Ingeniører overtager nyhederne: hvad nu, journalister?
Big data, computergenererede artikler og customization er nøglebegreber i fremtidens nyhedsdækning. Ingen taler om journalistik i de ingeniørdrevne virksomheder, som i stigende omfang leverer det daglige nyhedsfix
Søren Storm Hansen
Ingeniørdrevne virksomheder – med Google, Facebook og Twitter som tidens mest markante eksempler – er blevet væsentlige nyhedsformidlere og i færd med at overtage opgaven fra journalisterne. Ingeniører er mere innovative og bedre til at indsamle, filtrere og distribuere information, og de kan – modsat journalisterne – tjene penge på det. Journalisterne kan kæmpe en næsten umulig kamp for at bevare nyhedsformidlingen eller finde en ny rolle.
En nyhed skal i denne sammenhæng forstås som en hændelse; et vulkanudbrud, et afsporet tog, et folkeligt oprør. Og der er stort set altid mennesker til stede, som fortæller om hændelsen. De kan fortælle det til journalister, for eksempel via Tip Ekstra Bladet eller TV2 1234, men de kan også fortælle det til ingeniørerne ved at skrive på Twitter eller Facebook og lægge videoer på YouTube, og det gør stadig flere.
Rapporteringen kan også være ubevidst. Når mange mennesker i et bestemt område søger oplysninger om symptomer på influenza, kan Google Influenzatrends regne ud, at en influenzaepedemi er på vej. I gamle dage gik folk til lægen, som så rapporterede om stigende antal influenzatilfælde til sundhedsmyndighederne, som udsendte en pressemeddelelse. Nu går man til Google, før man går til lægen, og ingeniørerne hos Google henter data direkte fra kilden, mens journalisterne sidder og venter på en pressemeddelelse fra sundhedsmyndighederne.
En nyhed kan også være en planlagt hændelse som en sportskamp eller en produktlancering. Der er altid journalister til stede, når hændelsen indtræffer, sjældent ingeniører. Det koster journalistiske ressourcer, men journalistens tilstedeværelse er ofte overflødig og bidrager ikke nødvendigvis med noget væsentligt.
Journalisterne kan i stigende omfang undværes helt. Ingeniørerne eksperimenterer med computergenererede artikler, og virksomheder som Narrative Science lader computere skrive artikler baseret på struktureret data. Det kan for eksempel være en fodboldkamp; man har data som antallet af mål, frispark og udvisninger. Man ved, hvem der scorede og hvornår. Ud fra disse data om kampen kan en computer på få sekunder skrive et referat af kampen, og man kan tilpasse sprogbrug og stilart en bestemt målgruppe. Teknikken vinder også udbredelse inden for erhvervsjournalistik. Når en virksomhed offentliggør sit regnskab, omsætter computeren de mange tal til en læsevenlig artikel, og da computeren på få sekunder kan sammenligne med tidligere regnskaber, konkurrerende virksomheders regnskaber, branchen som helhed og konjunkturerne, kan den hurtigt afgøre, hvilke tal i regnskabet, der er væsentlige.
Journalister bruger ofte deres ressourcer forkert. For eksempel er der her i landet hvert år finanslovsforhandlinger. Statsministeren, Finansministeren og lederne af oppositionspartierne møder op i Finansministeriet og forhandler i dagevis, ofte langt ud på aftenen og weekenden igennem. I Finansministeriets gange spankulerer en snes journalister frem og tilbage klar til at kaste sig over forhandlerne, når de træder ud af forhandlingslokalet. Der bliver brugt temmelig mange journalistiske daglønninger og overarbejdstimer på den øvelse – ikke en eneste ingeniør – og det ville sjældent gøre den store forskel, hvis journalisterne blev hjemme og først tog fat, når statsministeren i en statusmeddelelse på Twitter skrev, at nu var finansloven i hus. Derefter kunne de læse finansloven, forberede interviews og levere den uddybning og perspektivering, som virkelig har værdi.
Innovation mod stagnation
I stedet for at skrive referater af fodboldkampe og hænge ud i Finansministeriet bruger ingeniørerne tiden på at udvikle deres tjenester. Da Facebook kom til verden i 2004, var det “An online directory” – et katalog over studerende på Harvard University. I de forløbne otte år har Facebook udviklet sig radikalt og er nu noget helt andet – blandt andet musiktjeneste, spillehal og nyhedskanal.
Facebook 2004.
Ingen kalder i dag Facebook et katalog. Jyllands-Posten, den første danske avis med et websted, åbnede i 1995 under navnet “Internetavisen Jyllands-Posten”, og efter 17 år er der stort set ikke sket noget. Det er stadig en avis på en skærm, og nyhedsformidlingen foregår stort set på samme måde – det gælder alle journalistiske tjenester, ikke bare Jyllands-Posten.
Internetavisen Jyllands-Posten 1998.
Ingeniørdrevne tjenester udvikler sig meget hurtigt, mens journalistiske nærmest står stille. Forklaringen er den store kulturforskel mellem de to fag.
Ingeniører er optaget af det nye – de vil finde nye veje og smartere løsninger. Det er de uddannet til, og det er deres passion. For ingeniører er der mest prestige i at beskæftige sig med det nye, og det er lidt pinligt at nulre med teknologier, der er 10 eller 20 år gamle.
For journalister forholder det sig omvendt. Det journalistiske urprodukt, papiravisen, er den mest prestigefulde arbejdsplads. Når man spørger studerende på journalistuddannelserne, hvor de ønsker at arbejde, svarer et flertal avisen, derefter kommer radio og tv og til sidst internet. Jo ældre medieform, desto mere prestige. Man ser lidt nedladende og med skepsis på det nye – det gjaldt radioen, da den kom frem, det gjaldt tv, og det gælder internet.
Denne forskel i kulturen betyder, at internet tiltrækker de dygtigste ingeniører, mens de dygtigste journalister søger væk. Kampen om nyheder på nettet står mellem den stærkeste holdopstilling mod den svageste.
Ingeniørnyheder ved et tilfælde
Ingeniørerne havde ikke planer om nyhedstjenester – de er kommet efterhånden, fordi journalisterne har efterladt et hul ved ikke at udvikle tjenester til nettet men bare kopiere papiravisen. Det første markante forsøg kom fra Google den 11. september 2001 – dagen for terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon i USA. Behovet for information var så stort, at de traditionelle nyhedstjenester som cnn.com brød sammen under presset, og Google, som havde langt større kapacitet, publicerede nyhedsopdateringer på søgemaskinen for at aflaste nyhedstjenesterne og holde den amerikanske befolkning informeret. Det var første skridt til tjenesten Google News, som ikke har egne nyheder men indsamler – eller aggregerer – fra mange kilder.
Journalister har lige siden ytret utilfredshed med tjenesten og lignende tjenester, men de har aldrig udviklet noget tilsvarende eller bedre. I stedet mener de, at Google skal betale dem, og i Tyskland har forbundsregeringen bebudet et lovforslag, Leistungsschutzrecht, der pålægger ingeniørerne afgifter til journalisterne. Det er næppe en farbar vej og et meget klart signal om, at ingeniørerne har vundet.
Journalisterne tror, at ingeniørernes nyhedstjenester er afhængige af journalisternes arbejde, men det er ikke tilfældet. Ingeniørernes tjenester er baseret på data – masser af data – ikke journalistik.
Ingeniører kan tjene penge på nyheder
Ingeniørerne formår at tjene penge på deres tjenester, hvad der ikke går så godt for journalisterne. Ingeniørerne har vist sig langt dygtigere til at udvikle effektive annoncesystemer, der udvælger annoncer baseret på data om læseren og sidens indhold. Journalisternes ineffektive annoncesystemer er baseret på gamle traditioner fra aviserne, hvor samme annonce vises for alle og ikke har nogen forbindelse med indholdet. Mens ingeniørerne udvikler og effektiviserer annoncesystemerne hele tiden, forlader journalisterne sig på en gammelkendt og ikke særlig effektiv model, der er overført uændret fra avisen og baseret på en dyd om at holde redaktion og annonceafdeling skarpt adskildt.
Ingeniørerne har udviklet gode nyhedstjenester med en sund forretningsmodel på halvdelen af den tid, journalisterne har haft til samme opgave uden at komme nogen vejne.
Customization afløser den redaktionelle udvælgelse
Da Apple i 2010 introducerede iPad, glædede Berlingske Tidendes chefredaktør, Lisbeth Knudsen, sig over den nye dims og udtalte, at “Det er et gennembrud for en ny, attraktiv måde at vise aviser på” og “det bliver en blanding mellem den trykte avis og så indholdet på nettet”: Lisbeth Knudsen: “Berlingske på iPad til sommer”.
Det viste sig, at kun meget få ønsker at se aviser på en ny måde, men der skulle gå et år, før erkendelsens time oprindede: Tavlernes indtog erstatter ikke avisen skrev Per Palmkvist Knudsen, it-direktør i JP/Politikens Hus.
I mellemtiden har ingeniørerne forfinet dataindsamlingen – især data om, hvem vi er og hvad vi interesserer os for. Disse data benyttes til at udvikle stadig mere personlige tjenester – customization – med fokus på den enkeltes interesser. Denne tilgang ligger meget langt fra den journalistiske, hvor redaktørens rolle er at prioritere nyhederne for os og servere et standardiseret produkt – en model, de ville videreføre på iPad.
Det standardiserede produkt er et levn fra industrialderen, og stort set alle brancher har i de senere år bevæget sig mod individuelle, unikke produkter. Nyhedsformidling på nettet, iPad og telefoner er som skabt til denne individualisering, og den er kommet fra ingeniører, ikke journalister, hvoraf mange stadig mener, at den redaktionelle prioritering er bedre. De er begyndt at eksperimentere med individualisering, men de har langt fra de mængder data, som Google og Facebook råder over, og de har ingen erfaring med at bruge disse data. Det bliver meget svært at indhente ti års efterslæb.
Den nye rollefordeling
Journalisterne må efter snart 20 års løb på stedet og en meget innovativ konkurrence erkende, at de ikke tegner fremtidens nyhedsbillede. De har kun én mulighed for at komme tilbage i kampen: Ansæt ingeniørerne og giv dem ansvaret og pengene til at udvikle nyhedsformidling – de vil gøre det under alle omstændigheder, men de kan gøre det for medierne, hvis de får lov.
Det sker dog næppe. Journalisterne har ikke meget tilovers for ingeniørerne, som de holder i afsidesliggende it-afdelinger og kun lukker ud, når en journalist skal have skiftet batteri i sin trådløse mus. Ingeniørerne sidder ikke med ved bordet, når fremtiden planlægges i mediehusene.
Der går formodentlig nogen tid, før journalisterne erkender deres nederlag og indretter sig på, at de har mistet et vigtigt domæne. Det bliver et hårdt slag for deres selvforståelse, men det kan vise sig at være en fordel. Den evige jagt for at være først med det sidste giver ikke god journalistik, og kræfterne bør i stedet bruges på at skabe perspektiv og overblik. Når journalister ikke længere er de første, kan de fokusere på at være de bedste.
Foto: LaMenta3
.
16 kommentarer
“For journalister forholder det sig omvendt. Det journalistiske urprodukt, papiravisen, er den mest prestigefulde arbejdsplads…… Man ser lidt nedladende og med skepsis på det nye – det gjaldt radioen, da den kom frem, det gjaldt tv, og det gælder internet.”
Jeg tror du har fat i noget helt fundamentalt i den her sammenhæng. Jeg arbejder til daglig som webredaktør i en organisation, og har ikke så meget med journalister at gøre, men mange forskellige aktører, der ønsker “blive hørt” i medierne.
Og der er ingen tvivl om, at mange ser papiraviserne på samme måde som de journaliststuderende. Hvis de har fået omtale i den lokale sprøjte, så er det meget mere værd end f.eks. 20 likes på en Facebook-side, eller tilsvarende sidevisninger på en hjemmeside. Også selvom det kun er den journalist der har skrevet historien, som egentlig har læst den.
De digitale medier er simpelthen undervurderet af mange. Og det er ikke kun journalister. At se sig selv på skrift i en rigtig trykt avis, det betyder meget for mange. Det er min erfaring at mange kommunikationsmedarbejdere, og dermed også deres chefer, ser mere værdi i en artikel på side 2-3 stykker end i selv samme budskab på en digital platform.
Ironien er jo, at man med omtale på digitale medier, kan måle effekten meget tydeligere. Hvis ikke umuligt, så er det i hvert fald dyrt at måle effekten af en pressemeddelelse, der sendes ud til papirpressen. Men tænker man grundigt over sit budskab, og kigger på de digitale medier, så er det jo meget billigere og meget nemmere at få nogle konstruktive målinger ud af ens indsats.
Jeg tror du har fuldstændig ret i, at der er noget helligt over det medie der er papiravisen. Og det gælder for afsender og budbringer. Men modtageren er ligeglad.
Det er lidt underligt for mig at skulle indtage en forsvarsposition i forhold til journaliststanden og dagbladene, som jeg selv har kritiseret meget gennem tiden – men du skærer mange hjørner af, forsimpler, generaliserer og rammer nogle steder helt ved siden af skiven i din kritik. Men det er underholdende og velskrevet (kunne aldrig være skrevet af en computer eller være frembragt af crowdens wisdom), så på sin vis er du jo med til selv at underminere din tese.
Her er bare et par ting at overveje:
* At kalde den brogede flok af halv- og helstuderede entreprenører, drømmere, genier og fusentaster, der har skabt succeserne på nettet for “ingeniører” er jo alt for snævert.
* “Ingeniørernes succes” på nettet i forhold til nyhedsformidling er til at overse. Der er en lille håndfuld store spillere, som er født ud af gigantiske markeder (Google, Twitter, Facebook) – og så er der en masse mellemstore og små som kæmper for overlevelse på linje med de traditionelle mediers tjenester.
* “Ingeniørtjenesterne” er stadig helt marginale i forhold til at sætte dagsorden i nyhedsbilledet.
* Hvis man tror på, at journalistik er vigtigt for demokratiet, nytter det jo ikke at innovere sig væk fra journalistikken. Hvis en skomager ikke kan sælge støvler, kan han jo bare satse på sandaler – men sådan er det ikke for medievirksomheder. De har en publicistisk selvforståelse som betyder, at de ikke bare kan producere hvad som helst, der giver penge.
* Det er langt fra kun mediebranchen, som har haft svært ved at udbytte de nye muligheder. I de fleste brancher kommer innovationen ude fra – ikke fra de spillere som har noget at forsvare.
* Ingeniører er IKKE af natur innovative. I guder. For hver gang jeg har mødt en innovativ IT-chef har jeg mødt fem bagstræberiske, som kun har gået op i sikkerhed, kapacitet og andre ofte kunstige begrænsninger for udvikling.
* Hvor mange fantastiske “ingeniørtjenester” har vi i DK i forhold til antallet af tjenester lanceret af de gamle medier?
Du kommer med mange fine pointer – og din artikel er bestemt værd at læse. Så tak for den. Men hele sandheden er det bestemt ikke.
@ Ole Nørskov
Jeg tror, vi opererer med lidt forskellige nyhedsbegreber. Som sagt: “En nyhed skal i denne sammenhæng forstås som en hændelse; et vulkanudbrud, et afsporet tog, et folkeligt oprør”. Det er rapporteringen af hændelsen, journalisterne mister, ikke journalistik i bred forstand.
Du har ret i, at “Ingeniørtjenesterne er stadig helt marginale i forhold til at sætte dagsorden i nyhedsbilledet”, men de forsøger heller ikke at sætte en dagsorden. Det er forskellen på den datadrevne nyhedsdækning og den redaktionelle.
Og nej, ingeniører er bestemt ikke “af natur innovative”, men i de ingeniørdrevne virksomheder sidder de innovative ved roret. Der er også innovative journalister – de har bare ingen indflydelse i medievirksomhederne og søger væk i frustration.
Jeg bruger “ingeniør” og “journalist” som samlebetegnelser. Begge brancher har folk med andre uddannelser, men det væsentlige er kulturen.
Tak for et velskrevet indlæg her i påsken.
Hvordan tænker du at hele denne “kamp” mod gamle mediehuse og de digitale ingeniører ender? Hvis den ender på et tidspunkt 
God påske.
Mvh Bjarke
@ Bjarke
Tja, hvordan ender det. Vi har stadig til gode at se den helt rigtige løsning. I dag følger man stadig en kilde, ikke et emne. Jeg håber på løsninger med fokus på emnet og filtrering ud fra validering af kilden.
Lige nu tyder det på, at ingeniørerne bliver distributører – ikke bare af nyheder, også af musik, film og anden digitaliseret kultur. Vinderen af distributionen bliver den, der bedst kan filtrere og sortere efter mine behov.
Det optimale ville være åbne systemer baseret på for eksempel RSS, og ikke de lukkede som vi ser i dag fra Facebook og Apple.
I produktionsleddet bliver vinderne forhåbentlig dem, der leverer den bedste kvalitet. Det bliver de, hvis distributørerne er gode til at skelne kvalitet fra skidt. Det har Google øvet sig på i over ti år med søgemaskinen, og de er ved at blive ganske skrappe.
Det er en fin lille debat – tak for den. konklusionen kunne være at journalisterne overlader den ’simple rapportering’ af hændelser til ingeniørmedierne og fokusere på mere selvstændig journalistisk – men så der jo dømt 100 procent niche og farvel til alle de store medier – en fælles offentlig debat etc. Eksempel: http://zetland.dk/
Ganske fint indlæg.
Af og til så tænker jeg, at Googles største problem er, at de har for mange ingeniører ansat. For ja, ingeniører er da nytænkende og innovative, men ved Gud hvor har de svært ved at tænke mennesker og brugere ind i deres løsninger. Ofte er de mere forhippede på teknologien end anvendelsen af den. På trods af deres store størrelse og overlegne talentpulje, har de leveret masser af fejlskud: Google Flops & Failures – The Failed Google Graveyard.
Mange af dem kan i mine øjne tilskrives forkert fokus – nemlig på teknologien frem for anvendelsen og forbrugerne. Googles mange tjenester er ofte ganske smarte fra et funktionelt og teknologisk perspektiv, men ikke altid de rammer brugernes behov.
Du fremhæver de personlige nyheder, der er tilpasset mine behov. Det ønsker jeg faktisk ikke. Jeg vil gerne lære nye ting, udvide min horisont og udfordres på mine synspunkter. Det har en maskine meget svært ved at finde ud af. Den tror, at den kan regne relevans ud bagudrettet, men jeg lever i nuet og udvikler mig. Jeg har nogle interesser, som annoncemæssigt fint kan udnyttes, men nyhedsmæssigt… nej tak. Der foretrækker jeg aviser/medieportaler, der er velskrevne, informative, objektive (eller eksplicit subjektive) og overskuelige. Skræddersyede nyheder er en bjørnetjeneste for modtageren – ud fra et demokratisk perspektiv.
Hvis ikke du kender denne TED talk, så prøv at se den:
Beware online “filter bubbles”: Eli Pariser on TED.com.
Den illustrerer meget godt problemet med ingeniørernes tilgang, og hvorfor algoritmerne ikke nødvendigvis er en god ting.
Noget andet er så, at medierne troede, at iPad’en kunne redde dem, selv om de første mange tusinder blev købt af folk, der næppe var målgruppen for aviserne (eller i bedste fald var mediefolk selv). En tablet til flere tusinder kroner redder ikke papiravisen, da deres brugere ikke har råd. Men når vi får billigere modeller på markedet og udbreddelsen bliver til at føle på, så kan vi måske begynde at se et skift… det kræver dog en vis tilpasning til mediet.
@ David Nikulin
Jeg er for så vidt enig i, at nyheder baseret på algoritmer giver “filter bubbles”, men jeg tror, det er et problem som kan og vil blive løst.
Vi er stadig meget tidligt i denne udvikling, og det går temmelig stærkt. De nuværende løsninger er langt fra perfekte, men de bliver hele tiden bedre – mens de journalistiske står stille.
At Google har mange fejlskud ser jeg som en kvalitet. De forsøger, fejler og forsøger noget andet. Journalisterne forsøger, fejler og forsøger så det samme igen (lidt groft sagt).
Jeg tror ikke, at løbet er kørt for journalisterne, men de skal genopfinde nyhederne, ikke indpakningen.
Trackback
Skriv en kommentar
RSS
Email
Google+
