Nej, virksomheder skal ikke have en politik for medarbejdernes brug af sociale netværk
Lad bare medarbejderne opdatere deres profil på Facebook i arbejdstiden
Søren Storm Hansen
Manpower Research Center har udgivet en rapport, som viser, at de færreste virksomheder har en politik for medarbejdernes brug af sociale netværk som Facebook, Twitter og LinkedIn: Employer Perspectives on Social Networking (PDF).
De forudser – og anbefaler – at flere virksomheder vil formulere en sådan politik.
Inden du gør det, bør du måske lige overveje, om det er nødvendigt. En politik for medarbejdernes brug af sociale netværk er en løsning, der leder efter et problem, mener forlagsdirektøren Michael Hyatt: Five reasons why your company doesn’t need a social media policy.
Han giver 5 grunde til ikke af have en politik på området:
- Du kan have tillid til dine medarbejdere;
- Sociale medier er bare endnu en kommunikationsform;
- Flere regler gør bare din virksomhed mere bureaukratisk;
- Formelle regler fratager folk lysten til at deltage;
- Du har formodentlig allerede regler for upassende opførsel.
Han uddyber hvert punkt i sit indlæg, og hvis du insisterer på at have en politik, foreslår han følgende ordlyd:
Brug de sociale netværk du ønsker, og gør det bare i arbejdstiden. Brug din sunde fornuft og husk, at hvis du benytter virksomhedens navn, så opfør dig på en måde, der passer til virksomhedens værdier. Det er i vores fælles interesse.
Rapporten fra Manpower sammenfatter svar fra 34.000 arbejdsgivere i 35 lande. 20 procent af de adspurgte har en politik for medarbejdernes brug af sociale netværk (11 procent for europæiske virksomheder), og disse blev spurgt, hvor deres politik havde været mest effektiv, hvortil de svarede, at den først og fremmest havde forhindret produktivitetstab.
Arbejdsgiverne er altså bange for, at medarbejderne sløser tiden væk med at opdatere deres profil på Facebook og mener, at en politik på området forhindrer dette, hvad de næppe kan dokumentere.
Det minder om bekymringen i sidste halvdel af 90erne, hvor web bredte sig. Arbejdsgiverne var bange for, at medarbejderne surfede rundt på nettet i stedet for at arbejde og opstillede alle mulige regler. Hvor mange af disse regler gælder stadig?
Manpower beder også arbejdsgiverne vælge to områder, hvor sociale netværk kan være en fordel i fremtiden. De tre mest almindelige svar fra europæiske virksomheder er:
- Fostering collaboration and communication
- Building your brand
- Continuing professional developement of employees
De svar hænger ikke særlig godt sammen med restriktive regler.
Endelig spørger Manpower, om virksomhedens omdømme nogen sinde er blevet negativt påvirket som følge af medarbejdernes brug af sociale netværk.
Hertil svarer stort set alle nej, og så kan man jo spørge, om det er nødvendigt med en politik på området.
10 kommentarer
Jeg ville ha’ skrevet en kommentar, men så blev den lidt for lang, så det blev til en blogpost.
http://mortensaxnaes.wordpress.com/2010/02/25/fa-styr-pa-din-sociale-medie-politik/
Nu forholder du dig ikke så meget til rapporten, men jeg er lidt kritisk overfor den kortfattethed som Hyatt har til social media policies.
Men tak for et godt indlæg og inspiration 
Jeg er enig i, at det kan være en svær opgave for firmaer at lave afbalancerede regler for internet og sociale medier.
Men, et er om man er bekymret for tidsforbruget. Noget andet er firmaets renomé. I nogle sammenhænge vil medarbejderne meget nemt blive opfattet som repræsentanter for firmaet – selv om de skriver på deres private Twitter/Facebook-konto.
I den sammenhæng kan det være fornuftigt for firmaet at minde de ansatte om, at de har ytringsfrihed, men at der også er en risiko for, at de vil blive opfattet som både privatpersoner og firmarepræsentanter.
Det er næppe muligt at opstille generelle regler, og Michael Hyatts forslag om helt at undlade regler er da forfriskende i en tid, hvor alle argumenterer for at indføre dem.
På Twitter kommenterede @PiaVigh dette indlæg med ordene: jo – men en tilskyndende politik, som engagerer og inspirerer den enkelte medarbejders tilstedeværelse på div platforme.
Altså tilskyndelse, ikke afskrækkelse. Jeg er helt enig.
Vi taler om os selv på de sociale netværk, og vores arbejde er en del af os. Hvis du har utilfredse medarbejdere, der siger grimme ting om virksomheden, så er løsningen næppe en politik, der lukker munden på dem – måske skulle du kaste et blik på personalepolitikken.
Hvis du har en god virksomhed med en ordentlig personalepolitik, vil de sige pæne ting, hvad der vil tiltrække kvalificeret arbejdskraft. For potentielle medarbejdere tjekker virksomheder på nettet, nøjagtig som virksomheder tjekker ansøgere på nettet.
Tænk hvis potentielle medarbejdere søger job hos dig, fordi alle dine medarbejdere er glade for arbejdspladsen – og siger det på Facebook. De fleste af os ønsker faktisk at være glade for og stolte af vores arbejdsplads.
Måske har dine medarbejdere også meninger om alt muligt andet, men de er altså ikke bare dine medarbejdere, de er også mennesker, og de har lov til at have meninger. Det forstår dine kunder og potentielle medarbejdere udmærket.
En af åbenbaringerne ved sociale medier (for mig) er, hvor bange virksomheder er for deres kunder og medarbejdere. De ønsker, at de kan lukke munden på begge. Det er en skam, for i de fleste tilfælde er både kunder og medarbejdere glade for virksomheden – og siger det gerne højt.
De fleste virksomheder skal tilskynde kunder og medarbejdere, ikke afskrække. Og de øvrige virksomheder skal vi gøre vores bedste for at lukke.
God og spændende blogpost!
Helt rigtigt, at det ikke er tidsforbruget som bør bekymre virksomhederne. At deltage i sociale netværk burde alt andet lige gøre deres medarbejdere mere glade i hverdagen og udvide deres horisont og viden.
Men jeg er ikke helt enig i, at en politik for opførsel i sociale medier er overflødigt – lidt af de samme årsager som Ernst Poulsen kommer ind på. Det har jeg skrevet om her:
Jesper
Ja, medarbejderne har lov til at have meninger. Men, der findes jobs, hvor det kan være uforeneligt med stillingsbeskrivelsen, at man ytrer sig skarpt om f.eks. politiske emner.
Lad os tage et eksempel, der er et par år gammelt, og som illustrerer pointen meget godt, selv om det var en lidt speciel situation. DRs generaldirektør Kenneth Plummer var på Roskilde Festival, og havde en t-shirt på fra Ungdomshuset. Det fik han rigtigt meget at høre for.
Ja, han var på festival i sin fritid, men… det blev brugt mod ham – og mod DR. Og DR skal være uvildig. Det kom ganske simpelt til at støje alt for meget i forhold til hans øvrige arbejde.
Situationen havde ikke været meget anderledes, hvis han havde brugt Facebook eller Twitter.
Jeg har rigtigt meget sympati for ideen om, at folk skal have lov til at mene noget som privatpersoner. Det styrker demokratiet, og vi skal selvfølgelig ikke alle mene det samme som firmaet gør. Det ville være forfærdeligt. Jeg synes en bog som “The Cluetrain Manifesto” beskriver det meget godt: I en internet-tidsalder smuldrer den normale top-down kommunikationsmodel.
Jeg synes også, at vi nogle gange ser eksempler på, at folk bliver pålagt en form for mundkurv – fordi deres firma frygter pressen. Det burde en stærk ledelse godt hjælpe med at skærme medarbejderne. Man kunne håbe, at vi bevægede os i den retning.
Men, nogle gange er vilkårene blot, at det næsten er umuligt at kombinere en bestemt stilling med en komplet “privat” ytringsfrihed. Det var blot det jeg forsøgte at forklare.
@ Ernst Poulsen
Jo, men Kenneth Plummer er undtagelsen, ikke reglen. Og hvis man opstiller regler ud fra undtagelser, bliver det noget snavs.
Man skal opstille regler ud fra sund fornuft, og måske er sund fornuft så sund, at man ikke behøver at opstille regler.
Så må man opstille regler for undtagelserne, fx Kenneth Plummer.
Jeg er enig i, at mange virksomheder kan klare sig uden regelsæt – og så bruge alm. fornuft.
Men, hvis man kigger på de store medieorganisationer og en del offentlige virksomheder, så ligger der en forventning om uvildighed i enten administrationen eller i den journalistiske vinkling.
Derfor kan det være fornuftigt for nogle topembedsmænd – og for rigtigt mange journalister at holde lidt tilbage med de skarpeste holdningstilkendegivelser. Og her er det måske godt med et par guidelines, fordi nogle folk glemmer, at Twitter/Facebook/etc. ikke altid kan holdes som en privat snak mellem vennner.
… men måske er vi slet ikke så uenige alligevel?
Nej, det er vi nok ikke.
Jeg faldt lige over Facebook-redaktør på TV 2 tjener penge hjem til firmaet og hæftede mig ved dette citat:
Jeg var så meget på Facebook i arbejdstiden, at min chef synes, vi lige så godt kunne formalisere det.
Det er også en slags politik.
Trackback
Skriv en kommentar
Nye indlæg (RSS)
Nye indlæg (e-mail)
Twitter
Facebook