3 nye formater for journalistik

Medierne er nødt til at nytænke deres arbejdsform og udvikle det journalistiske produkt. Her er tre modeller, de kan tage udgangspunkt i.

I gamle dage var der kun en måde at være skrivende journalist på; man skrev artiklen, udgav den, og så skyndte man sig videre til den næste opgave uden at se sig tilbage. Hvis historien udviklede sig, skrev man en ny artikel: Skriv, udgiv og glem.

Der var ikke andre måder at gøre det på, for man kunne ikke rette en artikel, når den først var trykt i avisen, men medierne har overført denne model stort set uændret til deres websteder, hvor den ikke fungerer.

De fleste historier er forældede kort efter udgivelsen, men de nye oplysninger bliver ikke føjet til historien, og fejl bliver ikke rettet. Historierne bliver dog liggende på webstederne, og nye læsere kommer til – ofte fra søgemaskiner – og læser artiklerne med alle deres fejl og mangler uden at være opmærksomme på udgivelsesdagen.

Stort set alle mediernes artikler har fejl eller forældede oplysninger. De har højst værdi i historisk perspektiv, og det er helt sikkert, at medierne dagligt fejlinformerer mange læsere med deres forældede artikler.

De kan så rette op på det værste ved at genudgive artiklerne med nye oplysninger, som Businessweek gjorde sidste år med artiklen: Blogs Will Change Your Business , fordi den tre år efter udgivelsen stadig fik mange besøg fra Google. Men det er en nødløsning, som blot understreger mediernes problem.

I de seneste par år er der opstået nye skriveformer, som drager fordel af nettets muligheder og bryder rammerne fuldstændig. Dem kan og bør medierne tage til sig. Her er de:

1. Udgiv, skriv, rediger: Wikipedia er defineret som et leksikon men har vist sig meget velegnet til formidling af nyheder. Arbejdsprocessen er nærmest modsat den traditionelle journalistiske. Man udgiver en artikel med ganske få oplysninger, som det for eksempel skete under jordskælvet i Kina. Som nye oplysninger løber ind, skriver man videre på den allerede publicerede artikel. Den udvikler sig løbende, og rygter bliver erstattet af fakta, fejl bliver rettet, baggrund bliver tilføjet, og artiklen er hele tiden opdateret og så korrekt, som den kan blive med de tilgængelige oplysninger.

   Nye læsere kan komme til og få både overblik og den seneste udvikling. De behøver ikke – som hos medierne – at læse 10, 15 artikler, der ikke hænger sammen, har mange gentagelser, og for de flestes vedkommende er forældede.

   Ingen medier tilbyder noget tilsvarende. Når man søger på et af mediernes websteder, får man en lang række artikler med små brudstykker af historien, men ingen tilbyder et overblik. Medierne har alle oplysningerne, og de har skrevet hele historien, men det samlede resultat er ubrugeligt.

   Modellen har nogle klare fordele og er mediernes traditionelle model langt overlegen, men den lider af den skavank, at man skal læse den samme artikel igen og igen, hvis man vil følge en sag. Man kan ikke umiddelbart se, hvor der er rettet, siden man læste artiklen sidst, så nok får man hele historien og et godt overblik, men man kan ikke følge sagen, mens den udvikler sig. Det er her, næste model kommer ind.

2. Skriv, skriv, skriv: Når en historie udvikler sig hurtigt, skal der også udgives hurtigt. Det skal gøres kort og præcist og uden for meget lyrik. Mikroblogtjenesten Twitter har vist sig meget velegnet til den slags. Man kan kun skrive 140 tegn – som kan sendes med SMS – men man kan opdatere hele tiden, og læserne kan følge en udvikling minut for minut. Denne metode blev benyttet af modkraft.dk under rydningen af ungdomshuset i København i 2007 – inden Twitter blev opfundet. Forsiden var en lang række korte opdateringer i omvendt kronologisk rækkefølge, hvor man løbende kunne følge udviklingen på Nørrebro. Der var desuden links til billeder, historier i andre medier og pressemeddelelser (se skærmbillede her).

   Det gik ligeså hurtigt, som den direkte transmission fra TV 2 News, og det var på mange måder bedre, fordi Modkraft havde observatører overalt, som ikke var hæmmede af tungt tv-udstyr og kunne rapportere med tekstmeddelelser og billeder fra deres mobiltelefoner.

   Ved at kombinere denne twitter-model med ovenstående wikipedia-model, får man langt bedre artikler, som både fungerer under og efter begivenhederne udspiller sig. Det kan så kombineres med den tredje model:

3. Link, link, link: Den tredje nye journalistiske form er links. Ikke blot links indsat i artikler – det er en selvfølge i alle artikler – men udelukkende links. Modellen benyttes blandt andet af tjenesten Delicious under betegnelsen sociale bogmærker, hvor man deler sine links med andre. Journalister kan benytte samme metode og dele deres links med læserne, som mange bloggere i øvrigt gør. Gode links får læserne til at komme igen.

Disse tre arbejdsmetoder, rendyrket på henholdsvis Wikipedia, Twitter og Delicious, skal journalisterne tage til sig, eksperimentere med og kombinere til de finder den rette form. Ushahidi er et skridt i den rigtige retning. Fremtidens journalistik på nettet vil være en kombination af disse metoder – og måske noget vi ikke har set endnu. Den gamle skriv, udgiv og glem har derimod ingen fremtid.

Se også:

• Igen igen: medierne sætter deres autoritet over styr;
• Gaza minut for minut;
• Her er mediernes problem.

Illustration: Udsnit af modkraft.dk 2. marts 2007.