Derfor dummer politikerne sig på Facebook

Hver gang politikere og andre i offentlighedens søgelys dummer sig på de sociale netværk, får sagen stor opmærksomhed. Ditte Okman, Pernille Vigsø Bagge og senest Joachim B. Olsen er bare tre eksempler på folk, der har påkaldt sig uønsket opmærksomhed via uovervejede udtalelser på Facebook. Men hvorfor sker det overhovedet? Hvorfor lærer de ikke af den endeløse række af kontroverser, som har præget medierne de senere år? Det har litteraturteorien muligvis et svar på.

Den russiske litteraturkritiker og filosof Mikhail Mikhailovich Bakhtin udarbejdede i begyndelsen af 1970’erne en teori om måden vi ytrer os på, de såkaldte “speech genres”. Her skelnes mellem primære og sekundære talegenrer, hvor de primære består af det spontant talte ord, dvs. dagligdags tale (groft karakteriseret ved korte, relativt uovervejede ytringer), mens de sekundære er nedskrevne tekster (der, helt naturligt grundet deres form, er mere velovervejede).

Som medie står Facebook og Twitter mellem tale- og skriftformen. Ud fra et teoretisk synspunkt bør ytringer på ovenstående medier karakteriseres som en sekundær talegenre, idet de er baseret på skrift og har skriftlighedens kendetegn, vigtigst heraf ordets uforgængelighed. Hvor det talte ord under normale omstændigheder er væk sekundet efter at det ytres, forbliver det skrevne ord synligt. Dog er der, først med sms-beskeder og senere de sociale netværk, opstået en ny form for skriftlighed. På eksempelvis Facebook lægger selve mediet med de korte opdateringer, det forudprogrammerede spørgsmål “Hvad laver du lige nu?” og den umiddelbare respons fra “vennerne” op til taleform. Her er simpelthen tale om tale – men på skrift.

Problemet opstår, idet taleformen som udgangspunkt er mindre velovervejet end skriftformen. Sidstnævnte vil altid være underlagt de forventninger man som læser ubevidst har til noget nedskrevet, altså at personen bag har gennemtænkt det før vedkommende nedskrev det. Derfor vil uovervejede (talesprogslignende) ytringer, såsom “fattigdom er selvforskyldt!!”, virke langt mere uforsonlige når de tillægges skriftmediets højtidelighed og bliver foreviget (selv statusopdateringer, der efterfølgende slettes, vil med god sandsynlighed være bevaret som screenshot).

Den eneste lignende omstændighed, hvor det spontant talte ord kan tænkes at blive tillagt så massiv vægt og samtidig være tilgængelig for eftertiden, er under interview. Her vil den interviewede dog for det meste have alle parader oppe, og derfor vil uovervejede ytringer sjældent finde sted. Når man sidder hjemme foran computeren er der selvsagt tale om en helt anden situation. Psykologisk set er man i trygge omgivelser og derfor er man netop mindre opmærksom på eventuelle konsekvenser af spontane ytringer.

Af samme årsag finder denne type brølere oftere sted på Facebook end på Twitter. Som medie giver Facebook et billede af at være intimt og lukket. Man har “fans” eller “venner” som “liker” ens opdateringer (bemærk de positivt ladede udtryk) frem for den mere uforpligtende follow-kultur på Twitter. Dermed skabes illusionen om at ens kontakter på Facebook nødvendigvis vil en det godt – at man er blandt venligtsindede og derfor forfalder man til ytringer, man måske nok ville bruge i det private rum, men aldrig offentligt.

For at undgå at blamere sig med uovervejede udtalelser kræver det, at man undgår at skrive som man taler. Det er det ikke alle der formår, og derfor går det så galt.

Dette indlæg er skrevet i samarbejde med Thomas Dunthorne-Bille, stud.mag. i litteraturvidenskab og statskundskab.

Foto: Dj Crazy Gabe