Jeg har gennem valgkampen fulgt partilederne og andre højtprofilerede kandidater fra hele det politiske spektrum via Facebook og Twitter. Igennem den seneste måned har især partiformændene nærmest toppedes om at være mest tilgængelig for vælgerne på de sociale medier; fra Helle Thorning-Schmidts personlige videoblogs (optaget via smartphone, intet fancy videoudstyr her) over Margrethe Vestagers flittige brug af Twitter til Anders Samuelsens fanside indeholdende lang række private billeder af både ham selv og familien. Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen inviterede sågar til havefest for alle sine Facebookvenner. Der er noget befriende over at selv Brian Mikkelsen og Søren Pind laver smileys. Det er god valgkampsstrategi, og i den seneste måned har jeg følt mig særdeles velkommen og nærmest venneagtig med de forskellige politikere.
Derfor var jeg ikke desto mindre spændt på at se hvorvidt dette ville ændre sig, når alle stemmer var afgivet og resultaterne offentliggjort. Når Facebookvennerne og Twitterbekendtskaberne ikke længere var potentielle vælgere og dermed billetter til magten, men bare… ja, mennesker man var i kontakt med via de sociale medier. Ville politikerne helt glemme deres internetvenner, eller ville de flittige opdateringer fortsætte?
Knap en uge efter valget er resultaterne er blandede.
For det første kan jeg konstatere at der i S og SF er indtrådt en slags ”Den er hjemme”-stemning. I dag skriver vi tirsdag og hverken Helle Thorning-Schmidts eller Villy Søvndals Facebookprofiler er, trods hyppige updates under valgkampen, blevet opdateret siden fredag. Meget karakteristisk er begge afsluttende opdateringer af ”Vi gjorde det!”-typen. Selvom partierne utvivlsomt er travle pt., er det ærgerligt at der ikke findes tid til korte opdateringer til de trofaste (og i begge tilfælde langt over 100.000-vis af) Facebookfans. Det får valgkampsopdateringerne til at virke mere som strategi end lyst, og fremstiller vennerne fra de sociale medier som ligegyldige, nu sejren er i hus. Det er et uheldigt signal at sende.
Anderledes godt går det dog hos andre partiledere. Margrethe Vestager, der i interviews har erklæret sig som Twitterentusiast, er stadig præcis lige så god til at agere med radikale followers som før valget, og hun virker oprigtigt interesseret i sine onlinebekendtskaber. Det samme er tilfældet hos Anders Samuelsen, der opdaterer sin Facebookside med samme frekvens og åbenhed som før valgresultatet lå fast. Ligesom Vestager lader han til oprigtigt at nyde brugen af de sociale medier, og denne begejstring har smittet af antallet af Facebookfans, der er mere end fordoblet gennem valgkampen.
Mindre personlige, men lige så aktive på de sociale medier som før valget, er Johanne Schmidt-Nielsen og Per Ørum Jørgensen. Begge opdaterer deres Facebookprofiler flere gange dagligt, men i modsætning til Vestager og Samuelsen holder Schmidt-Nielsen og Ørum Jørgensen deres privatliv ude af de sociale medier. Deres opdateringer består hovedsageligt af links tilknyttet politikernes egne kommentarer. Dette er en god måde at holde vælgerne opdateret på, også efter valget, og bidrager i dette konkrete tilfælde til at f.eks. Per Ørum Jørgensen, trods manglende genvalg til folketinget, ikke forsvinder helt fra vælgernes radar. Det kunne tænkes at blive en god strategi på længere sigt.
Afslutningsvis vil jeg råde Thorning-Schmidt (eller hendes pressefolk) til at kigge over mod vores naboer i Norge, hvor statsminister Jens Stoltenberg længe har været en forbilledlig bruger af sociale medier. Han viser at det er muligt at være såvel statsoverhoved som at vise personlighed på Twitter og Facebook, og hele Norges befolkning elsker ham for det.
Så Helle. Når du kommer på plads derinde i statsministerkontoret, så saml din smartphone op og giv os alle sammen en virtuel rundvisning. Dine vælgere vil elske dig for det.
Nej folk lever på facebook..
Aarhus og Katrineholm viser, hvorfor nettet kræver nye journalistiske formater
Mediernes arvesynd og fremtidens levevej
Alt er remix. Ophavsret og patenter truer udvikling
Skolebørn skal lære, at censur er godt
Ministre misinformerer om ACTA
Jeg er nu fan af undervisningsministeriet
Der er bevægelse, men Politiken og Berlingske har stadig fokus på produktet – ikke kunden
Vi har brug for reformer af ophavsret, ikke ACTA
ACTA: Hvordan skal man lovgive mod piratkopiering? Her er eksempler fra andre lande
Aviser er for gamle stakler
Bøger
Blogs
Boganmeldelser
Domænenavne
E-bøger
E-handel
Fildeling
Find vej på nettet
Historie
Job
Medier
Mobil
Politik
PR og reklame
RSS
Søgemaskiner
Sociale medier
Sprogteknologi
Tal og statistik
TV og video
Værktøj
Wiki