Du mister kontrollen

Samtalen på de sociale medier får stadig større indflydelse på vores valg af produkter

03.08.2007
Søren Storm Hansen

CrowdMusikbranchen har lært det, og nu er det tv-branchens tur. Det bliver også din tur, uanset hvilken branche du er i.

Musikbranchen har mistet kontrollen med sit produkt – musikken. Distributionen er ude af branchens hænder. En gang kunne de bestemme hvor og hvornår et stykke musik skulle udgives, og de kunne bestemme prisen. De kunne tilmed sælge en hel cd med måske 15 numre til kunder, der kun ønskede et eller to af numrene. Det er slut.

Nu er tv-branchen ved at miste kontrollen med distributionen. De er vant til at styre produktion og distribution, men nu er distributionen ude af deres hænder, så snart de har sendt et program en gang. Enhver kan optage programmet og lægge det på YouTube eller andre tjenester.

De har – ligesom musikbranchen – i stort omfang valgt at bekæmpe udviklingen i retssalene, senest den japanske tv-branche. Den strategi er dømt til at mislykkes, hvad erfaringerne fra musikbranchen tydeligt viser.

Vi – altså kunderne – vil ikke betale for en hel cd, når vi kun ønsker et enkelt nummer. Vi vil heller ikke tvangsindlægges til reklameafbrydelser i tv-udsendelser eller tvinges til at tænde for tv’et på et bestemt tidspunkt for at se en udsendelse. Vi vil kort sagt selv bestemme. Vi vil have større indflydelse, og det får vi, uanset hvor mange retssager der føres. Og uanset hvem der vinder sagerne.

Musik- og tv-brancherne er særlig følsomme, fordi deres produkter er digitale og kan distribueres via internet, men tendensen vil slå igennem i alle brancher.

Du kan måske stadig kontrollere distributionen af dine produkter, men du vil miste kontrollen med informationen om din virksomhed og produkter. Din markedsføring, PR og hvad det ellers kaldes vil udgøre en mindre del af dine kunders beslutningsgrundlag, når de skal vælge mellem dit produkt eller et andet.

Vi spørger vores venner til råds, når vi skal købe noget. Er produkt A bedre end produkt B? Er forhandler X bedre end forhandler Y? Vi har stor tillid til vores venner, men nu har vi mange flere venner. Vi har venner på blogs, Arto, MySpace, Facebook og så videre. Vi har nok ikke så stor tillid til den enkelte virtuelle ven, men de er mange, og når de taler med en stemme, har den stemme stor vægt.

Hvis dit produkt ikke er godt nok, finder vi ud af det. Du kan ikke markedsføre dig ud af dårlig kvalitet og dårlig kundeservice. Dine ord vejer ikke tungt, når 1000 stemmer i mine foretrukne sociale netværk siger noget andet. Du har mistet kontrollen med kommunikationen.

Så hvad skal du gøre? Først og fremmest skal du følge med i, hvad vi siger om dig. Du skal bruge blogsearch.google.com, search.technorati.com, overskrift.dk. Du skal oprette Google Alerts. Disse steder skal du søge på dit firmanavn og dine produktnavne. Du skal abonnere på søgningerne som RSS-feeds, som du tjekker hver dag. På den måde fanger du det meste. Ikke det hele, men nok til, at du ved, hvad vi siger om dig.

Hvis vi siger noget, du ikke kan lide at høre, skal du handle. Du skal deltage i samtalen. Du skal forklare dig, måske ligefrem undskylde. Du skal fortælle os, at du lytter, at vores mening betyder noget. Du skal spørge os til råds. Og du skal selvfølgelig gøre noget ved det, vi er utilfredse med.

Det kan du ikke gøre gennem dine sædvanlige kanaler; annoncer, pressemeddelelser og tilbudsaviser. Du kan kun gøre det ved at være en del af samtalen. Og du skal begynde nu. Når det er gået galt, er det for sent.

Foto: victoriapeckham

6 kommentarer

Musikbranchen er virkelig hårdt ramt. Prøv bare at se EMI DKs seneste tal (http://www.bjrk.dk/?p=6).

De har en sidste skanse – nemlig julesalget. Lad os se hvornår entrepreneurerne får ændret på det.

Ellers interessant perspektivering ift. øvrige branchers udfordringer med at bevæge sig ind i den nye foranderlige verden.
Karsten

Av, det er barske tal, du disker op med. Det er jo nemt at være bagklog, men det var altså ikke særlig kløgtigt af musikbranchen at stikke hovedet i busken og sende advokaterne ud på slagmarken. Det er samme strategi, film- og tv-branchen benytter, og igen vil strategien fejle.

Mit indtryk er, at det øvrige erhvervsliv følger samme strategi med deres kommunikation. Hovedet i busken og mere reklame og pr fra den gamle skole. Men ligesom vi – kunderne – har taget magten over distributionen af digitale produkter, fordi brancherne ikke gav os det, vi ville have, vil vi tage magten over kommunikationen i det øvrige erhvervsliv, hvis de ikke informerer ærligt, åbent og i dialog.

Kommunikationen fra erhvervslivet har altid været envejskommunikation, og sådan vil de helst have, at det fortsætter, for så kan de styre det.

Men information er digital – ligesom musik, film og tv – så den kan distribueres via nettet. Søgemaskinerne bliver stadig bedre. De sociale medier bliver stadig bedre.

Public Relations har altid være så meget public som muligt og så lidt relations som muligt. Det bliver – tror jeg – lavet om.

Det er som Hitler under anden verdenskrig. De Holder bedre og bedre fast i en smulrende firmastruktur indtil der ikke er mere at holde i.

Det globale marked er blevet demokratisk.
Vores penge er stemmesedler.

Hvis de byttede titler på direksionsgangen, Og lod den yngste bestemme mest og den ældste minst havde de en chance. Som det står nu må de nok instille sig på at vige pladsen.

Skriv en kommentar

Nyeste indlæg

Der er bevægelse, men Politiken og Berlingske har stadig fokus på produktet – ikke kunden
Vi har brug for reformer af ophavsret, ikke ACTA
ACTA: Hvordan skal man lovgive mod piratkopiering? Her er eksempler fra andre lande
Aviser er for gamle stakler
Rigspolitiet på Facebook – og deres kolleger i Sverige, Norge, USA, Tyskland og Indien
Anmeldelse: Den perfekte storm – læg kursen for virksomhedens strategi i de sociale medier. Af Peter Svarre
De digitale indfødte og B-holdet
Gratis lydbøger om Apple, Google og Facebook
Efter en sløv start blev internet mobilt
Google tjener intet på journalisters arbejde

Emner

Bøger
Blogs
Boganmeldelser
Domænenavne
E-bøger
E-handel
Fildeling
Find vej på nettet
Historie
Job
Medier
Mobil
Politik
PR og reklame
RSS
Søgemaskiner
Sociale medier
Sprogteknologi
Tal og statistik
TV og video
Værktøj
Wiki