Jeff Jarvis er inde på det samme, når han taler om undervisningssituationen som et produkt af industrisamfundet i det indlæg, jeg linkede til tidligere: TEDxNYed: This is bullshit. Der er en lærer og nogle elever, og læreren har svaret.

Det gider netværksmennesket ikke. De vil ikke høre læreren messe sine budskaber men vil selv være en del af løsningen.

Det er netværksmennesker, som skriver Wikipedia og kommenterer på blogs som denne. Industrimennesket køber et autoriseret leksikon og læser aviser.

Jeg ved ikke, om deltagerne i det seminar, hvor jeg skal tale, er netværksmennekser eller industrimennesker – og jeg er langt fra sikker på, at den skarpe opdeling er helt gyldig – men et af mine budskaber vil nok være, at virksomheder kun kan bruge sociale medier i intern kommunikation, hvis medarbejderne er netværksmennesker.

Og det er medarbejderne ihvertfald ikke, hvis virksomhederne forbyder medarbejderne at bruge deres netværk: Nej, virksomheder skal ikke have en politik for medarbejdernes brug af sociale netværk.

Det begynder vist at falde på plads. Jeg har heldigvis en måneds tid endnu.

Idéen og tanken er da også spændende. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke over, at når vi møder op til undervisning eller foredrag eller går ind på en blog for den sags skyld, så har vi trods alt en forventning om, at underviseren, foredragsholderen eller bloggeren har en holdning, et synspunkt eller noget nyt at komme med.

Når det så er sagt, så er meget caseundervisning jo bygget på, at underviseren smider bolden op og leder folk over til én løsning, ikke en bestemt løsning, men “bare” en løsning.

Og da du kender lidt til, hvordan ting bevæger sig på nettet, så er vinklen jo ikke nødvendigvis at stille sig op og sige: Jeg ved ingenting. I stedet kan du jo bruge din erfaring fra dit område, og så stille udgangsspørgsmålet: Hvad forstår I ved intern kommunikation? Og så ellers bygge på og se, hvad der sker. Det ser trods alt ud til, at målgruppen for foredrag er folk, der ved et eller andet om kommunikation. Så det burde give anledning til forskellige vinkler og synspunkter.

En af mine gamle forelæsere på Handelshøjskolen havde engang spurgt et sælgerkorps i en virksomhed, hvad de forstod ved en kunde. Det gav efter sigende lidt flere bud, end de lige selv havde regnet med. Så man stod altså med et sælgerkorps, der ikke havde en fælles forståelse for, hvad en kunde egentlig er.

En udfordring kan være, at mennesker jo er ret dovent anlagt, så ønsker de selv at lave noget af arbejdet? – Det tror jeg nu godt de fleste vil, når de nu er mødt op frivilligt og har betalt for det. Noget helt andet er i en folkeskoleklasse

Mvh
David

Den effektive lærer er altid parat til at undersøge resultatet af regnestykket “2 + 2″. For hvis han ikke er, kan han ikke aktivere elevernes undren – og så lærer de ingenting.

Du har ret i, at mit indlæg er unuanceret, men det er faktisk en del af pointen. Nuancerne kommer i vores fælles kommentarer.

Hvis vi oversætter dette forløb til en undervisningssituation, så er jeg læreren, I er eleverne. Jeg kaster bolden op – unuanceret – og i fællesskab skyder vi den i mål.

Det er bestemt ikke sikkert, at jeg – læreren – siger det klogeste, men det samlede resultat er klogere end det, jeg eller andre har sagt.

Det er efter min mening den vigtigste indsigt af redskaber som blogs, wikier og andet på nettet. Den indsigt vil jeg gerne overføre til undervisning og foredrag.

Og jeg har tænkt mig at eksperimentere på dette seminar: Nye og sociale medier i intern kommunikation, hvor jeg er hyret til at tale om noget, jeg ikke har forstand på. I min virksomhed er der kun en medarbejder, mig, så intern kommunikation er i bogstaveligste forstand intern.

Det job har inspireret til dette indlæg, og mit foredrag kommer nok til at handle om netop dette – at indsamle og bruge den fælles viden. Jeg er lidt usikker på den opgave, og jeg vil nødig være, som du siger, “spild af tid”. Så tak for input og kom gerne med mere.

Basalt set plejer jeg at sige, at hvis man ikke kan bidrage med noget nyt, så skal man slet ikke holder præsentationen. For så er det spild af tid.

Men herefter er der jo mange forskellige formål, som en præsentation skal opfylde:
Er formålet…
At inspirere publikum?
At lære publikum noget?
At formidle noget?
At afrapportere noget?

Og midlerne til det er meget forskellige. Uanset hvad bør man dog sigte efter en eller anden form for aktivering af publikum. Hvis du bare stiller dig op og snakker, så keder de sig ihjel. Det gør de også, hvis du bruger en klassisk powerpoint med bullets.

Men der findes ikke nogen rigtig eller forkert fremgangsmåde, da det som sagt afhænger af formålet, af publikum og konteksten.

Den fælles viden er sandsynligvis stor, men den kan ikke være stor om dit synspunkt på en problemstilling. Det kender du kun selv. Hvis du lægger det op til dit publikum, så er det jo kejserens nye klæder. Men er formålet i fællesskab at løse en problemstilling, kan det være givtigt og lærerigt at inddrage publikum… men det er jo det, man længe har kaldt case-undervisning. Og ja, det lærer alle noget af. Også underviseren

Jeg tror dog, at jeg forstår din pointe, og er til dels også enig. Synes bare, at det er lidt unuanceret.

P.s. I de rigtige hænder er Powerpoint et fantastisk værktøj.

Oplæg er et bedre ord end foredrag. Det er jo netop, hvad det handler om, at lægge op.

Det er helt rigtigt, at kommentarsporet på en blog kan udbrede emnet langt bedre eller mere udførligt end indlægget måske kan alene. Men her vil jeg igen påstå, at kommentarer ofte kommer fra besøgende, som ved NOGET og derfor er i stand til dialogen.

Når jeg selv holder oplæg (tør ikke kalde det foredrag), forsøger jeg at afsætte mindst 1/3 af tiden til diskussion undervejs, spørgsmål og en afsluttende debat om emnet, hvor alle tilhøreres spørgsmål, synspunkter og erfaringer kommer i spil. For det er helt rigtigt, at med det rette publikum, så er der en stor sandsynlighed for, at man selv som “eksperten” kommer til at gå klogere hjem.

Jesper

Jo, men forstand og viden er to forskellige ting – forstand på at inddrage kan være vigtigere end viden om et emne.

Jeg vil fastholde den påstand, at man kan holde et foredrag om noget, man ikke ved noget om, hvis publikum ved noget, og man forstår at inddrage dem.

Jeg vil ikke argumentere for, at man skal hyre ignoranter som foredragsholdere. Foredragsholderen skal som minimum være i stand til at stille de rette spørgsmål, og det kræver viden og et godt øre.

Min pointe er vel, at man som foredragsholder ikke skal lade sin egen viden komme i vejen for den fælles viden. Og at man lærer meget af at holde foredrag om noget, man ikke ved noget om.

Men så er din overskrift mildt vildledende, for lige præcis i den situation er det ganske vigtigt, at foredragsholderen har en hel masse forstand. Det er langt vanskeligere at være parat til at køre ud ad tangenter sammen med deltagerne i et foredrag. Decideret uvidenhed om emnet vil i høj grad komme til at stå i vejen for deltagernes udbytte i den situation.

Vi kan godt blive enige om, at viden er gavnligt, og jeg forsøger da også at bidrage med den viden, jeg har.

Problemet er, at min – foredragsholderens – viden ofte står i vejen for den viden, publikum sidder med. Derfor ser jeg det altid som min opgave at indsamle og formidle den fælles viden, ikke at formidle min.

Det er mit ansvar som foredragsholder, at publikum får noget med hjem, men det behøver ikke at være mig, der giver det. Ind imellem oplever jeg det næsten orgasmiske, at en deltager selv opdager og formulerer ny indsigt. Jeg kan være ret sikker på, at den deltager får noget med hjem.

Det kan godt være lidt vanskeligt. Foredraget må ikke være for fast struktureret, og jeg skal være klar til at gå i en ny retning.

Det vigtigste er at droppe PowerPoint. Jeg har aldrig benyttet PowerPoint eller lignende præsentationsværktøjer, for de begrænser mulighederne, hæmmer dialogen og bidrager ikke med noget positivt.

På den anden side skal jeg også have materiale nok til at gå hele vejen selv, for det kan jo være, at publikum ikke har noget at bidrage med. Det har jeg dog aldrig været ude for.

En anden fordel ved at inddrage publikum er, at man finder ud af, hvor de står. Siger jeg noget, de allerede ved? Taler jeg hen over hovedet på dem? Det aner jeg ikke, hvis jeg står og lirer et præfabrikeret foredrag af understøttet af dødssyge punktopstillinger.

Jeg er enig med dig i, at rigtigt mange foredrag og forelæsninger bliver gode, hvis man er dygtig til at bringe deltagernes erfaringer i spil.

Men hvis man fører dit argument helt igennem, så kommer vi til at mangle viden på et eller andet tidspunkt. Jeg forestiller mig matematiklæreren i 1. klasse bringe elevernes viden om “2+2″ i spil. Måske jeg er lidt konservativ – men sådan et mindstemål af god gammeldags paratviden, det skal vi have.

Hvor mange af os har ikke siddet og kviet os, over en foredragsholder, der ikke har kunnet bringe ny viden frem? Og hvor selv samme foredrag alligevel ender med at blive en succés, i kraft af diskussionen EFTER foredraget?

Count me in…