skaber en stigende efterspørgsel.

Dette er blot et par forslag: Mike Masnick og Chris Anderson har dokumenteret en række måder, mennesker allerede tjene penge på gratis indhold (38). Og det er værd at bemærke, at hvad vi ønsker af ophavsretten er et fortsat udbud af nyt indhold. Hvis dette indhold i stigende grad kommer fra amatører såvel som professionelle, er der ikke noget galt med det. Det kan endda gøre John Philip Sousa stolt.

Lad mig gøre det klart: Jeg ved ikke, hvordan fremtidens forretningsmodeller kommer til at se ud, men jeg kunne afslutte værre end ved at henvise til replikkerne fra Marc Norman og Tom Stoppard i den Oscar-vindende film Shakespeare In Love:

Henslowe: Mr. Fennyman, lad mig forklare teatervirksomhed. Den naturlige tilstand for teatervirksomhed er uoverstigelige forhindringer på vejen til truende katastrofe. Tro mig, at blive lukket af pesten er en bagatel i op-og-nedturene ved at eje et teater.

Fennyman: Så hvad gør vi?

Henslowe: Intet. Mærkeligt nok ender det hele godt.

Fennyman: Hvordan?

Henslowe: Jeg ved det ikke. Det er et mysterium (39).

Jeg ved ikke, hvordan det vil udvikle sig, hvordan fremtiden for disse brancher vil blive. Men jeg er helt sikker på, der vil være en.

Fodnoter:

• 1. Mark Cooper, cite, 8 J. Tele. & High Tech. L. __ (kommende 2010).
• 2. Maler Paul Delaroche erklærede efter sigende, efter første gang at se et daguerreotypi, “Fra i dag er maleri dødt.” Stephen Bann, Paul Delaroche: History Painted (1997).
• 3. John Philip Sousa, The Menace of Mekanical Music, January Appleton’s Magazine 1906 p. 278-281.
• 4. Nate Anderson, 100 Years of Big Content Fearing Technology – In Its Own Words, ARS TECHNICA, Oct. 11, 2009.
• 5. Sousa, supra note 2, p. 284.
• 6. Id p. 281.
• 7. Som Mike Masnick udtrykte det: hvis du siger, at du ikke kan konkurrere med gratis, siger du, at du ikke kan konkurrere. Punktum.
• 8. Se Fortnightly Corp. v. United Artists Television, 392 U.S. 390 (1968).
• 9. Byretten og appelretten holdt kabel-tv som krænkere af ophavsretten. Fem Højesteretsdommere stemte for at omgøre denne beslutning, men kun seks deltog i sagen.
• 10. Se Turner Bred. Sys., Inc. v. FCC, 520 US 180 (1997) (ved at opretholde forfatningsgyldighed for en lov, der krævede, at kabel-virksomhederne inkluderede lokale tv-stationer på deres netværk efter at konstatere, at uden loven ville mange af dem ikke have gjort det).
• 11. Kopiering vs Ophavsret, Time, 1. maj, 1972 (citerer Melville Nimmer).
• 12. Williams & Wilkins Co v. United States, 487 F.2d 1345 (Ct. Cl. 1973) (en banc), aff’d by equally divided Court, 420 U.S. 376 (1975).
• 13. Id.
• 14. Home Recording of Copyrighted Works, Hearing on H.R. 4783, H.R. 4808, H.R. 5250, H.R. 5488, and H.R. 5707 before the Subcomm. on Courts, Civil Liberties, and the Administration of Justice, Before H. Comm. on the Judiciary, 97th Cong. (1982) (statement of Jack Valenti, MPAA).
• 15. Id. p. 8.
• 16. Universal Studios v. Sony Corp af Am., 659 F.2d 963 (9:e Cir. 1982) (”Retten bestemte, at et forbud ikke vil være et passende middel. Retten bør genoverveje denne sag.” Id. Ved 976 (Intern henvisning udeladt)).
• 17. 464 US 417 (1984).
• 18. Digital Hollywood, keynote speaker bio , Warren Lieberfarb (2005).
• 19. For en samling af dette og mange andre fantastiske eksempler, se Nate Anderson, 100 Years of Big Content fearing technology – in its own words.
• 20. I 1980erne begyndte en dramatisk vækst i salget af musik, der fortsatte indtil slutningen af 1990erne, hvor antallet af solgte albums begyndte at falde, som forbrugere skiftede til digital musik. Bridge Ratings Industry Study : Music Consumption.
• 21. 17 USC §§ 1001 (1) – (13).
• 22. Recording Indus. Ass’n af Am. v. Diamond Multimedia Sys. Inc., 108 F.3d 1072 (9 th CIR. 1999). Ironisk nok slog retssagen fejl, fordi retten konkluderede, at MP3-afspillere var undtaget med en bestemmelse i Copyright Act, 17 USC § 1008, vedtaget i 1992 som en del af et forsøg på at regulere digitale kasettebånd, som etablerede en undtagelse for hjemmeoptagelser fra krænkelse af ophavsretten. Id. p. 1079.
• 23. A & M Records v. Napster, 239 F.3d 1004 (9:e Cir. 2001).
• 24. Metro-Goldwyn-Mayer Studios, Inc. v. Grokster Ltd, 545 US 913 (2005).
• 25. Arista Records LLC v. Lime Group LLC, 2010 WL 2.291.485 (SDNY 25 maj 2010).
• 26. Pressemeddelelse, Apple, iTunes Store Top Music Retailer in the US (3. april 2008).
• 27. Anderson, supra note 3 (citerer April 29, 2002 interview i Cableworld).
• 28. Se Newmark v. Turner Broadcasting Network, 226 F. Supp. 2d 1215 (ND Cal. 2002). Sagen mod SONICBlue, skaberen af ReplayTV, afsluttet uden afgørelse, da selskabet gik konkurs. Se Paramount Pictures Corp v. RePlayTV, Inc., 298 F. Supp. 2d 291 (CD Cal. 2006).
• 29. Kal Raustiala & Chris Sprigman, Copyrighting Porn: A Guest Post.
• 30. 17 USC § § 111, 119.
• 31. USA v. ASCAP, cite (1940).
• 32. 17 USC § § 101, 106 (4).
• 33. Cooper, supra note __ p. __.
• 34. Shadra Beesley, ‘Avatar’ sinks ‘Titanic’ best-selling record.
• 35. Pressemeddelelse, Motion Picture Association of America, Inc., Worldwide Box Office Continues to Soar; U.S. Admissions on the Rise: 3D Gives a Boost to Box Office Growth (PDF) (10. marts 2010).
• 36. XKCD Store (sidst besøgt 19 Juli 2010).
• 37. Kal Raustiala & Chris Sprigman, The Piracy Paradox: Innovation and Intellectual Property in Fashion Design, 92 Va. L. Rev. 1687 (2006).
• 38. Chris Anderson, Free (2008) Læs anmeldelse her; Mike Masnick, The Future of Music Business Models (And Those Who Are Already There), TechDirt, 25. januar 2010.
• 39. Marc Norman & Tom Stoppard, Shakespeare In Love (1998).

Illustrationer:

• Mark A. Lemley;
• Reflexive Daguerreotype;
• The inner workings of a 1916 electric player piano;
• tuned
• Photocopy;
• Sony Betamax 1978;
• Cassette Crisis II;
• Home Taping Is Killing Music;
• Diamond Rio PMP300;
• Installing new software from the TiVo Service;
• Chicken Little.